Prøv avisen

Med alle sanser åbne i et dobbeltsyn på tilværelsen

”Jeg er taknemmelig for det moralske og humanistiske grundlag, jeg står på, men jeg kommer aldrig til at forstå, at min mor kan tilbede en Gud, der vil slå hendes børn og børnebørn ihjel,” siger Kim Leine, der er vokset op i en lille by i Norge i en familie, der var Jehovas Vidner. – Foto: Søren Staal.

Som barn vidste han, at Jorden ville gå under, som ung talte han med afdøde forfattere, og som 30-årig udlevede han de vilde teenageår. Som 50-årig føler forfatteren Kim Leine, der er aktuel med romanen Profeterne i Evighedsfjorden, sig yngre og mere til stede i virkeligheden end nogensinde

Han tager imod på trappen. Langt ude på reposen står han med hænderne i siden, en ørering i det ene øre og et stort smil i skægget. I lejligheden på tredje sal lyser udsigten til den nye bydel Ørestaden ind fra altanen, og i køkkenet knapper Kim Leines kone, Bodil Kyst, hagesmækken af deres søn Sune på to et halvt år.
Det min mor, det min bar, siger drengen igen og igen, peger og vinker, og vi fortrækker for at finde et roligt sted at tale sammen. I døren sætter Kim Leine sig på hug og breder armene ud til et knus, han også får. Med tilløb og det hele.

LÆS OGSÅ: Jeg ønskede at forsvinde fra mig selv

Jeg er begyndt at holde af at bo i København, og der er alt herude. Universitetsbiblioteket, hvor jeg hver dag sidder og skriver, og DR-Byen, hvis jeg skulle få behov for at blive kendt, siger han leende og peger mod mediemastodonten.

Vi sætter os på en muzakhærget café og taler om Kim Leines seneste og anmelderroste roman, Profeterne i Evighedsfjorden, der handler om en udbryderkoloni, der opstod, da de danske kristne missionærer regerede i Sukkertoppen i Grønland. En delvis dokumentarisk fortælling om Danmarks dunkle fortid som kolonimagt, der af flere anmeldere betegnes som Kim Leines populære gennembrud, og dermed kan det blive svært for ham at opretholde den strategi, han i mange år har haft: at være usynlig.Kim Leine voksede op i en lille religiøs bygd i Norge hos sin familie, der var Jehovas Vidner. Her stod han ofte i sit værelse på første sal og kiggede ud af det 1960er-typiske pistaciefarvede træhus, ned over bækken og mod de lavere fjelde i syd.Jeg holdt øje med, om det trak op til tordenvejr, for så var Harmagedon på vej, siger han og tilføjer med sin let grønlandske accent:

Jeg vidste, at Jorden ville gå under, og jeg vidste hvornår.

Hans blå øjne lyser mildt i det slanke ansigt, mens han helt roligt beretter om den dommedag, der var sat til at indtræffe i 1975. Det år, hvor Kim Leine fyldte 14 år.

Det var helt officielt og meget konkret, husker han.

Da Kim Leine vågnede nytårsmorgen 1976, var han forvirret.

Tidligere vidste jeg trods alt, hvornår katastrofen ville indtræffe, siger han om en periode af sit liv, hvor han fandt trøst og selskab i bøgerne.

Jeg udviklede et dobbeltsyn på tilværelsen. Der var virkeligheden den var dømt til at gå under og så var der min forestillingsverden, der havde med bøger og det at læse og skrive at gøre, siger Kim Leine, der ikke vidste præcist, hvad den verden ville ham, men mærkede driften mod et andet liv vokse, indtil han i 1978 stak af.

Han var 17 år, og det var sidste udkald. Et år efter ville han være blevet døbt og dermed afskåret fra kontakt til sin mor og stedfar, hvis han brød med den religion, han følte, han ville være gået til grunde i.

Det var min overlevelsesdrift, der drev mig af sted og heldigvis for det, siger han i dag.

Det halmstrå, den unge Kim Leine greb ud efter, var hans far. En frisør med forfatterambitioner, der var blevet udstødt af Vidnerne på grund af de homoseksuelt erotiske aktiviteter, der foregik i frisørsalonens baglokale. Kim Leine rykkede ind hos sin far i København, som misbrugte ham seksuelt.

Her begyndte jeg at læse klassikere som Knut Hamsun, Tolstoj og Dostojevskij. Jeg følte, jeg kunne kommunikere med de gamle, døde forfattere, siger Kim Leine, der også stak mere og mere bevidst af og ind i litteraturen.

At være usynlig har altid været min strategi. At ikke findes har fungeret bedst for mig faktisk, siger han og lader blikket vende den sårbare side ud. Hans fingre fumler let ved venstre kind.Et ægteskab blev vejen ud af forholdet til faderen for Kim Leine, der i henholdsvis 1986 og 1988 blev far til datteren Marie og sønnen Johannes. I 1989 sendte overlevelsesdriften ham for anden gang af sted, da han og familien flyttede til Nuuk, hvor han fik arbejde som sygeplejerske.Grønland opfylder dine drømme, og det er noget af det farligste, der kan ske, siger han alvorligt og forklarer, at drømmen for ham handlede om at komme fri af sin incestoffer-identitet.

Da nogle grønlandske kvinder bød sig til, talte han derfor med sin kone om det.

Hun viste forståelse for min situation, og var det bare blevet ved det, havde det været et sundhedstegn. Men jeg blev så begejstret over at få min drøm opfyldt, at jeg mistede kontrollen med det.

Den nye identitet blev en lænke, han lå i, og som gjorde, at han hver nat måtte på jagt efter en ny kvinde. Nogle gange flere på samme nat. Et mønster, han selv oplevede som frustrerende, og som selvsagt tærede på ægteskabet. Familien rykkede derfor til Østgrønland og fandt her fem år med fred, og her oprettede Kim Leine sin egen private forfatterskole. Han skrev blandt andet den amerikanske forfatter Truman Capotes Med koldt blod af i hånden.

Det var en fuldstændig dilettantisk ting at gøre, men jeg anede ikke, hvordan jeg ellers skulle komme til at skrive skønlitteratur, ler Kim Leine ad sig selv.

Men han mener også, at han på den måde blandede sprog med den amerikanske dokumentarist og lærte, hvad han selv kalder for sensuel nøgternhed.

Jeg kan godt lide forestillingen om at skrive om noget vildt forfærdeligt på en kølig måde. Jo mere køligt beskrevet, jo stærkere er sanseoplevelsen for læseren, forklarer han om den skrivestil, der også af denne avis anmelder, Mai Misfeldt, er blevet bemærket som skrevet med alle sanser åbne.Forfatteren mener selv, at iagttagelsesevnen blev styrket i årene som sygeplejerske i Grønland, hvor den præcise beskrivelse af en patients tilstand afgjorde, om en helikopter ville blive sendt af sted fra byen Ammassalik eller ej.Men det har også noget med min egen dobbelthed at gøre. Jeg iagttager først, og følelsen kommer bagefter sådan lidt forskudt, siger Kim Leine, der ofte irriteres over ikke at være i stand til at reagere i situationen, men bruger denne dobbelthed stilistisk.

Kim Leine udviklede mere end et præcist sprog i de 15 år, han var sygeplejerske i Grønland.

Der var det alt for nemt at komme i nærheden af kodein-piller og alkohol. Siden kom både cigaretter, alkohol og mad på listen over ting, jeg var afhængig af, siger Kim Leine, der i 1997 rykkede til Langeland blandt andet for at give børnene en bedre skolegang, end de fik i den grønlandske bygd.

Men mens parrets to børn blomstrede op, blev rastløsheden stadig mere udtalt i deres far.

Jeg forsvandt i store perioder af deres liv. Tog til Grønland og skejede voldsomt ud. Jeg kan huske, at jeg ringede hjem, og de sagde: Nå, er det dig, far, vi var faktisk lige ved at se noget i fjernsynet .... De ville hellere se filmen færdig end tale med ham den underlige, der alligevel ikke var der, siger Kim Leine, der flyttede alene til Grønland i 2004.

Vi har det godt i dag, mine børn og jeg, men de har haft brug for ikke at se mig i en periode. Nødvendigt, men smertefuldt, siger han og rammes så af sine egne ord.

Som et viskestykke, der svirper tilbage eller en elastik, der snapper. Iagttagelse og følelse lader sig vanskeligt adskille, når det kommer til ens børn. Her går livet rent ind.

Rundt omkring os er der også blevet stille, og caféen lukker. Mere liv er der alligevel ikke i Ørestaden på en søndag. Kim Leine kender vejen over på det gamle KUA (Københavns Universitet Amager), og mens vi krydser det vindblæste område, taler vi om, hvad der gør, at han er endt med at være det, han engang havde en vag forestilling om: forfatter.

Min overlevelseskraft, men også tilfældet. For de destruktive kræfter kunne også have fået overtaget, siger han og åbner den orangefarvede dør ind til et næsten mennesketomt universitet, hvor han ufortrødent fortsætter med at reflektere over, hvordan det lykkedes ham at debutere som 45-årig.

For at blive forfatter kan du enten have en meget høj selvtillid eller komme i så dyb krise, at du kun kan skrive dig ud af det, mener Kim Leine, for hvem det sidste var tilfældet.Han blev fyret, skilt og landede på bar bund og kontanthjælp på Langeland i 2005, hvorfra han skrev sin debutroman Kalak, der udkom i 2007.Men inden han var i stand til at skrive den bog, måtte han bryde med sin fortid.

Jeg tog til Norge og sad på mit gamle drengeværelse og slikkede mine sår, husker han, og her skrev den voksne Kim Leine et afskedsbrev til sin far.

Jeg skrev, hvad min far havde gjort, at jeg ikke kunne acceptere det, og at jeg derfor med 30 års forsinkelse afbrød forbindelsen, siger han og tilføjer en hoppende latter.

Et brud, faderen dog ikke har respekteret. Han er ved flere lejligheder dukket op, når Kim Leine har overvundet sin usynlighedsstrategi og været ude at holde foredrag.

Så sætter han sig på tredje række og stirrer ondt på mig, siger Kim Leine.

Han skriver også breve til mig og belærer mig om, hvordan jeg skal opdrage mine børn.

Noget, der trods al mildheden fylder Kim Leine med irritation.

Jeg ved ikke, om man kan tilgive et menneske, der ikke ønsker at blive tilgivet. Hvad mon fagkundskaben siger til det? funderer han.

Til gengæld er han helt overbevist om, at det at skrive sig ind i sin egen historie har gjort det lettere at komme ud af den igen.

Det gør det hele mere konkret at pakke alt det grimme ind i en bog, som man kan åbne og lukke, siger han.

Også for Kim Leines store børn, der i dag er 24 og 26 år, har deres fars offentlige bearbejdning af et kompliceret følelsesliv hjulpet dem til at forstå. Også forholdet til hans mor i Norge er i dag godt.

Så længe hun ikke missionerer, er det okay. Det at missionere har haft en enorm betydning og har nogle steder fået menneskeheden til at tage nogle store udviklingsspring, men jeg mener også, det er noget, vi bør lægge fra os i dag, siger Kim Leine, der med egne ord er kulturkristen.

Jeg er taknemmelig for det moralske og humanistiske grundlag, jeg står på, men jeg kommer aldrig til at forstå, at min mor kan tilbede en Gud, der vil slå hendes børn og børnebørn ihjel, siger han og klør sig eftertænksomt i skægget.

Men måske er det hendes måde at være skizofren på, siger han så og lader de blå øjne hvile på udsigten til Amagers forblæste natur uden for vinduet.Selv har han det godt med den dobbelthed, der ligger i at være forfatter og familiefar.Jeg lever et helt upåfaldende liv og kommer hver dag hjem til bleskift og opvask efter at have bedrevet unævnelige ting på KUAs bibliotek, ler han og siger, de faste rutiner giver ro.

Det gælder om at kunne slippe sine dæmoner løs mellem klokken ni og tre.

Spørgsmålet er, om en mand, der har skiftet identitet flere gange, frygter eller måske endda længes efter identitetstabet her i de moderne, rene og nærmest anonyme flader i Ørestaden?

Jeg har ikke en reel frygt, men jeg ved, at jeg altid skal være på vagt. Misbruget forsvinder ikke, det går bare ud og tager nyt tøj på og kommer ind igen, siger han.

Kim Leine tror ikke på, at man bliver misbruger af at være blevet misbrugt.

Jeg tror, jeg har haft en form for ADD. Det er det, man kalder den stille damp og noget, du typisk ser hos den stille pige i klassen. Hende, ingen lægger mærke til, siger han, idet vi forlader KUA og går ud i skumringen.

Som han står der i sit måske ikke forsømte men dog forsinkede forår, ligner han en mand, der er færdig med at forsvinde.

Alligevel drømmer han om at overvintre med sin familie i en grønlandsk bygd. En blanding af ensomhed og samhørighed med de andre i en bygds små sociale cirkler drager. Men ikke mere, end at han er begyndt at føle sig hjemme her i den senmoderne konstruktion af en bydel, hvor man kan leve et ganske upåfaldende liv og slippe sine dæmoner løs på biblioteket.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

Tolstojs Krig og fred. Den færdes overalt i Rusland under napoleonskrigene fra det højeste til det laveste. Den viser, hvor selvmodsigende og flertydige mennesker er.

Hvilken kendt person vil du gerne have til bords?

Buster Keaton. En rar mand, som man kunne være fuldstændig tavs sammen med.

Hvor slapper du bedst af?

I indkøbscentre og hotelværelser. Begge steder giver mig en følelse af identitetstab, som nulstiller min hjerne.