Prøv avisen

Meditation med den kristne bøn fjernede angsten

I lejligheden på Amager i København har Lene Bonnevie indrettet, hvad hun beskriver som et klosterværelse. Det er her, hun mediterer, men også her, hun dyrker sin glæde ved broderi og sang. – Foto: Leif Tuxen.

I mange år kunne Lene Bonnevie ikke meditere alene, for hun blev angst. Da hun lærte at meditere med den kristne bøn Maranata, kunne hun meditere uden at være bange

Himmelske Fader, åbn vore hjerter for det stille nærvær af din søns ånd. Led os ind i den mystiske stilhed, hvor din kærlighed åbenbares for alle som kalder. Ma-ra-na-ta. Kom, Herre.

Hver morgen tager tandlæge Lene Bonnevie, 67 år, plads i den patinerede hvide svenske stol ved vinduet og beder denne bøn. Med bønnen indleder hun sin daglige meditation.

Mens Amager vågner, sidder hun en halv time med lukkede øjne og mediterer. Hun er en af de danskere, som er tilknyttet Verdenssamfundet for Kristen Meditation, som i øjeblikket har grupper 10 forskellige steder i Danmark. I bevægelsen har hun fundet en praksis og sammenhæng, som hun har søgt i mange år.

LÆS OGSÅ: Meditation er som vind i sjælens sejl

Hendes rejse ind i meditationen begyndte en sommer for 30 år siden, hvor hun havde en diskusprolaps og ikke kunne gå i flere måneder. Mens hun var syg, læste hun flere bøger skrevet af den nyåndelige leder Jes Bertelsen fra Vækstcenteret i Nørre Snede.

Jeg er døbt og konfirmeret, men jeg kendte ikke meget til kristendommen. Da jeg mødte min mand, som er præst, begyndte jeg at gå i kirke og var i mange år kirkesanger. Jeg ville gerne et fordybet liv og var derfor meget interesseret i Jes Bertelsens bøger, siger hun.

Der var ikke så langt fra familiens daværende hjem til Vækstcenteret, hvor hun begyndte at komme. I en periode på otte år kom hun ret intensivt på centret.

Jeg lærte meget om at gå den spirituelle vej, og Jes var vidunderlig til at fortælle om Kierkegaard, Therese af Avila og om andre religioner, samtidig med at vi arbejdede med sindet og lærte at meditere. Men jeg befandt mig alligevel ikke godt. Der var noget, som ikke var, som det skulle være, siger hun.

Hendes mand, sognepræst Gustav Bonnevie, gav hende en bog om kristen dybdemeditation skrevet af munken Wilfrid Stinissen. Hun blev optaget og inspireret af bogen og besluttede sig for at skrive til bogens forfatter. Han skrev tilbage, og i sommeren 1992 tog hun til Stinissens kloster, Norraby, i Tågarp i det sydlige Sverige. Ligesom på Vækstcenteret mediterer Stinissen og brødrene, men der var en stor forskel på meditationen i Nørre Snede og Tågarp.

På Vækstcenteret var der en voldsom konkurrence og et hierarkisk system. Meditationerne blev mere tilspidsede, og jeg mærkede et ubehageligt sug opad mod mit hoved, når vi mediterede, men jeg kunne ikke få nogen i tale, som kunne vejlede mig. Når jeg mediterede hos Stinissen, var der ikke længere det ubehag. Jeg kunne også umiddelbart få mulighed for at tale med ham, hvilket jeg blev både rørt og overrasket over, siger hun.

Efter at have været en uge på klostret i Sverige, var hun klar over, at Vækstcenteret ikke var det rigtige sted for hende, og det kom til en adskillelse. Nogle måneder efter var hun tilbage på det svenske kloster, og gennem samtaler og praksis blev hun ført ind i kristen meditation.

Stinissen forklarede mig, at jeg havde gjort alt for meget, og lærte mig en helt simpel måde at meditere på. Det kristne er så enkelt, men det tager lang tid at finde ind i det, siger hun.

Selvom Lene Bonnevie gennem Stinissen blev ført ind i kristen meditation, så havde hun i mange år svært ved at meditere i sit hjem. I den lyse lejlighed på Amager har hun ellers indrettet, hvad hun kalder et klosterværelse. De sidste 20 år har hun jævnligt været gæst i Stinissens kloster i Tågarp og hos de benediktinske nonner i Vadstena, ligeledes i Sverige. Rummet er viet til det, hun holder af at gøre, når hun trækker sig tilbage på klostrene: hvile, sang og broderi.

Jeg mediterede ikke regelmæssigt hjemme, for når jeg mediterede alene, blev jeg angst, siger hun.

For tre år siden læste hun en artikel i Kristeligt Dagblad om den britiske munk Laurence Freeman og Verdenssamfundet for Kristen Meditation. Han skulle tale i København, og hun besluttede sig for at møde op.

Laurence Freeman fortalte om kristen meditation og indbød de fremmødte til at meditere med sig. Ifølge Freeman skal meditation ikke forstås, men erfares.

Alt i mig sagde bare ja, siger hun.

Freeman opfordrer til, at man mediterer dagligt og desuden finder en gruppe, som man kan meditere sammen med. Lene Bonnevie fortalte, hvordan hun ofte blev angst, når hun mediterede alene.

Han sagde, at jeg bare skulle bruge mit meditationsord. Og han havde ret. Meditationen lukker op til ubevidste ting, som man er nødt til at gå ind i. Det har været en kæmpe hjælp for mig med mantraet eller meditationsordet. Jeg drukner frygten og tankerne i mantraets bøn. I starten krævede det meget energi at holde koncentrationen, men jeg fokuserede på hele tiden at gå tilbage til mantraet, der er blevet som et anker for mig, siger hun.

Når hun skal beskrive forskellen på den meditation, hun lærte på Vækscenteret i Nørre Snede og den kristne meditation, peger hun på frugterne.

"I kristen meditation er det eneste, som tæller, ifølge apostlen Paulus frugterne: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Nogle gange kan jeg se tilbage på en episode og konstatere, at jeg ikke reagerede med den vrede, som jeg ville have gjort tidligere. Jeg mærker også, at min frygt bliver mindre, siger hun.

Lene Bonnevie er ikke længere på arbejdsmarkedet og har valgt at bruge en del tid i Verdenssamfundet for Kristen Meditation. Kort efter mødet med Freeman oprettede hun en meditationsgruppe i den nærliggende Sundby Kirke på Amager. I dag har hun en gruppe, som mødes i hjemmet. Hun og hendes mand bor i en ejendom, hvor der overvejende bor pensionerede præster og ægtefæller. En gang om ugen kommer seks eller syv og mediterer.

Når du mediterer med andre, får du fornemmelsen af, hvordan meditationen skaber fællesskab, siger hun og forklarer, hvordan den kristne bøn inviterer den bedende til at miste sig selv og blive forenet med Gud.

Også ægtefællen, Gustav Bonnevie, er engageret i bevægelsen. Han har været med til at etablere en gruppe i Helligåndskirken i det indre København og har desuden oversat flere af Freemans tekster og en enkelt bog til dansk. I Verdenssamfundet for Kristen Meditation kombineres meditationen med kristen undervisning, hvilket opfylder et behov, Lene Bonnevie længe har følt.

For mig kan meditationen ikke stå alene, men den skal kombineres med de bibelske tekster og gudstjenesten. Siden jeg forlod Vækstcenteret, har jeg søgt efter god undervisning. Gennem udgivelserne og podcastene fra Verdenssamfundet for Kristen Meditation får jeg undervisning af en kvalitet, som er på højde med Jes Bertelsens, men er forankret i en kristen refleksion. Jes Bertelsen taler meget om vejen. Det gør Freeman også, og han leder mig ind i en bibelsk sammenhæng, hvilket er blevet dybt, dybt vigtigt for mig.