Prøv avisen

Kvinders hjertesygdom er underbelyst

”Det handler ikke kun om overvægt, rygning og dårlig kost – for eksempel er det bevist, at det sociale netværk, man har som menneske, har stor betydning for, om man risikerer at blive ramt af en hjertesygdom,” siger Eva Prescott. – Foto: Leif Tuxen.

Danmarks første kvindelige professor i kardiologi, overlæge Eva Prescott, står i spidsen for et stort forskningsprojekt, der skal øge behandlingsmulighederne for hjertesyge kvinder

Hvilket et af dem, tænker du på?, spørger Eva Prescott, da hun bliver spurgt om det forskningsprojekt, hun netop nu er i gang med.

Professor og leder af forskningsenheden ved Kardiologisk Afdeling Y på Bispebjerg Hospital Eva Prescott lader dermed forstå, at hun ikke blot er involveret i et enkelt forskningsprojekt, men derimod medansvarlig i flere projekter, der alle har menneskets mest vitale organ, hjertet, som omdrejningspunkt samtidig med at hun også fungerer som hjertelæge og har sine egne patienter.

Her skal det dog i første omgang handle om det store forskningsprojekt, hvortil hun i efteråret 2011 modtog en donation på otte millioner kroner. Donationen kom fra Kronprinsesse Marys Hjertefond og tilfaldt den kvindelige professor, efter at hun havde vundet Hjerteforeningens forskningskonkurrence om kvinder og hjertekarsygdomme.

Det vindende forskningsprojekt, der har betegnelsen Ipower Bedre diagnostik og behandling af kvinder med angina pectoris uden obstruktiv karsygdom, skal gerne munde ud i bedre behandlingsmuligheder for de kvinder, der rammes af angina pectoris, en slags smertefulde hjertekramper, som er det hyppigste symptom på hjertesygdom hos kvinder.

Hele grundlaget for projektet er, at når kvinder rammes af hjertesmerter, er der ikke god overensstemmelse mellem symptomer og sygdom. Hos mænd skyldes hjertesmerterne ofte forsnævringer i kranspulsårerne, men når vi derimod undersøger de ramte kvinder, har 70 procent af dem ikke disse forsnævringer. Det betyder dog ikke, at de er raske, for det går dem lige så dårligt som de 30 procent, der har forsnævringer det vil sige, at de har lige så stor risiko for at blive ramt af blodpropper og hjertesvigt, fortæller Eva Prescott.

Endnu ved man ikke med sikkerhed, hvad årsagen til hjertesygdommen hos de 70 procent af kvinderne er, og det er det, som det store Ipower-projekt, der ventes afsluttet i 2017, skal forsøge at finde ud af.

LÆS OGSÅ:Danske kvinder har nordisk kræft-rekord

Hvis det ikke er kranspulsåreforsnævringer, må det skyldes noget andet. Noget tyder på, at det i stedet skyldes mikrovaskulær sygdom (sygdom i de helt små blodkar, red.), som vi stadig ikke er særlig gode til at undersøge eller behandle man kan for eksempel ikke lave en ballonudvidelse, som er den hyppigste behandling mod forsnævringer i kranspulsårerne. En del af forskningsprojektet går ud på at få fundet frem til dem, der har sygdom i disse små kar, og få dem skilt ud fra dem, hvor symptomerne i stedet skyldes noget muskulært, mavesår eller ondt i sjælen, siger Eva Prescott og slår fast, at målet også er at få udviklet undersøgelsesmetoder, der ikke er for komplicerede.

Vi vil gerne undgå, at det er store dyre apparater, der skal hjælpe disse hjertepatienter det skal være lette undersøgelsesmetoder, som kan bruges på enhver hjerteafdeling og ikke kun på de højtspecialiserede afdelinger, siger hun.

At der overhovedet er blevet bevilget så stor en sum penge til Eva Prescotts og hendes kollegers forskning, hænger sammen med Hjerteforeningens store kampagne Elsk hjertet, der blev sat i søen i 2007 og stadig kører. Den var resultatet af, at man i mange år havde forsket langt mere i mænds hjertesygdomme end kvinders, på trods af at der var lidt flere kvinder end mænd, der døde af hjertekarsygdomme.

Ingen undersøgelser indtil nu har vist, hvor omfangsrigt problemet er med kvinder, der lider under symptomet angina pectoris, men årligt foretages der cirka 8000 undersøgelser på kvinder, hvor mistanken går på disse symptomer. Det er heller ikke slået endeligt fast, hvad risikofaktorerne er for at udvikle symptomerne, men Eva Prescott fortæller, at det indtil nu ser ud, som om det ofte rammer kvinder, efter at de er kommet i overgangsalderen, og ligeledes tit hænger sammen med overvægt og forhøjet blodtryk.

Det er dog ikke kun hjertesyge kvinder, som overlægen og professoren på Bispebjerg Hospital har forsket i. I tidligere projekter har hun i udstrakt grad interesseret sig for de psyko-sociale faktorers indflydelse på hjertesygdom. Selv siger Eva Prescott, at hun generelt i sit virke som hjertelæge har beskæftiget sig meget med de lidt store ting i menneskelivet, og at de psyko-sociale faktorer spiller en stor rolle i forhold til hjertepatienter.

Vi ved, at sociale belastninger i sig selv giver risiko for hjertesygdom. Det handler ikke kun om overvægt, rygning og dårlig kost for eksempel er det bevist, at det sociale netværk, man har som menneske, har stor betydning for, om man risikerer at blive ramt af en hjertesygdom. Jo flere mennesker du er i kontakt med, jo mindre er risikoen for at blive ramt, siger hun.

Også den psykiske lidelse depression og hjertesygdom hænger sammen. Mennesker, der for eksempel får en blodprop, rammes ikke sjældent efterfølgende af en depression, men påvirkningen går også den modsatte vej.

Vi ved, at udbrændthed ofte er skridtet før depressionen, og får man en depression, hvor årsagen er udbrændthed, har man en forhøjet risiko for at blive ramt af en blodprop, siger Eva Prescott, men slår dog samtidig fast, at hjertesygdom er en kompleks størrelse forårsaget af mange faktorer.

Den hjertekyndige professor mener, at man i dag er kommet ufattelig langt inden for hjertebehandlingen, men ud over sit arbejde med de hjertesyge kvinder har hun dog et andet område, hvor hun især gerne så, at der i nær fremtid kom bedre behandlingsmuligheder:

Hjertesvigtpatienterne, hvis sygdom er fremskreden, fylder rigtig meget i min daglige praksis på hospitalet, og den gruppe har vi ikke særlig gode muligheder for at behandle. De har ofte langvarige symptomer og mange indlæggelser, hvor de døjer med meget vand i kroppen helt frem til, at de bliver terminale. Jeg håber, at vi med stamcelleforskningen fremover får bedre mulighed for at hjælpe disse.