Prøv avisen

Mennesker er større end deres misbrug

Tor Harstrup var 33 år, da det pludselig gik op for ham, at hvis han ikke stoppede med at tage stoffer, så ville han dø. Han etablerede sammen med sin kone Sct. Ols Behandling på Bornholm. – Foto: Michael Tarp.

STOFFRI BEHANDLING: Sct. Ols Behandlingscenter på Bornholm skaber resultater gennem coaching og gode eksempler. Der er farmoren, der blev stoffri for sine børnebørns skyld. Herionjunkien, som blev medarbejder. Og lederen, som ved, hvad han snakker om

Tågen er så tyk, at Østersøen virker helt væk. Som om røgen fra en gigantisk joint absolut vil ødelægge den smukke udsigt mod vandet for beboerne på Sct. Ols ved Randkløve på Bornholm. Men ellers er udsigten bedre end fra de fleste andre behandlingssteder i landet. Over halvdelen gennemfører den stoffri behandling. Og det er gode tal, når det handler om mennesker, der ofte er opgivet af systemet. De fleste kommer først her, når de har tabt alt andet. Når de har stjålet, løjet og prostitueret sig selv for at blive sammen med de stoffer, som typisk også har kostet dem alle sande venner og familiemedlemmer.

Jeg lider af en mild form for kamerafobi, forklarer en af dem forskrækket, da han inde i pejsestuen hopper tilbage for fotografen. For ingen vil fotograferes, mens de kæmper for livet. Og det gør de.

De mennesker, der kommer her, står på vippen mellem liv og død. Det er ofte sidste chance, de får for at blive stoffri. Gennemsnitsalderen for en narkoman i Danmark ligger på 42 år. Og jeg har flere gange fået et trist telefonopkald, når vi er blevet nødt til at smide beboere hjem, fordi de tog stoffer på stedet, siger stedets leder Tor Harstrup og tøver et øjeblik, inden han nøgternt fortsætter:

Så var de døde af en overdosis dagen efter.

Sådan er livet også på et behandlingscenter, men her fylder livet trods alt mere end døden.

Jeg vil tro, at der går mindst 250 mennesker rundt i Danmark, som er blevet helt fri for stoffer på Sct. Ols. Det er dem, der giver stedet mening. For hver eneste af dem viser, at mennesker er større end deres misbrug. Og det får de nye også at vide, når de kommer her.

Det er Tor og hustruen, Hanne Harstrup, der har udviklet behandlingsformen på Sct. Ols sammen med deres personale. Metoden bliver både brugt på stedet og i statsfængslet i Jyderup, hvor Tor Harstrup også er ansvarlig for behandlingen. Og den bygger mere på coaching-principper end fastlagte programmer:

Vi kalder vores behandling et inkluderende terapeutisk samfund, og det vil sige, at vi tror på, at de mennesker, vi har i behandling, i virkeligheden allerede har de ressourcer, de behøver for at nå deres mål. Stofmisbrugeres fokus er stoffet og måder at skaffe det på. Og det kræver paradoksalt nok både målrettethed og kreativitet. På den måde har stofmisbrugere masser af resurser. De bruger dem bare forkert. Men resursepotentialet er der, og det er meget større, end man ser, når man for eksempel går ned igennem Istedgade. Men samtidig skal man huske, at der gemmer sig et individ med individuelle behov bag enhver misbruger. Og derfor skal behandlingen også være individuel, både når det drejer sig om forløbets længde og indholdet. For det eneste, man kan være sikker på, at misbrugere har tilfælles, er misbruget.

Men har stofmisbrugere trods alt ikke en masse sociale forhold tilfælles?

Jo, mange af dem slæber store sår fra barndommen med sig, når de kommer her. Ifølge statistikkerne kommer 80 procent af dem fra familier, der er dysfunktionelle ud over det sædvanlige. Mange har oplevet svigt og overgreb eller forældre, der selv har kæmpet med store misbrug. Og den slags bærer de fleste med sig i bagagen sammen med deres massive misbrugshistorier.

Sådan var det ikke for Tor Harstrup. Han voksede op i en almindelig velfungerende familie i et velhaverkvarter uden for Oslo. Og han klarede sig endda fint i skolen, mens han som teenager begyndte at flirte med forskellige stoffer i fritiden. Men selvom han både havde personlige resurser og ambitioner, blev stofferne en stadig større del af hans hverdag. Til sidst tog de magten fra ham. Men for 16 år siden tog han magten tilbage.

Da jeg blev 33 år, gik det pludselig op for mig, at jeg ville dø, hvis jeg ikke stoppede med at tage stoffer. Halvdelen af de misbrugere, jeg kendte, var allerede døde. Det havde selvfølgelig aldrig været planen, at jeg selv skulle ende som stiknarkoman. Sådan begynder ingen. Men jeg var ikke standset i tide. Og på det tidspunkt var det allerede blevet fysisk åbenbart. Jeg vejede 60 kilo, selvom min normalvægt ligger på 90 kilo. Og det var et dagligt helvede for mig at tænke på, at jeg spildte mit liv og mit potentiale. Jeg vidste, at jeg kunne være blevet til noget. Og jeg havde drømt om at bruge mit liv til noget meningsfuldt.

Det var også derfor, at jeg søgte væk fra mine forældres overklassemiljø. Men i stedet endte jeg i en konstant følelse af at sidde fast. Jeg ville have brugt mit liv på at hjælpe andre, men i stedet blev jeg selv hjælpeløs. Stofferne kom altid i første række. De var vigtigere end min familie, min selvrespekt og mine drømme. Og det var først, da jeg for alvor blev bevidst om, at jeg styrede mod døden, at jeg ændrede kurs.

Det var faktisk en brochure fra et dansk behandlingssted, der inspirerede Tor Harstrup til at søge i behandling.

Det blev vendepunktet for mig. Jeg havde set flere af mine venner forsøge at blive stoffri, men alle faldt i igen. Men på det danske behandlingssted mødte jeg flere, der levede stoffri uden for behandlingsstedet, folk, der havde klaret den. Og det gav mig troen på, at det også kunne lykkes for mig.

Sådan blev Tor Harstrup clean. Og sådan fik han lyst til at gennemføre flere terapeutiske uddannelser for at give andre troen på, at det også kan lykkes for dem.

En bil ankommer til stedet. På passagersædet sidder en anden succeshistorie, der nu er kommet for at hilse på sine gamle venner og fortælle sin beretning til Deres udsendte.

Hendes ansigt er en historie i sig selv, og som hun fortæller, ligner hun mere en vis indianer end en tidligere junkie.

Det var her, jeg fik livet tilbage, udbryder 55-årige Lene Madsen og sender et lykkeligt smil ud over den disede gårdplads. Hun var lige blevet farmor, da hun kom her for første gang for fire år siden.

Jeg kom fra et stofmisbrug på 34 år. Og der var ikke nogen, der troede på, at jeg nogensinde ville blive stoffri. Jeg tror faktisk, at jeg var opgivet af alle. Siden jeg var 20 år, havde jeg kun været clean en kort periode i spjældet, men så røg jeg på med det samme, jeg kom ud. Jeg havde fået metadon i over 30 år, og jeg forestillede mig også at ende mit liv på metadon. Men så var min søn blevet clean, min eksmand var blevet clean og min lillebror blevet clean. Han blev clean her på stedet. Og jeg tænkte, at jeg ikke kunne byde min søn og mine børnebørn, at jeg altid var skæv og forvirret, så jeg sagde min lejlighed op i Vejle og tog herover og blev clean, siger hun med et smil, der piler over det stolte ansigt.

Men det var hårdt, kommer det så.

Jeg tror, at jeg lå syg i tre måneder. Jeg vejede kun 45 kilo og drømte om at komme til at veje 60 kilo. Jeg gik på vægten hver dag, og så var jeg pludselig oppe på 60 kilo. Men i lang tid havde jeg det virkelig dårligt. Jeg begyndte at gå til nogle gruppemøder om morgenen, hvor man skulle sige, hvordan man havde det om morgenen. Jeg havde det ad helvede til, og det var svært at skulle sige hver dag, men jeg gjorde det. Og jeg tænkte, at jeg aldrig fik det bedre, men så en dag havde jeg det pludselig lidt bedre.

Men det er også i og med, at det er nogle fantastiske mennesker, der er her. De giver simpelthen én selvtilliden tilbage. Det var her, jeg begyndte at tro på, at jeg var noget værd. Jeg anede faktisk ikke, hvem jeg selv var, da jeg endelig vågnede op af mit misbrug efter så mange år. Jeg kunne ikke sige noget og ikke huske noget. Og jeg følte mig utrolig dum. Især på grund af alderen, jeg var 51 år gammel, og jeg følte mig flov over at skulle have hjælp af folk, der var så meget yngre end mig selv. Men de var virkelig gode til at give én følelsen af, at man var god nok. Og jeg er stadig rigtig glad for at komme her. Og jeg har holdt tre nytårsaftener her.

I dag bor Lene Madsen med en ven i Spanien. Det har hun gjort de seneste to år, og livsglæden er ikke til at tage fejl af hos den stoffrie farmor.

Jeg er kommet til at få et tættere forhold til begge mine børn, de er så stolte af mig. Det er bare gået fremad. Og jeg har også set meget mere til mine børnebørn. Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg svæver på en lyserød sky hele tiden. Sådan er livet jo ikke. Men nu har jeg i det mindste fået lov til at leve det, siger hun, inden hun går ind til de andre.

Indenfor er der gang i køkkenet, hvor beboerne er ved at skrælle kartofler til frokosten.

Menuen står i dag på skinke, brunkål og hjemmelavet sennep, der er så stærk, at den må krasse i næsen på selv den mest rutinerede sniffer. Men det dufter dejligt, og der er allerede fyldt godt op i fællesarealerne. En ghettoblaster brøler heavymusik ud i en hyggelig pejsestue med bløde sofaer, der til gengæld er lige så omtågede som træerne udenfor. For det er trods alt få, der dropper cigaretter og heroin på samme gang.

Men stemningen er munter, nærmest familiær, og man kan faktisk mærke, hvorfor de fleste også har valgt at fejre jul og nytår her.

En af rygerne hedder Jesper Borring. Han er i dag medarbejder på Sct. Ols, men i 1998 kom han her første gang som stofmisbruger fra Sorø.

Det var ikke mig selv, der havde bestemt, at jeg skulle til Bornholm. Det blev jeg tvunget til. Heldigvis. For det var her, jeg fik en ny chance i livet. Men jeg kan huske den dag, jeg sejlede ind i Rønne Havn, og jeg stod på dækket og røg en smøg, mens jeg kiggede på en kirke, der stak op i byen. Og jeg kan huske, at min tanke var "Det her kan du ikke". I dag kan jeg ikke forestille mig at flytte fra øen, men det var rigtig svært i starten. Til gengæld hjalp det mig også, at jeg var langt væk fra det hele og ikke bare kunne tage en bus ind til byen og tage stoffer. Men det var svært at komme så langt hjemmefra. Og jeg følte mig, hvad skal jeg sige, siger han og inhalerer spørgsmålet i et langt søgende sug, før han blæser svaret ud med ét ord:

Fanget! kommer det så.

Jeg følte mig fanget, da jeg først stod her, men det gik hurtigt over, da jeg først blev en del af fællesskabet. Men min misbrugsdel følte sig fanget i længere tid.

Det værste viste sig også at blive min fysiske nedtur. For jeg faldt rimeligt hurtigt til, og jeg følte mig velkommen fra begyndelsen. Men at jeg pludselig blev stoffri for første gang i 15 år, det kunne jeg godt mærke, siger han med et lille underspillet smil i mundvigen.

Jesper Borring havde aldrig været i behandling, før han kom til Sct. Ols. På det tidspunkt havde han været misbruger igennem 15 år.

Noget af det første, jeg fik at vide, var, at hvis jeg ville have et godt liv, så skulle det være helt slut med stoffer. For grundlaget for Sct. Ols er total afholdenhed, og det kom bag på mig.

Jeg syntes faktisk, at det var synd for mig, lige da jeg fik det at vide. For stoffer var mit liv. Og jeg havde håbet på, at jeg kunne lære at kontrollere mit misbrug, så det var overraskende for mig at få at vide.

Jeg fandt ud af, at ansvaret for mit liv, det var mit, så hvis noget skulle ændres, så var det mig, der skulle gennemføre det. Det lærte jeg her. Det var slut med at give andre mennesker skylden for, at mit liv var et helvede, og den havde jeg lidt svært ved at købe i starten. Men da jeg fandt ud af, at det var rigtigt, vidste jeg også, at der ikke var nogen anden udvej. Enten døde jeg af det eller også blev jeg fuldstændig stoffri.

Jesper Borring valgte til sidst det sidste, og de seneste fire et halvt år har han levet uden stoffer.

Mit liv som stofmisbruger var usselt, jeg var ensom, jeg var ødelagt, men i dag har jeg mennesker omkring mig. Mennesker har udfyldt det tomrum, som stofferne efterlod. Jeg er stort set aldrig ensom, og når jeg er, har jeg selv valgt det. Og jeg formår at passe et arbejde.

Hvordan vil du beskrive den stolthed?

Selvfølgelig gør det mig stolt, men jeg tror mere, at det er en glæde og en lille undren over, hvorfor jeg slap igennem. Jeg kender så mange, der døde som junkier, og jeg gad godt vide, hvad planen var med, at jeg skulle få en chance til. Det kan i hvert fald godt få mig til at tro på, at der findes noget højere, der ville mig det godt. Men jeg bliver også stolt over, at jeg selv har gjort arbejdet for at blive stoffri. Og hvis mine erfaringer kan hjælpe andre til at indse, at ansvaret er deres, så er det stort.

Ja, det, kan jeg godt mærke, er en rigtig stor tanke for mig.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

– Noget af det første, jeg fik at vide, var, at hvis jeg ville have et godt liv, så skulle det være helt slut med stoffer. For grundlaget for Sct. Ols er total afholdenhed, og det kom bag på mig, siger Jesper Borring, der i dag er medarbejder på Sct. Ols. – Foto: Michael Tarp.
– Jeg havde fået metadon i over 30 år, og jeg forestillede mig også at ende mit liv på metadon. Men så var min søn blevet clean, min eksmand var blevet clean og min lillebror, siger Lene Madsen, der lige var blevet farmor, da hun i sin tid kom til Sct. Ols efter 34 års stofmisbrug. – Foto: Michael Tarp.