Prøv avisen

Livet er dybt overraskende

Forfatter Bjarne Reuter har skrevet romaner for alle aldersgrupper. Fornyligt fyldte han 60 år. Læs Kristeligt Dagblads store interview med Bjarne Reuter fra 2002. Foto: Scanpix. Foto: Kristian Brasen

Først når vi for alvor beskæftiger os med Gud, lærer vi noget om os selv, siger forfatter Bjarne Reuter

Bjarne Reuters yndlingssted i Bibelen er Jobs bog. Han læser den om og om igen og har gjort det, siden han var dreng. Dengang, fordi han syntes, det var spændende og forfærdende med en Gud, der aldrig kun var god skaber, men også én, der stillede frygtelige krav og var lunefuld og straffende. I dag synes han, Jobs bog er befriende læsning.

- Først når vi for alvor begynder at beskæftige os med Gud, lærer vi noget om os selv. For mig at se er Jobs bog det sted i Det Gamle Testamente, som bedst forklarer forholdet mellem Gud og mennesker. At vi ikke kan vinde Guds kærlighed ved at opføre os hæderligt og ordentligt. At vi ikke er garanteret rigdom og lykke, hvis bare vi anstrenger os godt nok og iscenesætter alt ned i mindste detalje. Pludselig går det hele galt alligevel, uden at vi forstår det. »Gud er ikke retfærdig«, siger vi og tænker på handelsloven. Men måske skulle vi være glade for, at Guds retfærdighed er af en anden slags end vores, for så har vi en chance alle sammen. Det er dén, Jesus fortæller om i Det Nye Testamente. Bevægelsen fra Job til Jesus er én stor frihedsbevægelse. Hvis vi tør tro, vi er elskede af Gud, uanset hvordan vi er, behøver vi ikke længere have kræfterne bundet i selvoptaget kredsen om vores svigt, løgne og forbudte tanker, men kan åbne os over for livet, siger Bjarne Reuter.

Han undskylder, at han hele tiden må rejse sig, men et par frække tvillingekattekillinger springer rundt i familiens forårslyse stue ved Mølleåen i Lyngby og larmer og regerer. Jagten er svær, men lykkes til sidst. n kat fanges ind og sendes i kælderen. Den anden lægger sig i sofaen med poterne i vejret.

I morgen udkommer Bjarne Reuters psykologisk voksenthriller, »Barolo Kvartetten« på forlaget Gyldendal. Bogen bekræfter til fulde forfatterens påstand om, at livet er et dybt overraskende anliggende.

Alle de skjulte kort

Den handler om iscenesættelsens fallit og uforudsigelighedens sejr. Udadtil et klassisk trekantsdrama mellem en aldrende, verdensberømt pianist, hans unge kone og hendes unge elsker. Men under overfladen leverer den en aktuel og kritisk kommentar til måden, vi indretter vores kærlighedsliv på i dagens Danmark. Hovedpersonen og hendes mand tror hver især, de kan iscenesætte deres liv. Hun mener, hendes lykke er sikret på livstid, da hun gifter sig med den interessante kunstner. Han tror, han i kraft af sin status som stor kunstner kan eliminere problemet med aldersforskellen mellem dem. Efter seks års ægteskab bliver deres livsløgne fatale.

- Jeg er meget optaget af begrebet bedrag. Måden, vi bedrager os selv og hinanden på. Utroskab er hovedårsagen til, at folk går fra hinanden i dag. Men der er andre former for bedrag. Alle de skjulte kort, vi spiller med over for vores partner. Vores indre plan, som betyder, at vi taler sammen, men alligevel ikke taler sammen. Og som til sidst får ægteskabet ud på et stejlere og stejlere skråplan. I vores skræk for at slippe dæmonerne løs forsøger vi at styre tilværelsen så effektivt, at det slet ikke kommer på tale. Men livet lader sig ikke spærre inde hundrede procent. Det efterlader altid en revne, en defekt i facaden, som måske en dag får hele byggeriet til at krakelere. I romanen med forfærdelige begivenheder til følge. Jeg tror ikke, man skal opgive sit indre, private rum. Det er dér, vi kan være til i stilhed. Men når det er sagt, er der måske ikke så meget at være bange for. Livet gør alligevel med os, hvad det vil. Så kan vi ligeså godt holde os åbne for overraskelserne. Både dem, der kommer udefra og dem, der gemmer sig i vores eget indre. Når du er gået, skal jeg ned i byen for at købe fisk til aftensmaden. En ikke specielt ophidsende udflugt i sig selv, men jeg holder sindet åbent for indtryk og oplevelser undervejs og glæder mig allerede.

