Prøv avisen

Mennesker egner sig ikke til at leve i tosomhed

Parforholdet er grundlæggende en besværlig størrelse, mener psykolog og forfatter Sten Hegeler, der har udfordret danskernes fordomme om samliv i noget nær en menneskealder. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Siden Anden Verdenskrig har han oplyst danskerne om seksuallivets muligheder og parforholdets begrænsninger. Så bramfrit, at det har fået senge-stolper til at skælve. I morgen fylder Sten Hegeler 90 år, men han er slet ikke færdig med at gøre sig klog på den kærlighed, han fortsat mener har trange kår

Da Sten Hegeler var ganske lille, mødte hans mor en billedhugger. Hun viste stolt sønnen frem. Men da billedhuggeren kiggede ned i vuggen, udbrød han: Ja, små børn er jo sjældent kønne.

Sten Hegeler, der i morgen fylder 90 år, smiler overbærende over kunstnerens ligefremhed, mens han peger på den gipsfigur af sit eget hoved, som billedhuggeren siden lavede. Men skønt Sten Hegeler gennem hele barndommen var for lille og spinkel til at gøre sig særligt bemærket i skolegården på privatskolen i København, må han siges at være kommet efter det siden.

At udgive en bog er som at få et barn. Man vil gerne have, at alle kan lide den. Men hvis alle kan lide den, er den kommet for sent. Kan ingen lide den, er den forhåbentlig kommet for tidligt. Hvis halvdelen mener, det er et elendigt værk, så siger man virkelig noget om sin samtid, rationaliserer han, mens han stopper sin pibe færdig og bakker på den, så røgskyerne stiger til vejrs som et damp-lokomotiv, der er ved at trækkes i gang.

LÆS OGSÅ: Er du bange for døden?

Den danske psykolog og forfatter har næsten rundet de 30 bogudgivelser og har i den grad oplevet dem blive elsket og hadet. Hvordan, mor, hed den første bog fra 1948, der var banebrydende seksualoplysning i billeder og tekst til førskolebørn. Senere udgav han Kærlighedens ABZ sammen med sin hustru Inge, hvor man pludselig kunne læse ord som begær og elskovskys. Og fra da af vidste hele hr. og fru Danmark, hvem det frisindede ægtepar var.

I dag sidder han i sin herskabslejlighed på Frederiksberg. I samme kvarter, som han voksede op i sammen med sin mor, der var grosserer i te, og den mand, han de første mange år troede, var hans far.

Sten Hegeler sidder i sin terapeutstol ved siden af en divan, der er fyldt op med alt fra bøger og bamser til tæppebankere. Han anviser den sorte lænestol, hvor klienter gennem 60 år har krænget deres sjæl ud, og som endnu er besat af fem til seks sorgfulde skæbner hver uge. På væggen hænger et maleri af hans mor. Til skræk og advarsel, som han siger. Blandt finurlige lamper og psykologcertifikater.

En tilpasset psykopat har han tidligere karakteriseret sig selv. En pioner har andre kaldt ham. Han er æresmedlem af Dansk Psykolog Forening, og hans bøger sælges stadig verden over.

Jeg vil ikke overvurdere min egen betydning. Jeg tror, jeg har flyttet lidt hos nogle, men grundlægende er der langt igen. Jeg er også blevet kaldt missionær. Men jeg har det som Poul Henningsen: Jeg vil ikke lave om på folk, jeg vil bare gerne give dem tilbuddet, siger han.

Der er en særlig grund til, at den berømte arkitekt og samfundsrevser Poul Henningsen igen og igen dukker op i interviewet. For da Sten Hegeler var 11 år, forlod hans far familien til stor sorg for den unge Sten. I stedet begyndte Poul Henningsen at komme i hjemmet.

Han inviterede Sten og moderen på restaurant Frascati på Rådhuspladsen hver juleaftensdag. Og efter hans skilsmisse og nye giftermål blev samværet endnu mere åbenlyst. Men først da Sten Hegeler var fyldt 28 og direkte spurgte sin mor, om den berømte arkitekt viste dem interesse, fordi han var Stens far, indrømmede hun rødkindet.

Min officielle far var stokkonservativ, og selvom han accepterede mig, var han aldrig rigtig tilfreds med mig. Så det var en drøm, der blev opfyldt. Pludselig fik jeg foræret en drømmefar, som jeg i forvejen beundrede, siger han.

Siden har Sten Hegeler fundet ud af, at han og hans biologiske far ikke alene delte en aversion mod fluer og Karen Blixen, men også havde det samme behov for at ruske meningsdanmark i kraven. Og da Sten Hegeler var uddannet psykolog i 1953 fra Københavns Universitet, begyndte han arbejdet med sin livslange dagsorden: at opdrage danskerne til mere frisind og at pille vores værste fordomme og seksuelle fjendebilleder ud af os.

På psykologistudiet mødte han sin anden hustru, Inge. Og udgivelsen af Kærlighedens ABZ i 1961 inspirerede ugebladet Femina til at ansætte parret til en samlivsbrevkasse. Læsernes spørgsmål blev dog mere og mere seksuelt orienterede, og efter halvandet år blev parret fyret på grund af frygten for flygtende, forargede abonnenter.

Herefter overtog Ekstra Bladet parret og brevkassen, og det var atter de seksuelle spørgsmål, der trængte sig på. Deres motto blev: Lykken er at vide, hvad der er normalt og det normale har vide rammer.

Vi dækkede pludselig et behov, der var, for oplysning. Det var en meget spændende, men også travl tid. Da vi var på højden, fik vi 500 breve om ugen, og Ekstra Bladet udkom med 60.000 ekstra eksemplarer om mandagen, når vores brevkasse var i, fortæller han og læner sig tilbage i stolen i sin halvåbne skjorte.

Parrets brevkasse blev også bragt i det norske Dagbladet og svenske Expressen en overgang. Men når man stikker næsen så langt frem, kommer den også i klemme. Folk ringede til parret med trusler om at tæve dem. Løbesedler om faren ved deres frisindede budskaber blev spredt på Frederiksberg, og en mand mødte ligefrem op ved deres hoveddør med et oversavet jagtgevær.

Folk syntes, vi var taktløse, fordi vi fortalte, at man kan have et sjovt seksuelt liv. Det var ikke vores hensigt at provokere, men det kunne ikke undgås, siger han.

Men efter tre år kom parret op at toppes med Ekstra Bladets chefredaktion om en artikel og endte med at gå. Det resulterede i et års grufuld depression, hvor Sten Hegeler for alvor så livets skinbarlige virkelighed i øjnene.

Det var en uhyggelig tid. Jeg følte, at jeg så sandheden om livet i øjnene, og den var trist. Og det slog mig, hvor dejligt det ville være, hvis jeg var troende. Tænk, hvis jeg kunne sige til mig selv, at jeg bare oplevede et sekund af evigheden.

Hvad tror du da på?

Poul Henningsen troede jo på fornuften, og jeg ville ønske, han havde ret, men jeg har ikke samme tillid til den. Som Freud sagde: Når det drejer sig om ligegyldige ting, skal man følge sin fornuft, men hvis det drejer sig om vigtige ting, skal man følge sit hjerte. Jeg bliver mere og mere klar over, at det er følelserne, der hersker. Og den dag, det går op for os, at vi ikke er så fornuftige, som vi tror, bliver vi mere fornuftige, siger han og åbner tobaksdåsen igen.

Efter brevkassens afslutning udgav parret bogen Spørg Inge og Sten. De fortsatte med at være et forbillede for andre ægtepar og udgav seksualoplysende film, der blev vist i 40 lande. Samtidig var Sten Hegeler underviser i Psykologisk Sexologi ved Københavns Universitet fra 1969-82. Og alle årene har han haft sin private psykologpraksis på Frederiksberg.

Jeg synes, det har været spændende hver eneste dag. Alle mennesker har jo to øjne, en næse og en mund, men alligevel har de forskellige ansigter, siger han.

Men i virkeligheden har parforholdet og de anstrengelser, det medfører, ikke ændret sig synderligt de seneste 60 år, hvor Sten Hegeler har haft sit professionelle virke, mener han. Klienterne henvender sig med de samme sorger og bekymringer.

Min teori er, at de unge ligger og roder med nogenlunde de samme problemer, som jeg selv gjorde, siger han.

Sten Hegeler har selv gennemlevet to forliste ægteskaber. Hans første ægteskab varede fem forbandede år, som han siger. Ægteskabet med Inge 25 dejlige. Og i dag har han været i et forhold med den 66-årige psykolog Mei-Mei Mortensen i henved 30 år. Parret bor dog hver for sig fra mandag til torsdag. For så glæder Sten Hegeler sig hver onsdag til at se hende og hver mandag til, at hun smutter igen.

På mange måder tror jeg slet ikke, mennesket egner sig til at leve i tosomhed. Men der er blandt andet noget i vores seksualitet, der gør, at vi alligevel søger det. Jeg synes, min kæreste og jeg er gode til at finde balancen og respektere hinanden. Og mit indtryk er, at folk virkelig kæmper for deres ægteskaber derude, siger han.

Nu har du oplyst og rådgivet i 60 år, men problemerne er stadig de samme, mener du. Hvad har du opnået?

At gøre noget ved de her ting er som at flytte et lokomotiv ud af en sø af tjære. Det er uhyre tungt, for det handler jo om følelser, siger han.

Og følelser og meninger må Sten Hegeler siges at have pirket gevaldigt til i årenes løb. Han har udfordret tabuer i noget nær en menneskealder. Han er gået i flæsket på den offentlige mening ved for eksempel at udtale, at man undgår mange overgreb på børn ved ikke at kriminalisere og jagte de pædofile. Og han bad folk slappe af under den største aids-panik i 1980erne.

Men Sten Hegeler har også opdraget danskerne inden for emner, der rækker ud over sengekanten. Blandt andet som direktør for Landsforeningen for Mentalhygiejne, som leder af u-landsfrivillige under Mellemfolkeligt Samvirke og som redaktør for forbrugerbladet Tænk.

Selvom Sten Hegeler i morgen fejrer sin 90-års fødselsdag på sønnens vinstue 90eren på Gammel Kongevej på Frederiksberg, er han slet ikke færdig endnu. Hans psykologpraksis er fortsat åben, og en ny børnebog er på vej. Hvis han når det.

Når jeg køber fem nye dåser tobak, strejfer tanken mig, om jeg mon når at få røget dem alle. Jeg gik i mange år og sagde, at jeg ville blive 115, men jeg har indset, at det var for at udskyde tanken så længe som muligt. Og der er en ting, der er værre end at blive 90. Det er ikke at blive 90. Jeg er bange for at dø. Men når man ikke kan forarge nogen mere, er det tid til at komme derop.