Mænds største fejl er at forsøge at skjule dem

- Moderne mandsmod er at kunne rumme sin egen skrøbelighed, siger Torben Munksgaard, der er aktuel med romanen "Den perfekte mand -- en selvbiografi"

Forfatteren Torben Munksgaard har hele livet savnet en faderfigur, idet hans forældre var skilt. I dag er han selv en fraskilt far -- og skriver bøger om manderollen. --
Forfatteren Torben Munksgaard har hele livet savnet en faderfigur, idet hans forældre var skilt. I dag er han selv en fraskilt far -- og skriver bøger om manderollen. --. Foto: Leif Tuxen.

Torben Munksgaard er en rigtig mandeforfatter. Den 34-årige eksilsønderjyde har godt nok "kun" udgivet to romaner, men med Munksgaards romaner forstår man pludselig, hvorfor mænd kaldes det svage køn. Begge bøger udstiller nemlig i den grad manden som et (selv)under-trykt køn.

Debutromanen "Retrograd", der vandt Lindhardt og Ringhofs store samtidsromankonkurrence i 2007, er en skæv historie om en 50-årig mand, der beslutter sig for at blive yngre. Hovedpersonen Henrik gør oprør mod sit kernefamilieparforhold, hvor fjernbetjeningen og græsslåmaskinen stort set er det eneste, han for alvor bestemmer over. Men da han endelig forlader sin dominerende hustru og ugidelige teenagesøn, kan han ikke bestemme sig til ret meget andet end at tisse på gulvet som en anden baby. I Munks- gaards seneste roman "Den perfekte mand – en selvbiografi" er temaet forstillelse. Hovedpersonen skifter endda navn og erhverv for at imponere en gammel, manipulerende flamme. Men da han mod slutningen har forvandlet sig selv til den bollebagende husfar, han tror, hun vil have, ender det helt fatalt.

Fantasien fejler tydeligvis ingenting hos den unge forfatter. Men den fiktive selvbiografi er ikke kun grebet ud af luften. For hovedpersonens cv er stort set identisk med Torben Munksgaards eget. Han indleder oven i købet romanen med et karaktermord på sin egen "dumme" hjemby, Haderslev, hvor man godt kan give op at blive boende, hvis "man ikke allerede har bil som 18-årig og egen lejlighed med lædersofa og glasbord som 19-årig."

– Sådan er det jo mange steder i provinsen, så det er lige så meget skrevet som et opgør med de manderoller, man kan tvinges ind i andre steder i landet. Men jeg føler mig stadig fremmed, når jeg kommer tilbage til Haderslev, siger Torben Munks- gaard, da han tager imod i sin store lejlighed på indre Nørrebro i København.

Den sønderjyske barndom var præget af forældrenes skilsmisse. Faderen, den senere tv-vært Frode Munksgaard, flyttede fra familien, da Torben Munksgaard var fem år og for alvor måtte lære at sætte pris på sit eget selskab.

– Jeg blev tidligt manden i huset. På den måde fik jeg tidligt en selvopfattelse som mand, samtidig med at jeg savnede en manderolle. Jeg så godt nok min far i weekenderne, men jeg var også meget alene hjemme. Det er jo vilkåret for mange skilsmissebørn. Men allerede dengang fandt jeg på små historier og opbyggede i det hele taget et stort forestillingsunivers ved at være så meget alene. Så grunden til at blive forfatter blev lagt dengang. Man skal jo kunne lide at være alene som forfatter. Men jeg tror også, at min faderløse barndom har haft stor betydning for den mand, jeg har udviklet mig til.

Torben Munksgaard løfter sin store tekop op og nipper til det skoldhede vand, inden han fortsætter:

– Jeg har selv måttet stykke min egen manderolle sammen, kommer det så:

– Der er folk, der bryster sig med, at de ikke har nogen idoler, men det har jeg aldrig været bange for at have. Jeg har søgt efter faderfigurer og helte, jeg kunne spejle mig i, hele livet. Det er simpelthen et behov, jeg har haft, fordi jeg har savnet en faderfigur. Og jeg fundet idoler alle vegne i sport, litteratur og musik. Og de holdninger, jeg har i dag, har jeg ofte hentet hos folk, jeg har set op til.

Hvem ser du op til i dag?

– Jeg har stadig mange forbilleder og især inden for litteratur. Men ingen er jo perfekte mænd. Det virker næsten, som om Barack Obama har fået den status, fordi han tilsyneladende både er en god far og en karismatisk leder. Men den perfekte mand er og bliver en myte.

– Jeg tror faktisk, at den moderne mands helt store udfordring er at vedkende sig sin menneskelighed, selvom det burde være en banalitet. Mine metaforer stammer ofte fra cykelsporten, som jeg er meget fascineret af. Og de største helte inden for cykelsporten er ofte dem, der udtrykker størst smerte. Prøv at se dem deroppe, siger Torben Munksgaard og peger op mod væggen, hvor hans yndlingsryttere hænger indrammet som små religiøse ikoner.

I midten hænger et sorthvid foto af den historiske Tour de France-vinder Fausto Coppi. Det forpinte ansigt ligner ikke en sikker vinders, men man ved, at han er parat til at kæmpe sig frem mod sejr som en lidende Kristus på Via Dolorosa.

– Fausto Coppi så både lidende og underlegen ud, når han sad på cyklen, og det tror jeg netop er grunden til, at folk husker ham som en stor rytter. For han var ikke kun en god cykelrytter, han var også menneskelig. Sådan virkede Lance Amstrong for eksempel ikke, og derfor blev han aldrig lige så populær, selvom han vandt Tour de France syv gange. Franskmændene hadede ham ligefrem, og man håbede inderligt, at han blev afsløret i doping, selvom han formentlig er den mest gennemtestede sportsmand i verden. For han lignede ikke en, der måtte kæmpe for sejren. Først da han gjorde comeback og kun blev nummer tre, blev han mere populær. "Nu er han en stor rytter", sagde Jørgen Leth til mig efter løbet. For mandsmod handler jo netop ikke kun om at vinde, men mere om at risikere at tabe, især stolthed. Det er mange mænd bange for. Men vi mænd bør hele tiden minde os selv om vor egen menneskelighed, og den er vel også mest værd at respektere.

– Historien er jo også fyldt med komiske mænd, der ikke vil erkende deres fejl. Bare se på Richard Nixon, Bill Clinton og Poul Schlüter. Men moderne mandsmod er at kunne rumme sin egen skrøbelighed, at kunne tackle nederlag og at kunne tale åbent om sine fejl, før andre afslører dem. For mænd, der udstiller deres sårbarhed, bliver nærmest betragtet som helte. Den feminine trang til at se mænd vise følelse er nærmest blevet en naturlig del af det moderne mandeideal. Og jeg tror ikke, at der er ret mange kvinder, der synes, at kronprinsen blev mindre mand, da han græd til sit bryllup. Mænds selvopfattelse er en anden sag, og mange af os vil gerne spille stærkere, end vi er. Fra tv-branchen ved jeg, at man mener, at identifikation appellerer mere til kvinder, mens fascination appellerer mere til mænd. Men det tror jeg personligt ikke, at man kan sige med så stor sikkerhed. For vi er jo alle mennesker.

Torben Munksgaard har selv brugt mange år på at finde sin egen balance mellem den feminine og maskuline manderolle.

– Måske bliver skilsmissebørn i det hele taget mere søgende. For man må selvfølgelig finde ståsteder ude i verden, når man ikke får det givet fra barndommen. Og jeg manglede som sagt en faderfigur, så i stedet har jeg ofte klamret mig til de ting, jeg kunne mestre. Jeg var for eksempel dygtig til matematik fra begyndelsen i skolen, og mine spæde naturvidenskabelige evner blev nærmest fatalistiske for mig. Jeg tog matematik og fysik på højt niveau i gymnasiet og fortsatte bagefter direkte på universitetet. Det var meget svært for mig at stoppe med at læse matematik og fysik efter første år. Det føltes forbudt. For det var nærmest symbolsk at bryde med matematik og fysik, der jo står for det regelrette. Men jeg gjorde det alligevel, fordi jeg i høj grad var begyndt at læse skønlitterære bøger. Og jeg havde lyst til at skrive selv.

Forfatteren sidder et øjeblik for sig selv, inden han kigger op og sender de næste sætningskæder ud i en rolig strøm.

– Det var utrolig svært, men det gjorde, at det kreative og feminine blev lukket mere ind i mit liv. Det kom til at bryde med mit eget selvbillede som mand. Matematik er jo ikke kun et typisk mandefag, men også en maskulin tankegang. Og da jeg kom tilbage på universitetet for at læse filosofi efter et udlandsophold, var det alligevel vigtigt for mig at fastholde den. Mange af mine medstuderende havde læst filosofi i gymnasiet og var meget interesserede i den humanistiske side af filosofien, mens jeg gik mere op i logik. Det tror jeg også var et forsøg på at holde fast i en stringent forståelse af, hvordan verden hænger sammen. For i matematik kan alting regnes ud, men sådan kan man ikke reducere virkeligheden. Der er brug for både såkaldte maskuline og feminine impulser. Og jeg synes selv, at jeg har fundet en bedre balance mellem det kreative og stringente i dag. Men det forekommer mig stadig lettere at skrive om andre end at få styr på mit eget liv. For jeg har netop ikke bare haft én manderolle, som jeg kunne kopiere. Og derfor er min egen manderolle også meget sammensat i dag.

Alligevel har Torben Munksgaard fundet sin egen vej ind i faderens fodspor. De sidste fem år har han selv arbejdet i tv-branchen. Og han har blandt andet været programudvikler og tekstforfatter i et produktionsselskab, der laver fjernsyn til flere store kanaler herhjemme.

– I begyndelsen føltes det næsten som en arvesynd at arbejde i tv-branchen. For i mange år forsøgte jeg at skabe en anden levevej end min far, men i dag er jeg meget glad for det. Det har også bragt os mere sammen, og vi arbejder tæt sammen i dag. På flere måder ligner vi også hinanden, og jeg er desværre også blevet en fraskilt far selv. Den skilsmisse er det mest ubehagelige skridt, jeg har taget i mit liv, men jeg følte, at det var nødvendigt. Og i dag har jeg det heldigvis godt med min lille datters mor, så det hele artede sig alligevel.

Hvordan ligner du ellers din far?

– Jeg har helt klart arvet hans eventyrlyst, som både hans far og især hans farfar havde. Min nysgerrighed går på den måde i lige linje til min oldefar, som jeg også bruger fiktivt i min seneste roman. Men bogen er også et billede på min egen identitetssøgende generation. For den handler om en mand, der er så usikker på sin egen identitet, at han ender med at overtage en anden mands identitet. Jeg læste engang en definition af frustration som en stor vilje uden mål. Man har en vilje til noget uden at have et fokus for, hvad man vil. Sådan har jeg selv haft det i perioder, og sådan er de mandlige hovedpersoner også i mine bøger. For der en tendens til flygtighed i vores generation, hvor vi zapper fra det ene til det andet i stedet for at blive på pladsen.

Hvad er forskellen på eventyrlyst og zapperi?

– Engagement. Der er ikke noget engagement i at zappe rundt i livet, men det kræver et engagement at udforske noget. Store drømme kræver et offer. For man skal investere et engagement i sin nysgerrighed, før den giver afkast. Og det håber jeg, at jeg kan give videre til min datter. Men faderrollen er jo i sig selv en opdagelsesrejse.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk