Prøv avisen

Med en herlig og besværlig teenager i huset

Spørg om livet: Hvad gør man med en urimelig teenager? Forsøg ikke at blive provokeret, lyder rådet til et forældrepar

Kære Brevkasse

Min mand og jeg er blevet enige om at skrive til jer om et problem, som vi begge oplever i vores hverdag, dog på hver vores måde. Vi har tre børn. Den ældste er en dreng, som nu er ved at være færdig med gymnasiet, og så har vi en datter på 14 og en mindre dreng på 10. Den ældste har haft en vis form for pubertetsreaktioner, som vi har klaret nogenlunde, men nu er han ved at være så voksen, så tingene går på en meget fornuftig måde.

Grunden til, at vi skriver, er, at vores datter, som er midt i puberteten, har så stærke reaktioner, så det er blevet et problem mellem min mand og mig. Cecilie er ellers en dejlig pige fuld af energi og ideer, men samtidig har hun et enormt temperament, og hendes reaktioner svinger op og ned. Hun er ved at drive ikke mindst min mand til vanvid. Når kun kommer ind ad døren, eller når vi sidder og spiser, eller når vi skal lave noget sammen i familien, så bliver der altid et eller andet, der gør, at det hele kører op i en spids. Vi ved godt, at det er naturligt i den alder, at der er stærke reaktioner, men efterhånden er det blevet for meget.

Jeg bliver ofte irriteret på vores datter samtidig med, at jeg også godt kan forstå hende, og så bliver jeg meget provokeret over, at min mand og jeg er så uenige om, hvordan vi skal takle det. Min mand synes, at hendes reaktioner er helt urimelige og mener, at jeg er alt for forstående og eftergivende. Vores datter og han kommer meget ofte op at skændes, og min mand kan blive meget vred af og til. Jeg synes, min mand tackler hende alt for firkantet og bliver alt for voldsom. Jeg kan derfor let blive en lus imellem to negle. Jeg synes også, at vores datter nogle gange er helt urimelig og snakker på en måde, som er helt uhørt, men samtidig mener jeg ikke, at det hele bliver bedre ved blot at skælde ud. Hvordan løser vi vores uenighed, og har I også nogle gode råd om, hvordan vi møder vores datters stærke reaktioner på en mere hensigtsmæssig måde?

Måske skal jeg oplyse, at vores datter har gode venner og klarer sig godt i skolen og i social sammenhæng. Det er herhjemme, problemet er. Vi synes også, at dette problem fylder alt for meget i forhold til vores drenge.

Venlig hilsen

Teenageforældre

Kære teenageforældre

Tak for jeres spørgsmål. I er ikke alene. De fleste forældre til en teenager vil sikkert genkende momenter i jeres frustration.

For det første har vi lyst til at skrive til jer, at det ikke er for at irritere jer, eller fordi Cecilie ikke kan lide jer, at hun reagerer, som hun gør – måske endda tværtimod. I skriver, at hun fungerer godt i skolen og socialt. Og at hun er en livlig og engageret pige. Det er jo rigtig meget at glæde sig over.

For det andet, så er det godt at vide, at mange af de reaktioner teenagere har, ofte er udtryk for deres egen indre forvirring. De er i en alder, hvor de skal til at løsrive sig fra dem, de holder allermest af. Samtidig skal de finde ud af, hvem de selv er, og hvordan man skal gebærde sig ude i den store verden. Nogle gange føler de, at de er meget voksne, andre gange føler de sig små og forvirrede. Vores bedste råd til

jer er at forsøge ikke at køre så meget med op, når hun reagerer så stærkt. Naturligvis er det vigtigt, at I sætter nogle grænser,

når det er virkelig nødvendigt, men forsøg ikke at blive så provokeret af hendes dagligdags reaktioner. Hun har allermest brug for, at I bliver stående stille og

ikke bliver alt for opgivne over hende.

Jeres indbyrdes uenighed kan måske afhjælpes lidt, hvis I to sætter jer ned og snakker igennem, hvad det er, som er vanskeligt for jer hver især. Tal om helt konkrete situationer, og om hvordan I kan møde Cecilie på en anden måde, end den I har forsøgt utallige gange, uden at det har haft nogen særlig god effekt. Måske skal din mand finde ud af, hvad det er for ting, som han på ingen måde kan tolerere, og som han vil stå fast på, men så også udfordre ham til at lade være med at reagere på mange af de andre punkter, som måske ikke er så vigtige. Måske var det en ide for ham at invitere Cecilie ud på café en dag og fortælle hende om de tanker, han gør sig og spørge hende om, hvad hun tænker om det, således at de kan få en samtale og en dialog i stedet for koldfronter og råberi.

Cecilies reaktioner kan meget vel være en vitaminpille til hendes forældres samtaler. Måske kan I lære mere om jer selv og hinanden derigennem? Hvordan I selv oplevede jeres pubertet, om holdninger og værdier, som I har haft, og som I måske fortsat har, eller som må justeres lidt? Ved nogle grundige samtaler om hvad I begge tænker, vil I have større mulighed for dels at finde nogle fælles holdninger, og dels måske også kunne leve bedre med, at I ikke på alle punkter er ens. Børn kan godt leve med, at forældre ikke har nøjagtig de sammen meninger eller reaktioner.

Medens det hele koger i disse år, så forsøg at tænke, at det holder op på et tidspunkt. Så forsøg at se med milde øjne på hende, samtidig med at I med velovervejet sund fornuft sætter de grænser, som er rigtig vigtige for jer. Hun tager ikke skade af gode sunde grænser, men det har ikke noget formål at råbe og skælde, på den måde bruger I teenagerens egne reaktionsmåder, og det er sjældent hensigtsmæssigt.

Midt i alle frustrationerne kan man også ofte komme til at glemme at fortælle sine teenagere, hvor meget man holder af dem, og hvor meget man nyder dem. Ofte bliver det den negative kontakt, der fylder, og det er synd, for der er meget at glæde sig over i disse år, og humor og kærlighed kan selv den mest temperamentsfylde teenager godt lide.

Mange hilsener

Annette og Jørgen