Foråret falder i flagrende kirsebærblade og lægger sig som lyserød sne på de grå gravsten på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Her ligger den danske filosof Søren Kierkegaard begravet, og få hundrede meter herfra bor en af hans disciple, den 36-årige forfatter Torben Munksgaard.
LÆS OGSÅ: Mænds største fejl er at forsøge at skjule dem
I en lejlighed på tredje sal med ryddelige flader, arvestykker og altan sidder han og venter spændt. På anmeldelserne og modtagelsen af sin tredje roman, en satirisk samfundsskildring af menneskets jagt på lykke, Sort hund.
I bogen skildrer forfatteren en by kaldet K, der lige så godt kunne være København, og hvor tingene er alt andet end lyserøde. Tværtimod regner det meget, lysene går hele tiden ud, og barene holder lukket.
De to hovedpersoner, den arbejdsløse Bernhard og den velhavende Albert, krydser hinandens spor, da Bernhard stjæler Alberts hund. Ved hundens mellemkomst ændres de to mænds livssituation drastisk. Bernhard møder sin drømmekvinde, og Albert bliver skilt.
Det er tankevækkende, at det først er, da Bernhard underlægger sig hundens rytme og får den som motor, at der sker noget, siger Torben Munksgaard og sætter sig ved køkkenbordet, hvis voksdug i nuancer matcher det store naturfotografi af Wolfgang Tillmann bagved.
Selv er Torben Munksgaard, der brød igennem som romanforfatter, da han vandt Lindhardt og Ringhofs romankonkurrence med Retrograd i 2007, vokset op i Haderslev i Sønderjylland som søn af tv-journalisten Frode Munksgaard og tandklinikassistent Karin Munksgaard. Her var gravhunde familiens foretrukne husdyr. Også begge hans bedsteforældre, som han ofte var hos, holdt de snusende, lavbenede væsener.
Jeg kom til at tænke på, at når jeg som barn gik tur med min hund, så spurgte jeg hende aldrig om, hvor vi skulle gå hen, hunden trak bare af sted med mig. Så selvom man siger, at hunden har en herre, så er det nogle gange omvendt, siger Torben Munksgaard, der mener, mennesket selv er et vanedyr. Et vanedyr, der bilder sig selv ind, at det er frit.
Vi er enormt fokuserede på frihed, både politisk og psykologisk. Vi kræver vores frie vilje og bilder os ind, at vi træffer frie valg. Vi har det svært ved, at nogen eller noget skal bestemme over os, det være sig statsmagten, en religion eller biologien, men i virkeligheden så kører det for os, når vi bliver kastet under et åg, mener Torben Munksgaard, der selv arbejder med kommunikation og skriver sine skønlitterære bøger om aftenen.
Han advarer smilende om, at når vi begynder at snakke årsag-virkning og filosofi er det ligesom at trykke på en knap. Og så går han ellers i gang med at fortælle om, hvordan mennesket sådan set bare er en del af et større atomsystem, og hvordan vores såkaldte frie valg jo også er betinget af, hvilke neuroner vi har i hjernen.
I bogen lader jeg nanoteknologien gå ind og korrigere for nogle følelser, så personerne kommer til at opleve lykke og forelskelse, og det kan måske virke lidt kynisk, men i virkeligheden er det det, som sker, når vi accepterer, at lykkepiller og psykofarmaka kan ændre vores sindstemning, forklarer han og skubber småkagerne fra Karen Volf over på min halvdel af køkkenbordet.
Sideløbende med sit omfattende studie i den angelsaksiske filosofi stødte han som ung på en af sine helte, Søren Kierkegaard.
Kierkegaard læste jeg af lyst, og jeg er vendt tilbage til ham mange gange siden. Da jeg boede i Paris i en periode sidst i 90erne, læste jeg ham, når jeg kørte i metro. Så sad jeg der på vej til mit arbejde helt fordybet i Enten-Eller, siger forfatteren, der generelt er fascineret af enere og for eksempel langt hellere vil køre enkeltstart i cykelløb end dyrke holdsport.
I den Kierkegaardske terminologi er især æstetikeren ude af stand til at handle moralsk, fordi han tøver. Noget, man godt kan se i vor moderne tid også.
Det er, som om vi har pillet det moralske helt ud af det at være et fuldstændigt menneske. Lykke er blevet et meget simpelt begreb. En komposition af tilfredshedsfølelse, der kun handler om sanseerfaringer. Har jeg tilpas mange gode oplevelser, spiser jeg god nok mad, har jeg råd til de ting, jeg gerne vil købe, og så videre, forklarer Torben Munksgaard i én lang sætning, der trækker luften ud af de sidste ord og får det til at lyde, som om han taler under pres.
På den måde er lykken sart. Hvis man mister sit job, ryger man ud i en eksistentiel krise, og får man ikke en tilpas mængde af de her sanseoplevelser, vin, mad, sex, så forsvinder lykken også. Som han udtrykker det, så er lykken blevet kortsigtet, skrøbelig og kun en pille væk.
Det er det, der sker i bogen. For ægteparret Albert og Helena er hunden den cementfuge, der holder hele bygningen sammen, og da den bliver stjålet, vælter korthuset simpelthen, siger Torben Munksgaard, inden jeg returnerer spørgsmålet om, hvad lykke så er?
Lykke for mig er et spørgsmål om at være et godt menneske. At handle i overensstemmelse med sine overbevisninger, men også at handle moralsk. Lykken rækker ud over mig selv, siger han og leder efter de eksempler, han godt ved, han vil blive afkrævet.
For eksempel valgte jeg for fire år siden at blive vegetar, og til at starte med er det som at faste oven på et langt liv med kødindtagelse. Men i dag har jeg det bedre, når jeg afstår fra at følge den trang. Det handler ikke kun om den sanselig oplevelse af at spise kød, det er blevet til en holdning, og det gør mig lykkelig at følge min indre overbevisning og gøre noget godt på den måde.
For Torben Munksgaard handler det at være vegetar om ikke at være en art, der tror, man kan tillade sig at påføre en anden og mindre intelligent art smerte og død, når vi ved, at de mest udviklede primater har et lige så fintfølende nervesystem som os.
Så må jeg tage det med, at min far driller mig og sørger for at give min datter kød, når vi er der, siger han.
Torben Munksgaards far, tv-journalisten Frode Munksgaard elsker at gå på jagt, pelse og tilberede sit vildt selv, så der er lagt op til familiære drillerier.
Jeg sørger så for, at min datter kommer ind i Torvehallerne og se døde grise og i Dyrehaven og se kronhjorte, siger han og slår ud med armene mod det billede af en skov, der hænger bag ham.
Det er ikke, fordi jeg mener, vi skal tilbage til en eller anden naturtilstand, men vi skal have naturen med os og forstå, at vi selv er en del af den, hvis vi skal videre, og det skal vi jo.
For mens det moderne menneske frygter alt fra fedtskat til overvågning, kommer det til at overvurdere sig selv og undervurdere naturen, mener Torben Munksgaard, mens tankerne sætter sig som furer i den høje pande.
Vi tror, vi er så frie og kan rejse, hvorhen vi vil. I virkeligheden rejser vi kun til de steder, der står i rejsekataloget, siger han og bladrer i et fiktivt katalog hen over voksdugens solgule nuancer.
Friheden har også været et tema for forfatteren selv, indrømmer han.
Det er også en selvkritik, det, jeg skriver. Jeg har været meget optaget af min egen frihed og af hele tiden at sikre mig, at jeg ikke blev bundet til nogen eller noget. På den måde endte friheden med at blive en ufrihed, kan du sige, forklarer Torben Munksgaard, der har skiftet mellem flere forskellige studier i både matematik, fysik, filosofi og kommunikation. Han lider også af utålmodighed og vil hele tiden videre til næste mål, fortæller han.
Jeg kommer af en utålmodig familie. Vi gik altid rundt. Når man kom til kaffe hos min oldemor, gik alle rundt om kaffebordet, og så faldt man bare ind i rækken, siger han og peger rundt om køkkenbordet.
Men jeg synes, jeg er blevet bedre til at standse op og dvæle ved tingene, og i virkeligheden er det at skrive bøger en rigtig god øvelse for mig, siger han så.
