Om godt en måned er det to år siden, at Lena Lindau døde. Alligevel kommer hendes mand, Carsten Bruun, ofte helt uvilkårligt til at sige Lena er eller vi vil gerne. For selvom hans hustru er død, er hun på mange måder stadig nutid for ham:
Hun er her overalt. Og hun er borte overalt.
Han sidder i stuen i parrets lille hus, der ligger afsides ved Havnsø på Nordvestsjælland. Her står alle møbler, lamper og bøger, som da Lena Lindau døde. Hendes solbriller ligger stadig fremme. Og ved siden af parrets bryllupsbillede i stuen står en stor buket lyserøde roser. Carsten Bruun sørger altid for friske blomster i vasen.
Den 67-årige Carsten Bruuns jævnaldrende hustru døde af kræft foråret 2012. Forud gik en kort periode med undersøgelser og behandling, hvor parret knap nåede at forstå, hvor uhelbredelig sygdommen var. I begyndelsen af januar 2012 var Lena Lindau en energisk, velholdt 65-årig, der spillede badminton. Mindre end tre måneder efter var hun død.
LÆS OGSÅ: Opgør med forståelsen af sorg
Det begyndte som uforklarlig feber. Antibiotika hjalp ikke, hun blev kortåndet, pludselig mistede hun hørelsen, og i slutningen af januar fandt lægerne en tumor på størrelse med en tennisbold i hendes livmoder. Hun fik tilbudt kemokur, men nåede kun to behandlinger, før det viste sig, at kræften havde spredt sig til lunger, lymfesystem og bækken. Lena Lindau fik en række blodpropper, hun gik i koma og tilbragte de sidste uger i pendulfart mellem hjemmet og forskellige sygehuse. Tidligt om morgenen den 30. marts døde hun på lungeafdelingen på Holbæk Sygehus.
Da jeg vågnede på sygehuset og opdagede, at hun ikke trak vejret længere ... jamen det var nedstigning til Helvede, siger Carsten Bruun.
Rent statistisk ved man, at 80 procent af alle danskere mister deres ægtefælle, efter de er fyldt 65 år. Og i samfundet er der en kulturel forestilling om, at det ikke alene er naturligt, men også lettere at tage afsked med sin ægtefælle, når man bliver ældre. Forskning viser dog, at der er brug for et opgør med den forestilling, for det er en voldsom livsforandring at miste sin ægtefælle eller samlever. Risikoen for ensomhed og selvmord stiger, når man mister, og for hver femte er sorgen så voldsom, at de har brug for særlig hjælp.
Alligevel bagatelliseres tabet ofte, fortæller Jorit Tellervo. Hun er sygeplejerske og projektleder på Når ægtefællen dør et toårigt formidlingsprojekt, der skal sikre viden om ny sorgforståelse i befolkningen og bedre sorgstøtte til ældre efterladte. Projektet er forankret i Palliativt Videncenter og har været i gang siden efteråret 2013.
Tidligere tænkte man, at det var mere naturligt at miste, når man blev gammel. Og derfor lettere, fordi det var forventeligt. Derfor er det første, vi spørger om, når vi hører, at en person er død: Hvor gammel blev han?. Men vi ved i dag, at alder ikke har betydning for sorgen. Det er relationens karakter, der betyder noget.
Den svenskfødte Lena Lindau og københavneren Carsten Bruun mødtes i 1978 gennem deres fælles arbejdsplads SOS International. De holdt sammen i 34 år, de sidste 18 som ægtefolk, men fik aldrig børn. Det var en fælles beslutning. De havde begge krævende chefstillinger og syntes ikke, de kunne forsvare at stifte familie, når de arbejdede 80 timer om ugen og rejste meget. Men for 10 år siden havde de sparet så mange penge op, at de kunne lade sig tidligt pensionere. De solgte lejligheden i hovedstaden og flyttede ud til det gamle bondehus i Havnsø, som de i flere år havde brugt som sommerhus.
Efter sin hustrus død besluttede Carsten Bruun, at han ville sælge huset og flytte til Sverige, hvor parret har både familie og mange venner. Men han endte med at blive boende, fordi det med tiden gav mening, at han blev boende i deres fælles lille paradis, som han kalder det. Fra stuen er der uhindret udsigt over haven og markerne mod horisonten.
Jeg flytter aldrig herfra, så længe jeg lever, siger han og tilføjer:
Jeg har det, som om Lena er her hos mig.
Selvom huset var blevet sat i stand hen over årene, havde parret stadig mange planer: Der skulle gå geder og høns i haven. Og bryggerset skulle bygges om til en ekstra stue med gulvvarme. I dag er der ingen husdyr, og murene står stadig råt omkring betongulvet i den ene ende af huset. For selvom håndværkerne var bestilt, blev projektet sat i stå, da Lena Lindau døde.
Jeg var i apatisk choktilstand. Den mindste opgave var umulig at løse, siger Carsten Bruun, der husker meget lidt fra den første tid, efter at han mistede sin hustru.
