Prøv avisen

Livshistorien hjælper døende

-- Respekten og værdigheden er nødvendige forudsætninger for, at der kan skabes rum til at kunne finde sig selv og være sig selv, siger Rita Nielsen. -- Foto: Leif Tuxen.

At fortælle sin livshistorie spiller en afgørende rolle for døende på hospice, viser den første danske undersøgelse af det døende menneskes åndelige behov

Et helt liv skrumper ind til en enkelt, kort fortælling. Og den livshistorie hjælper ofte døende med at overvinde deres angst og bitterhed ved at skulle dø. Det er én af konklusionerne på den første danske undersøgelse af de åndelige behov hos døende mennesker på hospice.

– Næsten alle, jeg interviewede, begyndt selv spontant at fortælle historier fra deres liv. Og meget hurtigt fandt de ind til den særlige fortælling, der på den ene eller den anden måde har været kernen omkring deres liv. Den hjalp de fleste med at finde ud af, hvem de egentlig var, og dermed også med at finde et holdepunkt for, hvordan de skulle tackle deres nært forestående død, siger sygeplejerske Rita Nielsen fra Sankt Lukas Hospice, der står bag undersøgelsen.

Gennem fire måneder har hun interviewet 12 døende mennesker og spurgt, hvad der havde størst betydning for dem nu, hvilke åndelige behov, de havde, og om disse blev tilgodeset. Svarene viste først og fremmest, at de døende har et stærkt behov for at kunne være sig selv på en måde, så de bevarer værdigheden og autonomien til at udfolde deres tro eller livsopfattelse i den sidste tid. For eksempel ved at fortælle deres livshistorie.
Én af de interviewede var en tidligere direktør. En stærk og stolt mand, der altid havde haft svært ved at vise følelser og også havde svært ved at håndtere sin egen død.

– Men da han så fortalte en historie omkring sin far, begyndte han at græde, og gik så videre til at snakke om forventningerne til et besøg fra barnebarnet. Og det er et godt eksempel på, hvordan disse livshistorier kan binde fortiden, nutiden og fremtiden sammen, fordi glæden ved barnebarnet skaber en ny mening med tilværelsen og en sidste livsgnist, der gør døden mere forsonende, siger Rita Nielsen.

Hun opfordrer alle i sundhedssektoren, der arbejder med alvorligt syge og døende, til i langt højere grad at spørge ind til de åndelige behov og til at lytte til livsfortællingerne. En gang imellem må man have mod til også uopfordret at spørge. For de døende vil gerne spørges, og ofte hjælper det dem i den afskedsproces, de er i.

Samme konklusion er en række udenlandske undersøgelser nået til. De sporer fænomenet med personlige livsfortællinger hos døende tilbage til sen-middelalderen, hvor man for første gang registrerer et individuelt behov for at reflektere over afslutningen på livet. Siden har traditionen også kunne registreres i andre kulturer, men det er nok kendetegnende for Danmark, at historierne mest kommer til udtryk på hospice, mener sociolog Michael Hviid Jacobsen, der har forsket i danskernes forhold til døden.

– Når behovet for at genfortælle sit eget liv opstår, er det udtryk for en indsigt i sit eget liv, som for de fleste først kommer, når de har accepteret døden. Og så er det et ønske om at give noget videre. Noget livserfaring og måske lidt af sig selv i form af historier. Men danskerne er generelt meget dårlige til at nå til det punkt, fordi vi stadig har vanskeligt ved at forholde os til døden, og derfor sker det mest på hospice, hvor alle ved, at de skal dø, siger han.