Prøv avisen

Livets ligning

ARKIVFOTO. Danske 4. klasser er blevet et klassetrin bedre til matematik og naturfag. Undervisningsminister Bertel Haarder siger tak til lærerne for den flotte fremgang. (se Ritzau historie 091004) --Skoleelev laver matematik lektier. (Foto: Brian Bergman Foto: Brian Bergmann

Om den bedste matematiklærer

En af de bedste sproglærere, jeg nogensinde har haft, var en barselsvikar - i matematik! Gymnasielærervikaren Jesper, som jeg desværre ikke husker efternavnet på, medbragte altid både en halv liter Coca Cola Light og en smittende glæde for matematikfaget, når han kom ind i vores 1. g.-klasse. Og jeg så altid frem til hans timer, der næsten havde karakter af logikforelæsninger, hvor han fodrede os med forståelige slogans som "de bedste matematikere er dovne".

Han var i øvrigt befriende ligeglad med, om man havde lavet sine lektier, så længe man kunne klare en tur til tavlen. For hans mål var tydeligvis at lære os at tænke selv - og helst med så få mellemregninger som muligt.

Det samme gjaldt brugen af ord. Når vi for eksempel skulle gøre rede for Xs egenskaber i en ligning, kunne han udbryde: "Hvad mener du med et 'lille' tal?". For han ville opdrage os til at være præcise og økonomiske i vores sprogbrug.

Omvendt livede ligningerne i hans timer op til eventyrlige landskaber, som de fleste af os nød at finde vores egne veje i. Og selvom matematik naturligvis er en eksakt videnskab, var jeg ikke i tvivl om, at det var et kreativt fag, mens vi havde Jesper som vikar.

Anderledes blev det, da vi fik vores "rigtige" lærer tilbage. Måske fordi hun spejlede sig mere i klassens flittige piger og derfor ikke havde samme forståelse for "dovne matematikere". I hvert fald faldt mine egne karakterer. Men det må også være utaknemmeligt at vende tilbage fra barsel, når ens elever har knyttet sig til vikaren. Særligt synd blev det, da klassens dygtigste elev, Henrik, stod ved tavlen og sprang mellemregninger over. "Det forstår jeg ikke," sagde hun pædagogisk. "Det kan jeg forestille mig," svarede han frækt. For løsningen var god nok.

Og selvom jeg aldrig selv blev matematiker, tror jeg, at jeg lærte at være mere løsningsorienteret af matematiktimerne hos Jesper. For hvis man ved, at løsningen findes, er den også lettere at finde.

Det handler om fokus. Det lærte en anden uventet lærer mig også en del om, da jeg skulle tage knallertkørekort to år tidligere. Dengang var jeg fræk nok til at køre - på knallert! - til køreundervisningen i Værløse, så jeg parkerede et stykke fra skolen for sikkerhedens skyld med en typisk teenagers blandingsfølelse af fryd og skam. For selvom det var ulovligt, nød jeg at zigzagge mig vej frem mellem cyklisterne på kildebakkerne på vej til køreskolen.

Men jeg glemmer aldrig et af de lysbilleder, som betjenten viste os. Det forestillede et vejsving, hvor der var plantet et fuldvoksent træ lige ud for svinget. "Hvis man vil undgå at ramme træet, hvad skal man så fokusere på?", spurgte han os. "Vejen!", svarede jeg. "Rigtigt. Hvis du fokuserer på træet i frygt for at ramme det, er der netop større sandsynlighed for, at det vil ske. For du styrer mod dit fokus," sagde han og lod pegepinden svinge tilbage på vejen, inden han tilføjede: "Sådan er det med alt her i livet."

På den måde blev køretimen pludselig til en filosofitime. For man kan jo nærmest lave en prædiken ud fra den tanke - "du styrer mod dit fokus".

Tænk blot på min navnebror i løvekulen, der ikke fokuserede på løverne, men på "Løvernes Konge". For det er hverken det farlige - eller synden for den sags skyld, der bør have fokus, men vejen. Jeg husker, da min ældste søn tog sine første skridt, mens han smilede til mig. Hvis han havde fokuseret på gulvet, var han måske faldet.

Og i livets ligning må mit råd også være: Fokuser på far, ikke på fare.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk