Livtag med dødsangsten

VOR TIDS FREUD: Han går ikke ind for hvide kitler og skarpe skel mellem den lærde terapeut og den vildfarne patient. Faktisk ser han dem som rejsekammerater i livet, som stiller dem begge over for svære eksistentielle problemstillinger. I sidste uge besøgte den amerikanske psykoterapeut Irvin D. Yalom København, hvor han talte for 800 psykologer

– Freud mente, at dødsangst skyldtes undertrykt seksualitet, men det er for snævert. Det handler om angst for egen dødelighed, siger Irvin D. Yalom, som er grundlægger af den såkaldte eksistentielle psykoterapi. –
– Freud mente, at dødsangst skyldtes undertrykt seksualitet, men det er for snævert. Det handler om angst for egen dødelighed, siger Irvin D. Yalom, som er grundlægger af den såkaldte eksistentielle psykoterapi. –. Foto: Leif Tuxen.

I den store sal på Scandinavia Hotel i København sidder omkring 800 forventningsfulde repræsentanter fra psykologstanden og venter på dagens hoved­attraktion, den amerikanske psykoterapeut Irvin D. Yalom.

Siden hans navn dukkede op i 1970erne, har han formidlet sin forskning og teorier i en lang række fagbøger, som bruges på universiteterne. Yaloms indgang til psykoterapien er eksistentiel og filosofisk. Den angst, som patienter lider af, er en del af det menneskelige vilkår, og derfor er F. Nietzsche, S. Kierkegaard og A. Schopenhauer tænkere, hvis filosofiske værker kan bruges som forklaringer inden for psykoterapien.

Yalom er grundlægger af den eksistentielle psykoterapi, som har haft kæmpe betydning for mange inden for faget. Formanden for Dansk Psykoterapeutisk Selskab for Psykologer takker mange gange den nu 76-årige professor emeritus fra Stanford Universitet i Californien for at have fløjet hele vejen til København for første gang i sit liv.

Den spinkle mand, der har siddet i stolen og lyttet, rejser sig, kigger ud på salen og siger, at han er overvældet over det store fremmøde, og at han vil give så meget, han kan, af det, han har lært som psykoterapeut, fra sig.

I stedet for som Freud at søge forklaringer på patienters angst i barndommen eller i fortrængte og undertrykte drifter, ser Irvin D. Yalom angsten som en naturlig del af livet, hvis vi lever det med åbne øjne.

Angst skyldes ikke kun biologiske og genetiske forhold eller neurotiske omsorgspersoner eller traumatiske begivenheder eller kriser. Angst kommer fra alle disse forhold og fra konfrontationen med de fire fælles, eksistentielle grundvilkår i tilværelsen døden, friheden, isolationen og meningsløsheden.

Det tog mig 10 år at skrive Exsistential Psychotherapy, som er min bedste bog. Alle de andre er aspekter af de fire ultimative anliggender. Der er ikke tale om en ideologisk skole, siger jeg tit til mine studerende. Terapeuten skal have uddannelse og en følsomhed over for de eksistentielle emner.

Frihed skal forstås som det vilkår, at vi skal konstruere og være forfattere til vores eget liv. Det kræver, at vi tager beslutninger og ansvar. Den eksistentielle isolation handler om, at vi, uanset hvor tæt vi kommer på andre mennesker, fødes ind i verden alene og forlader den alene. Døden er også et absolut vilkår, vi ikke kan flygte fra, og som vækker vores dødsangst. Vi er meningssøgende individer i en verden uden struktur, og derfor må vi selv opbygge den. Jeg har et meget sekulariseret syn på de menneskelige vilkår, siger Irvin D. Yalom.

Vores selvbevidsthed bevidstheden om, at vi i modsætning til dyr er i stand til at forholde os til os selv, vores eget liv og død er en fantastisk, men ikke omkostningsfri gave.

Vores selvbevidsthed er samtidig en stor belastning og årsag til megen af den angst, som har pint os siden tidernes begyndelse. Vi har alle gamle sår og ting, vi er bange for, og mange projicerer dem ud i fremtiden. Vi får børn, kaster os ud i sager, forelskelser eller fællesskaber for at slippe af med os selv. Vi kan også gøre os større og rigere, end vi er, og stræbe efter at blive berømte. Endelig kan vi opfatte os selv som helt specielle, siger Irvin D. Yalom.

Inden han kom, har han været ud at se Søren Kierkegaards og H. Andersens gravsteder på Assistens Kirkegård.

Det var tydeligt, at de så sig selv i evig forening med Gud. Jeg tror, at dødsangst er alle religioners moder. Gud er i alle religioner den, som gør smerten mindre og har visioner om det evige liv. Det er isolationen sat i system, men alligevel vil der altid være dødsangst til stede.

Mange patienter opsøger terapeuten på grund af dødsangst. De er helt i vildrede med, hvad de skal stille op med deres liv, men de fleste amerikanske terapeuter har den holdning, at man ikke skal kradse der, hvor det ikke klør.

Men døden klør hele tiden i drømme og i underbevidstheden, selvom mange patienter camouflerer det. Freud mente, at dødsangst skyldtes undertrykt seksualitet, men det er for snævert. Det handler om angst for egen dødelighed, siger han og giver et eksempel på, hvordan man som terapeut kan hjælpe patienter.

Jeg havde en 35-årig kvindelig patient, som led af dødsangst allerede på college, hvor hendes far var syg af kræft, men overlevede. Hun havde også en fætter med hjernesvulst. Hun opsøgte to terapeuter, og den ene fortalte, at hun havde fået separationsangst, da hun forlod hjemmet for at gå på college. Og den anden sagde, at hendes angst ville forsvinde, når hun blev ældre. Det gjorde den ikke, siger Yalom og fortæller, at hun kørte en tre timer lang tur for at se ham sammen med sin far og onkel.

Hun havde en vidunderlig tur, men tænkte på, at træerne og alt det smukke ville forsvinde på et tidspunkt. Freud, der har skrevet meget smukt om døden, siger, at det er netop, fordi at vi ved, at alting på et tidspunkt forsvinder, at vi værdsætter det, vi ser. Det synspunkt bruger jeg meget i mit arbejde. Jeg tror, at terapeuter kan meget mere end at mindske dødsangsten.

Heidegger taler om to stadier af væren. Den hverdagsagtige væren, hvor vi er bekymret over alle mulige ting i verden. Og den ontologiske væren, hvor vi tænker over, at tingene overhovedet er i verden. Det er vigtigt inden for vores område at få patienterne over i den ontologiske væren, for det er der, at de kan foretage store ændringer i deres liv.

Men hvordan bevæger man sig fra den hverdagsagtige væren til den ontologiske? Den mest kendte transformation er Dickens julehistorie om Scrouge, der fra at være en nærig og menneskefjendsk arbejdsgiver bliver forvandlet til en generøs person. Dickens gav ham eksistentiel chokterapi, så han vågnede op, og på samme måde sker der opvågninger i patienters liv. Det kan være alvorlig sygdom, en 50-års eller 60-års fødselsdag, der pludselig vækker og forandrer os, siger Irvin D. Yalom, der mener, at man kan hjælpe patienter på to måder.

Vi kan hjælpe gennem vores idéer og gennem vores relation til patienten. Hvis man vil forstå, hvordan eksistentielle terapeuter arbejder, er man er nødt til at skelne mellem proces og indhold. Hvis I så en af mine sessioner, så ville I opleve, at jeg og min patient indimellem talte om dødsangst og angsten for, at børnene forlader reden. Men der kan sagtens gå uger uden eksistentielt indhold. Modsat når det gælder relationen, så er den afgørende ved hver enkelt session og forandrer mit forhold til patienten.

Jeg har for længst forladt den position, hvor jeg er healeren, og patienten er en mærkelig fremmed, der skal have hjælp. Jeg er ikke sikker på, at der er klare skel mellem os. Vi skal begge opleve fortvivlelse, sygdom og kriser. Og jeg ville ønske, at vi kunne bruge ordet fellow travellers i stedet for. Schopenhauer, der var en stor pessimist, ville kalde det fellow sufferers.

Det er tid til pause og kaffe og kage. De fleste af de fremmødte er begejstrede over arrangementet og Yalom.

Han er et stort idol og en rollemodel for, hvordan jeg kunne tænke mig at være som terapeut, siger Anne Kirkeby, der er ved at uddanne sig til terapeut på Gestaltterapeutisk Institut på Frederiksberg.

Claus Birkelund, der går på samme skole og hold, har læst flere af hans bøger.

Det specielle ved ham er, at han tør bruge sig selv. Han startede også med at arbejde med patienter, der er ramt af kræft, for at lære af dem. Og hans måder at arbejde med gruppeterapi på har været banebrydende i 1980erne, siger Claus Birkelund.

Efter pausen stiller formanden for Dansk Psykoterapeutisk Selskab for Psykologer, Klaus Pedersen, spørgsmål til professoren. Han vil gerne vide, om Yalom ser den menneskelige eksistens som tragisk, og det gør han kun, hvis vi ikke lever vores liv, og derfor pines vi af dødsangst.

Yalom stiller og besvarer selv det sidste spørgsmål.

Vil jeg kunne behandle troende patienter? Hvis jeg fik en præst i terapi, som havde mistet troen på Gud og fået en depression, så ser jeg det som min opgave at finde ud af, hvorfor det er sket, og hjælpe ham tilbage til sin tro. Jeg havde en patient, der var troende, og som hver nat fik en vision fra Gud, som han tegnede. Jeg så hans tegninger og var forbløffet over, hvor flotte de var. Han spurgte, hvorfor Gud sendte ham de visioner, og jeg svarede ham, at han var meget talentfuld, men havde en meget lav selvfølelse. Hans kreative evner gav han væk til Gud, men at det også kunne være, at hans kreativitet var gudsgivet.

Seancen er forbi, og der er stående ovationer, blomster og gaver og en kæmpe kø af folk, der vil have vor tids Freud til at sætte sin signatur i deres bøger.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk