Prøv avisen

»Matadors mor« om sine største glæder og sorger i livet

Den største sorg i livet var at miste sin søn fortæller forfatter og journalist Lise Nørgaard: "Det er ikke bare sørgeligt, men også unaturligt, at ens børn dør før én selv," siger hun.

Det er meget oppe i tiden, at man ikke må være ked af det. Mange, der er yngre end jeg, er resistente over for tilværelsens tilskikkelser og følelsesmæssige udfordringer, mener Lise Nørgaard

Som ung forbruger-journalist var det en sand fornøjelse for Lise Nørgaard at drage i felten for at aflive efterkrigstidens skabagtigheder. I sine erindringer »De sendte en dame« fortæller hun om, hvordan det i en artikel i dagbladet Politiken lykkedes hende at kvæle Husholdningsrådets daglige tominutters man bør-programmer midt i radioens morgenmusik, hvor »husmødre blev kommanderet hid og did med koste og spande, klude og børster«.

Med tiden er skabagtighederne ikke blevet færre. De er bare nogle andre, som den i dag 84-årige journalist og forfatter med tilnavnet »Matadors mor« stadig har et skarpt øje for.

- Noget af det frygteligste er mobiltelefoner. Man taler om, at folk er stressede, og det ville jeg også blive, hvis min telefon ringede hele tiden. Folk lader jo ikke hinanden i fred. Og lytter man til mobiltelefonsamtaler, foregår de fortrinsvis på laveste niveau. Da jeg var ung, brugte man telefonen til beskeder og ikke til det pjat. Det er forfærdeligt at høre på, når man kører i tog, som jeg gør meget. Jeg har foreslået DSB, at de, ligesom der er et aftrædelsessted, hvor man kan forrette sin nødtørft, også indretter et sted i toget, hvor folk kan få afløb for deres munddiarre, mener Lise Nørgaard.

Så er tonen slået an. Med svirp, men også med den humor, der gør, at det både gør ondt, og er til at grine ad.

Hun er endnu ikke kommet sig helt efter en ordentlig omgang influenza, men trøster sig med, at hun ikke er den eneste dansker, der har tilbragt det spæde forår med at pudse næse.

- Jeg opsøgte lægen forleden, og han sagde, at jeg var den femte forkølede den dag, og at der sikkert ville komme fem til. I aftes foretog jeg »rødvinsprøven«, men det smagte ikke af noget. Jeg elsker ellers at drikke rødvin. Måske jeg skulle foretage »rygeprøven«, siger Lise Nørgaard og tænder en minicerut fra æsken på bordet i det store spisekøkken.

Det går lige an uden stort hosteanfald.

Fra lejligheden i Skodsborg, som er i to etager og smagfuldt indrettet med en blanding af dansk design og antikke arvestykker, er der udsigt til skov på den ene side og Øresund på den anden. Her flyttede hun til for tre år siden efter at have boet en menneskealder i villa med swimmingpool på Hummeltoftevej i Sorgenfri nord for København.

- Min altmuligmand gennem mange år kunne ikke mere, og det blev svært at holde haven, som jeg syntes, den skulle se ud. Jeg har ikke bil og har ikke haft det i mange år, så han kørte også alt væk, så jeg ikke druknede i tryksager og tomme flasker. Jeg var ellers meget glad for det sted. Det var en smuk have og et smukt hus. Men pludselig en sommernat, hvor der var hedebølge, rejste jeg mig brat op i sengen og spurgte ud i luften: Hvem skal skovle sne til vinter? Tre dage efter havde jeg købt lejligheden her, fortæller Lise Nørgaard.

Hun fæstner sine brune øjne, der ser alt, på én og fortsætter:

- Hvis noget bliver til besvær, skal man gøre en forandring i stedet for at slides op af at bo forkert. Jeg er så lykkelig for at være her. Og bortset fra et antikt klaver, som et af mine børnebørn fik, kunne jeg tage det hele med. For her er den samme plads, det var bare gæsteværelserne, der røg sig en tur. I virkeligheden har jeg altid gerne villet bo ved vandet. Min mand, der var fra Midtjylland, havde ikke den samme fascination. Så da vi i sin tid søgte hus, blev det i Sorgenfri. Og jeg var da glad for Lyngby-Taarbæk Kommune, fordi den er så veldrevet. Jeg har kun boet i borgerlige kommuner, bortset fra nogle år i København. Da vi flyttede derfra og til Frederiksberg, var det som at komme fra sumpen på et emigrantskib og op på luksusklasse.

