Prøv avisen

Interview med Peter Bastian: Lykken og klarinetten

I 2001 interviewede Kristeligt Dagblad Peter Bastian - som netop er død i en alder af 73 år - om passion, kunstnerisk skaben og betydningen af vedholdenhed. Læs eller genlæs interviewet her

Sprøde og spændstige, let krydrede toner med hjemadresse et sted langt mod sydøst snirkler sig ud af Peter Bastians gamle, gyldne klarinet. Oplysningen fra sidelinjen om, at musikken jo alligevel ikke kommer med på fotografiet, ændrer ikke på lydstyrken. Er man på, må man give, hvad man har i sig.

"Når man som jeg har optrådt i mange år, ved man, at du kan øve dig lige så meget, det skal være, men det er den dag, du står på scenen, som tæller. Publikum er ligeglad med, hvordan du har det, om du er nervøs eller ej. Det eneste, der betyder noget, er de lydbølger, som kommer ud af hornet," siger Peter Bastian.

Allerede da han som ung studerede fagot på musikkonservatoriet, lærte han, at det er resultaterne, der tæller. Og han lærte med sine egne ord at »træne viljen«, så han kunne opnå resultaterne.

"Min gamle lærer, professor Aage Bredahl, der selv var en fremragende fagottist, spurgte, om jeg var interesseret i at tage med Det Kongelige Kapel til Rusland og arbejde sammen med den berømte dirigent Igor Markevitj. Om jeg var! Så så Aage Bredahl på mig og sagde: 'Men husk nu, hr. Bastian, De spiller med professionelle musikere, så De må ikke spille fejl!'"

Den 57-årige musiker, forfatter og foredragsholder taler og gestikulerer ivrigt i sit musikværelse. Et køligt, halvmørkt rum i det røde træhus, han selv har tegnet. Idyllisk beliggende ved bredden af Esrum Sø i Nordsjælland.

Gennem det meste af livet har musik været hans fikspunkt, og fagotten og klarinetten hans følgesvende. Mozart, bulgarsk folkemusik og Rolling Stones kunne få ham til at opgive nattesøvnen, når han øvede og øvede, lyttede og lyttede.

I 1987 blev han for alvor berømt, da han med »Ind i musikken« præsterede noget så specielt som en musikfilosofisk bog, der blev en bestseller. Siden har han været en efterspurgt foredragsholder og står derfor ofte på scenen uden instrument. Men fagotten spiller stadig med i Den Danske Blæserkvintet og klarinetten i trioen Bazaar. Hans to orkestre, som har henholdsvis 34 og 25 år på bagen.

"Hvis der er noget, jeg har været god til, så er det at holde sammen på mine bands," griner han.

Begge forældrene, Gert og Birgit Bastian, var operasangere, og fra dem arvede han både musikalitet og passion:

"Lige fra barnsben af har jeg været meget nysgerrig. Jeg kan huske fascinationen, når jeg sad på Ordrup Bibliotek og læste om hele verden i et blad, der hed »Frem«. Det var lidt ligesom Det Bedste, bare bedre. Og jeg slugte det med en karakteristisk rå, basal interesse, som hænger nøje sammen med vitalitet."

I den bastianske terminologi er det denne passion, som sætter os mennesker i stand til at overskride os selv, med vores humør, dovenskab, lyster og behov, og rette os vedholdende mod noget uden for os selv, som virkelig stiller krav.

"For eksempel ved fysikeren, at han aldrig vil kunne forstå til bunds, hvad en elektron er. Alligevel bruger han al sin flid og tålmodighed på noget, han på forhånd ved, han aldrig vil kunne forstå. Det er fascinerende, jubler Peter Bastian, som selv læste teoretisk fysik på universitetet, inden han kastede sig fuldblods over musikken."

Men selv med passionen som drivkraft er det umuligt at nå resultater, medmindre »man øver sig i en grad, man på forhånd slet ikke kan forestille sig«.

Peter Bastian fortæller om en golfspiller, der lavede det helt usandsynlige: hole in one! Alle jubler og råber bravo, men selv er han forbløffet. "Der var jeg godt nok heldig", siger han. "Hvad siger De?", udbryder journalisterne. "De er jo den golfspiller, der har øvet Dem mest?". "Ja, jeg har lagt mærke til, at jo mere jeg øver mig, jo heldigere bliver jeg!"

"Episoden fortæller noget væsentligt om forholdet mellem anstrengelsen og anstrengelsesløsheden. Pointen er, at når musikken spiller, er det fuldstændig uanstrengt. Men for at man kan komme derhen, skal der sved og muskler til. Det er aldrig sikkert, hvad der sker på scenen. Du kan ikke trykke på en knap, så hellig-ånden automatisk kommer dalende ned over hovedet på dig. Men du kan øve dig, så du kan dit kram. Så går du på scenen, og selv efter 35 år med samme orkester er det hver gang som at smide sig ud fra timetervippen. Du tager en dyb indånding, og så træder du ind i en anden virkelighed," siger Peter Bastian.

"Hvis man på forhånd vidste, hvor lang vejen er for at blive fagotspiller, ville vi slet ikke have nogen fagottister i dag. Og hvis man vidste, hvor svært det er, og hvor megen kedsomhed man bliver nødt til at udholde for at læse medicin eller jura eller blive fodboldspiller, så ville vi heller ikke orke det. Men heldigvis er der stadig nogle, som kaster sig blindt ud i projektet og gennemfører uden hele tiden at tænke over, hvordan de har det."

De sidste ord strejfer over i den retning, hvor den begejstrede, verdensglubske musikelsker bliver en skumringsmørk kritiker af, hvad han ser som tidens dårskab: Narcissisme. Selvoptagethed. En bekymring for, at vi i dag har "den mest selvoptagede, uengagerede ungdomsgeneration nogensinde, på et tidspunkt hvor kloden har brug for hjerte og opmærksomhed mere end nogensinde":

"Den opslugthed og interesse for omgivelserne, verden og de andre, som jeg fik med hjemmefra, ser jeg ikke meget til hos min egen generation. Derfor er den heller ikke udviklet hos næste generation. Hvis man er født ind i et galehus af en familie, hvor alle fra morgen til aften først og fremmest er interesserede i, hvordan de har det, og hvor alle gøres ansvarlige for hinandens humør, hvor meget er man så i stand til at se bort fra, hvordan man selv har det?" spørger Peter Bastian.

"Men jeg tror, der er en udbredt frustration over, at det eneste, vi kan finde ud af at være sammen om, er os selv og hinanden i stedet for en sag. Grundtvig talte om ånden, som opstår, når man synger sammen eller hører myter sammen. Man mødes om noget uden for sig selv. Personligheden træder ud af billedet. Det er det, der sker, når min kære gamle Danske Blæserkvintet går på scenen. De fem vripne herrer viger fuldstændig for en uskyld, der kommer af en fuldstændig opslugthed af noget andet end os selv. Mozart for eksempel," siger Peter Bastian.

Han har en tegning, som forestiller ham selv som Klodshans, ridende på en ged med en død krage og en klat mudder. Musikkens lyse søn, som vandt det halve kongerige. Men han rummer ikke kun passioneret begejstring, men også alvor, betoner han med henvisning til sit store idol, den verdensberømte, nu afdøde, rumænske dirigent Sergiu Celibidache, som gennem 15 år var Peter Bastians musikalske læremester.

"Han var fuldblods. " siger Peter Bastian.

Det er 30 år siden, Peter Bastian mødte Celibidache, som fattede interesse for den talentfulde danske fagottist. I de følgende år valfartede Peter Bastian flere gange årligt til de forskellige byer i Europa, hvor Celibidache holdt kurser i musikfænomenologi og direktion.

"Efter hvert møde vendte jeg beriget hjem til konservatoriet og brugte den følgende tid på at tilegne mig ham og afskaffe ham. Dermed undgik jeg at blive en zombie, der blot kopierede ham, og brugte ham til at finde min egen musik. På den måde kunne han blæse til min livsflamme uden at blæse den ud," fortæller Peter Bastian.

Hans beundring for den rumænske mester, som døde i 1988, er endnu så stor, at han af og til griber sig selv i at have den samme trækning ved mundvigen, som Celibedache havde.

Peter Bastian er optaget af tanken om, at vejen til lykken går gennem at tilsidesætte sit eget ego og i stedet sætte en sag eller metier højest i tilværelsen.

"Idéen er, at jeg ikke går efter lykken. Jeg går efter en klarinet, og derved finder jeg lykken," erklærer han.

"K.E. Løgstrup siger et sted, at drivkraften i skabertrangen hos kunstneren oftest er dybt privat og personlig. Den skyldes den opvækst og de specifikke hændelser, som skaber min identitet. Men frelsen er en uendelig fascination af metieren. Det vil sige en uendelig opslugthed af fingre på knapper, farver på lærreder eller hvor mange hår skal der være på penslen."

"Det eneste, der betyder noget i livet, er kvaliteten af det spor, du trækker efter dig. Og i det øjeblik, det går op for dig, tårner ansvarsfølelsen i ordets allermest positive forstand op. Og da er det pludselig totalt lige meget, hvordan du har det. Men det betyder ikke, at du holder op med at have det. Det er bare ikke første prioritet. Måske femte," siger han.

Peter Bastian indrømmer dog gerne, at da han selv var ung, drømte han om at blive set, at blive berømt. Det var en attraktion at være ham den dygtige klassiske fagottist og senere at være den eneste dansker, som passioneret dyrkede bulgarsk folkemusik. At være ham den lækre fyr på scenen, hvis klarinet kunne danse i taktarter så komplicerede, at kun Balkan-halvøen lægger hjem til dem.

"Som alle andre har jeg en velvoksen narcissist i mig. Men jeg holder den under skarp observation, så det ikke bliver den, der er drivkraft for mine handlinger," siger Peter Bastian.

Men han ser et problem i, at man mange steder i samfundet bliver bekræftet i, at det vigtigste i verden er, hvordan vi har det. For mediepolitikken, som efter Peter Bastians opfattelse er så liberalistisk, at den udelukkende styres af seer- og lyttertal.

"Den gamle diskussion om, hvorvidt folk skulle have, hvad de ville have, eller vi skulle give dem noget bedre, er fuldstændig afsluttet. Nu får vi udelukkende, hvad vi vil have, og det er åbenbart det, vi har i forvejen. Det er der da ingen, der kan holde ud. Den kunst, som virkelig rydder bordet og tager os et nyt sted hen, er fraværende i medierne. Heldigvis er dansk kultur meget andet. Det oplever man som spillemand og foredragsholder, når man for eksempel er i landsbyen Frøstrup i Thy, og alle 150 borgere begejstret slutter op om et arrangement med fremmed musik, som kræver koncentration."

Begejstringens dagslys vender så småt tilbage i Peter Bastians ansigt, og en optimist dukker frem trods hårde odds. Narcissismen råder i nutiden, men der findes alligevel gode grunde til at tro på fremtiden.

"Se, hvad der skete i Østeuropa, som jeg har rejst meget i. Gennem årtier havde landene fået den mest demoraliserede befolkning, som tænkes kan. Man angav gerne sin gamle tante til politiet for at få lov til at komme på ferie til Sortehavet. Mine bulgarske musikervenner var overbevist om, at jeg ville snyde dem. Og alligevel fandt befolkningen i Leipzig i 1989 sammen i lys og hjertelighed. Og bevægelsen og fællesskabet bredte sig i hele Østeuropa og skyllede det gamle system ud. Noget tilsvarende kan ske i det danske kulturliv. Jeg har en bekendt, som er trendforsker. Han siger, at den næste trend er fællesskab. Højskolerne skal bare holde ud to år endnu, så skal du bare se løjer," siger Peter Bastian.

I det lydisolerede musikværelse står klarinetterne ranke på det støvede klaver. Brune skindindbundne bøger fra fjerne tider deler værelse med splinternye DVD-film. Gammelt og nyt mødes.

Så er det, journalisten vil vende tilbage til udgangspunktet og begynder et nyt spørgsmål med ordene: "Når du øver dig ..."

"Jeg øver mig aldrig!" bryder Peter Bastian grinende ind, før han modererer sin udtalelse en smule:

"Jeg øver mig stadig lidt på bulgarsk musik. Og hvis jeg ikke har spillet på fagotten nogen tid, så tager jeg den lige frem. Hvis vi skal spille et nyt stykke i kvintetten, så måske. Men det er ikke de der flere timers øvning hver dag. Heldigvis er det ikke med klarinet og fagot som med violin, cello eller klaver. Dér er man nødt til at blive ved. Fagotten og klarinetten kan du komme omkring ved, når du kan din metier, og det kan jeg. Det er en fordel at øve sig, men mellem os sagt: Jeg er opsat på at nå til vejs ende, når jeg øver!"