Prøv avisen

Man skal ikke altid være enig i kirken

Når landets nye menighedsråd om kort tid træder sammen, vil flere af dem opleve, at det slår gnister, og at der vil opstå samarbejdsvanskeligheder. Men der bør være plads til forskellighed, mener eksperter

Da menighedsrådet i Grene Sogn ved Billund skulle give høringssvar om vielser af homoseksuelle, var medlemmerne uenige.

Vi diskuterede sagen, men det var ikke sådan, at vi ikke kunne være i stue sammen. Løsningen blev, at vi skrev to høringssvar, og så kunne man skrive under på det, man kunne stå inde for.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens folkelige frontkæmpere

Sådan siger Solvej Paabøl Andersen, der som sognepræst i Grene Sogn er en del af sognets menighedsråd og dermed var involveret, da menighedsrådet skulle nå frem til en holdning om kirkelig vielse af homoseksuelle.

Gennem 13 år som sognepræst har hun samarbejdet med 14-15 forskellige menighedsråd, fordi hun har været ansat forskellige steder og blandt andet også har været præstevikar. En af hendes erfaringer er, at der er enorm stor forskel på medlemmerne i landets 1789 menighedsråd. Og at det skal ses som en styrke frem for en hæmsko.

Lige så forskellige vi er som mennesker, lige så forskellige er medlemmer af et menighedsråd. Og her er det vigtigt at respektere, men også påskønne, at folk har forskellige kompetencer, siger Solvej Paabøl Andersen.

TEMA: Menighedsrådsvalg 2012

Og forskellige er menighedsrådsmedlemmerne. Som omtalt på sektionens forside, kan landets godt 13.000 medlemmer af menighedsråd groft sagt deles op i fem forskellige typer. Det viser en undersøgelse, som sociolog Steen Marqvard Rasmussen fra Landsforeningen af Menighedsråd står bag. De fem typer kalder vi den pragmatiske, den fornyende, den lokalbevidste, den bevidst kristne og den effektiviserende.

Forskelligheden er også en af de ting, konfliktmægler og sognepræst ved Vor Frue Kirke i København Jesper Stange hæfter sig ved.

Jeg tror, at alle fem typer har ladet sig vælge på grund af deres kirkelige engagement. Måden, de arbejder sammen på, kommer til at afhænge af, om de kan tale om deres forskellige værdier uden at forsøge at overbevise hinanden om, at jeg har ret. Det er en fejl, man tit begår i kirkelige kredse. Men det handler om at snakke sammen og respektere hinandens forskellighed. Det er fint, at nogen mener, at man skal være opsøgende og missionerende, mens andre mener, at man skal være kirke for hele sognet. Menighedsrådene skal komme frem til, at de med deres forskellighed har den samme interesse, nemlig at være kirke i samfundet.

Samtidig er det væsentligt, at menighedsrådene kommer frem til en forståelse af, at de skal agere som en ledergruppe og ikke som en gruppe af enkeltpersoner. Det mener Jørn Andersen, administrerende direktør i personaleledelses-virksomheden Unique Consult. Og derfor er det vigtigt for medlemmerne at bruge tid på at finde ud af, hvad rådets forskellige roller og kompetencer er, og at øge kendskabet til hinanden.

Forudsætningerne for, at drøftelserne bliver brugbare, er en fælles forståelse og enighed om, at man arbejder i en gruppe. Input fra mere end en person er nødvendig, da ingen kan være lige god til alt, og fordi et velfungerende team består af personer, der supplerer hinanden fagligt, socialt og personligt, siger han.

LÆS OGSÅ: Kirkens folkelige frontkæmpere

Nogle gange kan forskelligheden dog også blive for stor, når det handler om værdier. Det mener Camilla Sløk, cand.theol. og lektor ved CBS, Handelshøjskolen i København. For selvom man i eksempelvis en bestyrelse i erhvervslivet lægger vægt på forskellighed og folk med forskellige idéer og kompetencer, så er det vigtigt, at grundlaget er en fælles præmis. For eksempel hvilket produkt virksomheden skal udvikle og sælge. Og det gælder også i folkekirken.

Når det for nogle er administration og forvaltning, der er den vigtigste motivation for at være med i et menighedsråd, mens det for andre er troen på Gud, så er det ikke sikkert, at alle vil acceptere den samme præmis. Opfattelsen af, hvad kirke er, kan godt komme til at blive forskellig for de her typer, siger Camilla Sløk.

Hun peger på, at samarbejdet med præsten også kan være en udfordring for nogle af menighedsrådsmedlemmerne, fordi ikke alle er klar over, hvilken kontekst de befinder sig i.

Det er et kæmpe problem, at mange menighedsrådsmedlemmer ikke ved, at præsten er en fagperson. Hvis for eksempel pragmatikeren eller fornyeren gerne vil høre om reinkarnation eller vil holde moské i kirken om tirsdagen, vil de nogle gange have svært ved at respektere, at præsten har en faglig ret til at sige nej og til at sige, at det ikke hører til i kirken, siger hun og fortsætter:

Præsten skal komme med faglig respons på de forslag, menighedsrådet måtte have, og det må menighedsrådet acceptere. Og her er det nok den effektiviserende og den bevidst kristne, der har den største forståelse. Den effektiviserende, fordi han eller hun med erfaring fra andre opgaver eller job kender arbejdsdelingen, og den bevidst kristne, fordi han eller hun mener, at præsten er klog, og respekterer ham eller hende af den grund.

Et af de områder, hvor der er stor risiko for splid mellem menighedsrådsmedlemmerne, er ifølge sognepræst og konfliktmægler Jesper Stange, når interessekonflikter bliver gjort til værdikonflikter, og som eksempel nævner han de økonomiske vanskeligheder, mange menighedsråd befinder sig i:

Et menighedsråd står måske over for at skulle finde udaf, hvordan det med færre penge bedst når et fælles mål. Og der må medlemmerne forhandle og huske, at det ikke handler om værdier, men om forvaltning af ressourcer. Men det går ofte galt, når man ikke skelner mellem sag og person og dermed gør det til en konflikt om værdier.

De, der hyppigst ses for bordenden som formand for menighedsrådet er de pragmatiske. Både fordi de udgør halvdelen af landets menighedsrådsmedlemmer, og fordi de gerne påtager sig ledelsesansvar.

Ifølge Jesper Stange er der egenskaber ved pragmatikeren, der peger i retning af en god leder. Men også det modsatte:

Pragmatikeren er lydhør, og det er en stor lederkvalitet. Det er noget af det bedste. Men pragmatikeren er også kompromissøgende, og kompromiser er der aldrig nogen, der bliver tilfredse af. Derfor er der nok brug for at lære noget forhandlingsteknik, som består i at finde kreative løsninger, som alle vil opleve som en gevinst.

Menighedens forkæmpere:
Den lokalbevidste
Den fornyende
Den effektiviserende
Den bevidst kristne
Den pragmatiske

Valgforsamling i Hellig Kors Kirkes menighedråd Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.