Der er bevægelse over Sergei Sviatchenko på det foto, han har valgt af sig selv til sin præsentationsfolder. Kunstneren marcherer i rask trav, så kroppens konturer flimrer derved - med et hastigt sideblik til beskueren - ud mod folderens kant. Den ene hånd befinder sig allerede helt omme på den anden side. På vej mod nye mål.
Fart og bevægelse kendetegner denne uortodokse - men ortodoks kristne - internationale ukrainske kunstner, der er vild med Beatles og vestlig rock fra 1960'erne og 1970'erne, som har bosat sig i en midtjysk domkirkeby, og som netop er debuteret som kirkekunstner i den danske folkekirke med et abstrakt maleri til middelalderkirken i Skjern ved Bjerringbro.
Selv mener han, det er første gang, en kunstner, tilhørende den russisk-ortodokse kirke, således markerer sig i folkekirken, og det fremføres ikke for at fremhæve ham selv, men mest som en glad understregning af, at de konfessionelle forskelle mellem de forskellige kirker ikke er væsentlige.
- Vi tror jo på det samme. Det er kun detaljerne, der skiller, siger han, efterfulgt af et smil mellem overskæg og skægstubbe.
Selv går han jævnligt til gudstjeneste i Viborg Domkirke, for han bor lige i nærheden. I det allerældste Viborg, i et gavlhus, som i fjerne tider har hørt til byens gråbrødrekloster, og hvor han har indrettet atelier på hele førstesalen med plads til sine store lærreder og loft til kip med fritlagte hanebjælker.
Afsløringen af billedet i Skjern Kirke fik - helt i overensstemmelse med Sergei Sviatchenkos sindelag - et internationalt og økumenisk pift, med den danske biskop Karsten Nissen fra Viborg og metropolit Pitirim fra den russisk-ortodokse kirkes topledelse som gæst, specielt inviteret til begivenheden af Sergei Sviatchenko.
Pitirim, der spillede en væsentlig rolle som den russisk-ortodokse kirkes ansigt udadtil efter Gorbatjovs perestrojka, er blot en af Sviatchenkos mange internationale venner og kontakter. I det hele taget er der et internationalt vingefang over denne ukrainske kunstner, der har haft fart på sin kunstneriske karriere i de godt 10 år, han har boet og arbejdet i Danmark.
Farten og vingefanget understreges af præsentationskatalogets liste over udstillinger. Den er lang og imponerende, med udstillinger i Paris, London, Holland, Tyskland, Italien, USA. Og som om det ikke skulle være nok, kan imponeretheden få et ekstra tilskud ved læsning af oversigten over firmanavne ved siden af. Sergei Sviatchenko har solgt billeder til over 60 danske virksomheder og organisationer: Danisco, Grundfoss, Danske Bank, Nykredit, Nokia, Kommunernes Landsforening, Nordea. Osv. Osv.
Endelig har Borgens Forlag netop udgivet en stor, vægtig og farverig bog med skæve indblik i Sviatchenkos forunderlige univers og billedverden. Hans kunst begyndte som en fritidsbeskæftigelse med surrealistisk inspirerede collager derhjemme i Kharkov. I dag dominerer de impulsive akrylbilleder i en abstrakt ekspressionisme i blå, orange, røde og gule farver. Det er billeder inspireret af naturen, fortæller han. For eksempel af aftenturene langs søerne i Viborg og den skiftende himmel, der spejler sig i vandets blanke overflade. Na-turoplevelser omsat til ekspressive, kraftfulde, energiske former og farver, som ikke fortaber sig i efterligning, detaljer og småpillerier. Her er ingen hjorte ved skovsøer eller nuttede solnedgange, men Sviatchenko maler også akvareller, hvor farverne i hurtige bevægelser er kastet på vådt-i-vådt. En øjeblikkets inspiration, hvoraf opstår stemningsfulde skildringer af Viborgs gamle bymiljøer og domkirke. Sergei Sviatchenko malede akvareller til en kalender i 1998 og atter en i 2000 - denne gang udelukkende med domkirken som motiv.
Huse har han professionel forstand på, for Sviatchenko er oprindelig arkitekt, uddannet på Kievs arkitektskole, og har arbejdet som stadsarkitekt. Engang tilbage i 1980'erne begyndte han i sin fritid at eksperimentere med sine fotocollager, og da frihedens vinde blæste hen over sovjetregimet, gav det ham pludselig uventede muligheder for at vise sin kunst, uden censur.
