Prøv avisen

Man kan ikke leve på anden hånd

Leif Bork Hansen blev landskendt, da han i årene 1998 til 2000 begik civil ulydighed og skjulte 29 flygtninge fra Østslavonien. Foto: Leif Tuxen.

Da den tidligere sognepræst Leif Bork Hansen begik civil ulydighed og skjulte flygtninge, blev hans forhold til Søren Kierkegaards filosofi meget personligt

Leif Bork Hansen blev landskendt, da han i årene 1998 til 2000 begik civil ulydighed og skjulte 29 flygtninge fra Østslavonien. Det fik han en dom på 20 dages betinget hæfte for. Da han efterfølgende iværksatte en indsamling af mad til flygtningene, idømte Landsretten ham yderligere 20 dages betinget hæfte samt at betale en bøde plus sagsomkostningerne i alt 100.000 kroner.

LÆS OGSÅ: Kierkegaards opbyggelige rejse ... mod Kierkegaard

Jeg stod i en konflikt mellem samfundets love og min samvittighed. Man behøver ikke være bange for, at civil ulydighed bliver en folkesygdom. Jeg vidste ikke, hvordan det ville ende, og om jeg måtte gå fra hus, hjem og embede. Men dér var Kierkegaard en støtte hele vejen igennem. Han blev for mig meget personlig: Kan man nøjes med bare at leve på anden hånd?, siger Leif Bork Hansen og tilføjer:

Søren Kierkegaard vil altid appellere til den enkelte. Det er en appel om, at den enkelte er ansvarlig. At det er den enkelte, der må ændre tingene.

Den 70-årige Leif Bork Hansen tager imod i sit og hustruen, Heidi Hansens, nye hjem i Virum. Her flyttede de til sidste år, da han blev pensioneret som sognepræst ved Lyngby Kirke. Han har ved siden af sit embede i årevis forsket i Søren Kierkegaards forfatterskab og tænkning, holdt mange foredrag om filosoffen og teologen og har skrevet bogen Søren Kierkegaards hemmelighed og eksistensdialektik fra 1994.

Senest har han bidraget til Kierkegaard-forskeren Jon Stewarts bog Kierkegaards Influence on Social-Political Thought om Kierkegaards begreb undtagelsen. Og han er en af oplægsholderne på seminaret Om at læse Kierkegaard, der holdes 22.-25. februar på Løgumkloster Refugium.

Før i tiden har Leif Bork Hansen selv haft problemer med at læse Søren Kierkegaards skrifter.

Jeg læste ham, fordi det generede mig, at jeg ikke forstod ham. Det var en udfordring.

Så skete der det, at han i 1986 samarbejdede med sin kone, der dengang var psykiater på Rigshospitalet, om et spørgeskema, der skulle tydeliggøre, om der er særlige træk hos mennesker, der lider af epilepsi. Det slog ham, at de træk havde Søren Kierkegaard beskrevet i sit forfatterskab, blandt andet i sin beskrivelse af egne tildragelser, men også af en samtidig, Peter Adolf Adler, der havde epilepsi.

Det var de træk, vi ledte efter. Hvorfor var han så optaget af det hos Adler? Fordi han selv led af det? Var epilepsi Søren Kierkegaards hemmelige lidelse, det, han ligesom Paulus kaldte for sin pæl i kødet?

Heidi Hansen og Leif Bork Hansen skrev under overskriften Skrøbeligheden som åndelighedens sejr en kronik om deres opdagelse, som blev bragt i Kristeligt Dagblad. Det førte til en artikel om emnet i et internationalt psykiatritidsskrift. Og det er i dag en almindelig antagelse, at Søren Kierkegaards pæl i kødet var epilepsi.

Da åbnede forfatterskabet sig for mig. Kierkegaard havde et syn på lidelsen og det at tage lidelsen på sig. Det er der, hvor han for alvor får betydning. Og også der, hvor han har betydning i dag i forhold til den måde, vi behandler de anderledes og de udenforstående på, hvad enten de er flygtninge, indvandrere, arbejdsløse eller hjemløse.

Kierkegaard er selv den udenforstående, fordi han på grund af sin lidelse ikke kan blive præst og gift. Det er den udenforstående, der skal holde os alle sammen på plads og stille spørgsmålet: Hvad vil det sige at være menneske? Søren Kierkegaard siger, at det er det eneste, vi skal holdes fast på, og det er netop det, vi har glemt, siger Leif Bork Hansen.

Søren Kierkegaards forfatterskab er i dag globalt. Hans værker er oversat til alverdens sprog, og der forskes i hans tænkning overalt. Han har blandt andet haft afgørende betydning for eksistenstænkning i Tyskland i 1920erne og i Frankrig i slutningen af 1940erne.

Man kan i dag ikke tale om eksistensfilosofi uden at nævne Kierkegaard, siger Leif Bork Hansen og henviser til den tysk-amerikanske filosof og forfatter Hannah Arendt.

Hun skrev i 1932 i Frankfurter Zeitung, at Kierkegaard læser man som en samtidig og ikke af historiske grunde. Det særlige er, at det hos Kierkegaard er min sag, det drejer sig om. Det var først efter Første Verdenskrig, at Tyskland begyndte at gøre op med intellektuelle systemer som den store filosof Hegels, der ville forklare det hele.

Kierkegaard rammer ned i nutiden, fordi der efter holocaust og Auschwitz må tænkes om igen. Det var her i kulturens, civilisationens og kristenhedens centrum i Europa, at der skete en udryddelse af de anderledes. Det er derfor, at Kierkegaard er afgørende for et opgør med det. Og et opgør med den civile lydighed, der førte til store forbrydelser, som blev begået, uden at nogen var personligt ansvarlig. Det, som Hannah Arendt betegnede som ondskabens banalitet i sin dækning af retssagen mod nazisten Eichmann, der blot havde gjort, hvad han havde fået besked på.