Prøv avisen

"Livet er blevet konstant bedre siden min barndom"

”Jeg vil rigtig gerne skrive flere bøger. Og jeg ved, det er noget, jeg kan, som er helt specielt, og som ikke alle får givet at kunne. Desværre må man sige, at alle og enhver kan få børn, og nogle af dem burde nok lade være,” siger forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky, der ikke selv vil have børn, blandt andet på grund af de oplevelser, hun selv havde som barn. – Foto: Palle Skov.

Forfatter Anne-Cathrine Riebnitzskys barndom bestod af fortielser, tæsk og utryghed. Med udgangspunkt i sine egne erfaringer har hun skrevet en roman om en soldat, der bliver konfronteret med barndommens ondskab

Da forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky var 18 år, blev en berlinmur væltet i hendes liv. I halvandet døgn havde familien og politiet ledt efter hendes mor. Til sidst fandt de hende, stærkt forkommen i nogle siv ved en sø. Hun havde prøvet at tage sit eget liv.

Anne-Cathrine Riebnitz-skys far gik i chok, og det endte med, at hun som det ældste barn skulle tale med politiet og lægerne. Under eftersøgningen spurgte en politibetjent hende, om hendes mor tit var ked af det. Det var først da, det gik op for hende, at det ikke var normalt at have en mor, der græd hele tiden.

LÆS OGSÅ: Den nedarvede skyld

Da moderen kom på hospitalet, skrålæste Anne-Cathrine Riebnitzsky hendes journal over lægens skulder. Der stod: Diagnose: maniodepressiv.

Jeg tænkte, at min far havde ret. Han havde altid sagt, at min mor var skør og sindssyg og gal og vanvittig og alt muligt andet, som en far ikke må sige om min mor, for jeg elskede jo min mor, siger hun om at vokse op i en familie, hvor der ikke blev talt åbent om, at moderen havde en psykisk sygdom. I dag er det kun hendes mor, der stadig lever; faderen er død.

39-årige Anne-Cathrine Riebnitzsky sidder på en bænk i haven bag sit hvide bondehus på Als, hvor hun bor med sin mand, Mads Rahbek. Hendes grønne øjne gnistrer om kap med græsplænen, og hænderne bliver ivrigt brugt til at illustrere hendes fortælling. I det mørkebrune, smukt krøllede hår har et par grå sneget sig ind.

Faldet af barndommens berlinmur, da Anne-Cathrine Riebnitzsky fandt ud af, at moderen var syg, og en barndom præget af tæsk, utryghed og fortielser er nu blevet til romanen Forbandede yngel, der udkommer i næste uge. Den er delvist selvbiografisk, men rummer også mange elementer, som hun ikke selv har oplevet.

I romanen tager hovedpersonen Lisa hjem til Danmark midt under en udsendelse som soldat i Afghanistan, fordi der er sket en voldsom hændelse i familien. Langsomt rulles Lisas fortid op i små scener, der tager fat om barndommens oplevelser med en voldelig far og en mor, der skjulte sin sygdom.

Anne-Cathrine Riebnitzsky har netop vundet dagbladet Politikens romankonkurrence med romanen, som hun allerede var i gang med at skrive, da konkurrencen blev udskrevet. Det er den bog, hun har skrevet på i længst tid. I 20 år har hun taget noter til romanen, hvilket er næsten lige så længe, som hun har drømt om at blive forfatter. Hun græd, da hun fik at vide, at hun havde vundet romankonkurrencen blandt 208 indsendte forslag.

Jeg har vidst meget længe, at jeg skulle og var nødt til at skrive på nogle af mine barndomserindringer. Men det er vanskeligt stof at tackle, og jeg vil ikke lave bekendelseslitteratur. Det er væsentligt for mig at få brudt nogle af tingene op og få fiktionen ind i stoffet, for det skal virke troværdigt for læseren og i sidste ende være en god bog, der fungerer, siger Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Bogen er tilegnet alle dem, der har lignende oplevelser i bagagen, og hun håber, at det kan hjælpe andre at læse bogen, ligesom det har hjulpet hende at skrive den.

Det er, som om når jeg kan skrive og forklare mine oplevelser præcist, så forsvinder de ud af mig. Det er ikke længere en psykologisk knude. Der er helt klart et terapeutisk aspekt i at skrive, siger hun.

Anne-Cathrine Riebnitzsky er uddannet sprogofficer i russisk og har selv været udsendt til Afghanistan to gange, først som kaptajn og efterfølgende som rådgiver for Udenrigsministeriet, så krigen kender hun indefra. Hendes roman handler om, at det er nemmere at gå i krig ude end hjemme, en følelse, hun kender fra sig selv.

Jeg har i hvert fald oplevet familierelationer og familiesammenkomster som så farlige og komplicerede, at det var betydeligt mere enkelt at være på mission. Når jeg har holdt foredrag, har folk ofte spurgt, hvordan jeg turde gå i krig og turde det ene og andet. Dels følte jeg allerede dengang, at det var et kald, og at jeg godt kunne det, og dels tror jeg, at jeg har fået en overnaturlig dosis tro på, at Gud nok skal passe på mig, siger Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Til spørgsmålet om, hvordan hendes egen barndom var, kommer svaret i tydelige sætninger:

Jeg er vokset op på et tidspunkt, hvor revselsretten ikke var afskaffet. Når jeg tænker på min far, så var han på mange måder meget bitter. Der var stor forskel på min far indadtil i hjemmet og udadtil over for andre mennesker. Mine klassekammerater hørte min far fortælle, hvor enormt stolt han var af mig, men han fortalte det kun, når der var andre, der hørte det. Jeg havde altid oplevelsen af, at det ikke handlede om mig. Det handlede om ham selv. Min mor var maniodepressiv, og det er først nu, vi er nået til at tale om hendes sygdom. Jeg tror, det var hårdt for hende at læse bogen første gang, men nu tror jeg faktisk, hun er glad for den. Hun er et meget, meget gavmildt menneske, og der er masser af sider af min mor, der ikke er med i bogen, siger Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Hun sammenligner opdagelsen af moderens sygdom med Berlinmurens fald, fordi moderen ikke bare fortiede sandheden om sin sygdom, men også løj om andre ting.

Det er ikke usædvanligt med den type sygdom. Men det gør jo ikke smerten mindre for dem, der skal leve med det. Det er et af de steder, hvor jeg godt kan blive lidt gal. Vi skal tage hensyn, men det gælder også den anden vej rundt. Hvis det ikke bliver sagt og forklaret, at man har en forælder med en sygdom, så er det enormt svært at orientere sig, når beskyldningerne bare flyver fra højre og venstre. Men man kan jo lære at leve med det, hvis man har nogle rammer omkring det, siger Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Skænderierne mellem forældrene husker hun tydeligt.

Jeg synes især, skænderierne var hårde. Jeg har oplevet at få tæv. Og det er overhovedet ikke sjovt, det gør ondt og alt muligt. Men det værste er den usikkerhed, man lever i, hvor man ikke ved, hvad det næste bliver. At gå rundt i et hus efter et kæmpe skænderi, hvor stemningen er rigtig dårlig, og man lister rundt, for åh, bare man kunne få det til at hænge sammen igen, siger hun og holder en lang pause.

Min far kunne noget med sine mundvige, der kunne gå helt ned til skulderen. Han kunne emme af vrede, mens min mor gik med gråden i øjnene. Det var en rigtig svær balancegang som barn at leve mellem to krigsførende parter.

Skænderierne handlede ofte om penge. Anne-Cathrine Riebnitzsky voksede op på en gård uden for Faaborg, hvor hendes far var landmand, og familiens økonomi var ofte presset, men det var ikke noget, forældrene fortalte direkte til børnene.

Økonomi fyldte meget i slutningen af 1970erne og i begyndelsen af 1980erne. I fjernsynet talte de om hestekur og kartoffelkur, og jeg kan huske et billede af et danmarkskort, der var spændt helt ind på midten, og en illustration af en familie, der stod foran deres hus på tvangsauktion. Det var meget levende for mig, men ikke i min familie, for der talte man ikke om det.

Heldigvis har meget ændret sig siden barndommen på Fyn.

Det var meget utrygt for mig at vokse op. Og jeg er så glad for, at jeg ikke er der mere. Hold da op. Livet er blevet konstant bedre siden dengang, siger hun.

Da Anne-Cathrine Riebnitzsky flyttede hjemmefra, begyndte hun at gå til psykolog for at få bearbejdet den barndom, der lå som store knuder indeni.

Pudsigt nok var det noget, min mor bakkede op om, men hun var nok klar over, at der var nogle ting. Jeg er heldig på den måde, at jeg reagerer hurtigt på den form for hjælp, og jeg er rigtig god til at omsætte det til praksis, siger hun.

Da hun mellem sine to udsendelser til Afghanistan blev kæreste med sin nuværende mand, fik hun rodet endnu mere op i barndommens mønstre.

Da jeg mødte min mand, skulle jeg pludselig lære at stole på et andet menneske, for med ham fik jeg ikke lov til at køre mit drama af. Han ville ikke have, at jeg startede et skænderi for at få opmærksomhed, men det var jo det, jeg kendte hjemmefra. Så det var en ekstra omgang i centrifugen, siger Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Sidenhen har troen, som hun fandt, da hun var omkring 20 år, også været en stor hjælp.

Jeg har ikke på nogen måde fået en religiøs opdragelse. Tværtimod havde min far haft nogle rigtig uheldige oplevelser med den lokale præst, da han var dreng, en præst, der ikke gjorde plads til dans og glæde. Der kom nogle forstadier til troen, da jeg var i teenageårene. Jeg trak mig ind i mig selv og havde en slags åndeligt liv allerede dengang. Jeg var meget søgende og har vel været igennem det hele: healerskole, tarotkort og alverdens ting og sager, som jeg overhovedet ikke gider at røre i dag, og som jeg ikke synes er en del af det. Det tog lang tid, før jeg fandt ud af, at det nok var det, vi kalder kristendommen, der var den ramme for en tæt-på-åndelig oplevelse af noget stort og fantastisk, jeg havde haft, siger Anne-Cathrine Riebnitzsky.

I dag er troen en integreret del af hendes liv, men hun går ikke fast i den samme kirke.

Jeg beder morgenbøn hver morgen, inden jeg skriver. Jeg sidder på min spisestuestol og skriver bønner og det, jeg fornemmer som svar. Det er meget vigtigt for mig, for jeg føler, at jeg har en kommunikation med Gud.

I dag har hun et helt katalog af nedskrevne bønner og meditationer fra de sidste syv-otte år. Troen har været en særlig partner under hendes to udsendelser til Afghanistan, men den har også betydet noget andet.

Jeg ved, at det ikke var lykkes mig at blive forfatter, hvis jeg ikke havde haft det frirum i troen. For det kræver noget at tage springet og sige, at nu skriver jeg den bog, siger Anne-Cathrine Riebnitzsky.

I modsætning til mange andre forfattere har hun ikke indsendt romanforslag i læssevis til forlag for så at få afslag. Til gengæld krævede det både tid, mod og opmuntring fra andre, før hun fik skrevet og udgivet sin første bog, biografien Kvindernes krig, der handler om det arbejde, Anne-Cathrine Riebnitzsky lavede med de afghanske kvinder.

I dag ved hun, at hun laver det, hun helst vil. Fjerde bog rumsterer allerede inde i hovedet, og den skal hverken handle om Afghanistan eller hendes barndom. Men hvis hendes mand, der er chef for Hærens Sergentskole, skal udsendes igen, tager hun gerne med, for det vil hun hellere end at være pårørende i Danmark.

Nu har hun selv taget springet til det, hun har drømt om at blive, siden hun var 15, og hun håber, at andre tør gøre det samme.

Det skulle undre mig, hvis ikke der sidder mange og har en fornemmelse af, at deres kald ligger et andet sted end det, de laver nu, men som ikke tør gøre noget ved det. Jamen så gør dog noget. Føl efter og følg det på en eller anden måde. Man må bakke det op med handling. Det er jo ikke sådan, at vi falder ud over kanten.