Også bisættelsen i den svenske kirke, Gustavskirken i København, foregik i en døs.
Carsten Bruun er i dag stadig vred over, at parret ikke af lægerne fik at vide, at Lena Lindau var døende og fik tilbudt lindrende omsorg og støtte med det samme, så hun kunne have indstillet sig på døden frem for at køre rundt til behandling på tre forskellige sygehuse i sin sidste tid. Bagefter har det plaget ham meget, at der var så meget, han ikke fik sagt, fordi den sidste tid var så hektisk.
På vej ind til sygehuset i bilen, et par dage inden hun døde, sagde hun til mig: Vi har jo slet ikke fået talt sammen, Carsten. Det hele gik op i praktiske ting: scanninger, ambulance, kemoterapi. Vi skulle jo have talt om, hvor højt vi elskede hinanden. Men når ens nærmeste er i livsfare, mister man sin personlige dømmekraft.
Jorit Tellervo har tidligere ledet projektet Når to bliver til en, hvor hun blandt andet har udviklet materiale til professionelle om, hvordan man støtter ældre efterladte i sorg. Undervejs gik det op for hende, at der manglede materiale, der henvender sig direkte til dem, der har mistet. Det nye projekt skal derfor blandt andet munde ud i et OBS-program til tv, en bog til efterladte samt en folder om, hvor man kan få støtte eksempelvis i sorggrupper. Og så skal projektet også formidle den nyeste viden om sorg. De seneste 10 år har forskningen nemlig gjort os klogere på, hvad det betyder at miste sin livsledsager i en sen alder.
Det kræver solid støtte, når man mister sin ægtefælle eller samlever. Når der bliver født et barn, får man besøg af en sundhedsplejerske, men der er ikke nogen, der rutinemæssigt besøger den efterladte, når nogen forlader livet, og følger op på, om man magter den kæmpe forandring, siger Jorit Tellervo.
Carsten Bruun var i 1980erne hovedansvarlig for etablering af de nordiske Europæiske Rejseforsikring-selskabers internationale alarmcentral, som hjalp rejsende med alt fra brækkede ben under skiferien til alvorlig sygdom i troperne:
Og det er da mærkeligt, at jeg har beskæftiget mig med liv og død i så mange år. Jeg har hjulpet folk i akutte situationer fra Nepal til Namibia men når katastrofen rammer mig selv, er det nærmest håbløst for mig at håndtere.
Han synes dog heller ikke, at han har fået hjælp. Der var ikke nogen fra eksempelvis kommunen eller hospitalet, der samlede ham op eller tog kontakt for at høre, hvordan han klarede sig efter hustruens død. Og da han selv efter et halvt år opsøgte en socialrådgiver for at høre, om han kunne komme i kontakt med en sorggruppe, lovede hun at ringe tilbage. Men opringningen kom aldrig.
Jeg burde måske selv have insisteret. Men det kan man bare ikke i den situation. Jeg følte det som et rap over fingrene: Pas dig selv, Carsten.
Den største hjælp har han fået ved at være sammen med nære venner, der også har oplevet at miste:
Det er ikke sådan, at vi taler om sorg, død og elendighed. Men det at være sammen med ligesindede, som forstår, hvordan man har det, betyder virkelig meget.
I sin dagbog noterer han rutinemæssigt, hvor mange dage der er gået, siden hustruens død. Denne tirsdag i februar, hvor vi mødes, er det for eksempel præcis 690 dage siden. Det er ikke, fordi han ikke har indhold i sit liv, forsikrer han. Han læser meget, dyrker slægtsforskning, er ved at lære russisk og spiller old boys håndbold en gang om ugen. Og han er heller ikke ensom netværket er fintmasket i både Danmark og Sverige. Alligevel har det været svært for ham at finde meningen med det hele, fordi savnet fylder så meget. En ny kæreste kommer ikke på tale.
Det ville ikke være fair over for et andet menneske hele tiden at blive målt op imod Lena, som han siger.
Han har mange gange overvejet selvmord og har i den forbindelse fundet trøst i et bibelvers fra Matthæusevangeliet: Kapitel 11, vers 28, som lyder:
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
Livet kan indimellem være så ubærligt, at det er i orden at overveje, om man vil være her længere, mener han:
I lange perioder har jeg haft det sådan, at det bedste tidspunkt på dagen var, når jeg lagde mig til at sove. Ellers døde min Lena 200 gange om dagen i flashbacks i mit hoved. Men når jeg sov, kunne jeg få lidt fred fra det.
Bortset fra sovepiller en uges tid lige efter hustruens død har Carsten Bruun hverken modtaget psykologhjælp eller medicin.
Jeg har i mit job som katastrofechef mødt så mange læger og psykologer, og jeg har ikke orket at sidde overfor en professionel og vide, hvad de ville spørge mig om. Jeg kan godt selv stille diagnosen: Jeg savner hende. Og jeg synes, det er så synd, at Lena, som elskede livet, ikke skulle leve videre. Jeg har ondt af hende ikke af mig selv.
