Prøv avisen

Lille land, hvad nu?

De seneste 50 års øgede velstand vil blive afløst af en ny og nødvendig nøjsomhed, mener blandt andre professor Steen Hildebrandt og historiker Henrik Jensen. Foto: Illustration: Rasmus Juul

Finansmarkederne verden over er præget af turbulens, men hvad gør den økonomiske uro ved vores selvforståelse?

Vil de seneste 50 års øgede velstand afløses af en ny og nødvendig nøjsomhed? Det mener blandt andre professor Steen Hildebrandt og historiker Henrik Jensen.

LÆS OGSÅ: Efter os syndfloden

De bekymrede spørgsmål stod nærmest i kø, da professor Steen Hildebrandt, Aarhus Universitet, forleden holdt foredrag på en højskole. Organisations- og ledelseseksperten var draget ud i sommerlandet for at tale om, hvad Danmark skal leve af i en globaliseret fremtid. Da det blev tid til spørgsmål, noterede den garvede foredragsholder sig, hvordan de livserfarne højskolegæster delte uro og undren i forhold til den økonomiske udvikling i verden. Ville deres pensionsopsparing eller boligforhold blive påvirket af finanskrisen? Ville de kunne give et finmasket, økonomisk sikkerhedsnet videre til næste generation?

LÆS OGSÅ: Den økonomiske krise gør ældre ængstelige

Foredragsgæsterne på højskolen og historikeren Henrik Jensen deler en bekymring for, hvordan Danmark vil klare sig gennem den økonomiske krise. På den ene side er alt, som det plejer, når man tjekker bankkontoen eller kører dankortet gennem betalingsterminalen, men samtidig tårner den seneste tids dystre, økonomiske udmeldinger sig op som mørke skyer i horisonten.

Der er noget, som rumler, men vi kan ikke se på os selv eller vores nabo, at krisen har nogen effekt, vellevnedet fortsætter uændret, men samtidig nærmer de mørke skyer sig, siger historiker på Roskilde Universitet Henrik Jensen.

Den økonomiske krise synes ikke at være af forbigående karakter. Krisens konsekvenser er komplekse på grund af globaliseringen. Kinas øgede indflydelse på verdensøkonomien bidrager til at tegne et billede af en kompleks krise. Og modsat oliekrisen i 1973 så har man som borger i Vesten ikke en fornemmelse af, at vi er på sikker grund, fordi vi er på USAs side. USA, som i andre kriser har haft brede skuldre, er selv i krise, siger han.

På Aarhus Universitet sidder økonom, professor Torben M. Andersen. Den tidligere overvismand har oplevet mange økonomiske kriser. Den nuværende karakteriserer han med ordet alvorlig. Inden for en rimelig horisont ser han ikke, at der er udsigt til markante vækstrater.

Det mest sandsynlige er, at vi vil se meget beskedne væksttal. Væksten vil blive så lav, at den vil gøre indhug i beskæftigelsen og medføre et mat og underdrejet forbrug, siger Torben M. Andersen.

I et normalt år stiger bruttonationalproduktet (BNP), som er et mål for størrelsen af et lands økonomi, med to procent. I 2011 vil tallet blive et godt stykke under to procent, vurderer Torben M. Andersen. Der er meget stor forskel på, hvordan en underdrejet økonomi vil påvirke danskerne. For nogle vil det betyde fyringer, og det vil ikke nødvendigvis være let at finde et andet job.

Mister man sit job og har samtidig købt hus i 2006 eller 2007, hvor boligpriserne toppede, vil man kunne mærke krisen. Men for mange danskere i sikre job vil krisen bare være noget, man hører om i TV-Avisen, alt imens man får mere medvind i privatøkonomien på grund af lavere renter og faldende benzinpriser, siger han.

Den aktuelle krise handler ikke alene om danskernes privatøkonomi, men giver også et billede af, hvordan globale magtbalancer ændres.

Krisen viser, at magtbalancer er under forandring. USA oplever en kompleks krise, hvilket påvirker Danmark og de øvrige lande, som er medlem af OECD (Organisationen for Økonomisk Sikkerhed og Samarbejde, red.) direkte og indirekte. Historisk har vi været vant til, at USA økonomisk havde brede skuldre og kunne hjælpe. Det billede er et billede, som i dag kan sammenlignes med et gammelt glansbillede, siger Torben M. Andersen.

Professor Vincent F. Hendricks, Københavns Universitet, følger udviklingen i USA på nærmeste hold som permanent gæsteprofessor ved Columbia University i New York, USA.

I USA har man haft en blind tiltro til markedsfundamentalismen, hvor de stærkeste overlever, mens svage bukker under. Forhåbningen var, at markedsfundamentalismen kunne skabe en art ligevægtstilstand, men denne fundamentalisme har spillet fallit. At staten nu skal have mere magt over økonomien for at finansiere sig selv, dække et stort underskud og regulere markedet, er ren politisk gift, synes mange, siger han.

