Prøv avisen

Lasses afsked med sin fod

11-årige Lasse fra Nordjylland fik amputeret sin fod. For ham gav det god mening at sige farvel til foden og de tabte muligheder ved en lille ceremoni. Foto: .

På Skejby Sygehus bliver kræftsyge børn støttet i at lave deres egne ritualer for at gøre det lettere at komme igennem sorg

Lasse sidder i solen beskyttet mod dens stråler af en grøn paraply. Det er forår og lunt nok til, at han kan undvære overtøjet her ved den varme væg under køkkenvinduet. Solen skinner skarpt og blegt. Lasse er også selv helt bleg, og hans lyse hår vokser så sparsomt på den hvide isse, at han næsten ser skaldet ud. Han fylder 11 om få dage, men gæsterne, der småsnakker på terrassen rundt om ham, er ikke kommet for at fejre fødselsdag. De er kommet i en helt anden anledning.
Centrum for det, der skal ske om lidt, er den lille hvide kasse, Lasse har på skødet. Han studerer indholdet nøje. Det er en fod. Hans egen fod. Lasse har haft kræft og har fået højre fod amputeret. Nu er sygdommen væk, og de mange hårde måneder med hospitalsophold og kemokur er overstået.
Det skal fejres.
Lasses far, Gert Lauritsen, er graver ved Sulsted Kirke nord for Aalborg, så Lasse er vant til at komme på kirkegården, og nu synes han, det vil være naturligt, at hans fod får en lille grav dér. Han vil sige farvel til den sammen med sin familie ved en lille ceremoni, og det er derfor, gæsterne er samlet ved graverboligen i Sulsted.

Det var lillejuleaften 2008, at Lasse Juul Lauritsen fik konstateret kræft i knoglerne, og i foråret 2009 fik han amputeret sin ene fod.
Den nordjyske dreng er et af snart mange kræftsyge børn, som har fået hjælp af socialpædagog Helle Tholstrup på Skejby Sygehus ved Århus til at lave afskedsritualer i forbindelse med en amputation. Helle Tholstrup har arbejdet med alvorligt syge børn på forskellige hospitalsafdelinger i snart 20 år, og for hende er ritualerne et af mange redskaber i det pædagogiske arbejde. Hun mener, det er afgørende vigtigt for børnene at tage ordentligt afsked med det, der var, for at kunne tage hul på det nye liv, som skal begynde – for eksempel en hverdag med en kunstig fod eller en benprotese
Lasse er indtil videre den eneste, som har ønsket at få sin amputerede fod gravet ned på kirkegården med en hjemmelavet ceremoni, der ligger tæt op ad det kirkelige begravelsesritual. Andre børn har for eksempel valgt at tegne det ben, som skal amputeres og begrave det med en ceremoni i haven.
En femårig pige fra Djursland besteg Trehøje i Mols Bjerge sammen med sin far og mor, før hun fik benet amputeret.
Senere, da operationen var vel overstået, og protesen sad, som den skulle, gentog familien udflugten for at byde det nye ben velkommen og markere, at den lille pige nu igen kunne gå, løbe, klatre og bestige bjerge, selvom noget afgørende var forandret.
Den lille piges bjergvandring kan ses som et billede på det at overvinde en stor forhindring, at komme på toppen og at få overblik og udsyn, og når ritualet bliver gentaget med protesen, markerer det et før og efter, på samme måde som overgangsritualer i alle kulturer har gjort til alle tider. For udenforstående kan det måske forekomme lidt underligt.
– Men det virker meget meningsfyldt for familierne, forklarer Helle Tholstrup.
– Når forældre på den måde er med til at gøre afskeden til et ritual, så giver de for mig at se barnet en værdifuld gave. Det skaber en vågenhed i forhold til døden og det at tage afsked, og det er en rigtig god træning til livet.

