Prøv avisen

Manden er skabt til at kæmpe

Man bliver først en gentleman, når man kan afbalancere sine feminine og maskuline sider, mener fysiolog og coach, Chris MacDonald. -- Foto: Leif Tuxen.

Testosteron er Guds gave til manden, siger den kendte tv-coach og fysiolog Chris MacDonald, der selv fandt sit eget livgivende dræberinstinkt, da han blev smidt i skraldespanden som splejset teenager

Første skoledag var ingen succes. Med sine 41 kilo vejede Chris MacDonald mindre end de fleste piger i sin nye high school-klasse. Og allerede aftenen før var han både spændt og nervøs. Men som dagen udviklede sig, blev han også bange. For det skulle hurtigt vise sig, at han bogstaveligt talt var et let offer for de ældre drenge.

– Det var stort for mig at begynde i high school. Der var mange mennesker, skolen var stor, og alt virkede stort. Men jeg var lille. Jeg var lille fysisk, og jeg følte mig ret lille selvsikkerhedsmæssigt, selvom mine forældre havde givet mig et godt selvværd. Og min første skoledag i high school var simpelthen et mareridt. Men jeg ville ikke være den foruden. For den blev også begyndelsen til at lære, hvad det vil sige at være en mand, siger tv-coachen Chris MacDonald, da han tager hul på en stærk historie om sin fortid som amerikansk "gummitarzan".

Overskud er ellers det første ord, man forbinder med Chris MacDonald, så længe det ikke handler om hans fedtprocent. Han er manden, der er blevet kendt for sine velvoksne overarme, stærke vilje og eminente evne til at få andre til at ændre deres dårlige vaner, så de kan nå deres drømme. Selv kan han prale af en imponerende andenplads i en af verdens hårdeste sportsbegivenheder, "Race Across America", ét langt cykelløb tværs over USA. Han har også vundet akademisk hæder som fysiolog og formidler. Og så er han kendt som stjernecoach i "Chris og chokoladefabrikken", "Chris på skolebænken" og senest "By på skrump", der lige nu bliver vist på DR 1 i bedste sendetid. Og selv tungen er i form, fornemmer man, mens han pumper den ene potente sætning op efter den anden. Men den amerikanske accent røber, at han kommer fra et andet sted.

Chris MacDonalds far er skotte, hans morfar er nordmand, men selv er han vokset op i USA. Det var også her han gik i high school. Og fortællingen om første skoledag gør stemmen en anelse mindre.

– Jeg må indrømme, at jeg både var usikker og bange på min første skoledag i high school. Konstant måtte jeg høre tilråb om min størrelse. Men værst blev det, da vi fik frokost, hvor en gruppe store fodboldspillere fik øje på mig i kantinen. Testosteronet lyste simpelthen i ansigterne på dem. For testosteron bliver altid forstærket, når der er piger i nærheden, og der var mange piger i kantinen. Sådan oplevede jeg for første gang i min high school-karriere at blive "trashed". De løftede mig op og smed mig med hovedet først ned i en af de store skraldespande, der var fyldt med snasket affald. Da jeg fik kæmpet mig op, var jeg indsmurt i klæbrigt affald, mand!

Chris MacDonald holder sin første lille pause.

– Jeg havde tabt ansigt. Og jeg havde både lyst til at græde og slå ud efter dem, men jeg valgte en mellemvej ved at stå fast og blive der. Så smed de mig op i skraldespanden igen. Men så kæmpede jeg mig bare op en gang til. På den måde gik der noget tabt i deres leg med mig. For jeg begyndte hverken at græde eller at slås.

Første skoledag blev et vendepunkt for den amerikanske teenager, og lektionen fortsatte, da han kom hjem.

– Jeg var bange hele dagen, men jeg gennemførte den. Og det var en lille sejr. For mod handler ikke om at undgå frygt, men om at se det i øjnene, man er bange for. Men jeg var godt nok ked af det den dag. Da jeg kom hjem, trøstede min mor mig og sagde, at det var nogle dumme drenge, som jeg bare skulle ignorere. Min far sad bare og lyttede til, hvad hun sagde, inden han gik ud i haven. Da jeg fulgte efter ham derud, spurgte han, om jeg var o.k. Da jeg nikkede, fortsatte han: "Du har bare fået din første lektion i, hvad det vil sige at være mand. For nu har du to valgmuligheder. Enten kan du gøre, som din mor har sagt, og ignorere dem. Eller også kan du acceptere, at det ikke bliver første gang, du kommer til at opleve idioter i dit liv. Vil du opgive? Eller vil du gøre, hvad du kan for at udvikle de forcer, du har?

Chris MacDonald valgte at lytte til sin far. Efter den dag begyndte han at træne sig op med daglige armbøjninger i soveværelset og fik masser af motion udenfor.

– Jeg vidste, at jeg stod ved en skillevej. Ville jeg være en taber og have ondt af mig selv, eller ville jeg kæmpe? På den måde er jeg glad for, at jeg mødte modstand dengang. For når jeg tænker tilbage, er det dér, mit mod, min drivkraft og mit fighterinstinkt kommer fra. Jeg blev enormt stærk i forhold til min størrelse det år. Min force var stadig ikke at være stor, men jeg vidste også, at det ikke kun handlede om, hvad der var fra halsen og ned, men lige så meget om, hvad der var fra halsen og opefter, så jeg tænkte strategisk og blev venner med nogle af de store drenge. For jeg havde en god social intelligens. Jeg var faktisk genert, men jeg havde et kort i baglommen, fordi jeg kunne få folk til at grine. Min far kunne også få andre til at grine. Og det var meget min far, jeg så op til som teenager. For en rigtig mand er også en far, en rollemodel.

– Min mor var altid den, jeg gik til, når jeg var ked af det. Men min far var mit forbillede. Han var også en lille mand, men i den grad en fighter. Og han lærte mig, at ens genetiske arv ikke er en dødsdom. Ens gener er jo bare ens udgangspunkt, men man kan altid udvikle sig. Da jeg senere i livet bad ham om tre råd, sagde han: "Uddannelse, uddannelse, uddannelse". For uddannelse giver muligheder. Han betalte selv for sin egen uddannelse som ingeniør, og det førte ham gennem militæret til at blive pilot. Og han endte med at blive en af USA's bedste rutepiloter. Da han blev pensioneret, sagde han til mig, at han drømte om at bestige et af de bjerge, han havde fløjet over så mange år. Og det gjorde han! For han er en fighter og en rigtig mand.

Chris MacDonald fandt sin egen vej i livet. Først læste han psykologi, men interessen for fysiologi tog over, og på den måde kom han til Danmark som udvekslingsstudent. Interessen for en dansk pige fik ham til at blive, og sådan blev han også forelsket i Danmark. Men selvom Chris MacDonald i dag er en anerkendt coach, er han ikke færdig med at udvikle sig.

– Livet handler om at lytte og læse. Hvis man kan de to ting, bliver livet spændende, og en rigtig mand er også nysgerrig. Og en af grundene til, at jeg deltog i et af verdens hårdeste cykelløb, var også, at jeg var nysgerrig efter, om jeg kunne.

Handler det ikke også bare om at vise sig?

– Jo, det var selvfølgelig et element i det. Alt andet ville være løgn. Men det handlede også om en basal nysgerrighed efter at se, hvor mine egne grænser gik. Og det er blevet en vane, jeg har udviklet. Hver gang min hjerne siger mig, at jeg ikke kan noget, får jeg lyst til at afprøve det. I USA taler man om at komme ud af sin "comfortzone". Det er selvfølgelig dejligt at være i den behagelige zone. For det er dér, vi samler nye kræfter. Men man udvikler sig kun, når man også stresser sig selv lidt. En muskel vokser også kun, når den bliver stresset og får lov til at hvile bagefter. For ellers bliver den bare overanstrengt. Sådan er det også i livet. Det er den gode vekselvirkning, der giver vækst. For man går i stå, hvis man glemmer hvile og nye udfordringer. Man kan også slappe for meget af derhjemme og tage sin partner for givet, mens man knokler uden for hjemmet. Den fejl har jeg selv gjort. Men en rigtig mand forstår, at rejsen med at udvikle sig selv aldrig bliver færdig.

Hvad forstår du ellers ved en rigtig mand?

– Det er blevet meget mere kompliceret at være mand i dag, end det måske var i mine bedsteforældres generation. Hvis man skal kunne fungere godt som leder, er man også nødt til at have den bløde og feminine side med sig. Men når jeg tænker på manden som fysiolog, så ved jeg, at mænd producerer store doser af testosteron. Og testosteron er Guds gave til manden. Der er ikke meget, mænd er bedre til end kvinder. Men testosteron sørger for, at mænd har et dræberinstinkt, som giver dem power. Og jeg har selv behov for at holde fast i det killer-instinkt, der kan drive mig frem mod nye mål.

Så y-kromosomet er killer-genet?

–Ja, det kan man sige, men jeg tænker også på andre ord, når man skal beskrive en rigtig mand. Ansvar og respekt er for eksempel nøgleord for mig. En rigtig mand vil gerne tage ansvar for sin familie, og en rigtig mand løber ikke fra sit ansvar. Jeg synes, at tidens mænd er begyndt at blive slappe, når det handler om at tage ansvar. Men jeg er selv vokset op med to bedstefædre og en far, der holdt det at tage ansvar meget højt.

Er der forskel på den måde, man opfatter manden på i Danmark og USA?

– Jeg tror mere, at man kan tale om en generationsforskel. For dagens mænd i USA skal også være bløde mænd i forhold til vores bedstefædre. Vi har behov for at bruge vores power, men det skal gøres på en konstruktiv måde. Vi skal ikke grave vores dræberinstinkt ned, men bruge det til noget positivt. Og jeg tror, at det er vigtigt, at vi får lov til at bruge vores power-potentiale. Sport er for eksempel et godt sted at bruge sin energi, fordi man også kan bygge sig selv op på den måde. Men en rigtig mand kan også begrænse sig.

Chris MacDonald tager endnu en sjælden pause på tungens velsmurte løbebånd, inden han er helt i mål med vores maraton-interview.

– En rigtig mand er også en gentleman. Ordet består jo af to dele: mand og "gentle", der betyder blød. Og man bliver først en gentleman, når man kan afbalancere sine feminine og maskuline sider. Det kan man også lære i sport. For man kan godt slå de andre på banen, men man skal kunne give dem hånden bagefter. Men at være gentleman handler også om at turde kæmpe i stedet for at løbe sin vej. Sangeren Sting synger, at en "gentleman will walk, but never run" (en gentleman vil gå, men aldrig løbe). Det, han mener, er, at en gentleman vil gå fra en konflikt, han ikke finder værdig, men aldrig løbe fra sit ansvar.

Den dansk-amerikanske coach holder vejret et øjeblik.

– Jeg havde aldrig hørt om ordet konfliktsky, inden jeg kom til Danmark, kommer det så.

– "Vi danskere er lidt konfliktsky", sagde man til mig. Men det er heller ikke trygt at være sammen med mennesker, der er bange for konflikter. Jeg tror, at en gentleman hverken er konfliktsky eller konfliktsøgende. For det er igen i balancen, at man finder en rigtig mand.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk