Prøv avisen

Meditation er som vind i sjælens sejl

Tre gange dagligt er der meditation i The Meditatio Center i London, som er hovedkvarter for Verdenssamfundet for Kristen Meditation. Munken Laurence Freeman, som ses ved vinduet, leder bevægelsen, der har meditationsgrupper i over 100 lande inklusive Danmark. – Foto: Leif Tuxen.

Den engelske munk Laurence Freeman står i spidsen for en verdensomspændende bevægelse, som ønsker at udbrede kendskabet til kristen meditation. I anledning af store bededag har vi spurgt ham, hvordan bøn kan give mening i dag

Der er en global længsel efter stilhed. En længsel, som tilsyneladende går på tværs af nationer og religioner. Det er den britiske munk Laurence Freeman, som stiller diagnosen. Den 61-årige benediktinske munk og forfatter er en efterspurgt taler og underviser, som er på farten halvdelen af året, hvor han underviser i kristen meditation og bøn. Dagen før Kristeligt Dagblad møder ham, landede han i London efter 10 dage i USA, hvor han blandt andet har deltaget på en konference om meditation i erhvervslivet på Georgetown University Business School i Washington, men han har også undervist indsatte i et fængsel i Texas i meditation. Freeman har arbejdet med kristen meditation og bøn i over 30 år og set, hvordan der de seneste år er kommet en bred interesse for det, som han har gjort til sit speciale: åndelig fordybelse.

LÆS OGSÅ: Hovedstadens kvinder søger mod meditation for at finde ro i livet

Selvom vi får opfyldt vore ønsker, er vi ikke tilfredse med det, vi får. Mange lider, fordi de har tabt en åndelig dimension af tilværelsen og i stedet forfølger rendyrkede materialistiske værdier. Det fører i nogle tilfælde til udbrændthed og stress. Jeg ser en følelse af meningsløshed, som spreder sig nærmest epidemisk.
 
Samtidig lever vi i en kultur, hvor vi har glemt, hvordan man svarer på sine åndelige behov, og hvordan man kan genkende disse. Vores kultur er sekulær, og vi er frie til at vælge, om vi vil være religiøse eller ej. I den frihed søger mange efter dybde og åndelig erfaring uden at kunne bruge de ord. Det er min overbevisning, at der i ethvert menneske er nedlagt et behov for mening. Ja, et behov for Gud, selvom ikke alle mennesker vil kunne bruge det udtryk om den længsel, som de mærker, siger han.

I morgen, fredag, er det store bededag. En særlig dansk helligdag, som er tænkt som en dag til bøn. Og skal man tro broder Laurence, er der et bredt ønske i vores tid om at lære at finde ind i en fordybet bøn.

For mange kristne handler bøn om at bruge en masse ord, og de stejler, når de første gang hører, at meditation er bøn. Du kan kalde meditation hjertets bøn, og det er en praksis, man kan kombinere med sit bønsliv i øvrigt, men med tiden vil meditationen påvirke ens forståelse af, hvad bøn grundlæggende er. Hvis du forestiller dig bønnen som et hjul, er meditationen den aksel, som får hjulet til at dreje. Gennem meditationens fordybelse kommer du ind til Kristi bøn i dig. Meditation er vind i sjælens sejl, siger han.

LÆS OGSÅ: Alt i mig sagde ja

Laurence Freeman står i spidsen for en verdensomspændende, kristen meditationsbevægelse: World Community for Christian Meditation (Verdenssamfundet for Kristen Meditation) eller WCCM, som er den daglige forkortelse for bevægelsen. WCCM har meditationsgrupper i mere end 100 lande inklusive Danmark.

Bevægelsens åndelige far er den benediktinske munk John Main (1926-1982). Han var diplomat i Malaysia i første del af 1950erne, hvor han lærte at meditere med et mantra ud fra en østlig tradition. Han oplevede, at praksissen berigede ham, men som kristen begyndte han at undersøge den kristne tradition for meditation. Særligt beskrivelserne af ørkenfædrene og -mødrene, som i tiden fra 200 til 400 levede asketiske liv i den egyptiske ørken, inspirerede ham. John Main blev benediktinsk munk og viede sit liv til at formidle den kristne tradition for meditation, som han har skrevet flere bøger om. Freeman, der er vokset op i et katolsk hjem i London, mødte John Main som studerende i 1970erne.

Da jeg mødte John Main, var jeg på vej væk fra kirken, for jeg syntes ikke, at kirken svarede på mine behov, siger Laurence Freeman.

Han syntes ikke længere, at det bønsliv, han var oplært i, gav mening. Han oplevede bønnerne fastlåst af sit ego som et udtryk for det, han i dag kalder et overfladisk niveau i kristen spiritualitet.

Jeg fandt bøn kedelig og u-autentisk. Bønnen var blevet en formalistisk, neurotisk og selvcentreret praksis. Bøn er ikke at informere Gud om vores behov eller bede Gud ændre holdning. Vi skal ikke sætte vores vilje op mod Guds. Den slags egocentriske bønner har fostret mange former for neurotisk religiøs opførsel.

Da John Main fortalte mig om meditation, vidste jeg intuitivt, at det var totalt autentisk, og ønskede at erfare det, men intellektuelt var der noget, som hindrede mig. I mange år prøvede jeg at meditere, men jeg blev mere og mere frustreret, siger han.

Nogle år efter det første møde med John Main mødtes de igen. I mellemtiden havde Laurence Freeman studeret litteratur på det prestigefyldte universitet i Oxford. Han drømte om at blive forfatter, og mens han ventede på, at den drøm blev indfriet, ernærede han sig som freelancejournalist. John Main havde grundlagt et meditationscenter og inviterede ham til at deltage i et seks måneder langt forløb omkring meditation.

Jeg så det som en mulighed for at lære at meditere, inden jeg skulle videre med mit professionelle liv. Men da de seks måneder var gået, opdagede jeg til min forfærdelse, at jeg havde mistet alle mine verdslige ambitioner, siger han.

Det halve års arbejde med meditationen havde ændret hans selvforståelse, og han ville sammen med John Main arbejde på at udbrede kendskabet til kristen meditation. Han blev benediktinermunk og præst, og i 1992 blev WCCM stiftet.

Freeman tager imod i sit arbejdsværelse, som er indrettet på førstesalen i en klassisk og velholdt villa på en stille vej i det vestlige London i bydelen Ealing. Der er ingen skilte, som forkynder, at dette er hovedkontoret for en verdensbevægelse, men over hoveddøren er anbragt et diskret benediktinsk kors. Huset udgør The Meditatio Centre og er hovedkontor for WCCM. Engagerede i bevægelsen kan bo her og tage del i det klosterlignende liv med tre daglige meditationer, fælles måltider og undervisning. Godt 400 er tilknyttet som såkaldte oblater. For at blive oblat skal man ønske at leve et kristent liv og undervises i Bibelen og Benedikts regel. Oblaterne er ofte gæster i huset i længere tid, hvor de lever sig ind i meditationerne og deltager i formiddagens daglige undervisning i Benedikts regel.

Laurence Freeman citerer de berømte ord fra Matthæusevangeliet kapitel 22: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.

Det er en teologisk sandhed i kristendommen, men psykologisk går vi til det i den modsatte retning. Vi elsker os selv, så andre og måske Gud. Gennem et liv med meditation bliver disse centrale faktorer bragt i den rette orden. Det første, den kristne meditation gør, er, at den bringer dig så meget i kontakt med dig selv, at du kan tage fokus væk fra dig selv. Du oplever det paradoksale, at du må miste dit liv for at få det, siger han.

En duft af ingefær og koriander spreder sig fra husets store køkken. Klokken nærmer sig 12, og en af de frivillige er ved at gøre klar til middagsmåltidet. Men inden maden kommer på bordet, samles alle i meditationsrummet. 11 runde meditationspuder ligger parat på gulvet. Nogle sidder i lotusstilling, andre knæler, og enkelte sidder på stole. Alle har blikket vendt mod alteret med en ikon og et kors. De læser en bibeltekst, som hører til dagen ifølge den benediktinske ordens bønnebog, inden tre slag på en syngeskål forkynder, at den 30 minutter lange meditation er indledt. Fuglene fløjter uforstyrret i haven, og duften fra køkkenet lader sig heller ikke bremse af stilheden.

Freeman har stået i spidsen for Verdenssamfundet for Kristen Meditation i godt to årtier og kan konstatere, at meditation er blevet folkeliggjort i perioden.

Mange har fået god hjælp til at håndtere angst og stress gennem mindfullness og kognitiv terapi, og det har samtidig givet dem en ny forståelse af, hvad meditation er, og de har måske snuset til det. Vi møder en del, som har arbejdet med mindfullness og nu ønsker at meditere i en kristen sammenhæng. De søger en erfaring af koncentreret fordybelse, og for nogle er det nøglen til at give religionen en ny plads i deres liv, siger han.

På den ene væg i meditationslokalet hænger et krybbebillede malet i tibetansk stil. Det er malet af en tibetansk buddhistisk munk og er en gave fra Dalai Lama til centret. Freeman har ført flere samtaler med Dalai Lama. Skønt de har hver deres overbevisning, er der også noget, de kan dele.

Meditation er en universel visdom, som åbner for en fælles grund. Det, som gør meditation kristen, er vores tro på Kristus og åbenheden over for Jesus som lærer. Du skal meditere i den tradition, som uddyber din forståelse af din tro, siger han.

Logoet for Verdenssamfundet for Kristen Meditation er to duer. Den ene due ser væk og er fordybet, mens den anden er aktiv og drikker. Freeman forklarer, at logoet viser noget afgørende i bevægelsen: Meditationens fordybelse skal omsættes i en aktiv dimension.

I meditationen oplever du, at du er i relation med samfundet og medansvarlig for den verden, du lever i. Neurologernes hjernescanninger af mediterende viser, at hjernens område for relationer bliver styrket gennem meditationen, og mange fortæller, at meditationen kalder dem til at gøre en forskel i verden, siger han.

Laurence Freeman