Prøv avisen

Menneskets fire vennekredse

Gennem 200.000 år har vi dannet de samme fire typer venskaber, og i alt kan vores hjerne højst rumme 150 venner, fortæller den britiske venskabsforsker Robin Dunbar i dette interview Foto: Jennifer Daniel/New York Times

Hvad er venskab, og hvor mange venner kan vi have? Det har den britiske venskabsforsker Robin Dunbar et klart svar på. Gennem 200.000 år har vi nemlig dannet de samme fire typer venskaber, og i alt kan vores hjerne højst rumme 150 venner

"A friend is one that knows you as you are, understands where you have been, accepts what you have become, and still, gently allows you to grow."

En ven kender dig, som du er. Forstår hvor du har været. Accepterer hvad du er blevet. Og tillader dig alligevel at vokse. Den berømte britiske dramatiker William Shakespeare siges at være ophavsmand til denne definition på venskab, som selvfølgelig ikke er hård videnskab, men silkeblød poesi.

Men spørger man en af verdens førende venskabsforskere, professor i antropologi ved Oxford University Robin Dunbar, bakker han helt overordnet sin over 400 år gamle landsmand op. Han tilføjer dog, at mindre kan gøre det.

"Jeg plejer at sige, at dine venner er dem, som du ikke vil være flov over at gå hen og sige hej til, hvis du tilfældigt støder på dem i baren i Hongkong Lufthavn," lyder hans mere prosaiske definition.

Gennem en menneskealder har Robin Dunbar ud fra Darwins evolutionslære og hjerneforskning beskæftiget sig med at kortlægge venskabets anatomi. Han er blevet berømt som forskeren, der satte præcist tal på, hvor mange venner et menneske kan have. Dette antal – 150 – er nu af forskere anerkendt som "Dunbars tal".

Robin Dunbar understreger, at bløde begreber som venskab og kærlighed er umulige at give præcise videnskabelige definitioner på. De er nemlig så fyldt af uudgrundelig mystik, at antropologer og psykologer klogeligt holder sig tilbage.

"Vi kan undersøge hjernens kapacitet for kognitive kompetencer. Men forholdet mellem mennesker er meget mere end hjerneimpulser. Det er derfor, vi mennesker værdsætter de store poeter for netop deres evne til at udtrykke dette mere," forklarer han.

Men selvom en del af magien og poesien går fra, rummer Robin Dunbars forskning faktisk både en ret præcis beskrivelse af, hvad venskaber er og ikke er, en indkredsning af de fire typer venskaber, som findes, og en grænse for, hvor mange venner vores hjerne kan rumme.

Desuden konstaterer han stilfærdigt, at menneskers venskaber ikke alene har fungeret efter de samme spilleregler i 200.000 år, men også spiller en absolut hovedrolle i historien om, hvordan vi mennesker i løbet af dén periode udviklede os til planeten Jordens suverænt mest succesrige art.

Da det moderne, tænkende menneske, homo sapiens, udviklede sig, var der tale om en langt mere kompetent udgave af det hidtidige menneske, homo erectus, der også gik på to ben og havde visse evner for at kommunikere. Homo sapiens havde en større hjerne end sin forgænger og brugte den til at finde på mange ting, som gavnede overlevelsen. At bruge redskaber. At bruge ild. Men det vigtigste var måske, at de nye mennesker brugte hinanden bedre. De dannede venskaber.

Robin Dunbar og hans forskerkolleger har forsket i sammenhængen mellem hjernestørrelse og sociale evner og har opdaget, at der blandt primater er en direkte sammenhæng mellem, hvor stor hjernen er, og hvor mange andre individer man kan føle sig socialt forbundet med. Putter man homo sapiens ind i denne ligning, er det, man lander på tallet 150.

Også blandt andre pattedyr og blandt fugle kan Dunbar se en klar overensstemmelse mellem hjerne og sociale evner. For alle gælder det nemlig, at de arter, som lever i monogame parforhold, har de relativt største hjerner. Som Oxford-professoren konstaterer, kræver det en masse hjernearbejde at holde sammen på et forhold.

"Det er lidt svært at sige, hvad der kommer først: at hjernen vokser, at mennesker finder sammen i faste parforhold, eller at mennesker knytter venskaber. Alt tyder på, at de tre ting understøtter hinanden og er en væsentlig årsag til menneskets overlevelse og succes," forklarer Robin Dunbar.

Han præciserer, at evolutionen har virket sådan, at de individer, der havde de største hjerner, var bedst til at formere sig og sikre deres overlevelse. Derfor voksede den gennemsnitlige menneskehjerne gennem årtusinderne.

