Prøv avisen

Lige børn holder lukket fest

Illustration: Peter M. Jensen.

Børn og unge er ikke ringere til at tage hensyn til andre end tidligere generationer. Men mange har svært ved at udstrække deres empati til dem, som er anderledes. Derfor fremstår de som hensynsløse over for andre end den nære vennekreds

Det er et gammelt, fortærsket ordsprog, at lige børn leger bedst. Men hvis ikke forældrene eller andre i deres omgivelser hjælper børn og unge på andre tanker, vil ordsproget passe som beskrivelse af, hvordan de forholder sig til andre. Det vil sige, at de er gode til at tage hensyn til dem, der nogenlunde er, som de selv er, mens de er kolde og ufølsomme over for nogen, som er anderledes.

Sådan lyder vurderingen fra en kultursociolog og en psykolog, der begge har beskæftiget sig med, hvordan helt normale børn og unge forholder sig til andre. Vurderingen er, at der i vor tid på den ene side er store forskelle på, hvordan forskellige grupper i samfundet lever og tænker, på den anden side er der et udpræget fokus på den enkeltes personlige udfoldelse.

Tilsammen skaber det en øget risiko for, at børn og unge samles i lukkede cirkler, der kan være indbyrdes solidariske og hensyntagende, men som ser stort på det store fællesskab.

"Unge lever i en vanskelig verden, hvor der er mange muligheder, mange udfordringer og stor kompleksitet. Forældrene spiller ikke så stor en rolle i forhold til at træffe valg som tidligere. I stedet er kammeraterne kommet til at betyde mere," forklarer Sven Mørch, lektor, dr.phil. ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

"Men for de fleste unge gælder, at man finder nogen, der ligner én selv at være kammerater med. Det er med til at forstærke forskellene mellem forskellige grupper af unge. Og det kan skabe en konstruktion, hvor andre uden for fællesskabet ikke tæller som mennesker, men blot ses som rekvisitter til mit liv med mine kammerater," tilføjer Sven Mørch.

Han pointerer, at der ikke er noget nyt i, at børn og unge orienterer sig i et fællesskab med dem, der er lig dem selv.

Han nævner som eksempel Christian Christensens erindringsbog fra storbylivet for 100 år siden, "En rabarberdreng vokser op", som tydeligt beskriver, hvordan arbejderbørnene voksede op i et indbyrdes kammeratskab med indbygget fjendskab mod børn fra andre socialgrupper. Men i dag bliver børn og unge endnu mere konfronteret med dem, som er anderledes. Og i dag er ungdommen så meget ophøjet til ideal, at de voksne har svært ved at præge deres store børn med fællesskabsidealer – i det omfang de har sådan nogle.

"Unge lærer hele tiden, at de selv skal konstruere deres liv, og at de selv skal træffe valg. De lærer hele tiden at se på sig selv, og til sidst ser de sig selv som centrum i hele verden," siger Sven Mørch.

Connie Carøe Christiansen er kultursociolog og lektor ved Roskilde Universitet. Hun har for nogle år siden forsket i, hvordan helt almindelige børn i 6. klasse udvikler fællesskaber og ansvar for hinanden.

Konklusionen er, at i de tilfælde, hvor det er overladt til børnene selv at skabe fællesskaber, danner de alliancer med nogen, de synes ligner dem selv.

"Hvis et barn har en selvopfattelse om at høre til de populære, søger han eller hun sammen med andre med samme selvopfattelse. De bekræfter hinanden, og så er det er til gengæld svært for andre at være med. Omvendt søger andre sammen i grupper omkring fælles modstand mod skolen, hvor der er mest prestige i at forstyrre undervisningen. Begge mekanismer opfatter jeg som negative," siger Connie Carøe Christiansen.

Men hendes undersøgelse har en anden pointe, som er værd at hæfte sig ved, nemlig at børn faktisk bliver mere rummelige over for nogen, de ikke umiddelbart identificerer sig med, hvis de voksne tvinger dem til aktiviteter på tværs af de etablerede kliker. Dermed ser det altså ud til, at de voksne trods alt ikke har mistet så meget indflydelse på børnene, at de ikke kan lære dem at vise rummelighed og empati.

"Børn negligerer ikke, hvad de voksne gør. Hvis de får lov til at vælge venner efter deres første lyst og indskydelse uden tanke på dem, der står tilbage, vil de gøre det. Men hvis lærere og forældre er engagerede og gennem deres egne handlinger viser, at de gider hinanden, kan de også medvirke til, at børnene engagerer sig mere i andre," siger Connie Carøe Christiansen.

mikkelsen@k.dk

LÆS MERE |k.dk/folkeskolen