Prøv avisen

Livet er ikke en illusion

-- Hvordan kan det moderne menneske hævde, at der kan findes nogen mening uden at tro? I reklameverdenen kan man støde på sådanne slogan, der hedder: "Du skaber selv dit liv." Og det afspejler den tid, vi lever i. Vi vil selv være vores livs designere. Vi vil selv være dem, der skal give vores liv mening. Men det er en illusion, mener Per Hasle, professor i kommunikation. -- Foto: Kristian Djurhuus.

Troen giver mening: -- De færreste materialister, der afviser religion, gør sig klart, at de så også forpligter sig på at afskrive det meste af den begrebsverden, vi lever med, som illusorisk, siger Per Hasle, der er professor i kommunikation

Da vi efter to timers formelt afsluttet interview står ved billetautomaten på Frederiksberg Metrostation, kigger professoren op på mig med et skævt smil:

– Jeg har både en god og lidt dårlig fornemmelse af, at jeg bliver bedre og bedre til at forklare mig, siger Per Hasle, der nu skal nå sit fly tilbage til Aalborg, hvor han arbejder som professor i kommunikation og sprogfilosofi på Aalborg Universitet.

"M1 VESTAMAGER 1 MIN", står der på skiltet over glasdørene mod metroens skinner og tændte fladskærme. Det afgør sagen, så jeg trækker hurtigt mit eget klippekort op af lommen, klipper og stiger ind i metroen med professoren. Livets mening er vel en ekstra tur til Amager værd.

Tidligere på dagen henter jeg Per Hasle på Copenhagen Business School, hvor han har haft et ærinde. Og i en nærliggende cafe finder vi en næsten mennesketom kælder, hvor de snurrende espressomaskiner kun kan høres som et svagt soundtrack til vores snak om, hvordan man kan være troende og moderne menneske i 2006 på samme tid?

– For mig bliver spørgsmålet det modsatte, siger Per Hasle, da vi sidder med hver vores kop oppisket mælk med kaffe mellem os:

– Hvordan kan det moderne menneske hævde, at der kan findes nogen mening uden at tro? I reklameverdenen kan man støde på sådanne slogan, der hedder: "Du skaber selv dit liv." Og det afspejler den tid, vi lever i. Vi vil selv være vores livs designere. Vi vil selv være dem, der skal give vores liv mening. Men det er en illusion. Hvis man skal være en lille smule hård, kunne man sige: Prøv at gå en tur ned på hospitalet og bøj dig ned over en kræftsyg eller tag på psykiatrisk afdeling og spørg dem, der har en depression eller er skizofrene, om de selv har skabt deres liv.

Per Hasle lader blikket glide hen over de tomme cafeborde et øjeblik, inden han fortsætter:

– Mange mennesker ser det sådan, at det er den religiøse, der har illusionerne. Det har man selvfølgelig lov til at mene, for tro er tro og ikke beviseligt. Men man skal ikke tro, at illusionerne er på de religiøses side. For hvis man for eksempel tager fat i tesen om, at man selv kan skabe meningen med sit liv, må man sige, at det er illusorisk. Livets mening findes kun, fordi vi er sat ind i nogle relationer. I kristendommen får disse relationer en ganske særlig mening. Det moderne menneske siger, at man selv skaber sig selv. Kristendommen siger noget andet. Den siger, at vi skal noget bestemt i livet. Vi skal elske vores næste. Og Gud. Det står os ikke frit for at vælge. For i kristendommen står og falder livets mening med, at vi elsker Gud og vores næste, og det giver god mening for mig, ligesom jeg er overbevist om, at mening i det hele taget er en trossag.

– Jeg har selv en baggrund i sprogfilosofi og kommunikationsvidenskab og ved derfra, at begrebet mening aldrig er blevet endegyldigt eller præcist defineret. Sproget er en gåde. Der findes bogstaveligt talt mindst 44 teorier om, hvordan sproget hænger sammen og dermed, hvordan den sproglige mening er opstået, men ingen ved det med sikkerhed. Og i den sammenhæng synes jeg også, at det er oplagt, at troen giver mening.

– Den filosofiske konsekvens af at være ateist er, at man nok kan erkende biologiske nytteeffekter ved hele vores verden af holdninger og værdier, men samtidig bliver nødt til at erkende, at den grundlæggede er illusorisk. Og det betyder, at man bliver nødt til at føre en form for dobbelt bogholderi i livet, der kun kan være med til at fremmedgøre en som menneske. For der er noget i vores sprog og kommunikation, der bliver ekstremt svært at forstå, hvis man insisterer på, at meningen med det, vi forstår i sproget, til syvende og sidst er identisk med det, der sker i vores hjerne.

Professoren rører sin teske rundt i kaffekoppen og ser op med et pædagogisk udtryk i ansigtet:

– Hvis jeg siger, at jeg lover at komme tilbage i morgen og forklare mig bedre, så anerkender jeg, at der sker noget i min hjerne, ligesom der sker noget i din, som man kan måle elektronisk og kemisk i hjernen. Men er mit løfte identisk med kemien? Det vil jeg benægte. Betydningen af mit udsagn er et løfte, ikke en kemisk formel.

– Et løfte kan kun aflægges i en social sammenhæng mellem mennesker, og selvom de kemiske processer selvfølgelig kan aflæses, er de ikke identiske med meningen. Og de færreste, der betragter sig selv som materialister, ved hvor lidt, der bliver tilbage af den verden, vi lever i, af betydninger, holdninger og motiver, hvis de tager den fulde konsekvens af deres tese. For på den måde eksisterer løfter for eksempel ikke mere, fordi de til syvende og sidst kun bliver udvekslinger af lyde og kemiske stoffer. Det er de færreste, der selv tror på det. De fleste mener faktisk, at der aflægges løfter, trusler og informationer osv. Man bliver glad, når folk gør noget godt for en. Og når man oplever uretfærdighed, bliver man vred. Man forholder sig simpelthen til andre menneskers handlinger som andet og mere end de mekaniske følger af en evolution, men som noget, de også har ansvar for. For vi bedømmer mennesker ud fra, at vi har nogle grader af ansvarlighed og fri vilje.

Men det modbeviser vel ikke ens kemiske instinkter, at man ikke er bevidst om dem i dagligdagen.

– Nej, det gør det ikke. Men det bliver meget svært at være konsekvent som materialist, hvis man dels ser sig selv som et oplevende og værdidømmende væsen og på den anden side siger, at det hele er en illusion. På den måde kommer man til at spalte sig selv.

Per Hasle løfter sin teske:

– Jeg siger ikke, at det er en umulig position at sige, at man grundlæggende ikke tror på noget ud over kemi og molekyler. Jeg siger bare, at det er meget lidt, der bliver tilbage af verden, hvis man antager den holdning. Og de færreste materialister, der afviser religion, gør sig klart, at de så også forpligter sig på at afskrive hele den begrebsverden, vi lever med, som illusorisk. For hvis man anlægger en 100 procent stringent materialistisk linje, bliver der ingen mening tilbage.

– Luther sagde, at troen er en urolig ting. Men når troen forsvinder, bliver der plads til de virkelige illusioner. I mine øjne er det et faktum, at det er mere illusorisk at tro, at man kan skabe sit eget liv, end at tro på en grundlæggende mening i livet. Og det er min måde at besvare dit spørgsmål om, hvordan man kan være troende og moderne menneske på samme tid. For det første forklarer det, hvordan troen giver mening. Og for det andet har det den frækhed at antyde, at der i virkeligheden ikke er nogen mening uden troen.

Professoren sidder lidt og tænker med hånden under hagen, da jeg spørger, hvorfor han så netop tror på kristendommen?

– Der hører den intellektuelle argumentation op. For her bliver det netop en tro. Jeg kunne svare, at jeg ud fra et kristent univers tror på, at det er Helligånden, der overbeviser mig om, at Jesus er herre og frelser – men det er at begrunde troen med troen. Man kan rent faktisk efter min overbevisning godt komme med nogle fornuftige grunde, men det kan aldrig blive et bevis. For hvis man tror, at man kan fremlægge et bevis for troen, er den ikke længere tro. Tro kan ikke bevises. Men kristendommen adskiller sig for mig at se især på tre områder i forhold til andre religioner.

– For det første er det den eneste religion, der forener tid og evighed igennem Jesu liv. Gud kom til mennesket. Alle andre religioner handler om, hvordan man kommer til Gud gennem de rigtige gerninger. Kristendommen bygger på nåde. Og for det andet skelner kristendommen mellem det verdslige og religiøse, hvilket spiller godt sammen med mine værdier som moderne menneske. Jesus sagde: "Giv Gud, hvad Guds er – og kejseren, hvad kejserens er." Eller som det også siges: "Mit rige er ikke af denne verden." Dermed gør kristendommen det muligt og nødvendigt at skelne mellem, hvad der gælder i samfundet, og hvad der gælder i religionen i modsætning til for eksempel den tolkning af islam, hvor man stiller sine krav til hele samfundet i stedet for at nøjes med dem, der deler religionen.

– Kristendom lægger et helt andet skel mellem religion og samfund. Kristendom presser ikke sine bud ned over hovedet på alle, men lader det være op til den enkelte. Det passer bedre til mine egne værdier. Men det gør også efter min mening kristendommen mere troværdig. Og for det tredje synes jeg bedst om den kristne etik, der udspringer af det dobbelte kærlighedsbud om at elske Gud og sin næste.

Per Hasle sender mig et blik, som om han ved, hvilket spørgsmål jeg netop ikke når at stille.

– Ja, jeg ved godt, at der er gjort mange uhyggelige ting i kristendommens navn, ligesom nogle stadig misbruger kristendommen til at skabe ufred, men så tager de ikke udgangspunkt i kristendommens kerne, det dobbelte kærlighedsbud, der har vist sig at være en stærkere humanistisk kraft end nogen anden religion eller ideologi. For man kan ikke forestille sig et mere radikalt krav om at møde sine medmennesker med respekt og kærlighed.

Gør troen så en til et bedre menneske?

– Det tror jeg, at den kan gøre. Men det frisættende ved kristendommen er jo samtidig, at den ikke alene opsætter et skel mellem religion og samfund, men også mellem gerninger og frelse. For i kristendommen er det ikke gerningerne, der frelser en, men nåden. Til gengæld bliver troen en indre kraft, der forvandler en indefra, ligesom Bibelen taler om, at man skal kende et træ på dets frugter. Og jeg er selv overbevist om, at troen har gjort mig selv til et venligere menneske over for mine medmennesker. For selvom jeg sagtens kan blive vred, frustreret og ked af det, giver troen mig en indre glæde, der bygger på en grundlæggende bevidsthed om, at alle mennesker er værdifulde og elsket af Gud. Inklusive mig selv. Og når man møder andre mennesker med den bevidsthed, bliver selv de mest umulige brokkehoveder lettere at elske. For når man lever med bevidstheden om, at Gud elsker en på trods af ens brist som menneske, betyder det selvfølgelig også, at en lille del af Guds nådefulde natur smitter af på ens egen, når man omgås andre. Det er måske ikke rigtigt, at jeg selv holder af andre mennesker, fordi de er elsket af Gud. Men troen hjælper mig til at holde fast ved, at alle mennesker er værdifulde. Og gnisten til den tanke er, at alle mennesker er elsket af Gud.

Men holder den tro også, når livet gør ondt?

– Ja, troen holder især, når livet gør ondt. For fire år siden fik min kone en tumor i hjernen, som ikke er helbredt, men sygdommen har blot gjort vores begges tro stærkere.

Vi forlader cafeen for at følges ned mod metroen, hvor det egentlig var meningen, at vi skulle skilles ad. Men Per Hasle har talt sig så varm, at han fortsætter i sin rolige nordjyske talestrøm, mens vi sidder i den førerløse metro på vej mod Amager, hvor han skal skifte til et tog mod lufthavnen. Og efter han har fortalt om sin kones sygdom, spørger jeg, hvordan man kan tro på en kærlig gud, der tillader sygdom og lidelse?

– Den kritik over for kristendommen har jeg aldrig forstået. Bibelen har aldrig lovet mennesker et liv uden smerte. Tværtimod blev Gud menneske og led den dybeste form for smerte, man overhovedet kan forestille sig. Jesus gik direkte ind i de livsvilkår, vi lever med, for at være solidarisk med os. Han gik ind i meningsløsheden og skabte mening. Han gik ind i døden og skabte på den måde liv. Og det er det, jeg mener med, at han forener tid og evighed. Derfor er troen en trøst for mig, når jeg for eksempel oplever, at min kone er syg. For i den situation har jeg egentlig ikke brug for en forklaring, men et fællesskab. Og det er præcis, hvad Jesus tilbyder.

Metroen stopper endelig på Ørestad Metrostation, hvor materialisternes indkøbskatedral Fields fylder udsigten op til den ene side.

En trappe fører videre mod regionaltogene til den anden side. Toget mod lufthavnen holder og venter, men da vi når ned, lukker de elektroniske døre i, inden togets to røde øjne forsvinder i uvejret.

Det sner, og vinden pisker den kolde luft ind i ansigterne på os, mens vi venter på det næste tog mod lufthavnen.

– Du kan bare tage hjem, siger Per Hasle.

Og jeg når at tænke på, jeg engang har hørt, at byen Hasle på Bornholm er det sted på klippeøen, hvor tv-fotograferne søger til for at få de bedste stormbilleder, fordi den ligger mindst i læ, inden jeg beslutter mig til at blive. Af en eller anden grund er det heller ikke så slemt at fryse, da vi står sammen og betragter snefnuggene, der farer rundt som forvirrede molekyler i tusmørket. Og da professoren endelig løber mod sit tog, står hans sidste sætning stadig og lyser op på min blok:

– Kristendommen lægger ikke op til et liv, der kun er behageligt, men den lægger op til et liv, der giver mening.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Per Hasle

Er født i 1956 i Fredericia. Faderen var logistikchef på Superfoss, moderen hjemmegående. I 1981 kandidat i sprogvidenskab og datalogi fra Aarhus universitet. Derefter tog han to studieår på Cambridge University, der førte til en Ph.d. i kunstig intelligens. Ansættelser på Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet. Siden 2003 professor i kommunikation ved Aalborg Universitet.

Læs flere Liv og Sjæl-artikler under Liv og Sjæl