Prøv avisen

Man skal leve sit liv med åbne øjne

-- Verden kan ikke forklares fuldkomment. Der er forhold, som er uforklarlige, som man må tage med sig eller tage til sig, men det, der binder verden sammen, er, at vi hver især måske inderst inde godt ved, hvad det rigtige er i en given situation, selvom vi bestemt ikke altid magter at gøre det, siger Marianne Jelved. -- Foto: Bjarke Ørsted/Scanpix. Foto: Bjarke Ørsted

Troen giver mening: Da Marianne Jelved var teenager, var der en, som sagde til hende, at "Jesus har kun dine øjne at se med". Det blev for den radikale partileder billedet på en fordring og et ansvar

Da Marianne Jelved kom i 12-årsalderen, begyndte hun at snige sig væk fra hjemmet hver søndag formiddag.

– Hverken min far eller mor var medlem af folkekirken, men gennem skolens kirkebesøg var jeg blevet overbevist om, at præsterne kunne sige mig noget, som jeg kunne gå og tænke over i hverdagen. Derfor begyndte jeg at gå i forskellige kirker hver søndag, selvom jeg ikke fortalte mine forældre, hvor jeg var. De har formentlig troet, at jeg var inde hos nogle legekammerater, siger den radikale partileder og går i stå et øjeblik, inden hun fortsætter:

– Senere blev min mor ked af, at jeg gik rundt med den slags tanker, uden at jeg havde involveret hende og min far i det.

Vi sidder på Marianne Jelveds rummelige kontor i Provianthuset på Christiansborg. Bag hende hænger en livlig børnetegning med farverige streger til alle sider som en underlig kontrast til den store reol fuld af pænt organiserede ringbind og bøger. Og i den anden ende af kontoret er der oven i købet blevet plads til en højskoleelev, der er kommet i praktik som politiker.

Partilederen sidder i lang tid uden at sige noget, da jeg spørger, hvordan hun i dag vil beskrive sin tro:

– Det er rigtig, rigtig svært at skulle sætte ord på. Men den søgen har i hvert fald været med til at danne min integritet, siden jeg begyndte at gå i kirke som teenager. I dag ser jeg det i virkeligheden nok som en form for søgen efter en identitet eller en større forståelse af, hvem jeg var. Det var simpelthen en måde at finde sig selv og en retning i en verden, der kunne være svær at finde ud af for en noget indadvendt teenager. Jeg kan ikke huske så meget af de prædikener, jeg gik til. Men en ting husker jeg, siger hun og fortsætter:

– Da jeg var teenager, var der en, som gav mig en sætning, der har siddet i mig siden: "Jesus har kun dine øjne at se med". Og det blev for mig et billede på en fordring: at der findes noget, der er større end mig, billedet på en betingelsesløs kærlighed. Og at jeg havde ansvar for at handle og tage ansvar for det, jeg ser og kan agere i forhold til. For de problemer eller forhold, jeg får øje på, har jeg også ansvar for bliver ordnet, eller i det mindste bliver der gjort noget ved det, hvis der er brug for det.

– For mig er tro altså det, der gør, at jeg ikke kan sætte ord på eller komme med svar på alting. Verden kan ikke forklares fuldkomment. Der er forhold, som er uforklarlige, som man må tage med sig eller tage til sig, men det, der binder verden sammen, er, at vi hver især måske inderst inde godt ved, hvad det rigtige er i en given situation, selvom vi bestemt ikke altid magter at gøre det.

Hvilke svar giver kristendommen dig?

– Den giver mig en forestilling om eller en fornemmelse af, hvad det betyder, og dermed hvad det vil sige at respektere det andet menneskes integritet, værdighed og sårbarhed. Det er at være forpligtet i forhold til det andet menneske. Det giver en mening for mig. Og måske er det også med til, at jeg kan opleve en mening med mit liv.

Hvad er den så?

– Det er at leve mit liv med åbne øjne. Jeg kan jo ikke lave hele verden om. Men dér, hvor jeg færdes, hvor jeg får øje på ting, som er urimelige over for det enkelte menneske, som ikke kan klare det selv, dér har jeg et ansvar for at prøve at finde løsninger. Det kan jeg ikke bare lukke øjnene for.

Hvem gav dig den sætning, om at Jesus kun havde dine øjne at se med?

– Jeg ved det ikke. Pludselig var den der bare. Og efterhånden blev den ved med at ligge der, ligesom den træder mere og mere frem, jo ældre jeg bliver. Jeg ved ikke, hvor jeg har hentet den henne, men det er mig inderligt ligegyldigt lige nu og i dag. For jeg synes stadigvæk, at det er en rigtig god reminder til en selv, om hvad det er for et ansvar, man har. For Jesus inkarnerer den betingelsesløse kærlighed. Det er en fordring for dig. Om ansvar for det menneske, du står over for, og i et øjeblik også et ansvar for det menneskes liv. Så enkelt er det. Så det var et kort interview!

Et lille smil får lov at lege i hendes mundvige et øjeblik, indtil jeg spørger, om troen så gør hende til et bedre menneske?

– Nej, troen gør mig ikke til et bedre menneske. Jeg opfatter i virkeligheden kristendommen som en fordring til mig, nogle krav til mig, som jeg ikke kan løbe fra.

– Det er en forpligtelse til at holde fast i det helt centrale, at et menneske har værdi i sig selv, og i princippet om ligeværd. Det er en forpligtelse, som jeg skal leve op til. Og det er ikke et noget-for- noget-menneskesyn. Jeg kan ikke begribe, at nogen kan få det ud af kristendommen.

Men hvis Jesus kun har vores øjne at se med, kan de vel i princippet også tilhøre Søren Krarup?

– Det er klart. Men det er Søren Krarups anliggende, hvad han ser. Jeg er bare uenig med ham på nogle områder. Endda meget uenig med ham. Men vi er medlemmer af den samme folkekirke.

Hvad tænker du, når du hører ham sige, at ens næste skulle være det samme som ens nærmeste?

– Det er jeg også totalt uenig i. Men jeg er også uenig med de præster, der mener, at det er nok at forkynde i kirken uden at engagere sig i samfundslivet, så Søren Krarup er ikke den eneste præst, jeg er uenig med. Der er jo ikke nogen mennesker, der er fuldkomne i denne verden, uanset hvor de er placeret. Jeg lytter til, hvad Søren Krarup siger, og tænker grundigt over, om han har ret. Men hvis Søren Krarup har ret, så har jeg totalt misforstået Det Nye Testamente.

Men hvis du mener, at Jesus kun har vores øjne at se med, må det jo også være forskellige ting, vi ser?

– Ja, det er klart. Jeg siger også kun, at jeg ikke er enig i hans tolkning af kristendommen.

– I en eller anden forstand er religion vel en privat sag, men religion er også et offentligt anliggende, som man ikke kan pille ud af den offentlige diskussion. For religionen er en del af offentligheden. Kirkerne står der altså, dem kan du ikke tage væk. Og de repræsenterer en historie og en kultur og en tro, som man ikke kan se bort fra. Når jeg kører ned ad Bredgade og kører forbi den katolske kirke på den ene side, den russiskortodokse kirke på den anden side og Marmorkirken overfor, så kører jeg bogstaveligt talt i et spændingsfelt mellem trosretninger. Jeg kører den tur på cykel hver dag. Og hver dag tænker jeg over, at det religiøse liv hverken kan eller skal fjernes fra det offentlige rum. For hver dag er der mennesker, der går ind i de tre forskellige kirkerum, i deres tre forskellige opfattelser af, hvad deres tro er. Samfundet består selvfølgelig af langt flere. Og det må vi respektere. For det er en del af det enkelte menneskes personlige integritet at finde sin egen tro, som deres kirker hver især i en eller anden grad forsøger at tage vare på. Det bør vi respektere. Og det hører efter min opfattelse til en af de mest fantastiske ting ved demokratiet, der netop er til for at sikre den personlige frihed. Derfor har vi en række frihedsrettigheder, herunder religionsfrihed, som giver den enkelte ret til at vælge sin religion og sin integritet.

Betyder troen noget for dit politiske engagement?

– Ikke direkte. Jeg tror til gengæld, at den har præget min måde at forholde mig til min omverden og til det at være menneske, men det menneskesyn kan andre dele med mig udmærket, selvom de er muslimer eller ateister for den sags skyld. Men når jeg ser tilbage, er min vej til at finde frem til min egen integritet og mit eget menneskesyn blandt andet kommet via kristendommen og Det Nye Testamente. Og det kom tidligt til at præge mig med et ønske om at forme den verden, jeg levede i. Derfor sagde jeg til mig selv som 21-årig, at jeg ville leve mit liv på en måde, så jeg ikke kom til at fortryde bare et halvt minut. Det er jo sådan set en ret høj ambition. Og det er heller ikke kommet til at holde helt. Men det har været min grundlæggende ambition i livet. Jeg ville virkelig kunne stå inde for, hvad jeg gjorde. Og på den måde erkendte jeg, at ord og handling må hænge sammen. Hvis man bekender sig som kristen, må det også afspejles i ens handlinger og udtalelser. Derfor kan jeg heller ikke forstå, at 200 præster, der gik imod stramningerne på udlændingeområdet, ikke måtte tale, fordi det blev opfattet som politisk. For alt, hvad man siger, er jo i forvejen politisk. For politik er at vælge. Det er politik. Og på den måde er vi alle sammen politikere for Vor Herre.

Er det så også et politisk valg at blive kristen?

– Nej, det er et grundlæggende menneskeligt, men kristendommen er ikke nogen garanti for, at man bliver et bedre menneske. Slet ikke.

Hvorfor skal man så tro?

– Det må man afgøre med sig selv. Jeg prøver at forklare dig, hvad der har hjulpet mig til at finde nogle større sammenhænge i livet. Jeg siger ikke, at man skal tro på nogen bestemt Gud. Det er slet ikke det, der er mit ærinde. Jeg svarer på dit spørgsmål og siger, hvad jeg selv har brugt kristendommen til, og hvordan den har været inde i mit liv. Og for mig er den blevet en del af det grundlag, jeg står på. Men andre mennesker kan have andre grundlag, som jeg anerkender fuldt ud. For troen er ikke et kriterium for, om nogen er bedre end andre. Overhovedet ikke.

Hvad er et godt menneske?

– Det kan man heller ikke bare sætte på en formel. Det kan man ikke.

– Men jeg tror, at man kender et godt menneske, når man står over for det. Men alle mennesker er jo skrøbelige. Da jeg besluttede mig for, at jeg virkelig ville prøve at leve et liv, hvor jeg ikke fortrød et eneste minut, var det ud fra en forestilling om, at ens samvittighed i virkeligheden udmærket godt kan sende et budskab til en, om hvad der er rigtigt og forkert i den givne situation. Men det er bare ikke altid, at man er i stand til leve op til det. Alle mennesker har brug for at blive tilgivet, hvad de har gjort. Men den tilgivelse mener jeg til gengæld først og fremmest må komme fra ens medmennesker, som man måske er kommet til at såre eller svigte. For jeg kan ikke klare tanken om, at man bare kan gå ind i sit lønkammer og bede om tilgivelse for ens uhyrligheder uden at forsone sig med sin næste.

Men betyder det så overhovedet noget, hvad der foregår i lønkammeret?

– Det kan kun den enkelte selv svare på.

Nu spørger jeg dig?

– Jeg vil stadigvæk sige, at man først og fremmest må hente sin tilgivelse af de andre. For Jesus har jo også kun deres øjne at se med.

Så hvis man ikke får den fra dem, får man den heller ikke af Gud?

– Jo, det gør man. For Gud tilgiver alle: syndere, toldere, farisæere. Han tilgiver os alle, men giver os samtidig fordringen om at gøre os umage i vores forhold til hinanden.

Men hvem er Gud?

– Det aner jeg dybest set ikke. Jeg ser Jesus for mig, når jeg tænker på Gud. Men hvem Gud er, ved jeg ikke, men derfor kan man jo godt snakke med ham – eller M/K.

Marianne Jelved smiler og stiller selv et spørgsmål: Har du børn?

Jeg har et på vej om 14 dage ...

– Så vil du om 14 dage opleve, hvad betingelsesløs kærlighed er. Det er fantastisk at stå med sit eget barn i armene, man kan ikke forklare andre, hvordan det føles. Sådan er det også med kristendommen. Men det, som jeg synes, er afgørende ved den kristne tro, er den betingelsesløse kærlighed. Uanset hvad der sker på denne jord, eller hvad man selv gør, så er der en, der betingelsesløst elsker dig. Jeg tror på, at alle har været elsket på den måde, men alligevel har vi fået en verden, der er så uforståelig ond. Og det er derfor, at jeg holder fast i, at kristendommen grundlæggende er en afklaring af, hvad mennesket er for noget. Løgstrup siger det flot, når han siger, at man aldrig kan stå over for et andet menneske uden at holde en del af dets liv i sine hænder. Og det er også det, der ligger i den sætning, jeg fik som teenager. Jesus har kun dine øjne at se med, så vi har derfor et dybt ansvar over for vores medmennesker og deres muligheder.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Marianne Jelved

Er født i Charlottenlund i 1943. Student fra Statens Studen-

terkursus Frederiksberg i 1964. Lærer fra Hellerup Seminarium i 1967, hvor hun blev ansat som lærer ved Ny Østensgård Skole i Valby. Fra 1975 lærer ved Jyllinge Skole i Gundsø. Cand.pæd. i dansk fra Danmarks Lærer-

højskole i 1979. I 1981 blev hun valgt til kommunalbestyrelsen i Gundsø, og i 1987 til Folketinget. 1993-2001 økonomiminister som den eneste kvinde i Europa. I 1999 udkom hendes politiske erindringsbog "Alt har sin pris". Marianne Jelved er gift med overlærer Jan Jelved. Sammen har de fire børn og otte børnebørn.

Troen giver mening

uI næste uge udgiver journalisterne Daniel Øhrstrøm og Henrik Winther bogen "Troen giver mening", der indeholder 20 samtaler med moderne mennesker, der tør tro på kristendommen. Bogen udkommer på People's Press. Dette er et uddrag af kapitlet med Marianne Jelved.