Prøv avisen

Måske egner jeg mig slet ikke til at slappe af

Nini Theilade har levet et liv i bevægelse. I dag er hun 94 år og nyder stadig at være på vej. - Foto: Lars K. Mikkelsen.

Hun har rejst over hele verden og danset på de største scener. Selv i en alder af 94 år bevæger Nini Theilade sig stadig graciøst videre i livet. Og de spjæt, hun ikke selv kan lave, får hun andre til

Egentlig har Nini Theilade flere gange besluttet sig for at stoppe. Lade sig pensionere. Læne sig tilbage, nyde sine katte, udsigten, livet i det hele taget.

Kort før hun fyldte 75 år, flyttede hun således tilbage til Danmark for at leve drømmen om det fredelige liv ud. I en årrække havde den internationalt anerkendte dansestjerne drevet en danseskole i Frankrig sammen med sin mand, Arne Buchter-Larsen, men efter hans død ville hun tilbage til Danmark - hendes faders hjemland og det land, hun kom til som 10-årig. Tilbage fandt hun det yndigste bondehus - en aftægtsbolig ved Ravnholt Gods på Fyn - og var netop klar til at smide benene op efter et langt liv med rejser over hele verden, da telefonen ringede. Som alle de andre gange Nini Theilade har besluttet sig for at standse, kom noget i vejen.

I dag, knap 20 år og flere mislykkede forsøg på at trappe ned senere, bor Nini Theilade i et lille gult rækkehus ved Idrætshøjskolen i Oure på Sydfyn. Uden for holder rollatoren parkeret, men tag ikke fejl; Selvom Nini Theilades helbred gennem de senere år har været hårdt prøvet - først en hofteoperation, så en mindre hjerneblødning og et fald, der betød, at hun brækkede benet alvorligt - har hun rejst sig fra den kørestol, som elever og lærere på idrætsskolen frygtede ville blive hendes endeligt.

Det er en solbrændt og smilende Nini Theilade, der tager imod i døren. Iført idrætshøjskolens sorte t-shirt med rødt print vifter hun fotograf, journalist og sin tro adjudant, Eva Tarp fra skolens danselinje, ind i lejligheden. Fotografen bliver gennet ind i pulterkammeret for at besigtige et ungdomsbillede, som Nini Theilade netop har modtaget til sin 94-års fødselsdag, Eva Tarp bliver sat i gang med kaffen og journalisten? Hun skal lytte. Nini Theilade elsker at fortælle. Hun sætter sin stok ved siden af stuebordet og læner sig forventningsfuldt frem.

I køkkenet står en rest risengrød under låg på komfuret. For tiden er der knap tid til at spise, ej heller at rydde op, fortæller hun. Eleverne på idrætshøjskolens danselinje har snart afgangsforestilling, og Nini Theilade har naturligvis stået for både koreografi og instruktion af eleverne. Når de træner i dansesalen, sidder hun i hjørnet på en stol, støttet til sin stok med vågne øjne. En krum ryg, et bøjet knæ. Hun ser det hele. Gennem de sidste mange år har hun været en elsket og afholdt instruktør på den populære efter- og højskole, hvor hun havnede, fordi hun ikke kunne sige nej, dengang Eva Tarp ringede til bondehuset for at spørge, om den tidligere verdensstjerne dog ikke kunne tænke sig at komme til Sydfyn for at undervise. Først en dag om ugen, så blev det til to, så tre, og til sidst flyttede Nini Theilade ind ved siden af skolen for hele tiden at kunne følge med.

- Jeg syntes ellers, at jeg var gammel nok til at holde op, men da det kom til stykket, kunne jeg ikke lade være. Det at undervise har givet mig en helt ny glæde i livet, og jeg finder det morsomt at give min erfaring videre.

Samme år som danske kvinder fik valgret, kom Nini Theilade til verden på Java i Indonesien. Hendes far var dansk ingeniør, moderen en velhavende kvinde med polske, franske, tyske og indiske aner, de mødtes og forelskede sig øjeblikkeligt i dette hede hjørne af verden blandt sukker- og gummiplantager.

Efter et årti i troperne med malaria og dysenteri flyttede familien til København, hvor man opdagede den spinkle lille Ninis talent for at danse. Moderen var stærkt opsat på at gøre datteren til en stjerne, familien rejste til Frankrig, og som 14-årig debuterede hun i en solodanseforestilling i Holland. Herefter blev hendes liv en krydsen frem og tilbage over kontinenter. Europa, Nordamerika, Sydamerika. Altid med mor i hælene som anstandsdame.

- Mange tror, det er glamourøst at rejse så meget, men det var et hårdt liv. Snart dansede jeg det ene sted, snart det andet. Alt var planlagt på forhånd, og så snart jeg fik muligheden som 25-årig, giftede jeg mig med en meget ældre hollandsk mand, der kunne give mig den tryghed, mine forældre havde opfostret mig med. Måske var det forkert, men fortiden er ude af mine hænder. Det samme er fremtiden.

Parret fik børnene Joan og Peter, Nini blev medfølgende hustru, men skilsmissen var uundgåelig, og Nini Theilade fortsatte livet som danser.

- Mine børn betød meget for mig, men jeg så jo ikke meget til dem. Jeg rejste meget. Det er svært at sige, hvordan det har påvirket vores forhold. Jeg har da kontakt til min datter, og min søn ringer hver dag fra sit hjem i København. Han spørger, hvordan det går og straks efter: Drikker du nok vand? Spiser du? Så svarer jeg: Når jeg har tid. Spiser du? gentager han. Ja, når jeg har tid, svarer jeg, og så siger vi farvel. Ikke mere. Ingen lange konversationer.

For blot et par år siden havde de færreste troet, at Nini Theilade igen ville komme til at instruere dansere igen. Hjemmehjælperen fandt hende en dag liggende i en blodpøl på gulvet efter et fald i lejligheden.

- Den arme kvinde. Hun var nærmere døden end jeg. Jeg havde ligget der i fem timer og var helt afkræftet. Det sidste, jeg kan huske, var, at jeg greb efter det stoleben der og tænkte: Jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø. Jeg sagde det flere gange, men til sidst blev alting lyserødt. En smuk rosa farve. Det var meget underligt, og da jeg vågnede, var jeg på Svendborg Sygehus. Det var meget underligt med den lyserøde farve, jeg oplevede alting i. Hvad det var? Jeg ved det ikke, men det var smukt.

Benet var brækket og sad skævt. Lægerne ønskede at amputere, men familie og lærere på idrætshøjskolen sagde bestemt nej, hvilket viste sig at være en god beslutning. Efter udskrivning kom Nini Theilade på plejehjem i Lundeborg for at blive genoptrænet.

- Pragtfuldt sted! Det må jeg sige. Men det var frygteligt ikke at kunne bevæge sig. Jeg havde ligget så længe med det ben, mens de prøvede det ene og det andet. Til sidst satte de metalstumper i, så det lignede et pindsvin og så helt forfærdeligt ud.

Hvad bar dig igennem den tid, hvor du ikke kunne røre dig?

- Jeg er positiv! Jeg er hjemmehjælperens rædsel. Hver dag spørger hun mig: Men er der ikke noget, vi kan gøre for dig? Og hver dag svarer jeg glad nej. De kan hjælpe mig med at gøre rent på gulvet og rette mine støttestrømper, kan de. Resten skal jeg nok klare. Da endelig pindsvinet blev taget ud af mit ben, efter det var helet, gik det også meget bedre. Det var så tungt at have alt det metal i sig. Jeg kyssede ham kirurgen, der tog det ud efter tre måneder. Jeg var så glad! Og det bedste er, at jeg kan bruge benet i dag.

Hvad har formet dit positive livssyn?

- Én ting: Mit arbejde. Selvom jeg har oplevet de samme sorger som andre mennesker - skilsmisse, sorgen over at miste mine forældre og min mand, Arne - har dansen hele tiden holdt mig i gang. Jeg kan sidde og være deprimeret herhjemme i en stol og tænke, hvorfor i alverden skulle jeg blive ved, men når jeg kommer på skolen og begynder at undervise, så er jeg ti gange yngre og ti gange gladere, når jeg vender hjem. Dansen er mit liv. Husk på, at jeg fra mit tiende år har haft det som min eneste interesse. Og det er altså lang tid, når man er 94!

- Jeg har en stor kærlighed til undervisningen. Tidligere har jeg kun undervist professionelle, men det morer mig at finde frem til, hvad der kan få unge piger og drenge, som aldrig i deres liv har haft noget med ballet at gøre, til at interessere sig for dansen. Det handler om at give dem en kropsbevidsthed, og det tager sin tid. Især med danske unge, som slet ikke har den samme fornemmelse for at bevæge sig elegant som for eksempel franske piger.

Til spørgsmålet om dansere ikke almindeligvis går på pension, når de er 40 år, fnyser Nini Theilade.

- Jeg var jo ikke statsansat. På Det Kongelige Teater stopper karrieren der, men min krop havde det fint. Det gik faktisk rigtig godt, indtil jeg begyndte at brække alle mine knogler, da jeg var omkring 90. Indtil for ikke ret mange år siden har jeg været vant til at kunne vise det hele selv. Det er meget frustrerende ikke at kunne stille sig ved barren, når man ved, hvordan det skal gøres. Det savner jeg. Men Helio (Nini Theilades brasilianske danseassistent, red.) kommer her inden timerne, og så laver vi hele skolen midt på stuegulvet. Jeg sidder der i lænestolen, og så står han foran. Med ham har jeg fået en anden bevægelsesfrihed.

Hvordan mærker du alderen?

- Min hukommelse. Især når det gælder navne og årstal, det tager mindst et minut, men så kommer jeg som regel i tanke om det. Heldigvis har jeg Eva som sufflør.

Hvad er det bedste ved at blive ældre?

- Det er nemmere at komme i tanke om, hvad jeg ikke bryder mig om. Jeg har det svært med alle de "repræsentationer", jeg skal være med til. Det vil jeg helst undvære. Det trætter mig, at jeg ikke kan høre, hvad der bliver sagt, og så synes jeg efterhånden, at jeg ser så forfærdelig ud, og så er det ikke længere morsomt at stå frem. Forstår du, når man er vant til at blive feteret, fordi man ser godt ud, og så pludselig ligner en blodhund, kan det være svært at møde op alle vegne og smile. Men det er en del af mit job, og så må jeg stille op.

Fotografen tager sine billeder. Nini Theilade svinger elegant den ene tøffel foran den anden og poserer. Tilbage på stolen fortæller hun, at hun i en sen alder valgte at blive døbt.

- Jeg var jo ikke blevet døbt, fordi vi boede på Java, men da jeg var midt i 50'erne, mødte jeg gennem min mand, Arne, en præst, som jeg gerne ville have skulle døbe mig. Ulykkeligvis blev han dræbt i et trafikuheld, men hans enke insisterede på, at jeg skulle få det gjort alligevel, og det er jeg glad for i dag. Det føles rigtigt.

Hvilke tanker gør du dig om døden?

- Nogle gange vågner jeg om morgenen og ser den samme lyserøde farve, som jeg oplevede, da jeg faldt. Det gør mig bange. Men så mærker jeg, at alting er der. (Hun klapper med hænderne op og ned ad arme og ben), og så er jeg lettet.

Nini Theilade lyser et øjeblik op.

- Lad os nu tale om noget morsommere!

Er der noget, du mangler at opleve?

- Hvis jeg kan nå det, vil jeg gerne se mine syv oldebørn i august i år. Og så selvfølgelig, at nogle af mine lovende elever skal blive ved med at danse.

Tror du nu, hvor du er blevet 94, at du kunne falde til ro med dine katte?

- Det kan du stole på. Jeg planlægger da også at tage lidt færre timer næste år, tror jeg.

Hun sidder lidt.

- Arhh... måske egner jeg mig slet ikke til at slappe af. Hvis de ringer efter mig, så kommer jeg i alt fald.