I dag er det fortsat muligt at hjernescanne et menneske og ud fra frontallappernes størrelse anslå, hvor mange venner den pågældende kan have. Er frontallapperne store, har det pågældende menneske både gode evner til at fastholde et parforhold og opbygge såvel nære som mere fjerne vennekredse. Men ingen kan reelt rumme de svimlende antal Facebook-venner, mange moderne mennesker har på det populære sociale internetsted.

"Facebook har ændret brugen af ordet "ven" og udfordrer vores forståelse af, hvad venskab er. I det virkelige liv giver det ikke mening at omtale så mange som venner," understreger Robin Dunbar, som vurderer, at hvis et menneske skulle være rigtig ven med alle sine 8000 Facebook-venner, ville det kræve en hjerne på størrelse med månen.

Selv blandt vores rigtige venner er ikke alle lige nære venner. Hvis nogen synes, der er langt fra Shakespeares altomfattende, alttilgivende venskab til Dunbars "hej" i lufthavnsbaren, har de ret. Ifølge Robin Dunbar kan venskaber inddeles i fire kategorier, alt efter hvor dybt de stikker. Og det forbløffende er, at ligesom de fire kategorier tilsammen som regel giver et facit omkring 150, findes der en hel række tilsvarende nøgletal.

"Hver gang vi studerer, hvordan mennesker til alle tider har indrettet sig socialt, dukker de samme tal op. Vores venskabskredse er som ringe i vandet. Den inderste ring består af fem mennesker. Tager vi den næste med, er der 15, så 50 og endelig de 150. Det ser ud til, at det er programmeret i hjernen, hvor mange venskaber af en vis dybde, vi kan håndtere," siger Robin Dunbar, hvis "hej" i lufthavnsbaren altså kan siges at være en af venskabets laveste fællesnævnere.

Fortidens jæger- og samlerfolk bestod typisk af grupper på 150, som dækkede et stort geografisk område. Inden for den store gruppe var der typisk tre mindre grupper på hver 50, som delte lejr med hinanden.

"Hver ring af venskaber og bekendtskaber er cirka tre gange større end den forrige. De inderste fem personer er dem, som ikke alene har været vores venner i lang tid, men som også stikker følelsesmæssigt meget dybt. Det er den gruppe, vi ville gå til for at få råd eller hjælp i tilfælde af en stor krise," fortæller Robin Dunbar.

Han tilføjer, at de 15 er en gruppe, vi føler stor gensidig sympati sammen med, og vi ville blive dybt ulykkelige, hvis en af dem døde. Vennekredsen på 50 omfatter også de mennesker, vi kender gennem en aktivitet eller på jobbet og derfor tilbringer en del tid med, men måske ikke inddrager i vores mere personlige liv. Og de 150 er dem, vi blot føler en vis samhørighed med. Men vi er nødt til at have kontakt med dem mindst én gang om året for, at de fortsat hører til her.

"Vores familie kan i princippet også høre til vores venner, men er underlagt andre regler. Mens venskaber er meget skrøbelige og let kan ophøre, er der det særlige ved familieforhold, at vi kan misbruge og misligholde forbindelsen til vores familie, uden at den bliver helt afbrudt," konstaterer professoren.

Robin Dunbar vurderer altså, at Facebook-venner ikke er venner, medmindre vi også ses med dem uden for computerens kunstige rum. Men Facebook kan være ét blandt mange hjælpemidler til at holde forbindelsen ved lige, indtil man næste gang mødes ansigt til ansigt.

"Især mænd har et stort behov for at skulle slå hovederne sammen i virkeligheden for at opretholde et venskab, mens kvinder i langt højere grad kan bruge telefonen," siger Robin Dunbar, som kæder dette sammen med, at mænds venskaber i højere grad handler om at gøre noget sammen, mens kvinders handler om at tale sig tæt ind på livet af hinanden.

Men for både mænds og kvinders venskaber gælder de hovedregler, at der skal masser af tid, masser af nærhed og gerne ligefrem gensidig berøring til, for at venskaberne bevæger sig ind i de indre cirkler. I den yderste kreds kan mindre gøre det.

"De 150 svarer til den størrelse, et samfund kan have, uden at det er nødvendigt at have et politi til at opretholde orden," påpeger Robin Dunbar, der henviser til, at den typiske landsbystørrelse i landbrugssamfundet netop var 150 indbyggere.