- Jeg tror, en stor del af den universelle kedsomhed kommer af, at vi vil have totalt check på vores tilværelse, humøret, følelserne, ægtefællen, børnene, karrieren, hjemmet, ferierne, alderdommen, døden, alt. Vi hader tanken om, at der er noget, vi ikke har styr på. Det er synd, for der kan ske mirakler, når vi holder op med at betragte livet som en virksomhed, der skal give overskud, siger Bjarne Reuter. Han tilføjer, at det egentlig er mærkeligt med vores skræk. Vores erfaring siger os jo, at de bedste øjeblikke var dem, hvor livet kom bag på os. Alligevel klamrer vi os til styrepinden.

Midaldrende teenagere

Alderen er et vigtigt tema i »Barolo Kvartetten«, den ældre kunstners alder. Han kan ikke få lov at have sit forfald i fred, fordi han er gift med en ung kvinde. I hans gemmer finder hun en blyant, som han bruger til at farve sine grå øjebryn sorte med. Selv om kunstneren Bjarne Reuter, født 1950, i sit andet ægteskab også har en yngre ægtefælle, dog kun otte år yngre, virker han afslappet i forhold til sin egen alder. Den ældste i hans børneflok på fire er 29 år og snart færdig på Københavns Universitet, den yngste er fem år og går i børnehave.

- Jeg er nok en mere distanceret far i dag. Dengang mine to ældste var små, lod jeg som om, jeg var ligeså interesseret i Lego som de. Det gider jeg ikke mere. Jeg render ikke rundt og er barn sammen med mine børn. Jeg spiller kun brætspil, jeg også selv synes er sjove. Det er muligt, holdningen er forkert. Men jeg påberåber mig gerne retten til at stå fast på min uret! Jeg synes, man skal tage sin alder og ansvar på sig. Mange forældre har så travlt med at holde sig på niveau med deres store børn. Men de unge har brug for en voksen far og mor og ikke en legekammerat. Man ser for mange 40-50 årige »teenagere« - mænd der hellere vil være drenge end mænd. Komisk, men også lidt tragisk, for ingen kan rulleskøjte sig til ungdom. Hvis voksne lod være at spille børn, kunne det være, børnene lod være at spille voksne.

- Måske er det ikke så mærkeligt, hvis vi bliver forvirrede. Da min far var i halvtredserne, syntes jeg, han var en gammel, klog mand. Jeg opfatter hverken mig selv som gammel af sind eller kropsbygning og føler mig mindre og mindre vis med alderen. Jeg synes tværtimod, jeg bliver mere og mere søgende. Enhver af mine romaner er efterhånden blevet til en eftersøgning. Jeg bilder mig ind, at når man leder efter det der underlige »det«, er det, fordi det findes. Dermed være ikke sagt, jeg finder det.

- Min generation bliver nødt til at nydefinere begrebet midaldrende mand. Vi er sådan lidt aldersløse, vi der er mellem 35 og 60. Ikke unge og ikke gamle. Vi skal også finde en ny balance mellem forældreautoritet og fortrolighed med vores børn. Den slap de gamle for, de kunne ikke drømme om at betro sig til deres børn. Vi lukker børnene ind i vores rum og tager dem med i alle beslutninger. Det kan være fint nok, når det drejer sig om farven i stuen. Men udpeger vi dem til nævningeting i skilsmissesager og kærestesorger, er den gal.