Den første vinter efter dødsfaldet var der nogle måneder, hvor Carsten Bruun åbnede mindst en flaske fransk økologisk rødvin hver dag visse dage mere.
Et klart skråplan, siger han.
Men så en dag sagde jeg til mig selv: Vil du være her, eller vil du gå rundt i en rus resten af livet?. Jeg er panteist og ser Vorherre overalt i naturen og planterne, og jeg besluttede mig til at gå i haven. Det var foråret sidste år, og den trængte til det.
At klippe træer, nedlægge nogle af Lena Lindaus mange blomsterbede og trimme buske var lindrende. I løbet af efteråret sidste år fik han kontakt til Palliativt Videncenter. I deres projekt om bedre sorgstøtte til efterladte ægtefæller indgår også eta-blering af en netværksgruppe af ældre, der har mistet deres ægtefælle, som kan bidrage med viden til arbejdet. Og Carsten Bruun er netop gået ind i arbejdet:
Jeg vil gerne bidrage til en ublodig revolution af den måde, man gør tingene på i forhold til sorgramte, som han siger.
At vi stadig tror, sorg er noget, der skal kureres, kan man blandt andet se i vores sprogbrug, siger Jorit Tellervo:
Vi taler om at komme videre og komme over det. Men sorg er ikke noget, der skal overstås. Det er noget, man skal lære at leve med resten af livet. Og hvor man tidligere troede, at man skulle igennem et vist antal faser, ved vi i dag, at sorgen fortsætter resten af livet. Den føles måske meget intenst det første år, og så tilpasser de fleste sig det forandrede liv og længslen efter afdøde.
I den nye sorgforståelse ser man heller ikke et vellykket sorgforløb som et, hvor man har adskilt sig fra den, man har mistet. Tværtimod mener man, at det er i orden at vende tilbage til sorgen, hvis man indimellem holder frikvarter fra den med gøremål som at lave mad og betale regninger. Man kalder det at pendulere ind og ud af sorgen. Og så er det for de fleste betydningsfuldt at have et nærvær med den afdøde, siger Jorit Tellervo:
Nærværet kan være næsten konstant, eller man kan finde det ved at tale om afdøde, ved gravstedet, ved særlige ritualer i hverdagen eller ved at have nogle af afdødes ejendele hos sig. I forlængelse af den viden er det også meget glædeligt, at man er begyndt at fejre allehelgen i landets kirker på en helt anden måde end tidligere, siger hun.
Jorit Tellervo er indimellem blevet forbavset over, hvor meget de døde fylder hos de levende.
Hun har tidligere blandt andet arbejdet i hjemmesygeplejen med døende og deres pårørende.
Jeg er kommet hjem til enkefolk, som sagde: Hov nej, du må ikke sidde i den stol, for der sidder ... nåh, nej, hun sidder der ikke længere men jeg fornemmer det.
Naturligvis skal man være opmærksom, hvis sorgen ikke aftager, eller hvis den forhindrer den efterladte i at leve livet eller være sammen med andre mennesker, understreger Jorit Tellervo. Det kaldes kompliceret sorg, og så skal der intensiv hjælp til.
Carsten Bruun og Lena Lindau havde en fælles glæde ved klassisk musik. En af de planer, der ikke nåede at blive ført ud i livet, var en rejse til New York for at høre opera på The Metropolitan. Men det første år efter hendes død kunne Carsten Bruun ikke holde ud at høre klassisk musik. Det gjorde ganske enkelt for ondt.
Musik går jo lige i følelserne, som han siger.
Denne morgen strømmer der dog klassisk koncert ud fra radioen i det lille lavloftede køkken. Og om få måneder tager han til New York for at høre operaen La Bohè-me sammen med sin nevø. Han har også for nylig bestilt håndværkere, der skal gøre det kolde bryggers beboeligt.
Der er ingen tvivl om, at jeg har bearbejdet sorgen og savnet i forhold til for et år siden. Men der er stadig dage, som er utroligt svære at komme igennem.
Lena Lindau er begravet i Småland i Sverige midt ude i skoven ikke langt fra sit barndomshjem.
Min älskade Lena. Med dig var jag lycklig står der på den hjerteformede sten af grå granit. Carsten Bruun besøger stedet ofte og bor hos familie i nærheden nogle dage. Så tager han op på kirkegården med en klapstol, som han slår op ved gravstedet og taler med hende et par timer. Han kan også gribe sig selv i at henvende sig til hende i stuen derhjemme. Hvad synes du?, kan han finde på at spørge ud i den tomme stue. Indimellem kan han også i tankerne høre hende løfte pegefingeren.
Jeg kan godt få skældud, hvis jeg ikke har støvsuget godt nok, siger han.
Omvendt er det også med til at holde ham oppe huske at leve sundt, få sovet og gøre noget ud af den personlige hygiejne. Sådan ville hans hustru have ønsket det.
Hvis man sjusker med sig selv eller hjemmet, kan man lige så godt tage billetten, som han siger.