- For en gammel kælling som mig er det en udfordring at bo her. Hver dag begynder Viffer, som er en fransk bulldog på tre år, og jeg, uanset om det stormer eller sner, med en tur i Bøllemosen. Det er vidunderligt at følge årstiderne - se, nu er der ved at komme grønt på træerne - og der er masser af stier. Vi møder mange hunde, glade hunde, og vi kender dem alle sammen, fordi jeg altid har godbidder i lommen. Om eftermiddagen går vi igen en tur. Og når sommeren kommer, tager jeg de 52 trin ned ad trappen til badebroen, hvor jeg kan ligge og fedte rundt i Øresund og tage sol på plænen.

Skønt rekonvalescent skal Lige Nørgaard senere på dagen med tog til Århus, hvor hun om aftenen skal holde et af de foredrag, som hun har omkring 25 af om året.

- Foredragene ligger nok hindrende i vejen for skriftligt arbejde, men jeg skriver da indimellem nogle essays. Jeg vil gerne lave en bog på et tidspunkt, men skal først skrabe lidt tid sammen til det. Til mine foredrag vil mange gerne høre om, hvordan man indretter sig, når man bliver ældre, så de ikke segner i sammenskrabet ragelse i en bolig, der er blevet som et mausoleum. Pudsigt nok vil mange også gerne høre om typerne i »Matador«. Jeg har lige været i Cannes og holde foredrag om det for Det Danske Societet.

- Men jeg ønsker ikke flere tv-opgaver. Jeg sagde i sin tid nej til »Bryggeren«. Skal jeg røre ved noget, skal det være helt specielt og meget spændende. Jeg troede ikke på forlægget til »Bryggeren«, og det kan selvfølgelig have været min fejl. Jeg kunne se, at hvis jeg sagde ja, kunne der meget nemt vente en kasse øretæver henne om hjørnet. Det er ikke det, man har brug for, hvis man er en ældre dame, når det ellers går godt.

- Jeg synes, at mange af de yngre manuskriptforfattere er vældig gode arvtagere, og den serie, der hidtil har været bedst, er »Landsbyen«. »Hotellet« er også en god serie. Men det er sjovt med den tendens til at indlægge okkulte tildragelser i handlingen. Det ligger ikke til mig. Jeg er ikke overtroisk på nogen måde, bortset fra at jeg ikke vil have, at nogen sætter støvler på bordet. Det skulle betyde ballade.

Hvad har du imod interessen for det okkulte?

- Vi andre var forankret i den gode vanekristendom og regnede med, at Gud tog vare på os, og at vi også selv hjalp til. Mennesker i dag vil have løsning og forklaring på alting, og kan man ikke få det, søger man ind i overtroen.

- Det er også meget oppe i tiden, at man ikke må være ked af det. Man skal være fuldkommen lykkelig hele tiden. Det må ikke gøre ondt - altså lad mig få nogle piller! Man må heller ikke have vrøvl med sexlivet. Har man det, må man finde en ekspert. Der skal være terapeuter til alting. Også hvis man bare ser nogen vælte med sin sikel (cykel, red.).

- Sorg skal man også have hjælp til at bearbejde, selv om man nok var bedre tjent med at gøre det selv. Meget ofte forveksler folk sorg med savn. I fjernsynet så jeg et program om sorgterapi i Gladsaxe for folk, der var gået i stå efter at have mistet en ægtefælle. Mens de sad og jamrede, viste det sig pudsigt nok mere at handle om fornærmethed. Hos kvinderne over at have mistet den mand, der plejede at ordne økonomien, og hos mændene over, at de ikke længere havde konen til at rende rundt og opvarte sig.

