Prøv avisen

Man skal arbejde med sig selv

Forfatteren Kristian Ditlev jensen foretrukne motionsform er at gå. Foto: Kennet Havgaard.

Det er livskvalitet konstant at udvikle sig og sætte nye mål, mener journalist og forfatter Kristian Ditlev Jensen

Hvad er det gode liv for dig?

Jeg læste engang for mange år siden i en bog om en potentiel kærestes mulige, fatale fejl, at det, man for alvor skal holde øje med og holde sig fra er mennesker, der har en fuldkommen manglende lyst til at udvikle sig. Som forfatteren skrev: Hvis man ikke er indstillet på hele tiden at blive en bedre udgave af sig selv, så er man heller ikke indstillet på at blive en bedre partner, far eller medmenneske. Dengang slog det mig, at for mig er et liv i konstant udvikling imod noget større, sundere og bedre. Jeg har, indtil videre, sammenlagt gået 15 år i psykoterapi og det er jeg overordentlig glad for.

LÆS OGSÅ: Mit hjem var en kulturel underskudsbutik

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Det lyder som en kliché eller som noget, en forfatter ligesom skal sige. Men faktisk har jeg det allerbedst, når jeg skriver romaner. Jeg kan næsten ikke sætte ord på, hvor meget jeg ville ønske, at jeg slet ikke behøvede at have andre arbejdsopgaver i min hverdag. Men som forfatter i Danmark, der jo er et meget lille sprogområde, har de fleste forfattere også journalistiske opgaver eller oversættelser eller foredrag, som skal ordnes. Men det er, når historien piskes op, at mit blod ruller. Det er i arbejdet med sprogets detaljer, med karakterernes psykologi og med de store, komplekse betydningssystemer i romanen, at jeg for alvor lever. Men det hører med til historien, at jeg langsomt har måttet sande, at vekselvirkningen med journalistik, slidsom og friktionsfyldt som den er, faktisk er optimal for en romanforfatter. Når jeg pludselig sidder og interviewer en skraldemand på Amager, står på toppen af Machu Picchu i Peru sammen med en antropolog eller som forleden giver hånd til en meget berømt amerikansk filmskuespiller, så får jeg livet helt ind under huden. Og uden livet er der ingen litteratur.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Jeg går. Det er min foretrukne motionsform for tiden. Det er ikke altid, det lykkes at få det gjort, men jeg prøver at komme ud på en lang gåtur hver dag. På længere sigt vil jeg gerne begynde at løbe. Og eftersom jeg bliver bedre og bedre til at leve livet, skal det nok lykkes. Jeg synes, hysteriet omkring præstationer er ulideligt, og jeg skal nok aldrig gennemføre en maraton eller en ironman. Men jeg ville elske, hvis det en dag blev ren rutine at have løbeskoene med til London og tage en tur igennem parkerne om morgenen eller efter en lang dag.

Hvad er afslapning for dig?

Mit liv er fuldt af historier, bøger, samtaler, film, religion. Så når jeg skal slappe af, skal det være noget, der har mere æstetisk form end narrativt indhold. Musik har altid været en kilde til glæde og ro for mig. I gamle dage, da jeg interesserede mig meget for japansk buddhisme, var amerikaneren Philip Glass min yndlingskomponist. I dag prøver jeg bevidst at opdyrke min egen europæiske kulturs historie, så for tiden hører jeg meget musik fra lige efter Reformationen. For tiden har jeg hele tiden en meget smukt koloreret arie fra Acis & Galatea af G.F. Händel på hjernen. Huub Claessens synger den meget smukt. Og kærlighedsdramaet på Sicilien er meget voldsomt. Og sådan sniger historierne sig alligevel ind. Måske slapper min historieforslugne sjæl aldrig rigtig af, når det kommer til stykket.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Sønderjysk spegepølse. Jeg er lige blevet færdig med at skrive og fotografere en stor, flot bog om Sønderjylland til Gyldendal. I den forbindelse har jeg boet et lille års tid i Højer helt ude vestpå. Og derude kan de lave pølser. Jeg spiser tit hvidløgspølse fra Højer med rå løg og sky til frokost. Med fin serviet og kniv og gaffel. Så er det som at være tilbage både i min kræsne barndom, på fine frokostrestauranter i hovedstaden og i tiden, fra før alting gik af lave, hos min fars gamle faster, der boede i herskabslejlighed i Næstved og altid serverede tre retter mad for sig selv dagligt lige til den dag, hun døde.

Hvad er din største last?

At jeg er en gammel, uhelbredelig romantiker, der stadig venter på den eneste ene. Hun må jo være derude. Og jeg vil kun giftes én gang!

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Du er alkoholiker. Du må slet ikke drikke mere. Det første års tid var svært. Nu opfatter jeg det egentlig mere bare som en benhård, protestantisk tilgang til livet. Fravær er et meget fundamentalt æstetisk valg. Som når man ser en shakerstol.