Prøv avisen

Med livets hastighed ...

Hurtigfærgen ”Villum Clausen” er både bornholmernes motorvej og fælleskantine. – Foto: Michael Tarp.

Trafik Uden en hurtig færgeforbindelse dør Bornholm. Det er den lokale havneformand ikke i tvivl om. Fart er også fremtiden for resten af samfundet, mener trafikforskere. Vi vil nemlig rejse mere og hurtigere. Og hvert eneste sekund skal helst bruges optimalt undervejs. For rejsetiden er både blevet et frirum og en stressfaktor

edLyden af kufferthjul i kraftig bevægelse buldrer gennem færgeterminalen i Rønne Havn. Klokken er 6.27, og solen er først lige begyndt at bekæmpe mørket over Østersøen. I dag sejler hurtigfærgen Villum Clausen igen. Den er verdens hurtigste af sin art og skyder stadig omkring 70 kilometer i timen med fuldt læs, og sidste år fragtede Villum Clausen alene omkring en million passagerer frem og tilbage, men i går måtte den udgå på grund af stormvejr og erstattes af en halvt så hurtig færge. Det sker ellers sjældent, men når det sker, er det altid en påmindelse om, at bornholmerne bor på en ø og ikke kan tåle tilværelsen alene.

Tiden har selvsagt ændret sig, siden de selvforsynende landmænd kørte rundt på hestevogne på øen og en 80-årig kvinde fra Nexø ifølge en lokal anekdote kunne udbryde: "Det var nu alligevel dejligt at se andre dele af verden," da hun for første gang kom til Hammershus på Nordbornholm. Fart er fremtiden. Og Villum Clausen er hovedpulsåren til Danmark, selvom den sejler til Ystad i Sverige. Derfor går der sjældent en dag uden nyt om færgetrafikken i de lokale medier. Selv socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, bekymrer sig ikke kun om Kosovo, men også om godskapaciteten på Køge-Rønne-ruten. For på Bornholm flytter færgeforlig både folketingskandidater, turister, erhvervsfolk, børnefamilier og skattekroner. Og selvom Villum Clausen unægteligt er en CO2-synder, er den først og fremmest en kærkommen fartfrelser.

Sociolog og trafikforsker Mette Jensen kalder den bornholmske hurtigfærge et godt eksempel på, hvordan fart fylder mere og mere for danskerne.

Alle vil selvfølgelig helst med hurtigfærgen. For det ligger indbygget i moderne samfund, at hurtighed altid vil vinde over langsomhed, som den franske filosof og forfatter Paul Virilio skriver. Og det er faktisk utrolig kendetegnende for vores tid. Fart vinder altid. Også selvom moderne mennesker ofte længes efter langsomhed. Og selv for en trafikforsker som mig kan det næsten virke helt uvirkeligt, at Infrastrukturkommissionen fremskriver danskernes rejseaktivitet med en stigning på 70 procent i 2030. For vi rejser i forvejen hele tiden. Fra A til B. Fra hjem til arbejde og tilbage inden indkøbene, aftensmaden og aktiviteterne om aftenen, hvor vi måske går til et foredrag eller til yoga. Og i weekenden skal vi også på familiebesøg og så videre.

Og det er nyt at rejse så meget, siger Mette Jensen:

Når man observerer trafikken om søndagen, kan det sommetider ligne myldretid, mens der for 20-30 år siden var meget mindre trafik på vejene i weekenden. Transport er simpelthen blevet et omdrejningspunkt for hele vores tilværelse. Og det skaber et paradoks, fordi vi som sagt på den ene side længes efter langsomhed midt i vores stadig mere stressede tilværelse og på den anden side identificerer os med det hurtige liv.

Ventesalens glasdøre til færgeindgangen bliver åbnet af en rederimedarbejder i hvid skjorte. Og dét vækker de morgensøvnige passagerer, der pludselig får travlt med at møve sig frem som en flok utålmodige teenagere til boybandkoncert. Men der er nu ingen grund til at kæmpe om pladserne, når Villum Clausen har tusind siddepladser, som sikkerhedsvideoen ombord kan prale med.

I dag er det heldigvis igen blevet Villum Clausen-vejr, tilføjer kaptajnen over højtalerne og advarer alligevel mod 2,5 meter høje bølger undervejs på den fem kvarter korte tur.

Hurtigfærgen er på én gang bornholmernes motorvej og fælleskantine. Det er en daglig familiesammenkomst, der samler det stigende antal bilister, cyklister, togpassagerer og de mange, der bruger Bornholmerbussen. En af bilisterne er en anden socialdemokrat, formanden for Rønne Havn, Carl Ilsøe. Han sidder i en hvilestol på øverste dæk ved siden af en radikal kollega fra den bornholmske kommunalbestyrelse. De to politikere er på vej til møde med en række skånske borgmestre for at optimere færgeforbindelsen endnu mere.

Som det er nu, er det mere besværligt at gå i havn for en dansker i Ystad end i Køge, hvis man for eksempel bruger diabetesmedicin, har sit gevær med som jæger eller medbringer husdyr. Og vi håber, at de skånske borgmestre kan få de svenske myndigheder til at lave om på det, forklarer havneformanden, der ellers er godt tilfreds med den hurtige forbindelse.

Fart er vores livsnerve. Uden en hurtig færgeforbindelse dør Bornholm. I dag kan man køre fra København og være på øen efter 2,5 time. Og det er det, der gør, at så mange vælger at få et sommerhus på øen. For som det er nu, er det næsten hurtigere at køre over Ystad end at køre gennem bilkøerne til et sommerhus i Gilleleje. Det giver øen liv og flere turister. Folk ville måske nok acceptere, at det tog et kvarter ekstra med færgen, men ikke meget mere, siger han, inden han sætter sig til rette for at forberede de sidste ting inden mødet.

Nedenunder har de andre passagerer allerede fordelt sig hjemmevant i de bløde færgesæder. De fleste drikker kaffe og spiser morgenmad. En del læser blade, aviser og romaner. Andre arbejder allerede foran deres bærbare følgesvende. Og de søvnigste benytter lejligheden til at tage sig en ekstra lur. I børneafdelingen sidder børnelægen Jürgen Schwarzenburg med sin otte måneder gamle baby på skødet. Hustruen er på vej efter morgenmad i cafeteriet, og de to ældste børn boltrer sig allerede i puderummet foran en stor fladskærm fyldt med tegnefilmsfigurer, der hopper lige så livligt rundt som de mest ivrige børn i puderne. Familien Schwarzenburgs børn har god grund til at hoppe begejstret rundt. For de er på vej på skiferie i Østrig.

Vi rejser en del, måske fordi vi bor på en ø. Derfor er det fedt, at her er gode faciliteter til børn på færgen, så vi voksne også kan få et pusterum og en lille pause til at læse avisen, smiler Jürgen Schwarzenburg, der som tysk tilflytter har fem års erfaring som øbo.

Man kan godt føle sig mere afhængig af trafikken, når man bor på en ø. En enkelt gang har vi prøvet at komme for sent til en færge på vej hjem, og det, skulle jeg hilse at sige, er ikke sjovt med tre børn på bagsædet. Men jeg synes selv, at jeg er blevet bedre til at leve med den lille ulempe ved at bo på en ø. For naturen er fantastisk på Bornholm, og med de gode forbindelser føles det jo nærmest bare som en forstad til København, siger han, da hans kone, Gabi, kommer balancerende med en bakke morgenmad.

Rejsen ligner en fest for 15 modne håndboldspillere i cafeteriet. De er på vej til Tyskland for at dyrke sport, spille minigolf og nyde hinandens selskab, og sejladsen bliver brugt til fællesmorgenmad med rundstykker, kaffe, snaps og hurtige bemærkninger, der får selskabet til at gynge om kap med færgen i kollektive grineanfald. På spørgsmålet om, hvad det bedste ved færgeturen er, svarer en af de ældre humørbomber prompte, mens hun hæver snapseglasset og bifaldet på samme tid:

Så kan man få sådan en lille en!

Som du kan se, har vi allerede sat festen i gang, forklarer Åse Nielsen ved siden af og tilføjer, at det er sjette gang, at de gamle rejsekammerater tager af sted sammen. Nu skal de videre med Hamborg-ekspressen, til de igen får en sejltur i Rødby, inden de når frem til Oldenburg. Flere af dem forklarer, at de normalt bruger hurtigfærgen til at besøge børn og børnebørn på den anden side af vandet. Men Villum Clausen er også et mødested:

Man møder næsten altid nogen, man kender på færgen, men der er nok stadig flest, man ikke kender. På denne tur har jeg faktisk slet ikke set andre, jeg kender, end dem, jeg rejser med her, siger Susanne Jansen og lader blikket glide gennem cafeteriet. Det eneste, der synes at samle passagererne, er, at alle tilsyneladende forsøger at få det bedste ud af turen, hvad enten de sover, læser eller arbejder. For tiden er til for at blive brugt. Men det er også tidstypisk, mener trafikforskeren Mette Jensen:

Det at rejse har fået flere og flere funktioner. Det forbinder selvfølgelig alle hverdagens aktiviteter, men det har også en funktion i sig selv, fordi rejsetiden bliver brugt optimalt. Hvis man rejser med tog eller færge, kan man bruge tiden til at arbejde, slappe af, tale i mobiltelefon eller få gjort nogle af de ting, man ellers ikke får gjort. Og bilturen kan også bruges til at koble af, fordi det kan give et frirum mellem arbejdsliv og familieliv. Flere udtrykker det ligefrem, som om at rejsetiden er det eneste tidspunkt på dagen, hvor de kan være sig selv. Det er jo vigtigt for enhver at have tid til at reproducere sig selv som menneske. Det kan en rejse give tid til, uanset om det er med bil, offentlig transport eller cykel, som mange peger på er en god måde at stresse af på. Nogle beskriver det ligefrem som meditativt. På den måde bliver mobilitet ikke kun et spørgsmål om at bevæge sig fra A til B, men bliver i sig selv en vigtig del af hverdagen.

En anden trafikforsker og navnesøster trafikpsykologen Mette Møller fra Institut for Transport på DTU, peger dog på, at rejsetid ikke kun er et frirum, men også en stressfaktor, der udløser stigende aggressivitet i trafikken.

En del betragter transporttid som ren spildtid og oplever det som ekstremt stressende at sidde i en bilkø, som de ikke selv kan bestemme farten over. At gasse hurtigt op zigzagge ind og ud mellem de andre bilister giver en følelse af, at man gør, hvad man kan for at komme hurtigere frem. Reelt er der dog ikke meget tid vundet ved den form for adfærd, så man kan lige så godt forsøge at få et frirum ud af turen.

For selvom trafik stiller store krav til ens kontrol, er trafik også en lektie i, at man ikke kan styre alting selv, men er afhængig af andres adfærd.

Mette Jensen nikker genkendende til, at rejsetiden kan opleves som stressende.

De fleste beskriver rejsetiden som noget positivt, men det kan faktisk være de samme mennesker, der finder et frirum på turen, som også kan blive stressede af at sidde fast i trafikprop.

Det voksende tidspres, der finder sted i arbejdslivet, har en tendens til at sprede sig over hele tilværelsen. Det skaber simpelthen en rastløshed i blodet, der fortsætter i fritiden. Man kan ikke have fuld fart på arbejdet og gå hjem for at se 'ind i væggen på en flue', som Benny Andersen skriver i digtet "At falde i staver", siger Mette Jensen.

Villum Clausen er nu kommet ud på dybere vand. Og det betyder store bølger. Færgen gynger frem og tilbage, men ingen har tilsyneladende brug for de fremlagte brækposer. Et sted er en brækpose dog kommet i brug som underlag til det unge ægtepar Tanja og Stig Nielsens rejseterninger.

Vi bruger rejsetiden til at hygge os. Og vi har altid terningerne med, forklarer Stig Nielsen, der selv bruger færger flere gange om måneden som teknisk chef på en øens største virksomheder, Espersen.

Villum er hovedpulsåren for øens erhvervsliv. Det er vores motorvej til København. Men det er en atypisk motorvej. For her kan man også få tid til at tale med en gammel klassekammerat eller kollega. Når vi sidder her privat kan det være ligegyldigt, om det tager en time ekstra, men for erhvervslivet er det helt afgørende at kunne komme hurtigt frem og have stabile afgange, som man kan regne med. Og vi kan mærke på arbejdet, hvis vi mangler et par container til tiden, siger Stig Nielsen og suppleres af Tanja, der selv arbejder som klinikassistent for en af øens tandlæger.

Det betyder også meget at kunne komme hurtigt frem og tilbage til København, hvis øen skal kunne tiltrække unge mennesker. Uden en hurtig færgeforbindelse udvander man øen for unge. Derfor er jeg glad for Villum Claussen, men man skal alligevel altid tage et lille forbehold, når man laver en aftale i København. For man kan aldrig være helt sikker på at komme til tiden, når man er afhængig af en færgeforbindelse.

Villum Clausen er planmæssigt i havn. Og passagererne går hvert til sit transportmiddel. Hurtigfærgen er ironisk nok opkaldt efter den bornholmer, der skød den svenske officer Johan Printzensköld, der besatte Bornholm under svenskerkrigene. Men i dag er Villum Clausen den mest benyttede forbindelse mellem Sverige og Bornholm.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Hurtigfærgen ”Villum Clausen” er både bornholmernes motorvej og fælleskantine. – Foto: Michael Tarp.
Hurtigfærgen ”Villum Clausen” er både bornholmernes motorvej og fælleskantine. – Foto: Michael Tarp.
Hurtigfærgen ”Villum Clausen” er både bornholmernes motorvej og fælleskantine. – Foto: Michael Tarp.
Hurtigfærgen ”Villum Clausen” er både bornholmernes motorvej og fælleskantine. – Foto: Michael Tarp.