Prøv avisen

Man må opsøge glæden

-- Jeg har stort behov for at være alene og stille. Men jeg bliver ikke i ensomheden. Jeg går ud af den igen, så snart jeg har samlet kræfter, siger Jane Aamund. -- Foto: Jørgen True/Scanpix.

Forfatteren Jane Aamund, 68 år, er hovedpersonen i Cecilie Frøkjærs samtalebog, "Lys i Livet", og om kort tid udkommer den populære forfatters næste bog, "Dyrenes Mennesker"

Den voldsomme blæst i Vestjylland blev for voldsom for hende, og nu er hun flyttet tilbage til Sjælland. Lettet ved udsigten til en vinter "uden at skulle blæses op i luften som Mary Poppins". Men også med blødende hjerte for hun var glad for menneskene og naturen på den øde egn ud til Limfjorden ved Nr. Nissum. Så glad, at hun vil begraves ved den vestjyske Heldum Kirke. Land og by ligger i evig dialog i hende. Akkurat ligesom den lidenskabelige alliance mellem hendes stille, jyske mor og dynamiske københavnske far. Hun elsker dem begge.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

– Som absolut lyst. Jeg går nærmest med en geigertæller i hånden for at lede efter lyspunkter hver eneste dag. De første finder jeg som regel allerede fra morgenstunden, når jeg går tur med mine to store hunde i bakkerne og ved stranden i Gilleleje. Det kan være luften, lyset, stilheden eller en forbipasserende, jeg hilser på. Man må opsøge glæden. Hos andre mennesker, i naturen, hos dyrene, i musikken, i god mad. Jeg er enormt madglad og køber ind, som om jeg stadig kunne spise. Det kan jeg desværre ikke på grund af min sygdom. Jeg vejer 49 kg og er altid sulten. Når jeg møder anorexi-patienter siger jeg: "I prøver at komme til at se ud som mig, og det synes I måske er skidesmart, men det er det ikke. I kan bare gi' mig maden! Jeg ville ønske, jeg kunne skovle en masse grydestegte kyllinger og laksemadder med peberrodscreme i mig". Så kigger de på mig. Og jeg ved fra tilbagemeldinger, at det gør indtryk.

I min familie flygter vi væk til eneboerlivet, når vi føler os pressede. Jeg har stort behov for at være alene og stille indimellem. Men jeg bliver ikke i ensomheden. Jeg går ud af den igen, så snart jeg har samlet kræfter. Det er derude, hos alle de andre, jeg finder glæden.

Hvad har formet dit livssyn?

– At jeg er opvokset i en muner familie, i et hjem, hvor der altid var fest og ballade. Vi børn måtte godt tale med ved middagsbordet, men især hvis vi havde noget begavet og morsomt at sige. På trods af at min far var utroligt dominerende over for mor og os børn, var han også sjov og kærlig. Han kunne fortælle historier, synge, spille klaver, og han betragtede os som selvstændige væsener, fra vi lå i vuggen. Gennem ham lærte jeg mænd at kende, når de var værst, og når de var bedst. Min mor var mere stille anlagt og kunne føle sin generthed som en byrde. Når de kom hjem fra fest om aftenen, kunne hun sætte sig ind på min sengekant i den fine kjole og sukke, fordi hun syntes, hun havde følt sig så tung og tavs, sammenlignet med københavnerdamerne, der talte som undulater. Det var tydeligt, at hun var bange for, at min charmerende far med høj cigarføring ville finde hende kedelig en dag. Hun var hans tredje kone, og han var glad for kvinder. Men hun havde ikke noget som helst at frygte, for han elskede hende højt til sin død.

Hvad tror du på?

– På Gud.

Hvad betyder troen for dig i din hverdag?

