Jens Gregersen bor mellem fuglene. Eller er det en underdrivelse? Bor han snarere sammen med dem?
Under alle omstændigheder: ligemeget hvor nærværende han er i samtalen, er det, som om en del af hans væsen samtidig er hos fuglene. Nu hos nattergalen. Han afbryder sig selv for at gøre opmærksom på den. Man føler sig et øjeblik fugledøv. Har intet hørt. Men naturigvis har han ret. Nattergalen synger ud over Vorsø i Horsens Fjord denne formiddag.
Og nu er han hos solsortene. De er »sure på uglen«, kan han høre, mens han snakker om noget andet.
I græsset ud for huset, hvor Jens Gregersen bor, ligger vingen og knoglerne fra en skarv. Havørnen, som tog den, åd resten. Levende skarver svæver over træerne.
Skønt vi er tæt på fastlandet, forekommer det fjernt, ja, ligefrem uvirkeligt.
Ingen andre lyde end naturens egne,
fuglene, blæsten i træerne. At være på Vorsø er som at besøge en anden verden. En oprindelighed. Den gående langs stranden føler sig hensat til stenalderen. Sådan må der have set ud dengang, samme uforstyrrede natur. Det er som at blive konfronteret med menneskets grundvilkår.
Naturen får lov til at udvikle sig efter sine egne love på de 62 hektarer, som øen, der ejes af Natur- og Skovstsyrelsen, strækker sig over. Vorsø er naturreservat, udpeget som både EU-fuglebeskyttelsesområde og Ramsar-område. Omkring 50 fuglearter yngler årligt. Mest kendte er de kolonirugende arter, skarv, fiskehejre og råge.
Mennesket derimod er en sjælden art på Vorsø. Den eneste fastboende er Jens Gregersen. Eneboer er han dog ikke hele tiden. Kvinden, der dækker kaffebord i lysningen mellem træerne og tæt ved de ufordøjelige dele af den døde skarv - samt et kranium fra en grævling - er hans kæreste gennem mange år. Hun arbejder i Århus.
Gregersens dybe engagement i Vorsø går helt tilbage til 1977. Han holder opsyn, viser besøgende rundt og udfører efter behov optællingsopgaver. Og ikke mindst tegner, maler og skriver han. Indtil 11. juli kan nogle af hans tegninger ses på udstillingen »Fugletegn« på Johannes Larsen Museet i Kerteminde, hvor han er én af de fem deltagende fuglekunstnere.
Museumsdirektør Erland Porsmose bekræfter indtrykket af Jens Gregersen, når han i kataloget karakteriserer ham som en kunstner, der »næsten selvforglemmende« er optaget af at skildre fuglenes verden. Og ikke alene det udsnit af den, han finder på Vorsø. Gregersen har en »forkærlighed for trækfuglene og de nordlige himmelstrøg, det være sig fra Grønland til Sibirien«, skriver Porsmose og fortsætter: »Hovedvægten er ikke lagt på fuglenes fjerpragt og farver, men på deres væsen og personlige udtryk - en kunst, der retter sig ind på at være i plan med alt levende.« Museumsdirektøren vurderer, at Gregersen nok er den af de fem fuglekunstnere, der er »tættest indlevet i fugleverdenen«.
Det er sådan, vi oplever ham denne formiddag, fortrolig med alt, hvad der lever og gror.
$SUBT_ON$En privilegeret tilværelse
Det småregner i begyndelsen, da vi drikker kaffe under den blæsende himmel med de stadigt krydsende fugle. En bybo ville formodentlig få travlt med at bryde op: Det er bare for meget natur, hvis man bliver våd af den! Men Jens Gregersen synes ikke at ænse regnen. Han snakker besindigt videre. Natur får han vist aldrig »for meget« af, heller ikke selvom den fortynder hans kaffe.
I øvrigt er hentydningen til byens virkelighed slet ikke hans stil. Han gør intet krav på at repræsentere en livsform af større værdi end andres.
At den er anderledes er ikke kun omgivelserne, men også den rytme, hvori han lader til at leve, et vidnesbyrd om. Påfaldende rolig er den, ingen registrerbar stresspuls. Dette være sagt - forhåbentlig! - uden den romantisering af naturen, som ville være den og Jens Gregersen lige fremmed.
Det er, som om han er til stede i en anden tid end de overfyldte kalenderes. Naturens tid. Fuglenes og træerens.
- Selvfølgelig er jeg ikke uden for alting. Men jeg bestemmer selv mit tempo. Jeg har sådan set opnået, hvad jeg allermest ønskede mig, så jeg føler virkelig, at jeg er privilegeret.
- Jeg ville dog gerne i højere grad være kommet ud med noget af det, jeg har brændt for. Jeg har haft masser af bogprojekter, som ikke er blevet til noget, fordi tiden er løbet fra mig.
- Vorsø er meget smuk. En blanding af så meget. Det er så nærværende med de mange fugle og den store variation både med hensyn til det landskabelige og planterne. Øen er fuld af dynamik. Så meget sker. Hvis man interesserer sig for naturen på den måde, som jeg er gør, er det et perfekt sted at være.
- Desuden kan jeg lide at fortælle grupperne af besøgende om Vorsø. Jeg oplever folks glæde ved øen. Mange, der aldrig har været herovre, taler dårligt om den. De tror, at det er en total mødding med stank af skarv. Men det er en myte! Og de besøgende opnår en helt anden forståelse af øen.
- Ofte bliver jeg spurgt, hvordan jeg er havnet på Vorsø, fortsætter Jens Gregersen.
- Jeg kan huske den første gang, jeg stod og kikkede herover. Det var den den 30. maj 1965. Jeg var 13 år. Tidspunktet kan jeg huske så præcist, fordi jeg altid har ført omhyggelige noter med, hvad jeg laver.
- Øen lå den dag som noget fjernt og helt uopnåeligt. Og jeg havde ingen tanker om at komme nærmere. Men efter fire år besøgte jeg Vorsø. Og jeg blev meget optaget af stedet.
- Senere fik jeg til opgave at lave bogen »Tipperne«. Den blev til samarbejde med biologen Niels Hannow, kom i 1975 og blev fint anmeldt. Jeg fik at vide, at jeg var en ny Johannes Larsen. Det var ikke særlig gavnligt for en ung mand på 22 år. Ligesom det i det hele taget ikke var særlig gavnligt med så meget ros på én gang. Man bliver lidt kulret.
Men kulret eller ej:
- Mit udgangspunkt er meget det samme som Johannes Larsens. Det, der optager mig, er identisk med det, der optog ham.
- Arbejdet med »Tipperne« bevirkede et møde med reservatverdenen. Det fik desuden den betydning for mig, at jeg ikke behøvede at arbejde som reklametegner, sådan som jeg er uddannet til. Jeg blev set, fik opgaver og kunne beskæftige mig med de ting, jeg holdt mest af. Dermed opstod muligheden for at komme til Vorsø og deltage i de undersøgelser, man havde påbegyndt. Det var blandt andet noget med ringmærkning og optælling af skarver. Samtidig fik jeg lov at tegne herovre.
Er det slet ikke ensomt at bo her?
- Der er intet som helst ensomt ved det. Jeg har en stor bekendtskabskreds og bevæger mig temmelig meget udenfor Vorsø. Jeg kører cirka 30.000 kilometer om året. I både ind- og udland.
$SUBT_ON$Hvor mange fugle i dag?
- Jeg har altid følt mig godt tilpas i naturen. Fuglene i landskabet er noget af det mest nærværende. De er så smukke, på så mange måder fascinerende.
- Det er svært at sige, hvorfor man interesserer sig for det, man nu engang interesserer sig for. Men for mit vedkommende har det noget at gøre med oplevelser i barndommen. Min far var jæger. Og det gjorde et stort indtryk på mig, når han viste mig for eksempel en bekkasin, han havde skudt.
Da Jens Gregersen bliver bedt om at uddybe, hvad det er, naturen betyder for ham, svarer han i første omgang ved at pege på en svale i nærheden af det udendørs kaffebord:
- Se den specielle rød farve, den har på struben. Den farve findes ikke andre steder. Og se den blå farve på ryggen. Svalen skinner blåt over i det violette, alt efter lyset. Som skarvens øje, der spænder fra turkis til varmt smaragdgrønt.
- Forleden så jeg en sommerfugl, som jeg aldrig har set før. Det er netop pointen ved det, jeg laver og grunden til, at jeg bliver ved: Noget spændende sker hele tiden.
- En anden dag så jeg en slags natsværmer, hvis danske navn er blodplet. Den har en dyb rød farve. Blodplet er ikke så kendt, og jeg havde heller ikke set den før. Men to dage efter så jeg én igen. Den landede en på en af de besøgende. Virkelig en naturoplevelse!
Du har sagt, at du i dit forhold til
naturen har det lidt som en ludoman. Hvad mener du med det?
- Det har ikke noget med ludomani at gøre! Når jeg bruger ordet, er det en hentydning til de ringmærkede fugle: Hvor mange af dem har jeg set i dag? Det går ned ad bakke med det, for vi ringmærker ikke så meget mere. Men bare det at følge en udvikling er interessant.
- Når jeg har beskæftiget mig med skarver og deres liv, med ringmærkede fugle og deres gøren og laden, har det sådan en tiltrækning for mig at kravle op i fugletårnet for at se, hvilke fugle der er her den dag. Er der kommet én fra de andre kolonier? Nu bekæmper man jo skarverne i en del kolonier, og de kan vende tilbage til Vorsø. Måske ser jeg K11, der plejer at være på Samsø.
- Og hvad med havesangeren? Hvor mange er der i år? Kommer vi over det »magiske« 20 par? Jeg tæller ynglefuglene, selvom jeg ikke skal. Jeg kan ikke lade være. Synes det er så spændende at følge, hvordan det udvikler sig.
- Når jeg går på oplevelse i naturen, ved jeg aldrig, hvad der sker. Men jeg ved, at der altid sker noget. Det kan godt være, at det bliver i mindre format, end jeg havde forestillet mig. Men det kan også være, at det bliver det helt store. Det er som med så meget andet: Man er tiltrukket af gevinsten.
En aften for kort tid siden blev det gevinst. Jens Gregersen begav sig afsted for at kikke efter natravne. Han har kun set dem ganske få gange tidligere. Og den aften lykkedes det igen. Når han fortæller om oplevelsen, løfter hans stemme sig i glæde. Fugleglæde. Den han tegner med.
En gul blomst lyser i det høje græs på strandengen. Lyser Jens Gregersen til sig.
En enggedeskæg er det. En skær-
sommerblomst. Men kun om formid-
dagen folder den sig ud.
- Et stort og sundt eksemplar. Intenst og spændstigt, siger Gregersen om det.
Han har ofte tegnet enggedeskæg. Også denne vil han fastholde. Og med det stærke fjordlys strømmende ned over sig sidder han nu med sin uundværlige tegneblok. Trods fotografens knipsen er det, som om tegneren er alene med blomsten.
Vi har været en tur ind over øen og går hjem langs stranden. Det er sidst på formiddagen. Gregersen synes stadig at have uebegrænset tid til sin rådighed.
Bliver du på Vorsø?
- Det ved jeg sørme ikke!
- Jeg tænker ikke på, hvad der kan ske næste år, men lever fuldstændig i nuet. Mange mennesker vil sikre sig, og det er der jo heller ikke noget at sige til. Men man er privilegeret, når man ikke man hele tiden kredser om, hvad nu hvis ... en af os dør. Jeg har ikke de bekymringer. For mig er hver dag en glæde.
- Alt er på en måde godt, siger Jens Gregersen og får øje på en næsten usynlig fugl i et træ.
Vorsø
Vorsø blev i 1928 købt af Københavns Universitet for zoologen Herluf Winges sammensparede formue. Han ønskede at skabe et fristed for for planter og dyr, »også de såkaldt skadelige«.
Øen, der er på 62 hektar, bestod indtil 1928 af to skove, nogle småplantninger og dyrkede arealer. Skoven og landbrugsjorden fik lov at udvikle sig uden menneskelig indblanding. 15 hektar af landbrugsjordem blev dog dyrket indtil 1979, da Skov- og Naturstyrelsen overtog øen. På disse arealer breder sig nu ungskov. Der er adgangsforbud til Vorsø. Interesserede grupper kan imidlertid få tilladelse at besøge øen i perioden 1. juni-31. august.
Blå bog
Jens Gregersen, 52, født i Århus og uddannet som reklametegner. Ud over sit virke på Vorsø har han udført en lang række illustrationsopgaver. Han har medvirket i adskillige bogprojekter. Eneansvarlig er han for »Skarvens Kyster« (Bygd 1982. De øvrige bøger er blevet til i samarbejde med andre. Det gælder blandt andet den meget udbredte »Blomsternes Danmark (Gyldendal 1997), som han lavede sammen med botanikeren Bernt Løjtnant. Gregersen har deltaget i op mod 50 udstillinger over hele landet. Han har udført seks frimærker for Post Danmark og blev kåret som årets frimærkekunstner i 2000. I 1987 modtog han Jens Bjerg- Thomsens Mindelegat og i 2002 Bygd-prisen.
Serie
By og land
Hvordan kan man trives uden dagligt at høre lærkens sang over sit hoved? Hvordan holde sig i gang uden byens pulserende hjerteslag? Byen og landet har hver deres ivrige fortalere, og i en række artikler sætter vi fokus på de særlige værdier ved livet på landet og i byen, og det midtimellem - forstædernes diskrete charme. Dette er den sidste artikel i serien, tidligere artikler blev bragt i avisen den 19., 22., 24 og 26. juni. Med et netabonnement kan artiklerne læses på www.kristeligt-dagblad.dk