Økonomer har længe påpeget, at amerikanerne levede over evne, og Vincent F. Hendricks mener, at præsident Barack Obamas slogan i præsidentvalgkampen Yes, we can (ja, vi kan red.), var et retorisk redskab, som skulle give amerikanerne en idé om, at de måtte arbejde sammen og løfte i flok, hvis de ville tage hånd om blandt andet USAs finansielle problemer.

Succes er individuel, men krise er kollektiv. Hvis jeg får flere penge, er succesoplevelsen min egen, men i krisetider skal der typisk løftes kollektivt. Nettoudbyttet for den enkelte kan gå hen og blive større, hvis man arbejder sammen i en krisetid, end hvis man forsøger sig alene, så derfor blev det vigtigt at understrege vi i et ellers stærkt individualiseret samfund, siger Vincent F. Hendricks.

Historiebøgerne rummer mange eksempler på, at den fællesskabsfølelse og vi-ånd, som præsident Barack Obama bejlede til hos amerikanerne, er vigtig for nationer, som skal gennem kriser.

Lektor i historie Henrik Jensen mener derfor, at det er en krise oven i den økonomiske krise, at danskerne ikke står sammen.

Vi tænker, hvordan klarer jeg mig? Vi kan have angsten for, at det hele er ved at gå til, og i den situation bliver vi optaget af os selv og vore egne muligheder som hus- og bilejer eller klient i velfærdsstaten. Sådan var det ikke efter nederlaget i 1864, i 1930ernes krise og under besættelsen. Mange af os ved godt, at velfærdsstaten skal afmagres, men alligevel bliver vi med at rage til os, og fornemmelsen er, at der råder en syndfloden efter os-indstilling, som betyder, at vi alle tager, hvad vi kan få, siger han.

Den nuværende økonomiske krise er et af flere eksempler på, hvordan Vesten er på vej ned i afgrunden, derfor vibrerer næsefløjene hos mange i disse dage. Bevægelsen mod afgrunden er en proces, som kan tage generationer. Siden begyndelsen af det 20. århundrede med den moralske krise efter Første og Anden Verdenskrig har vi i Vesten befundet os i en moralsk og kulturel krise. Man kan sammenligne det med Romerrigets fald, som begyndte i det første århundrede, men det var først i det femte århundrede, at Romerriget blev løbet over ende, siger Henrik Jensen.

Tilbage til professor Steen Hildebrandt og højskolegæsterne i sommerlandet. Han sendte dem ikke nødvendigvis opmuntrede fra foredraget.

Vi skal ikke længere tilbage end til 2008-2009, før vi havde en økonomisk nedtur af dimensioner. I 2010 begyndte bankerne at synge deres gamle sang, som hylder grådigheden, og opfordrede folk til at investere, for nu var der ingen fare, men så går der hul på en byld, og værdier siver ud. Den aktuelle krise er en kraftig påmindelse om, at det økonomiske system, hele verden bygger på, er skrøbeligt og når som helst kan bryde sammen.

Den store udfordring for statsledere, politikere, forskere og forbrugere er at finde andre måder at indrette økonomien på. Det kan lyde blødt og naivt, men vi trænger til vældige samfundsomvæltninger, hvor vi begynder at agere ud fra andre kriterier end korsigtet, økonomisk tænkning drevet frem af grådighed. Vi skal arbejde os frem til en model, som kan fremme bæredygtighed på alle planer, siger Steen Hildebrandt.

Han ved, at hans ord kan lyde både blåøjede og drømmende, men han tror, at en økonomisk krise som den aktuelle kan bane vejen for mere grundlæggende reformer.

Jeg møder flere, som har indset, at det, der sker i verden nu, er noget, vi ikke kan løse med de gamle redskaber, men noget, der kræver mere grundlæggende ændringer. Jeg er sikker på, at det danske samfund, med den skandinaviske model, frembyder mange elementer, som andre lande kan lære af i et forsøg på at opbygge mere bæredygtige samfund, siger han.

Steen Hildebrandts mor er en vidende og vågen 97-årig. Når mor og søn har deres ugentlige telefonsamtaler, så har den økonomiske krise flere gange været på dagsordenen.

Min mor er ligesom så mange andre voldsomt optaget af det her. Hun har en klar historisk erindring og ved, at hun har været vidne til en velfærdsudvikling uden sidestykke. Nu er hun bange for, at det skal bryde sammen. Og jeg giver hende ret et stykke hen ad vejen. Jeg tror, vi må indstille os på at forbruge mindre på en række områder. Danmark og Europa har meget at tilbyde verden, men vi skal være villige til at bruge fortidens løsninger som basis for at tænke nyt, for vi kan ikke løse de nuværende problemer med den tænkning, som har skabt dem.

nygaard@k.dk