At jeg aldrig føler mig ladt alene. At jeg kan slå mig til ro med, at jeg er i Guds hånd, uanset hvordan det går. Min kristne tro har taget farve af min mors indremissionske baggrund. Jeg holder af Grundtvig, Brorson og Kingos mesterværker, men synger også gladeligt med på mere sentimentale Giro 413-numre fra Indre Missions sangbøger. Blandt mine yndlingssalmer fra Den Danske Salmebog er Brorsons "Gud skal alting mage". Ordene om at Gud tager sig af os og fører os til det rette mål, også når vi fortvivler, er uden hvile, og "i modgangs dal," giver mig trøst og ro. Salmen fortæller mig også, at digteren selv har trådt tunge stier, ellers kunne han umuligt skrive sådan en salme. At læse i salmebogen kan få mig til at føle skæbnefællesskab med folk, som har levet for mange, mange år siden. Digtere, som kendte til angst og smerte, men alligevel bevarede tilliden til Guds omsorg.

– Side om side med min mors rolige tro på Gud trives også min fars sans for komikken ved optræk til pastoral selvhøjtidelighed i mig, eller vreden over kaloriefattig forkyndelse. Far blev i sin tid så gal over, at en præst ikke ville vie ham som fraskilt, at han meldte sig ud af folkekirken og ind hos unitarerne. Mor fik røde pletter på halsen, når han udbredte sig højlydt om nogle af de forfærdelige præster. Hendes kristendom var fuld af næstekærlighed, tilgivelse og pligt til optimisme. Når vi børn sagde om en person, at han var et dumt svin, sagde hun altid, at det var fordi vi ikke kendte hans gode sider. Hun var fast kirkegænger i Gentofte, hvor vi boede. Far kom der kun til kirkelige højtider og satte sig demonstrativt på sidste bænk.

– Det ville jeg ikke engang turde i dag hos Grosbøll i Tårbæk. Der ville blive skandale, fordi jeg ikke kunne holde min mund. Den mand matcher en tendens i tiden til, at vi vil opfinde reglerne undervejs, ligesom når børn spiller ludo. Jeg gider ikke blive spist af med en lille, overkommelig udgave af evangeliet. Jeg vil også have det svære og ufattelige med.

– Tit bliver jeg spurgt, om ikke jeg er vred på Gud eller synes, det er uretfærdigt, at jeg har fået kræft. Det gør jeg ikke, for det med sygdommen er for mig at se et helt andet regnskab. Den har med naturens voldsomhed at gøre, ligesom Tsunamien. Jeg tror heller ikke, min sygdom er resultatet af negative tanker. Hunde og katte får også kræft!

Hvad er elendighed for dig?

– At skulle blive en belastning for mine kære i alt for mange år.

Hvad er lykke for dig?

– Masser af ting. At det går godt med mine børn og børnebørn. At jeg har mange venner. At mine bøger også læses af mennesker, som ellers aldrig ville drømme om at åbne en bog. Min næste bog hedder "Dyrenes mennesker" og handler blandt andet om arkitekt Henning Larsen og hans kone Lone Backe, der lever sammen med deres elleve katte. Men overordnet er den største lykke for mig at kunne slå mig til ro med at være til.

– Et liv, hvor der ikke også er kampe og nederlag, svigt og skuffelser, er ikke noget rigtigt liv. Det er psykopati. I stedet for at sige "Hej, har du det godt?", når man mødes, burde man egentlig sige "Hej, hvordan går det med livskampen?" For alle kæmper vi, uanset om vi er syge eller raske, unge eller gamle. Der er dage, hvor jeg lægger mig ned og beder min aftenbøn og tænker, nu vågner jeg aldrig mere. Fordi jeg er så elendig. Men det underlige er, at lige meget, hvor hårdt ramt man er, kan man altid gøre en smule for at få det bedre. Det

er muligt at flytte fokus fra sig selv. Jeg kender en syg kvinde, der har meldt sig som hjælper på et hjem for multihandicappede. Nu siger hun: "Tænk, at de har haft det sådan hele deres liv, jeg har kun haft kræft i seks år." Det er også hjælp til selvhjælp, når jeg skriver bøger. Arbejdet afleder mine tanker og giver mig oven i købet glæder tilbage i form af søde breve og mails fra taknemmelige læsere. Der er to ting, der interesserer folk vældig meget, det er sex og død. Folk er bange for at blive forladt, fordi de ikke er sexede nok. Og bange for at dø langsomt af kræft. Når vi tør dele vores livserfaringer med hinanden, er det som om, den værste angst forsvinder. Desuden er jeg her jo endnu! Og forsøger at gøre noget ud af mig selv, så jeg ikke ligner en aflyst cirkusforestilling. Det betyder noget, også for andre, tror jeg.

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

– Livsglæde og arbejdsglæde.

Hvad betyder det for dig, at Danmark er blevet flerkulturelt?

– At vi har fået noget nyt at arbejde med. Det er lidt ligesom de der tv-programmer "Forældre forfra". Det må vi erkende i dag, for vi har forsømt at fortælle de fremmede, hvordan vi forventer, man opfører sig i det her land og har haft for travlt med selvpiskning. Jeg synes, man skulle lave en god og gerne morsom tegnefilm om, hvordan vi lever med hinanden i Danmark. Den kunne man vise alle, der kom hertil fra andre kulturer. Det var bedre end brochurer og foredrag og formaninger. Jeg har oplevet det værste og det bedste med udlændinge i Danmark. Det værste var i Gl. Mønt i det indre København for nogle år siden, da en bande 15-16-årige indvandrerdrenge dukkede op, og en af dem gik hen til mig og lod som om, han brækkede sig ud over mig. Jeg stoppede op og gav ham verdens største skideballe, og så drønede de andre hen og truede mig med en kniv. Inde bag gitteret til Berlingske Tidende stod en forstenet kvindelig medarbejder, og jeg brølede, at hun skulle trykke på knappen, så porten gik op. Endelig vågnede hun op, og jeg kom i sikkerhed. Det bedste var, da jeg lå på en båre i Rigshospitalets strålekælder, og der sad en kvinde i sort burka med tårerne løbende ud af det lille "vindue". Jeg gættede, at hun var fra Marokko og spurgte på fransk, om hun også var patient. Hun blev så glad over, at der var en, der henvendte sig til hende, at hun fór over til mig og holdt om mig og fortalte, at hun var så ulykkelig og bange, fordi hendes datter var syg. Da hun lå der i mine arme følte jeg en stærk samhørighed med hende og tænkte, at vi jo for pokker bare er mennesker alle sammen inden under vores burkaer og spadseredragter.

Hvilke fællesskaber betyder mest for dig?

– Fællesskabet med min familie og mine læsere. Men jeg kan også godt lide, når man sidder i en opera eller koncertsal og næsten har fælles åndedrag med hundredvis af andre på grund af en frydefuld, kunstnerisk oplevelse. Når vi græder af det samme og griner af det samme.

Hvilke håbstegn ser du i verden i dag?

– Al kærligheden mellem mennesker. Ikke så meget den forudsigelige mellem to, der elsker hinanden i dobbeltsengen. Men den uventede, overrumplende, som når folk begynder at tage sig af andre, før de tænker på sig selv. Det så vi 11. september i tårnene i New York, og det sker hver eneste dag over hele jorden. Den kærlighed er en gave fra himlen, og det er den, der skal redde os.

@boas@boas

kristeligt-dagblad.dk

Jane Aamund

Født 1936. Journalist og en af Danmarks mest succesfulde og prisbelønnede forfattere. Har efter debutbogen "Bag damen stod en Christian" blandt andet skrevet trilogien "Klinkevals" om sin fars slægtshistorie og den selvbiografiske kærlighedsroman "Colorado Drømme", som indbragte hende Boghandlerens Gyldne Laurbær. "Klinkevals" er senere blevet filmatiseret og også bearbejdet til en tv-version. Mens hun boede i Nr. Nissum, beskrev hun sin mors vestjyske slægt i "Vesten for måne" og "Udlængsel". Senest har Cecilie Frøkjær interviewet hende i samtalebogen "Lys i Livet" og den 8. november udkommer Jane Aamunds næste bog, "Dyrenes Mennesker".