Også i erhvervslivet har erfaringer vist, at der er noget særligt ved tallet 150. Robin Dunbar henviser blandt andet til den amerikanske fabrikant Bill Gore, som er berømt for at have skabt det åndbare, vandtætte og varmende tøjstof Gore-Tex. Fra 1958 byggede han sin virksomhed op med stor succes, men holdt fast i det princip, at hver fabrik højst måtte have 150 ansatte.

"Bill Gore kom fra et stort firma, hvor alle ikke kendte hinanden. Han besluttede fra begyndelsen, at hans eget firma skulle have en helt anden struktur, for han troede på, at medarbejdere, som alle kender hinanden, arbejder bedre sammen," forklarer Robin Dunbar som dermed indrømmer, at mange andre har opdaget "Dunbars tal" før han selv. De var bare ikke klar over, hvad det var, de havde opdaget.

Et andet eksempel på, at mennesker intuitivt har vidst, hvad Dunbar har sat ord og tal på, finder han i militærhistorien. Gennem tiderne har hære været organiseret i skiftende størrelser enheder. Men forbløffende længe og i forbløffende mange lande svarer organiseringen stort set til antallet af og størrelsen på Dunbars vennekredse.

I Danmark er soldater således opdelt i henholdsvis grupper, sektioner, delinger og kompagnier og består cirka af henholdsvis seks, 15, 35 og 150 mand. De større enheder hedder regimenter, bataljoner, brigader og divisioner – og hver enhed er cirka tre gange så stor som den forrige.

"Et kompagni er ud fra al militær erfaring den største størrelse enhed, hvor soldaterne føler sig personligt forpligtede over for hinanden," fortæller Robin Dunbar.

Rent sprogligt kan man så fundere over, at ordet kompagni på engelsk hedder company og også betyder selskab. Både i betydningen virksomhed og i betydningen at være sammen med et andet menneske. Fysisk til stede i samme rum. Ordet kommer af de latinske ord con og panis, som betyder med og brød. Altså et brødfællesskab. De 150 er mennesker, man kender så godt, at man ind- imellem spiser sammen. Eller siger "hej" til hinanden i lufthavnsbaren.

Det er ikke kun i militæret, de dunbarske cirkler fortsætter efter de fire vennekredse. Vi kan blive ved med at gange med cirka tre. Antallet af mennesker, vi har en vis genkendelse med, anslår han til 500. Dette tal omfatter for eksempel kassedamen i den lokale butik, som vi hilser på, men aldrig taler med om andet end varer og priser.

Næste bekendtskabsring består af cirka 1500 mennesker, hvis ansigter vi genkender – men de genkender ikke nødvendigvis vores. Danmark eller Storbritannien som nation og EU som overstatsligt samarbejde kan i princippet også passes ind i Dunbars verdensbillede, men her er vi naturligvis ude i nogle cirkler langt hinsides venskabet.

"Problemet i den moderne verden er, at vi i så store enheder som EU eller USA faktisk har en hel del med hinanden at gøre, men at vores hjerner ikke kan forholde sig til så mange. Derfor er det svært at skaffe orden uden at skulle sætte ind med enorme politistyrker. Den, som kan løse dette problem, fortjener Nobels Fredspris, "siger Robin Dunbar.

For mens vores hjerner altså stadig har de samme forudsætninger for at knytte venskaber som for 200.000 år siden, er verden udenom meget forandret. Mennesker lever ikke så meget i stammegrupper eller isolerede landsbyer med 150 indbyggere, der lever hele livet ved siden af hinanden. Mennesker er i dag langt mere mobile. Derfor er mine 150 venner ikke de samme som min nabos. Og en stor del af mine 150 venner i dag kan meget vel være afløst af nogle andre om 10 år.

Alligevel er der ifølge Robin Dunbar en tendens til, at vores allerinderste kreds af venner – de fem stykker, som ikke bare hører til vores 150 hjernevenner, men som er vores hjertevenner – er nogle, vi har en lang historie sammen med. Det er især her, antropologen synes, digterne er bedst til at finde ordene.

Ud over Shakespeare fremhæver han den skotske 1700-tals-digter Robert Burns som en mand, der virkelig forstod at sætte ord på psykologien i det dybe venskab, som vokser i styrke fra barndommens fælles vandreture i lyngen og padleture på søerne til alderdommens stadige bekræftelse af forbindelsen over en skål ved hjemmets arne eller på det lokale værtshus. Vi danskere kender sangen fra Jeppe Aakjærs jyske version, "Skuld gammel venskab rejn forgo". Også på engelsk er det samklangen mellem dagene for længe siden og nutidens drikkesamvær, omkvædet fremhæver:

For auld lang syne, my dear,

for auld lang syne,

we'll take a cup of kindness yet,

for auld lang syne.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk