Prøv avisen

Man kan ikke blive elsket af alle

Ligegyldighed er værre end at folk har en negativ holdning til en, mener litteraturredaktør på Weekendavisen, Anna Libak, som her er fotograferet i sit hjem Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Redaktør på Weekendavisen Anna Libak er nået til den erkendelse, at man ikke behøver gå op i, hvad andre tænker om én

Når Anna Libak som yngre gik på gaden sammen med sin skizofrene bror, kunne hun godt frygte, at hun på næste gadehjørne ville støde ind i én fra sit arbejde eller en anden bekendt. Hun havde aldrig lagt skjul på, at hendes bror var syg, men han kunne virke meget overvældende og skræmmende med sin rablende talestrøm og sit specielle udeseende med det hvide tøj og det vildtvoksende skæg.

Selvom jeg ikke har holdt det hemmeligt, at jeg havde en psykisk syg bror, frygtede jeg alligevel omgivelsernes reaktion, fordi det var ude af min kontrol, hvad der ville ske, og hvad folk ville tænke, husker Anna Libak.

I dag synes den 44-årige litteraturredaktør på Weekendavisen, at hun er blevet bedre til ikke at spekulere for meget på, hvad andre tænker om hende. Blandt andet fordi hun for år tilbage fik et råd, som hun selv definerer som det bedste, hun har fået. Det lyder:

LÆS OGSÅ: Tænker andre lige så meget på mig, som jeg selv gør?

Man går mest op i sig selv. Husk, at andre også går mest op i sig selv.

Hun kan ikke huske, hvem der i sin tid gav hende rådet, men det indprentede sig i hvert fald så meget, at hun selv har givet det videre i sin omgangskreds.

Hvis en veninde har været bange for, om hun har klaret sig dårligt, har jeg bedt hende tænke, hvor dybt det stikker, når hun selv sidder og kritiserer en eller anden. Når vi sidder og sladrer om andre eller diskuterer, hvordan nogen klarer sig på tv. Vores dom kan være nådesløs, men hvor meget af det mener vi rent faktisk, og hvor meget er en form for underholdning? Hvis det bliver brugt som underholdning, kan det være lige meget, hvad der bliver sagt. Med mindre der er tale om decideret mobning, behøver man ikke gå så meget op i det. Det er et fællesmenneskeligt vilkår at blive kritiseret, mener Anna Libak.

Hun synes, det er trist, at mange plager sig med, hvad folk synes om dem.

Man kan ikke blive elsket af alle, og faktisk vil jeg sige, at ligegyldighed er meget værre. Det er bedre, at nogen har en holdning til dig, om den så er negativ, for det betyder, at de synes, du er værd at beskæftige sig med.

Ifølge Anna Libak har mennesket altid været overordentligt selvoptaget, men i dag forsøger vi mere end nogensinde før at positionere os i forhold til hinanden. Blandt andet fordi samfundet ikke er så normstyret, som det var tidligere.

Før havde man nogle retningsgivende normer for, hvad man skulle leve op til for at få andres anerkendelse. Var din far smed, skulle du selv være smed, og at du skulle giftes med naboens datter, var ikke til diskussion. I dag er normerne erstattet af et diffust ideal om, at det gælder om at realisere sig selv. Når du ikke længere får normerne serveret af dine omgivelser, er der ikke længere nogen succeskriterier, men mennesket har stadig brug for anerkendelse. Så selvom der er frit valg på alle hylder, skal du have nogen til at sige, at det, du gør, er godt nok. Det er ikke nok bare at leve og være til. Du skal præstere og lykkes med noget som menneske. Du skal vise, at du er unik, siger hun.

Det betyder, at folk tænker meget i, hvordan de kan adskille sig fra hinanden, frem for, hvordan de ligner hinanden.

Men man ønsker at skille sig ud sammen med de rigtige. Der er ikke mange, der ønsker at gøre noget fuldstændigt alene. Ingen ønsker at have noget helt for sig selv, som ingen andre har interesse i. Det gælder om at skille sig ud på en måde, som andre også ville ønske at skille sig ud på.

Og man behøver ikke være særlig gammel for at forstå, at det handler om at skille sig ud. Det bemærker Anna Libak blandt andet, når hun henter sin lille datter i børnehaven.

Min datter på tre år er endnu ikke blevet en del af mærkevareræset, fordi hun er for lille til at forstå det. Men så konkurrerer hun på et andet niveau og siger til sin veninde i børnehaven mine sko er lilla, hvor veninden svarer, jeg har hvide sko. Fordi de ikke kender nogen mærker ud over Hello Kitty, konkurrerer de på farverne.

En anden årsag til, at mange tænker meget på, hvad andre tænker om dem, kan findes i det, Anna Libak definerer som den danske inderlighedskultur.

Vi går meget tæt på hinanden, også på arbejdspladsen. Vi indretter vores kontorer med familiebilleder for at gøre det hjemligt, og det gør på en eller anden måde, at folk føler, de kan blande sig i de utroligste ting. I de russisk-ortodokse lande kunne man ikke drømme om at diskutere sit eller andres privatliv i kantinen, som vi gør i Danmark. Det er bagsiden ved at leve i et kulturprotestantisk land, at fremmede mennesker blander sig i ens privatliv. En måde, hvorpå man kan holde op med at bekymre sig om, hvad andre tænker, er, at opretholde en professionel distance og ikke behandle alle som familie. Så er der mange, man ikke behøver at tage kampen med, for så er man bare på arbejde.

Nogle eksperter mener, at det kan bremse den enkeltes personlige udvikling, at vi spekulerer så meget på, hvad andre synes om os. Fordi det afholder os fra at handle. Det er Anna Libak uenig i.

Jeg synes ikke, at samfundet er præget af, at folk holder sig tilbage. Folk lader ikke være med at gå fra konen, fordi de er bange for, hvad deres forældre siger. Danskerne et af de folkeslag i verden, der skifter oftest job, så jeg mener ikke, at vi kulturelt er nogen, der afholder os fra at gøre, hvad vi vil.

Hun mener, at det store fokus på at være unik medfører en overbelastning af selvet:

Man kan se det på spørgsmålet om, hvornår folk skal have børn. Vi siger, at man først skal få dem, når man er klar til det. Det betyder, at alle først føler sig klar, når det er sidste udkald sådan rent biologisk. Jeg er sikker på, at hvis den øvre biologiske grænse var 80 år, ville kvinderne vente med at få børn til da. Det samme gælder for vores valg af partner. Vi prøver at finde den eneste ene og shopper fra partner til partner, lige indtil vi bliver nødt til at finde den rigtige, hvis vi skal nå at stifte familie. Og så finder vi ham praktisk nok netop på det tidspunkt!.

Selv synes hun, at hun bekymrer sig mindre og mindre om andres mening.

Jeg ved ikke, om det skyldes det råd eller alderen. Folk bekymrer sig med alderen generelt mindre om, hvad andre mener, og er mere tilfredse med livet end de unge, raske og smukke, som stormer rundt og prøver at gøre sig gældende. Det skyldes måske, at jo længere du lever, jo færre ting kan du. Mulighederne bliver automatisk færre, så presset på dig bliver mindre. Når du fylder 10, er det for sent at blive solodanser ved Det Kongelige Teater, og når du fylder 40, kan du ikke længere blive Kafka, for han døde som 40-årig.

Det er vigtigt at understrege, at man ikke kan finde meningen med livet inde i sig selv. Den skal findes udenfor. Det, tror jeg, er en erfaring, som mange gør sig. Og det er vejen til at stoppe med at tænke på, hvad andre tænker om én, mener Anna Libak.