En dag stillede han og hustruen Helena sig op med collagerne ved Andrejevtrappen i Kiev, og - til deres egen store overraskelse - lykkedes det dem at få solgt nogle af dem. Siden blev han tilbudt en stilling som kunstnerisk redaktør på et tidsskrift og etablerede et center for nutidig kunst, »Soviart«, der kom til at stå for den første sovjetisk-amerikanske og sovjetisk-danske udstilling af moderne kunst.
Sergei Sviatchenkos første besøg i Danmark kom i stand med en indbydelse som gæstekunstner på Herning Højskole i 1990. Samtidig valgte han på den tid at opgive sit administrative arbejde, for helt og fuldt at kunne koncentrere sig om sin egen kunstneriske karriere. Seks måneder senere arrangerede Galleri Nord i Randers hans første danske seperatudstilling, og den blev salgsmæssig en stor succes.
- Alle billederne blev solgt på kun to dage. Det var helt fantastisk!
I dag er han og familien danske statsborgere, men først måtte der tre et halvt års juridisk tovtrækkeri til, inden de danske myndigheder accepterede.
- Vi syntes det var meget naturligt at flytte til Danmark, når det nu gik så godt her, og med de mange kontakter, vi havde fået, men jeg var jo hverken flygtning eller gift med en dansker, og der var stoppet for integration, så det var vanskeligt. At være kunstner er et usikkert job, mente man, selv om jeg havde succes. Så sagen måtte helt op på ministerplan.
For Sergei Sviatchenko er kristendommen en integreret del af livet, og det sætter naturligvis sit præg på hans kunst. Måske allertydeligst i lyset. Her knyttes en direkte forbindelse til troen og kristendommen.
- Lyset har altid betydet meget for mig. Jeg kan blive fuldstændig grebet af det lys, der kan falde ind i et kirkerum, siger han og illustrerer med en fotocollage fra Peterskirken, hvor lys sendes i striber ned gennem kuplen.
- Lyset symboliserer for mig vores forbindelse til Gud, og der er masser af lys i mine billeder. Som mennesker lever vi jo i lyset fra det hinsides.
For Sergei Sviatchenko betegner lyset samtidig en søgen efter harmoni i en modsætningsfuld moderne verden. Et andet kodeord for hans billeder er ophidselsen, som han selv ser som den vigtigste følelsesmæssige basis for sin kunst. Ophidselsen - eller bevægelsen, optagetheden - fremkaldes ved en undren over det smukke i tilværelsen, og ved lidelsen - og i den forbindelse en ydmyg forståelse for menneskets utilstrækkelighed og af den ydre verdens problemer.
Præcist hvad han har tænkt om sine billeder, er Sergei Sviatchenko ikke interesseret i at fortælle folk. Det er op til hver enkelt at aflæse signalerne.
- Jeg nøjes med at give små impulser. Jeg åbner døren på klem, men folk må selv gå ind i billedet og udvikle det på deres egen måde. Der er jo netop mange fortolkningsmuligheder i et abstrakt billede, og folk reagerer forskelligt, men først og fremmest drejer det sig for mig om at formidle følelser og liv.
Det drejer sig om dialog. Det værste, Sergei Sviatchenko ved, er, når folk bare går forbi hans billeder.
- Kunst skal for mig først og fremmest give noget til mennesker, være med til at skabe mening i tilværelsen. Jeg vil have folk til at stoppe op foran mine billeder og begynde at tænke selv, så der kan komme en dialog i gang mellem dem og billedet.
Maleriet til Skjern Kirke har været et par år undervejs. Menighedsrådet valgte motivet ud fra tre skitser, og Sergei Sviatchenko har kaldt det »Støtte, trøst og håb«.
- Vi kommer til kirken i glæde og sorg, for at få støtte og håb, og selv om vore problemer her på jorden kan virke uovervindelige, er der aldrig lukket af for håbet, siger Sviatchenko som en forklaring på, hvorfor en hvid diagonal skikkelse på billedet bryder grænsen mellem himmel og jord.
Måske er det en engel, i hvert fald en forbindelse til Gud, som efter kunstnerens visioner fortsætter ud fra billedet, ud på kirkevæggen og ud gennem kirkevinduet. Op til himlen og lyset udenfor.