På terrassen ved graverboligen kigger Lasse nu for sidste gang grundigt på sin højre fod. Han har et afslappet forhold til, at den nu ligger der i kassen. Han har været glad for den, og den har båret ham i mange skoleløb og sparket mange fodbolde i mål. Den har tjent ham godt i ti år, som han selv udtrykker det, men nu er han glad for at være kommet af med kræften, som var i fodens knogler.
Han kildrer den en sidste gang under fodsålen, lægger låg på kassen og skruer det selv fast. Så sætter følget sig i bevægelse: Lasse i kørestol med den hvide kasse i skødet. Far og mor og storesøster Nanna, farmor, mormor, et par naboer fra byen og en god ven af familien, som er præst. Op ad bakken går det til den smukke Sulsted Kirke, der er vidt berømt for sine kalkmalerier.
Følget stiler mod det hjørne, hvor Lasses far og mor, Gert og Lise Juul Lauritsen, har reserveret et gravsted til sig selv. Der skal foden ligge. Familiens præsteven holder en lille tale til afsked, Lasses far graver et hul til den hvide kasse, og så bliver den sænket i graven med fire reb, som en rigtig lille kiste. Far og mor, Nanna og Lasse holder hver i sin rebende. Til sidst bliver der kastet jord på, det tørre grus bliver revet i et sirligt mønster, og gæsterne lægger forårsblomster fra haven for at markere stedet, hvor foden nu er lagt til hvile. Og så er det tid til festmiddag.
Kort tid før den syge fod blev amputeret, samledes familien til en sørgemiddag ved Lasses seng på hospitalet. Lasse havde bestemt, at der skulle dækkes op i sort: sort dug, sorte servietter, sorte lys, sorte balloner. Søster Nanna havde lavet bordpynt i sort og sølv, men Lasse var selv for syg til at nyde maden. Han døsede bare i sin seng.
Nu er han anderledes frisk og klar til at fejre begyndelsen på et nyt kapitel i sit liv. Alle rigtige overgangsritualer markerer et før og efter en bestemt afgørende begivenhed, og det sker tit ved hjælp af gentagelsen. Og sådan er det også med Lasses fod-ritual. Menuen er den samme som ved sørgemiddagen før amputationen: kænguru med tilbehør fra Australian Barbecue i Aalborg, for Lasse elsker god mad og kan lide at prøve nye ting. Ansigterne omkring bordet er også de samme – bare gladere – og bordet er flot pyntet, men denne gang er det med forårsblomster og farvestrålende servietter som en glad markering af, at den svære tid er forbi: Før var der en syg fod. Den er lagt i graven nu, og Lasse er klar til at få en ny fod, en protese.

Lasses afskedsritual er specielt, og andre kan ikke uden videre gøre noget tilsvarende. En kirkegård er beregnet og indviet til begravelse af det menneskelige legeme og ikke til amputerede lemmer, fastslår chefkonsulent i Kirkeministeriet Marjun Egholm.
Alle har krav på et gravsted efter døden, men man har ikke krav på at få udlagt et gravsted til en amputeret legemsdel. Det betyder imidlertid ikke, at det er umuligt eller ulovligt at få begravet et amputeret lem, hvis man har et gravsted, hvor man selv planlægger at skulle ligge, når man dør. Det kræver blot kirkegårdsbestyrelsen eller menighedsrådets accept.
Kirkeministeriet har indtil videre kun én gang været involveret i en sag om gravlægning af en legemsdel. Det drejede sig dengang om en muslim, der af religiøse årsager ønskede en amputeret legemsdel begravet på kirkegården. De fleste muslimer fortolker idéen om "kødets opstandelse" meget konkret, og derfor er det væsentligt at have alle lemmer i behold, så man kan opstå i hel skikkelse. Derfor skriver Kirkeministeriet i sin vejledning om kirkegården som begravelsesplads, at det især vil være naturligt at give tilladelse til at nedlægge amputerede lemmer, hvor der findes et særligt muslimsk afsnit på en kirkegård, men det udelukker ikke, at man som kristen kan have samme ønske.
Da Lasse fik fjernet foden, spurgte han, hvad der skulle blive af den, og fik at vide, den ville blive brændt sammen med hospitalsaffaldet.
– Det, syntes jeg, ville være meget underligt, og det havde jeg ikke lyst til skulle ske, forklarer han.
Det var Lasse selv, der ønskede at få foden udleveret, og det var også hans egen idé, at den skulle graves ned på kirkegården. Først var hospitalets personale lidt skeptiske over for at udlevere foden, for det var aldrig sket før.
– Det ville være uetisk, hvis folk gik og gravede en arm eller et ben ned i haven, hvor andre kunne komme til at grave dem op, siger socialpædagog Helle Tholstrup fra Skejby Sygehus.
Men da det udtrykkeligt var Lasses eget ønske at få foden udleveret, gik hospitalet med til det.
Sognepræsten ved Sulsted Kirke, Ole Raakjær, synes også, at Lasses idé med fodceremonien var god og rigtig, og han har ikke problemer med, at familien har nedlagt foden på deres eget gravsted. Han understreger dog, at det ikke er en kirkelig handling at begrave en fod, og at man naturligvis skal have menighedsrådets godkendelse, hvis man vil gøre det.

Efter mere end et år i intensiv behandling med 18 kemokure og en amputation er Lasse begyndt i skolen igen i 5. klasse, men ikke på fuldt skema. Han starter stille og roligt, men det er dejligt, at hverdagen så småt vender tilbage.
Nu sidder han ved køkkenbordet sammen med Nanna og gumler mors hjemmebagte boller i sig. Hans mor, Lise Juul Lauritsen, har god tid til at tage sig af ham, for hun har i over et år haft orlov fra sit arbejde og har været medindlagt, hver gang han har været på Skejby Sygehus. Det har været en barsk tid for hele familien.
Når Lasse går, halter han stadig lidt på det ene ben, men ellers ligner han en almindelig 11-årig dreng i cowboybukser og kondisko. Han orker ikke rigtig at snakke mere om sygdom, men vil gerne vise sit nye ben frem: protesen, som gemmer sig under buksebenet, og som han selv kan spænde af og på. Det bedste er, at han er rask nu og klar til at gå videre i livet på to ben. Sygdommen er definitivt lagt i graven.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk