Prøv avisen

Marsmænd hører med i skaberværket

Tidligere på ugen kørte rumfartøjet Curiosity sin første tur på Mars. Finder den liv på den røde planet, behøver det dog ikke rokke ved teologien eller troen på Vor Herre. – Foto: NASA.

Intelligent liv på Mars vil ikke være et teologisk problem, mener videnskabsfolk

Det er i sig selv tæt på at være et mirakel, at det for nylig og efter syv måneders rejse i rummet lykkedes det amerikanske rumfartsagentur, Nasa, at lande rumfartøjet Curiosity på planeten Mars golde overflade i jagten på liv.

Det var første gang i historien, at et mobilt køretøj foretog en kontrolleret landing på planetens overflade og ikke bare blev kastet ud fra 12 kilometers højde indpakket i airbags.

LÆS OGSÅ:Præst: Liv på Mars er ikke et problem for troen

Finder Curiosity så oven i købet levende mikrober eller bakterier på den røde planet, vil det være et fantastisk bevis på, at skabelsesberetningen i Første Mosebog gælder for langt mere end bare livet på Jorden, mener astrofysiker ved Københavns Universitet Anja C. Andersen.

Både med præster, videnskabsfolk og med sig selv har hun diskuteret, hvordan det stiller os som mennesker, hvis vi ikke længere er alene. Og om det vil kunne udfordre vores forhold til tro, Gud og teologi, hvis det viser sig, at der findes andet intelligent liv i rummet.

På den ene side kan man have den holdning, at hvis Vor Herre er stor, så bliver han vel bare større af at kunne skabe liv alle vegne. Men man kunne også tage den holdning, at hvis vi er særligt udvalgte, menneskerne på Jorden og skabt i Guds billede, så gør det os måske mindre særlige. Og så kan man sige, at hvis der skulle være liv andre steder, og det skulle afspejle Vor Herres herlighed, så skulle det også være skabt i hans billede og minde om os selv. Jeg er i den kategori, der siger, at hvis Vor Herre er almægtig, giver det god mening, at der også er liv andre steder i rummet. Det ville også være rigtig meget spild af plads, hvis der ikke var liv andre steder i universet, siger hun.

I det hele taget hører astrofysikeren til dem, som mener, at vi som mennesker skal se positivt på, hvis vi opdager en planet, der ligner Jorden og har de rette forhold. I det tilfælde ville det give god mening at sende radiobølger af sted i forsøget på at skabe kontakt og udvide næsten til også at inkludere det ukendte liv.

Hvis jeg havde en oneliner at sende af sted til en fremmed planet, ville jeg som forsker synes, det ville være sjovt at sende opskriften på dna, så de måske ville kunne regne ud, hvem vi er. Men det kræver jo, at vi forstår hinandens kommunikation. Vi sender måske på P1, mens de lytter til P3. Vi sender på den måde, der giver mening for os, og måske er der nogen, der de sidste 100.000 år har sendt signaler ned til os, som vi bare ikke har forstået.

Indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at Nasa finder decideret liv på Mars overflade, mener Anja C. Andersen.

Dog er der stadig mulighed for at finde arkæologiske rester efter uddødt liv, når Curiosity senere med sin gravearm skal forsøge at trænge igennem Mars overflade i sin jagt på liv. Uanset hvad resultatet bliver, kan det kun være med til at understrege livets gåde, mener hun.

Der er alle tegn i sol og måne på, at der har været de rette forhold på Mars. Og hvis der har været de rette forhold, men der ikke er opstået noget liv, er der noget, der tyder på, at det ikke er nok med de rette forhold. Der skal noget mere til, som vi så ikke ved, hvad er. Det kunne så være Guds ånde. Der kommer vi til kort, for vi har aldrig lavet liv i laboratoriet. Vi kan ikke tage en håndfuld grus og putte i et reagensglas og så få noget levende ud af det. Der er en gåde ved livet.

Anja C. Andersen mener, det faktisk vil være en lettelse for en del mennesker, hvis der findes liv andre steder i universet end blot på Jorden. I hvert fald for hende personligt.

Hvis der er liv andre steder end på Jorden, tager det lidt af ansvaret fra os. Det er et meget stort ansvar at være den eneste planet med liv i universet. Så skal vi gøre os rigtig meget umage med at holde livet og mangfoldigheden ved lige, men hvis der er liv mange steder, er der ligesom kompensation for vores dovenskab. Så er der en plan B, siger hun.

Pensioneret kernefysiker og tidligere sognepræst i Skovlunde Poul Martinsen mener som Anja C. Andersen, at det er fantastisk spændende, at Curiosity er landet på Mars, men han tror ikke på, at den allerede i denne omgang vil finde noget, der bevidner, at der findes liv på andre planeter. Og da slet ikke noget, som vil kunne udgøre et teologisk problem.

Jeg mener, at det er så usandsynligt, at vi kommer i kontakt med andet intelligent liv fra andre planeter, og dermed vil vi heller ikke få lejlighed til at finde ud af, hvilket forhold dette liv har til Vor Herre, eller hvordan de opfatter tro i det hele taget. Men det er en meget abstrakt diskussion. Faktum er, at afstandene i rummet er så enorme, og der er ganske vist milliarder af galakser med milliarder af stjerner, men selv inden for en afstand på hele 25 lysår, er der kun 25 planeter, der kunne være beboelige. Det er ikke ret mange, og det skulle være mærkeligt, om der lige var liv på en af dem, siger han.

Selvom der i skabelsesberetningen ikke direkte står noget om marsmænd og liv på andre planeter, mener Poul Martinsen ikke, at det vil rokke ved skabelsesberetningens indhold, hvis man rent faktisk fandt andet liv i universet.

Hvis man opfatter skabelsesberetningen fuldstændig bogstaveligt, skulle den vel skrives om men det har den i så fald skullet i mange år. Jorden er heller ikke flad, og vi har ikke den hvælving over os, som det beskrives i skabelsesberetningen. Men budskabet i den ændres ikke ved, om der er liv andre steder eller ikke. Det, vi skal lægge vægt på, er, at vi skal behandle de livsbetingelser, vi har fået til låns, med varsomhed. Vi skal lægge vægt på, at livet er skænket os.

Skulle det vise sig, at der findes intelligent liv andre steder i universet, vil skabelsesberetningens kodeks derfor også gælde for en såkaldt marsmand. En sådan ville også skulle behandles som en næste, hvis det altså er et venligt gemyt, påpeger Poul Martinsen.

Det er meget svært at udtale sig om, i hvor høj grad det ligner os. Det kan også være, at vi slet ikke opdager det, fordi vi ikke ved, hvordan det ser ud. Under alle omstændigheder må vi opfatte det som en skabning, vi må forholde os til og som en del af det skabte univers. Og vi må føle det samme ansvar for det liv, som vi gør for Jorden. Om det så er nogen, vi skal tage hånd om, som vi gør det med samfundets svageste, eller om det er nogen, vi skal skynde os at løbe væk fra. Det vil vise sig, siger han.