Prøv avisen

Livet er for kort til døden

Signatur

Forestil dig, at du lå i en seng på hospitalet og vidste, at du kun havde kort tid tilbage, en uhelbredelig diagnose.

Memento mori, husk, du skal dø, havde pludselig fået en helt akut betydning. Der skulle tages hånd om en mængde praktiske sager, tales om ting, der måske ikke er blevet talt om, men som nu trænger sig på. Men hvis du dér i sengen ville læse, hvad ville du så læse?

Var det her, noget skulle indhentes? Her, du ville give dig i kast med Henrik Pontoppidans "Det forjættede land", som du skammeligt ikke havde fået læst, men gået og gemt og glædet dig til? Eller var det her, du ville genlæse Rilke, Sophus Claussen eller Johannes V. Jensen? Søge trøst og håb hos Grundtvig eller Kingo?

Jeg ved det ikke. Jeg har ikke været i situationen, men jeg forestiller mig, at det er her, man – hvis man altså læser – læser med en klar bevidsthed om, at der ingen tid er at spilde. At livet i helt bogstaveligste forstand er for kort til dårlige bøger, og at kun det bedste er værd at bruge tid på.

Hvorfor nu dette tankeeksperiment? Jo, fordi jeg på mit bord har fået en bog med titlen "Døden". Bogen, der udkommer senere på måneden, er skrevet af en amerikansk læge, Martin Shepard, og har undertitlen "En bog for døende og pårørende".

Den er angiveligt skrevet, efter at forfatterens far var død, og han fik anledning til at revidere sin lægeprofessionelle opfattelse af døden som en katastrofe, en falliterklæring for videnskaben. Den er amerikansk på den helt igennem ufede måde, en pele-mele af intetsigende interview med døende, korte omtaler af diverse diagnoser, man kan dø af, og lidt om arv og økonomi.

Hertil kommer et kapitel med det, journalister kalder cases, en håndfuld historier om døende amerikanere. Det hele afrundes af et kapitel med den prætentiøse titel "Tanker", hvor man blandt andet finder banaliteter som "Ingen af os kommer levende herfra" – sat op, som om det var den dybeste visdom med blanke linjer omkring det – indrømmet – umiskendeligt sande udsagn.

Sagt på en anden måde: Livet er for kort til "Døden".

Man kan undre sig over, hvad der får et velrenommeret forlag som Gyldendal til at udsende en sådan i bedste fald overflødig bog.

Måske kan bogen bruges i en undervisningssammenhæng, hvor man dog må håbe, at der er andre bøger, der behandler emnet med større anstændighed. Men hvis det virkelig er rigtigt, at bogen er tænkt til "døende og pårørende" – ja, så er det nærmest uhyggeligt. Så er vi tilsyneladende nået derhen, at den mest naturlige og alvorligste sag i verden er blevet "professionaliseret" så langt, at man ikke engang som pårørende eller døende skal tage den rigtigt alvorligt. Døden er blevet et banalt samlivsproblem. En sørgelig historie ganske enkelt.

Personligt vil jeg ty til andre bøger. Salmebogen for eksempel, hvor mit liv og min død ikke reduceres til en case, og hvor det ikke ligger i kortene, at mine nærmeste må ty til en ubehjælpsom manual, når jeg ligger for døden. Hvor jeg tværtimod med Grundtvig har lov at håbe og tro, at jeg er i de bedste hænder: "Kom i min sidste nattevagt / i en af mine kæres dragt, / og sæt dig ved min side, / og tal med mig, som ven med ven, / om, hvor vi snart skal ses igen / og glemme al vor kvide!"

larsen@kristeligt-dagblad.dk