Mennesker er afhængige af vaner

Det moderne menneske skal være forandringsparat. Men hjernen holder af vaner, og meget af det, vi gjorde i går, vil vi gøre i morgen. På søndag er det fastelavn, der indleder fastetiden frem mod påske. De 40 dage kan være en god anledning til et opgør med dårlige vaner

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt.

Dine vaner vågner sammen med dig. Tog du et brusebad, før du børstede tænder? Begyndte du tandbørstningen i samme side af munden i morges som i aftes? Halvdelen af os har et ganske fast mønster for morgenens badeværelsesrutiner, og en tilsvarende stor gruppe svarer, at de ofte gør det samme hver morgen.

LÆS OGSÅ: De vil skabe nye vaner i fællesskab

Og det fortsætter i dagens løb. Når familien atter er samlet, og fjernsynet bliver tændt, indtager mange en fast plads i stuen. 28 procent svarer, at de altid sidder samme sted, når de ser tv, og halvdelen svarer, at de ofte sidder det samme sted. Og når det bliver sengetid, svarer mere end en tredjedel, at de lægger sig til at sove i den samme stilling hver nat, mens halvdelen ofte gør det.

Vi er afhængige af vaner, og uden dem kunne en almindelig dag ikke fungere. Et studie fra Duke University i USA viser, at 40 procent af det, vi gør i løbet af en dag, er bestemt af vaner.

Mønstret for tandbørstningen, den faste plads i sofaen og sovestillingen er ikke vaner, som mange af os vil ønske at lave om på. Men hvad med tendensen til at afbryde ens ægtefælle, før han får talt ud? Hvad med den vane, som gør, at man skubber uløste opgaver foran sig?

LÆS OGSÅ: Fasten får moderne iklædning

På søndag er det fastelavn, og når katten er slået af tønden, kommer fastetiden, som strækker sig fra onsdag, askeonsdag, og frem til påske. Fasten er en bodstid, hvilket ifølge sognepræst i Havdrup på Midtsjælland Kristine Stricker Hestbech kan forstås som en tid til netop at overveje, hvilke vaner man måske ønsker at skille sig af med. For vaner er ikke vores skæbne, de kan ignoreres, erstattes og forandres, og fasten er en anledning til at erfare, hvor megen indflydelse vi har på vores liv og livsstil.

Enhver kan holde op med at ryge, drikke alkohol, spise usundt, arbejde for meget, løbe for meget eller for lidt, bande, pille næse og den slags. I 40 dage. Man kan med andre ord gå ind i fasten som det ufuldkomne menneske, man er, og igennem de 40 dage erfare, at det faktisk kan lade sig gøre at ændre kurs i det små. Fasten ændrer dit syn på, hvad du gør, og hvor meget indflydelse du har på dit liv og din livsstil. Det er en tid, hvor du kan gøre op med det, som du måske mere eller mindre anser for at være determineret i dit liv. Det er en tid, hvor du kan tage fat i de usynlige sider i dit liv og gøre dem synlige og bevidste, siger hun.

Kristine Stricker Hestbech regner med, at flere sammen med hende vil byde vanen trods i fastens 40 dage. På Facebook vil hun skrive om tankerne og invitere andre til at være med og mødes med dem undervejs i fastetiden i kirken i Havdrup. Hendes egen liste over uvaner, hun ønsker at blive kvit, spænder vidt. I 40 dage vil hun droppe slikket og de andre søde sager, som let ryger ind, når hun skriver taler og prædikener. Der er også andre vaner eller mønstre i sit liv, hun vil prøve at justere på. Hun vil gerne arbejde mod en tendens til at være overansvarlig og leve et liv med større enkelhed.

Lige nu er jeg på skiferie i Norge, men jeg mailer og smser med dig. Det er et godt eksempel på, hvordan jeg bør få en større enkelhed ind i mit liv, som giver energi til det livets centrum, som mange af os oplever som presset, siger hun.

På Albert Gjeddes skrivebord står en model af hjernen. Han er professor i neurobiologi og farmakologi ved Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet og institutleder ved Institut for Neurovidenskab og Farmakologi og har i fire årtier forsket i hjernen og dens funktioner. Han er medforfatter til bogen Den afhængige hjerne om blandt andet vaneindlæring.

Hjernen belønner os for at lave vaner. Man kan forklare det evolutionshistorisk ved, at det oprindelig har været fremmende for menneskets overlevelse, at man indretter sig på bestemte måder og for eksempel holder sig til den kendte del af skoven. Vaner opleves som en slags sikkerhedsforanstaltning.

Hjerneforskningen har vist, at der er en sammenhæng mellem vaner og hormonelle forhold i hjernen. Signalstoffet dopamin, som er det stof, der gør ting meningsfulde, og som styrer hjernens center for belønning, udløses, når man udfører overlevelsesfremmende vaner. Som et eksempel nævner Albert Gjedde løberne.

Vedligeholder man vanen, udløses dopaminen som en belønning. Springer man løbeturen over, får man en slags straf ved en manglende dopamin-tilførsel. Jo mere tilvænnet du er til dopaminen gennem løbet, jo større vil forskellen være på, om du føler dig oppe eller nede, siger han.

Forskere har interesseret sig for vaner siden psykologiens barndom. Den første, som forskede i vaner, var den amerikanske filosof og psykolog William James, som forsøgte at forstå, hvad menneskets psyke består af. Hvad en række studier siden har bekræftet, konkluderede Harvard-professoren i sit hovedværk, The Principles of Psychology, der udkom i 1890 efter 20 års arbejde: Hele vores liv er formet af vaner.

Hos William James er en vane den mindste komponent i en indlæringsproces, forklarer Peter la Cour, der er religionspsykolog, ph.d. og har arbejdet indgående med James forfatterskab.

James ser vanen som grundlæggende for, at vi kan fungere psykologisk, og definerer en vane som noget, som går fra at være bevidst til at være ubevidst. Selvom vanen sidder i hjernen, påvirkes vanerne også psykologisk. Hjernen er en lydig slave af, hvad mennesker siger, og man kan beslutte sig for at lade være med at gøre, som man plejer. Der er rigtig meget at hente i terapeutisk sammenhæng, hvis man kan arbejde med de små rutiner, som folk ikke tænker over i deres hverdag, siger han.

Der er også meget at hente på en arbejdsplads, hvis vaner kan forandres. Erhvervsmanden cand.scient. Lars Kolind har brugt en god del af sit arbejdsliv på at bryde vaner ned. For det kan godt være, at hjernen belønner individet for at lave vaner, men skal en virksomhed udvikle sig, må der nybrud til.

Verden tilhører dem, som tør gøre tingene på en anden måde, og som tør gå en ny vej, siger han.

Hans navn blev kendt i en bredere offentlighed, da han var direktør for høreapparatvirksomheden Oticon. Her satte han plejer ud af spil ved at bryde de vante arbejdsrutiner ned. Kolind ændrede på alt fra de ansattes faste pladser til ledelsesstrukturen.

Plejers magt er enorm, men i Oticon var alternativet til forandringen forfærdelig. Fandt vi ikke på en radikalt bedre måde at gøre tingene på, kunne virksomheden ikke overleve. Det var min motivation, og den fik jeg overført til medarbejderne, siger han.

Skal man være gjort af et særligt stof for at kunne stå i spidsen for en vaneforandrende proces? Ifølge Lars Kolind hjælper det at være spejder. Fra han var 13, til han var 16 år, var han patruljefører i KFUM-spejderne i Hasle ved Aarhus, og her erfarede han, at man kan opnå markante resultater og få andre med, hvis man som leder tror på et projekt.

Da min far meldte mig ind i KFUM-spejderne, var jeg en lidt spinkel, ni-årig dreng uden megen selvtillid, der blev mobbet. Spejderarbejdet gav mig selvtillid og nogle vaner, som har fulgt mig. Jeg lærte, at der er en indre og ydre motivation for at være vedholdende og at gå lige til sagen. Min innovation i Oticon bestod i at overføre min erfaring fra spejderbevægelsen til et andet domæne, siger han.

Hans seneste bog hedder Unboss og rummer et opgør med en række vaner og mønstre. Eksempelvis forholdet mellem medarbejder og leder, hvor Kolind taler for, at man ikke er ansat i sit job, men partner i et team. Og lederen har ikke alle svarene, men kan stille de gode spørgsmål.

Der er brug for nye vaner for, hvordan man behandler hinanden på en arbejdsplads, og det kræver mere mental energi at indarbejde og strider mod vores indbyggede konservatisme og dovenskaben, som gerne vil gøre, som vi plejer, siger han.

At nye vaner bliver til i kamp med den indre dovenskab, ved forfatteren Torben Wiese. Han er virksomhedskonsulent og har gjort forandring af vaner til sit speciale. Ifølge Wiese har plejer generelt et solidt tag i de fleste af os. For 10 år siden etablerede han firmaet Habitmanager, hvor han arbejder med at forandre vaner. Kunderne tæller alt fra ledige til ledere.

Vaner er indlærte og forsvinder ikke bare, men de er ikke vores skæbne og kan erstattes eller forandres, selvom hjernen elsker dem. Hjernen skelner ikke mellem hensigtsmæssige og hæmmende vaner, siger han.

En ny amerikansk undersøgelse foretaget af det kristne meningsmålingsfirma The Barna Group sætter fokus på, hvilke dårlige vaner der er mest udbredte. Ranglisten er som følger: at udskyde ting, at bekymre sig, overspisning, overforbrug, overdrevent forbrug af medier og endelig dovenskab.

Mange af os lader bare stå til, fordi vi ikke kan se os selv udefra og se, hvor stor forbedring af vores livskvalitet vi kan få ved at gøre op med nogle af vores vaner. Det afgørende er, at man bliver bevidst om, hvordan vaner virker. Hvis man kan bryde en vane ned i mindre bidder, kan man fifle med den, siger Torben Wiese.

Et eksempel på, hvordan man kan ændre en vane, er det mønster, mange kender fra deres arbejdsliv: Klokken nærmer sig 15, og det er, som om man ikke kan arbejde videre uden et stykke kage. Man rejser sig og henter kage, og mens man spiser, taler man med kollegaen om løst og fast. Men hvad var det egentlig, man havde brug for klokken 15? Var det sukker? Var det 10 minutters socialt liv? Det kan man finde ud af ved at bryde vanen ned.

Torben Wiese er forfatter til bogen Bryd vanen og nå dine mål, som er solgt i mere end 40.000 eksemplarer, og han modtager mange e-mail fra læsere, som har ændret vaner lige fra kostomlægning til mental indstilling.

Vil man ændre vaner, må man have et mål, ikke lade stå til, men løbende overveje, hvad man kan gøre bedre. Mange parforhold er belastede af vaner, som begrænser og hæmmer. Mange relationer mellem børn og forældre lider også under, at vi ikke er opmærksomme på de små ting, vi gør, som måske fjerner os fra de børn, som vi netop ønsker at være tætte på, siger Torben Wiese.

Når sognepræst Kristine Stricker Hestbech vil bruge fastetiden på at ændre vaner, betoner hun værdien af fællesskabet. Hun vil sætte andre vanebrydere stævne i kirken i Havdrup.

Det er min tanke, at vi skal mødes i løbet af fastetiden og dele erfaringer, opture og nedture, siger hun.

Netop fællesskabet er vigtigt, hvis man vil gøre op med vaner, siger læge og foredragsholder Kjeld Fredens, som er tidligere hjerneforsker ved Aarhus Universitet.

Vaner udfører vi uden at tænke over det, og derfor falder vi i hele tiden. Vil man ændre en vane, er det vigtigt med et fællesskab. Der må være nogen, som kan se os udefra, og som på en venlig måde kan fortælle os, at vi er faldet i. Man skal samle på de små sejre og se, hvordan et nyt mønster kan bryde frem, siger han.

Fasten op til påske strækker sig over 40 dage, og det kan synes som lang tid med fjernsynsfrie aftener uden sukker. Men er fasten lang nok til at etablere en ny vane?

Som foredragsholder får jeg ofte spørgsmålet, hvor lang tid det tager at ændre en vane. Nogle sige 90 dage, andre 40 dage og andre 21 dage, men der findes ikke noget svar på spørgsmålet. Det vigtigste er, at man mentalt indstiller sig på, at det vil kræve vedholdenhed, for når man opbygger nye vaner, skal man så at sige lave nye spor i hjernen, siger Kjeld Fredens.

De statistiske data i artiklens indledning er indsamlet af analyse-instituttet GFK A/S for Habit-manager. Oplysningerne om blandt andet Duke University stammer fra bogen The Power of Habit (Vanens magt) af Charles Duhigg