Prøv avisen
En scene fra mit liv

Da Lise Nørgaard fandt lykken på vej ned ad en bakke

Det var en sorg for mig, da jeg måtte skille mig af med mine gode ski, fortæller Lise Nørgaard.

Forfatter Lise Nørgaard oplevede at føle sig fri for første gang, da hun i 1940 stod på ski i Norge

Første gang, jeg prøvede at stå på ski, var i 1940, et par måneder før krigen. Dengang var jeg journalistelev, der sad foran en skrivemaskine det meste af dagen.

Min far syntes, at jeg var blevet for bleg at se på og tilbød at betale for, at jeg kunne komme med min søster på skiferie i Norge i otte dage.

Det ville jeg gerne, men frygtede det også lidt, fordi jeg vidste, at min søster i forvejen var en forfærdelig god skiløber.

Udsigten var pragtfuld, da vi som en del af en gruppe blev kørt i bus langt ud over fjeldene fra Dr. Holms Hotel i Geilo med vores madpakker. Men det var hårdt for mig at følge med.

Jeg halsede hele tiden efter, og hver gang de andre tog en pause for at få en mellemmad, fortsatte de, så snart jeg var kommet op til dem, så jeg aldrig fik tid til at spise mine medbragte æggemadder.

Til sidst kom vi til en stor, drabelig skovløjpe, som de kaldte Pariserløjpen, fordi den nærmest gik lodret nedad.

Løjpen snoede sig ned mellem træer, så man skulle være en dygtig skiløber for at klare den, men min søster sagde, at jeg blev nødt til at kaste mig ud i det. For vi var helt alene ude på fjeldet, og der var ikke andre veje tilbage.

Jeg led lidt af højdeskræk, men tænkte, at det var bedst at få det overstået, men på vejen ned skete der en forvandling med mig. Jeg blev skiløber. Jeg kastede mig ned i svingene uden at falde, mens jeg zigzaggede mellem træerne.

Da jeg nåede bunden, takkede jeg Gud for, at jeg var kommet frem uskadt.

Mange af de andre fra gruppen var derimod faldet på vejen ned, uden at der dog var sket dem noget, så jeg havde tid til at åbne min madpakke med mine frosne æggemadder og en lige så frossen leverpostejmad.

Det smagte himmelsk.

Dér var jeg pludselig blevet bidt af verdens mest vidunderlige sport. Og siden kom jeg til at tage på skiferie hvert år som en fast tradition.

For det fantastiske ved at stå på langrendski er, at man nærmest kan fortsætte med at være skiløber som urgammel.

Men alting har en ende.

Det var en sorg for mig, da jeg for et par år siden måtte skille mig af med mine gode ski.

Jeg var godt nok over 90 år, men jeg stod stadig på langrendski i skoven ved Skodsborg, hvor jeg bor, indtil jeg brækkede hoften for tre år siden og måtte erkende, at min karriere som skiløber var forbi.

Og det ærgrer mig stadig. For selvom jeg stadig finder glæde ved at læse bøger og gå i teatret og operaen og på andre rejser med mine venner, savner jeg stadig følelsen af at stå på ski.

Indtil jeg var 80 år, tog jeg til Norge hvert år for at stå på ski, nogle gange flere uger ad gangen.

Men en efter en faldt mine venner fra. Nogle døde, og det var jo kedeligt, mens min søster måtte stoppe med at stå på ski, efter hun havde brækket benet i et kartoffelsækkeløb.

Men jeg husker stadig tilbage på mine skioplevelser som nogle af de lykkeligste øjeblikke i mit liv.

Dels var der fællesskabet omkring det at stå på langrendski, hvor vi langrendskiløbere så lidt ned på slalomløberne, der bare lod sig trække op på fjeldene i et reb.

På samme måde har jeg i øvrigt altid foretrukket at sejle med sejlskibe frem for motordrevne både.

Men det største ved at stå på landrendski er naturoplevelsen, hvor man kommer tæt på skaberværket ved på egne ski at begive sig derud, hvor ingen hvid mand før har sat sine ben.

Det har altid fyldt mig med en taknemmelig følelse af, at livet er stort og smukt.