Hvorfor har folk i dag så svært ved at klare modgang?

- Før i tiden lærte vi selv at klare udfordringer. I dag er en hel del af de mennesker, der er yngre end jeg, ikke resistente over for tilværelsens tilskikkelser og følelsesmæssige udfordringer. Hvis man hele livet har hørt, at det er de andre, der skal forkæle én og holde én problemfri, er man følelsesmæssigt nok et meget nøgent menneske.

- I min generation kom børn nærmere i forbindelse med det virkelige liv. Der var mange til at tage sig af børnene - slægtninge, bedsteforældre og folk, der arbejdede dér, hvor de boede. Børn fik lov at begå sig med mennesker i alle aldersklasser og lærte sidelæns, at livet kunne være grumt og farligt. At tilværelsen havde nuancer, og at tilværelsen kunne afstedkomme forandringer i ens verdensbillede. Nogle døde, nogle kom til skade, noget gik godt, og noget gik skidt.

- I dag lever børn så beskyttet, fordi de ikke har samme mulighed for at komme ud i virkeligheden, som vi havde. Ikke et ondt ord om daginstitutioner, hvor de da møder andre mennesker. Men ellers er de lukket inde mellem fire vægge med mor og nogle gange også far. En overbeskyttet og strukturel tilværelse giver ikke mulighed for at tackle de udfordringer, som de senere møder. Verdensbilledet bliver meget lille. De lærer intet om forældrenes arbejde eller økonomi. De tror, at forældrene står ude i køkkenet og laver penge, når børnene er kommet i seng. Det er meget godt, at de ikke falder i mosehuller og lignende, men de lærer ikke selv at tage risici og får meget sjældent lov til at prøve grænser af ud over at udfordre forældrene ved at kræve ind. Da mine tvillinger var godt tre år, huggede de cykler, som de kørte af sted på, og min søn sejlede rundt i vores sejljolle på Roskilde Fjord, da han var fem år med besked om, at han fik tæsk, hvis han druknede.

- Jeg synes også, at man i dag forholder børn en viden om vores etiske og kulturelle grundlag. Jeg er ikke noget overreligiøst menneske, men det chokerede mig, da en undersøgelse for nylig afslørede danskernes uvidenhed om kristendom. En hel generation er vokset op uden kendskab til Det Gamle og DetNye Testamente, som jeg betragter som vores dannelsesgrundlag.

- Jeg kan huske, når vi havde bibelhistorie i skolen. Ordene havde en magi som i H.C. Andersens eventyr. Således fik vi hele grundlaget for vores kultur meget tidligt. Også nysgerrigheden efter at læse andre ting i gode bøger, naturbeskrivelser, om kunst og lignende. Vi fik en masse ord foræret. Dengang kunne jeg vågne op og lige ud af søvnen fortælle de lignelser og hændelser.

- Jeg synes, at skolen har et væsentligt ansvar for det tab af viden ved at have stoppet den del af undervisningen. Det har ikke noget at gøre med, at man skal gøre mennesker mere eller mindre religiøse. Men om at fortælle en god historie, vi kan bruge hele livet, og som kan danne grundlag for vores adfærd. Mit kendskab til både Det Gamle og Nye Testamente, som hidrører fra to små skolebøger, forekommer mig umådelig interessant. Og man kan bruge det til meget, uden at man til daglig går og tænker over det. Jeg har også kunnet finde trøst i det, når livet var hårdt. Det med det evige liv tror jeg ikke rigtig på. Men jeg tror på det, at vi kan samles om de værdier, der er nedlagt i vores kristne tradition.

Hvad kan man gøre for at afhjælpe det tab af viden?

- Jeg begriber ikke i den diskussion, at kirken alene får skylden. For hvordan terpe det ind i folk, når de ikke kommer i kirken. Primært er det forældrenes ansvar. Men dér, hvor forældrene åbenbart svigter, må det være skolens opgave, lige fra børnene er helt små. Dermed får de også forståelse for andre religioner og andre kulturer, og det har vi navnlig brug for i vores tid. Det er vigtigt at have viden, før man tager stilling. Men folk står i dag i vildrede over for stoffet, hvis de aldrig har hørt om det i skolen. Det er enormt synd, for det er også ud fra det grundlag, at man vælger sit ståsted og tilrettelægger sin adfærd.

- Men jeg forstår også godt, at nogle har det med Gud, som i Jesper Jensens sang om, at »ham Gud er eddermame svær at få smidt ud«. Det er den Gud, der ikke har noget med bibelhistorien at gøre, og som vi selv har skabt. Den vrede Gud, som bliver tillagt fordomme og fikse ideer, som ikke holder nogen steder. Hvis man ikke kender grundlaget, er man et nemt offer for de forestillinger, som andre har fundet på om, hvem Gud er og om vrede, synd og skyld. Arvesynden er for eksempel svært at sælge i dag til moderne mennesker. Altså ideen om, at vi er født som skiderikker, og ligegyldig, hvad man gør, er man belastet af det her.

Hvad synes du om den tid, vi lever i?

- Når man som jeg er ved at blive 85 år, må man ikke falde for den der med, at det var meget bedre i gamle dage. Klasseskellene er faldet, og der er ingen, der sulter, med mindre de bruger pengene til bajere og narkotika, og det er synd for dem, der gør det. Vi har en velfærd, der sommetider løber over ende, men som samtidig sikrer, at vi kan være bekendt at være danskere. Det er på mange måder gået frem, og menneskene har fået flere chancer. Jeg, en gammel blåstrømpe, ser med tilfredshed på, at kvinder i dag har mulighed for at leve et selvstændigt liv lige som mændene. Vi bliver også ældre og har fået et bedre helbred. Vi har fået mange flere muligheder for at leve et godt liv. Men samtidig er der jo så sket det, at der er hjælp at hente alle steder, undtagen hos os selv.

- Tiden byder som sagt på mange skabagtigheder og vrangforestillinger. For eksempel er det pjat, at folk skulle bestille mere i dag end tidligere. Det gør de bestemt ikke. Der er blevet mere overskud både økonomisk og tidsmæssigt, men i dag har man så nogle meget store programmer med aktiviteter og vil gerne nå og have det hele.

- Jeg synes også, at det er halvkomisk, at man skal følge trenden, være på mode og helst være forud for trenden. Moden skifter hele tiden, og man anskaffer og smider væk, når det ikke er moderne mere. Folk hopper på skidt og ragelse og ifører sig de mærkeligste gevandter og særeste frisurer, for det bruger man nu. Lige nu synes danskerne at ville ligne sjuskede rock- eller popstjerner. Jeg har lige været i Frankrig. Dér har de mere stil, dér hopper de ikke på hvad som helst. Herhjemme skal man se ud, som om man ikke er blevet friseret siden konfirmationen, man har bare maver om vinteren og støvler så spidse, at man kan sparke en myg i enden. Og så ideen med - og det er altså ikke for at fornærme dig - at trøjen skal være kortere end skjorten, lyder det fra Lise Nørgaard med henvisning til den mundering, som Deres udsendte uheldigvis er mødt op i.

- Når min gode ven Erik Mortensen, der desværre er gået forud, og jeg spadserede sammen ned ad Strøget i København, sagde han altid: Hvor ser de ud, hvor ser de ud! Efter klokken 18, hvor folk var gået hjem og alt slukket på samme strøg, sagde han: Hvor er her kedeligt!

- Andre skabagtigheder er bryllupper, der i dag sættes i scene som Hollywood-film, og konfirmationer, hvor det nærmest er pinligt, at man skal i kirke, inden man kan komme hjem og slå til Søren. Min mands familie var jyske valgmenighedsmennesker, og her gik det anderledes til. Når pigen eller drengen nåede konfirmationsalderen, gik de hen til præsten og blev forberedt. Og så fandt de en ganske almindelig søndag, hvor gudstjenesten indbefattede konfirmation af et enkelt eller et par børn. Det var ikke en bunkekonfirmation, men meget smukt og naturligt, fordi det var en oplevelse for hele familien, at deres dreng eller pige var blevet konfirmeret. Der lå et behov og intet statusfis i det.

Hvad giver dig glæde?

- At gå tur med hunden i al slags vejr. Samvær med familien, som blandt andet tæller mine tre døtre, seks børnebørn og to oldebørn. Og så sådan en dag, hvor jeg slet ikke skal noget udover at læse en god bog. På togrejsen skal jeg have den sidste P. D. James-krimi med. Og så skal jeg i gang med første del af nyoversættelsen af Marcel Proust' »På sporet af den tabte tid«, selv om jeg har den gamle udgave stående. Det bliver sjovt at sammenligne. Jeg har altid en bog i gang, og min anden store hobby er klassisk musik. Om lidt begynder Tivoli-sæsonen, og så skal min søster og jeg ind til en halv snes koncerter i sommerens løb.

Hvad har været din største sorg?

- At miste min søn, der døde for tre år siden. Det er ikke bare sørgeligt, men også unaturligt, at ens børn dør før én selv. Men først mistede jeg min mand i 1984. Derefter syntes jeg, det gik alt for stærkt. Når man bliver så gammel som jeg, kan man ikke undgå at miste. Mine tre gode venner, som skulle bære mig til graven - Poul Hammerich, Niels Jørgen Kaiser og Erik Mortensen - er døde. Og to skoleveninder inden for et år. Det er en skrækkelig uorden, synes jeg.

- Min egen død spekulerer jeg ikke så forfærdelig meget over. Hvis det endelig skal være, vil jeg gerne falde om en smuk dag iført mit bedste undertøj, så jeg ikke kaster skam over familien.

- Jeg har været så heldig, at begge mine forældre bevarede snøvsen så længe, de levede. Min far var 87 år, da han døde, og han undgik ikke sygdom de sidste tre år. Min mor blev 98 år, og hun var rask og åndsfrisk til det sidste. Så døde hun bare. Mor havde aldrig røget og næsten heller ikke drukket. Hun var typen, der lagde hånden over glasset, når der blev skænket rundt. Hun spiste heller ikke ret meget og altid kun sundt. Og det var synd for far, der var et renæssance-menneske, der elskede god mad og drikke.

- Min mor var en lækkerbid for sundhedsfanatikerne. Men hendes søster lavede skøn mad, som hun gerne serverede i festligt lag, og hun elskede et godt glas og trak vejret gennem en cerut lige som jeg. Hun blev pudsigt nok også 98 år. Så det er en ganske god historie. Men det ligger vel i generne. En af min mors søstre lever stadig. Hun er 95 år og pragtfuld. Hun kan alle slægtshistorierne og kan også mane alle skeletterne ud af skabet, hvis det er det, vi har brug for.

Hvordan synes du, dit liv har været?

- Jeg skal ikke klage. Der kommer noget til os allesammen. Men mit liv har været godt. Jeg er vokset op i et hjem med kærlige forældre. Jeg tog selv chancen for en uddannelse. Og jeg har haft glæde af mit arbejde både som journalist og forfatter. Jeg har festlige fætre og kusiner og mange gode venner i alle aldre. Jeg ville være et skarn, hvis jeg klagede.

- Jeg har også haft det held at have vellykkede børn, også min søn, så længe det varede. Mine døtre, deres mænd og børn giver mig mange glæder. Det eneste, der kan stemme én lidt mistrøstigt, er, at jeg nok ikke når at se oldebørnene blive konfirmerede. Det kunne ellers være sjovt at se, hvad der bliver ud af dem.

- Det har også været meget positivt for mig, at folk har været glade for det, jeg har skrevet. Det med at blive berømt i Danmark - hvis jeg havde fået det at vide som 18-årig, ville jeg have sagt: Kære Gud, lad det komme snart - helst i morgen! Men som gammel er det ikke det, man bedømmer sig selv på. Det er godt at have en stor familie, der kan dæmpe én ned, hvis man tror, man er noget særligt.

Hvordan er det at blive ældre?

- Hele livet er det sådan, at man opdager, at der er noget, man ikke kan mere. Og noget af det har man været glad for. Det første, jeg ikke kunne mere, var at slå kraftspring, fordi jeg glemte at gøre det hver dag. Det næste blev, at jeg ikke kunne slå mine børn i tennis og heller ikke svømme fra dem. Men jeg kan stadig i min sene alder stå på ski, hvis jeg finder sne. Jeg har dog for nylig måttet opgive at tage til Norge og stå på ski, fordi det er så besværligt, når man ikke kan køre bil. Og for tre år siden opgav jeg at spille tennis, fordi det var for hårdt for benene.

- Ellers er det meget væsentligt, at man bliver ved med at holde sig i form. I det øjeblik man sætter sig ned og bestemmer sig til at blive bovlam og ikke bruger sin krop, så er det, man bliver ældet. Og det kan man tidsnok blive. Det er også vigtigt, at man indretter sig. Man skal indrette sig på fremtiden så længe, man lever. Man skal bestemme sig til, hvad man vil gøre til sommer og efteråret og opføre sig, som man plejer at gøre. Man skal også huske at gøre hverdagene festlige. Lave ordentlig mad til sig selv, dække pænt bord og omgive sig med pæne ting. Det kan man godt, selv om man bliver ældre.

- Hvis man for eksempel går og ser på noget grimt i huset, skal man ikke sige: Nå, det holder nok min tid ud! Når jeg skal til Polen i næste måned, kommer der håndværkere og fjerner alle de kedelige røde gulvfliser i køkkenet, lægger nye og laver også andre ting om, så det bliver mere moderne.

- Turen til Polen er med Københavnske Journalisters Veteranklub. Vi skal 43 af sted med DFDS. Jeg elsker at sejle. Jeg er fuldstændig lykkelig, når jeg er på et skib, hvad enten det er et krydstogtskib eller Havnens motorfærge. Jeg er fra Roskilde og har altid sejlet.

Hvad med kærlighed?

- Jeg har været gift to gange. Jeg har ikke tænkt mig, at jeg skal til at opdrage på en tredie mand også. Men jeg har mange gode venner og veninder, som jeg kan regne med i lyst og nød. Og så er vi en familie, der holder sammen. Det med kærligheden er man nok tilbøjelig til at fordele på flere, når man er i min alder. At man nødvendigvis skal have et parforhold, har jeg aldrig kunnet forstå. Det at være sig selv og sætte sin egen dagsorden har også sin betydning, siger Lise Nørgaard og fastslår:

- I hvert fald for mig.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Blå bog

Lise Nørgaard blev født i 1917 i Roskilde, som datter af grosserer Harry A. Jensen og Olga Jensen. Uddannet som journalist ved Roskilde Dagblad 1935-49. Derefter medarbejder ved Politiken 1949, Ugebladet Hjemmet 1968, hvor hun var chefredaktør 1975-77, og Berlingske Tidende 1980-88. Har bl.a. været medlem af repræsentantskabet for Journalistforbundet, af styrelsen for Danske Kvinders Nationalråd og forretningsudvalget for Dansk Kvindesamfund. Hendes forfatterskab omfatter bl.a. »Med mor bag rattet«, »Volmer, portræt af en samfundsstøtte«, »Syv små hunde« og erindringerne »Kun en pige« og »De sendte en dame«. Har været medforfatter til radiospillet »Karlsens Kvarter« og tv-serierne »Huset på Christianshavn« og »En stor familie«. Forfatter til tv-serien »Matador«, »Mor er major« og filmene »Med mor bag rattet«, »Mig og mafiaen«, »Mafiaen, det er osse mig« samt lystspillene »Riv stikket ud« og »Hjælp, det er jul«. Er blevet tildelt en række priser, deriblandt Publicist-Prisen, Billedbladets gyldne rose som årets tv-forfatter, Årets forfatterpris, »De Gyldne Laurbær«, og Bog & Ide-Prisen og blev udnævnt til Årets Roskilde-Ambassadør i 1998. Lise Nørgaard var gift med journalist Jens Nørgaard fra 1951 og til hans død i 1984.