Privat har han haft, hvad han kalder et almindeligt opgør mod familieinstitutionen og haft svært ved at binde sig til nogen. Midt i 2003 slog han sig dog ned med sin ekskæreste, med hvem han i 2006 fik datteren Lucca. Men forholdet gik i stykker, og Torben Munksgaard er nu, som hans egen far var det, weekendfar.
Det er ikke noget, man ønsker for nogen, men omvendt synes jeg, vi lever i en tilpasningskultur. Og nogle gange må man spørge sig selv, om man er i de forkerte omgivelser i stedet for at bebrejde sig selv, at man er ulykkelig, siger han og henter frisk vand i køkkenet. I bogen skifter Albert og Bernhard deres omgivelser ud, og hvor hunden for Albert er en fin italiensk trøffelhund ved navn Pusjkin efter en russisk digter, så er den for Bernhard et gadekryds ved navn Batman, og sådan kan vi mennesker tillægge den samme ting helt forskellig værdi, mener Munksgaard.
Selv vender han mere og mere tilbage til nogle af de værdier, han fik med hjemmefra, jo ældre han bliver.
Jeg er faldet til ro og har det godt med at være fanget, siger han, der i dag bor sammen med sin svenske kæreste, Mathilda Ernberg.
De værdier, Torben Munksgaard taler om, kombinerer klassiske jyske dyder med eventyrlyst.
Jeg har arvet min mors ordenssans. Hun havde decideret rengøringsvanvid, og for mig giver det ro at have styr på tingene. Det jyske består også i at kunne orientere sig realistisk i tilværelsen. Heldigvis har jeg fra min fars side fået tilsat en sans for drama, siger han, og måske forklarer det, at hans skrivestil er blevet kaldt grotesk realisme.
Torben Munksgaards oldefar havde så meget eventyrlyst, at han blev guldgraver, men hos oldebarnet kommer nysgerrigheden til udtryk på en ny måde.
Jeg rejser gennem mine bøger og kaster mig ud på dybt vand ved at tilegne mig ny viden, siger forfatteren, der for tiden også studerer arabisk.
Til at begynde med er arabisk et uforståeligt virvar af symboler og tegn, men langsomt tilegner man sig grammatikken, og en ny verden åbner sig, forklarer han.
Således var også byen København til at begynde med en uforklarlig samling af vejnavne og koordinater på et kort for Torben Munksgaard.
Jeg kan huske, at min far gav mig et Kraks Kort over København, da jeg var 12 år. Ved samme lejlighed fik jeg en notesbog, hvor linjerne var skiftevis hvide og gule, og i den begyndte jeg at skrive min første historie, der foregik i København, siger han og fortæller, at da de på et tidspunkt i folkeskolen havde en venskabsklasse i Næstved, øjnede han chancen.
Så spurgte jeg dem ud om alt muligt vedrørende hovedstaden, de boede jo trods alt lidt tættere på.
Han rejser sig og går over til det gamle indrammede kort over København, der hænger på væggen.
Det har jeg også fået af min far, han har mange af den slags, men om det er årsagen til, at jeg nu har skrevet en bog om en by ved navn K, det ved jeg ikke. Jeg tror ikke på skæbnen, der jo er fremadrettet, jeg tror mere på, at der er en årsagssammenhæng, og det er mere bagudrettet, siger han og lyder ældre, end han er.
Men hvis vi kan bruge den til at skabe sammenhæng og mening i vores tilværelse, gør det jo ikke noget.
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?
3En forfatter som amerikanske Henry Miller har betydet rigtig meget for mig. Der hænger også et fotografi af ham inde i mit arbejdsværelse. Jeg læste Krebsens Vendekreds (1954), da jeg var 19 år. Han var en ener, der havde en fin kombination af både humor og tyngde.
Hvilken kendt person vil du gerne have til bords?
3Den amerikanske forfatter Henry Miller. Fordelen er også, at jeg ikke vil behøve at forberede nogle spørgsmål, for han ville tale hele tiden.
Hvor slapper du bedst af?
3Hjemme på Nørrebro.