Dropper tv-nyheder

- Jeg synes, livet har åbnet sig mere for mig med alderen. Konventioner er gledet i baggrunden til fordel for nysgerrighed og taknemmelighed over for tilværelsen. En god samtale med min kone eller et af børnene, en tur til fiskehandleren, kattekillingerne, Gustav Mahlers musik, mysteriet i dét at skrive, romanfiguren, der pludselig tager form, kontrabassen, jeg har spillet på i 20 år og som hver gang næsten får mig til at flyde, stor kunst som Carl J. Bonnesens statue af Adam og Eva med den døde Abel mellem sig. Den stod tidligere foran Statens Museum for Kunst og virkede så stærkt på mig, at jeg ikke tør komme helt tæt på.

- Jeg er blevet bedre til at være mig selv. Og sige nej til alt dét, jeg ikke gider eller orker. Optræde to et halvt minut på tv for eksempel. Det er absurd, at alt skal gå så hurtigt. Man skal reagere som en af Pavlovs hunde (den russiske nobelpristager I. Pavlov målte reflekserne på levende forsøgsdyr ved at udsætte dem for forskellige stimuli, red.) når man medvirker i den slags, og det er jeg slet ikke hurtig nok til. Hvis mine overlevelsesmuligheder som forfatter var betinget af to et halvtminutters tv-interview, ville jeg finde en anden branche. Det værste er, at sådan har en masse dygtige folk det. Der findes en kæmpe gruppe kunstnere, videnskabsfolk, filosoffer m.fl., som vi aldrig ser i tv, fordi de respekterer deres gebet for meget til at stille op på to et halvt minut. Og så er der en lille samling såkaldte eksperter og kommentatorer, der lader sig byde hvad som helst og derfor er daglige gæster i danskernes stuer.

- Verden bliver mere og mere kompliceret og fremstilles mere og mere enkelt. TV-avisen har intet med virkeligheden at gøre, det er løgn og overflade, når der står en mand med en mikrofon i Betlehem og fortæller os om konflikten i Mellemøsten på 30 sekunder. Vi bombarderes med korte informationer døgnet rundt og bliver ikke et hak klogere. For tilværelsen tager tid. Det virker som om, tv's hovedopgave er at hjælpe folk af med deres kedsomhed ved at slå tiden ihjel. Vi har ikke andet end den her tid... og så slår vi den ihjel! Jeg har stort set droppet nyhederne på tv. Hvis vi tror på, der er andre forklaringer på tilværelsen end tv-nyhedernes, må vi slukke for dem og give os til at tale sammen eller læse i stedet for. Jeg ser efterhånden kun tv, når der er fodboldkamp eller gode film. De afvikles på egne tidspræmisser, så det er til at holde ud, siger Bjarne Reuter.

Forfatteren, der ikke bare kan indfange voksne til sine psykologiske spændingsbøger, men er i stand til at kapre de fleste af landets børn og unge som læsere af »Busters verden«, »Zappa«, »Drengene fra Sankt Petri« og inspirere dygtige instruktører som Bille August til filmatiseringer - har i øvrigt rigeligt at gøre med at prioritere fiktion og virkelighed i sit eget liv.

- Det er en livslang kamp for mig at finde balancepunktet mellem de to verdener. Jeg har for eksempel svært ved at relatere mig til at holde fri. Tit er det mere tiltrækkende at digte videre på en roman. Fiktionen sidder dybt i systemet. Jeg har valgt at stille min fantasi og mine evner til rådighed for fiktionen. Når jeg ikke skriver, føler jeg mig ind imellem i min gode ret til at være kedelig og bare tage imod. Det har skuffet mangen og én, som havde set frem til at få den spændende forfatter til bords ved middagen, siger Bjarne Reuter.

Blå bog

Bjarne Reuter. født 1950 i Brønshøj. Lærereksamen Blaagaard Seminarium 1974. Folkeskolelærer 1974-80. Derefter forfatter på fuld tid. Har skrevet over 60 bøger for børn, unge og voksne og desuden en række manuskripter til film, teater, radio og tv. Blandt Reuter-filmene kan nævnes »Tro, håb og kærlighed«, »Drengene fra Sankt Petri«, »Zappa« og »Busters Verden«. Udover titlen »Danskernes yndlingsforfatter« har Bjarne Reuter modtaget en lang række litteraturpriser i ind- og udland.

boas@kristeligt-dagblad.dk