Prøv avisen
Sommerklassiker

Ægtepar: Vi lægger os ikke til at sove, før vi har fået talt ud

Lis og Børge Carlsen nyder livet i deres have i Fredericia – byen hvor de mødtes for over 50 år siden. Se flere billeder fra deres liv sammen ved at klikke på pilene. Foto: Nils Rosenvold.

Lis og Børge Carlsen har været sammen i 55 år. Samfundet har forandret sig, og det samme har de to. Men de er fortsat et par, selvom det indimellem har holdt hårdt

Lis Carlsen har en stor bunke kærestebreve, som hendes mand, Børge, sendte til hende, da han gjorde tjeneste som soldat i Tyskland i 1956. Brevene er bundtet sammen med en blå sløjfe og lagt i plastic.

Dem tager jeg frem og læser en gang imellem, når jeg er sur på ham. Så må jeg lige finde ud af, hvad det var ved ham, der var så dejligt, siger Lis Carlsen.

Og der er nok læsestof til de mørke vinteraftener, for Børge Carlsen kunne lide at skrive, og der var ikke meget andet at lave som postsoldat i Nordtyskland. Et af brevene er på 42 sider.

Jeg ville gerne have været sportsjournalist, men mine forældre mente, jeg skulle ind til Post- og Telegrafvæsenet. Det var sådan et sikkert job, husker Børge Carlsen.

Og netop det stabile og sikre job var da også et vægtigt parameter, da Lis Carlsens forældre, der drev et tømrerværksted, skulle sige god for den kommende svigersøn.

Tag Børge, for han får en god embedsmandspension, sagde min mor, skraldgriner Lis Carlsen.

Ægteparret har netop fejret deres guldbryllup og har sagt ja til en snak i huset i Fredericia om ægteskabet. I medgang og modgang, om sorger og skuffelser, men også glæderne og de mange gode oplevelser.

Begge er de født i Fredericia, og det var da også der, de traf hinanden første gang. Den 31. januar 1953 var de med hvert sit hold venner taget til voldgraven for at stå på skøjter. Lis var iført en ny rød fløjlsjakke, og med sig havde hun en ung mand, der havde et godt øje til hende. Børge var rigtig god til at stå på skøjter og spottede hurtigt pigen i den røde jakke.

For mit vedkommende var det kærlighed ved første øjekast. Hun havde en fantastisk udstråling, siger han.

Om eftermiddagen tog de hjem til en fælles veninde for at drikke te, og om aftenen gik de alle i biografen for at se Moulin Rouge. Børge sørgede for at sidde ved siden af Lis, og bagefter fik han lov at følge hende hjem og blev belønnet med et kys ved havelågen.

Lis var i lære som ekspeditrice og gik på handelsskolen om aftenen, og hver aften stod Børge klar til at følge hende hjem. Lis forældre var glade for datterens ven, men det lå dem meget på sinde, at der ikke skete noget upassende. Der var strenge regler for, hvornår de to skulle være hjemme. En gang faldt Børge dog i unåde hos sin kommende svigerfar.

De unge havde været i Vejle til fest og havde misset det sidste tog. Derfor måtte de vente på det første morgentog, og da Børge kom hjem med Lis, ventede en frådende far. Hun fik stuearrest og Børge besked på ikke at vise sig i hjemmet de næste dage.

Der var slet ikke sket noget på den tur, men vi satte ikke spørgsmålstegn ved fars autoritet, siger Lis.

I midten af 1950erne flyttede Børge til København for at fortsætte sin uddannelse i postvæsenet og aftjene sin værnepligt, mens Lis blev tilbage i Fredericia og passede sin læreplads. Der blev langt mellem besøgene, for det var dyrt at rejse mellem landsdelene, men en forårsdag i 1955 blev de ringforlovede ved Lillebælt under et af Børges hjemmebesøg.

Da Lis var færdigudlært, satte hun næsen mod øst og Børge. Hun fik job i Magasin du Nord og et værelse i Valby. Børge boede officielt på KFUM- hjemmet på Vesterbro, men det hændte, at han ganske uofficielt overnattede hos Lis, der havde en meget tolerant værtinde.

Far var blevet chokeret, hvis han vidste det, smiler Lis.

17. maj 1958 blev Lis og Børge Carlsen gift. Det var ikke af romantiske årsager, som mange gifter sig af i dag. Nej, hvis de ville leve sammen uden Lis fars øjne i nakken, måtte de gifte sig. Dertil kom, at bolignøden efter krigen fortsat var stor, og lejlighed fik man kun, hvis man var mand og kone.

Lis fik syet en knælang brudekjole i København efter nyeste snit, og parret blev gift i Fredericia, hvor Lis forældre stod for alt ved brylluppet, inklusive valget af musik og gæster.

Der var ikke meget, vi skulle tage stilling til, griner Børge.

Helt i tidens trend havde Lis en stor brudebuket. Den valgte mange, fordi man så kunne skjule maven noget, en del brude havde behov for i de år, men ikke Lis.

Min mor var så bange for, at jeg skulle blive gravid, og det fortsatte, efter at vi var blevet gift. Børge og jeg fik en to et halvt værelses lejlighed i Hvidovre til 278 kroner om måneden. Mine forældre syntes, det var frygteligt dyrt, og min mor sagde: Du må i hvert fald ikke blive gravid, for så har I ikke råd til at blive boende.

Men Lis blev ikke gravid, til trods for at hun og Børge nu var mand og kone. De havde begge job i København, levede det gode liv med partoutkort til Tivoli og abonnement hos Arte og gik jævnligt ud at spise. Lejligheden blev indrettet fra A til Z med møbler og gardiner, køkkenudstyr og lamper. Alt betalt kontant hos Magasin, hvor Lis fik procenter.

Efter et par år besluttede det unge par sig for at stifte familie, men graviditeten, som i mange år havde været noget, de frygtede, udeblev. Måned efter måned blev de skuffede. Venner og bekendte begyndte at stikke til parret, og til sidst måtte Børge meget bestemt sige til de mest energiske: Vi kan faktisk ikke få nogen børn.

Det var en meget hård tid. Vi var helt sikre på, at vi gerne ville have børn, men der var noget galt med mit underliv. Vi sendte adoptionspapirerne ind, vel vidende at der var syv års ventetid på et dansk barn. Det var før, det blev almindeligt med børn fra Korea.

Midt i adoptionsproceduren henviste Lis læge hende til en dygtig gynækolog, der lavede en mindre operation, og pludselig en dag var hun i omstændigheder. I 1965 kom Charlotte til verden.

Hun var alt det, vi havde drømt om, men hun var jo ved at blive kvalt i omsorg. Vi har billeder, hvor Børge sidder inde i kravlegården, og hun står udenfor, siger Lis.

Heldigvis for alle parter gik der tre et halvt år, og så kom lillebror Christian til verden, og der kom mere normale tilstande i familien.

Det var en stor omvæltning at gå fra at være ungt bypar med fart over feltet til at sidde i en lejlighed bundet af et barn.

Det var svært og noget af en omvæltning. Vi havde ikke vores forældre som aflastning, de boede jo i Jylland. Vi var vant til at gå til jazz, opera, koncerter og på restauranter. Tit, når vi havde været i byen om aftenen, købte vi to friske morgenaviser på vej hjem. Jo, det var et andet liv, da vi fik Charlotte, et helt andet liv. Det talte vi meget om.

Den lille familie kunne heller ikke blive boende i lejligheden i Hvidovre. Parret drømte om hus og have som mange andre børnefamilier, og heller ikke dengang var det til at betale for penge i København. Så de flyttede hjem til Fredericia, hvor Lis far, tømrermesteren, netop havde opført et parcelhus i røde sten på 122 kvadratmeter. Der bor parret den dag i dag.

Børge fik job hos postvæsenet i Fredericia, men i mange år fungerede han som afløser i det meste af Syd- og Sønderjylland, og Lis, der var blevet hjemmegående, var meget alene med børnene.

Jeg havde svært ved at falde til igen i provinsen. Vores gamle venner fra Fredericia var rejst, og jeg savnede kulturlivet i København.

Indimellem alt det private har historien i Danmark og verden vævet sig ind i parrets liv. Under opstanden i Ungarn frygtede parret alvorligt, at Tredje Verdenskrig var under opsejling, og at Børge, der var soldat i reserven, skulle af sted. Cuba-krisen satte lignende tanker i gang, og da kvindeoprøret kom i 1970erne, var der ganske vist langt fra det, der foregik inde i København til et parcelhuskvarter i Fredericia, men Lis greb en flig af det og truede med at gå i strejke i køkkenet og tage på ø-lejr, hvis ikke mand og børn udviste lidt større taknemmelighed for det slid, hun lagde i hjemmet.

Vi havde indrettet os meget traditionelt. Jeg stod for alt det inden døre, og Børge stod for det udadvendte. Børnene var vi fælles om. I de år, jeg gik hjemme, fik jeg kostpenge af Børge. Det var rædselsfuldt. Jeg fik altid det, jeg skulle bruge, og havde børnene behov for nyt tøj, fik jeg ekstra. Men det bedste ved at komme på arbejdsmarkedet igen var at få mine egne penge, siger Lis, der den dag i dag har sin egen konto.

I årene, hvor børnene boede hjemme, var parret indimellem uenige om børneopdragelse, og det er typisk i den forbindelse, de har skændtes, ligesom Børge indimellem har været lige lovlig påholdende, når det har handlet om nyanskaffelser, mener Lis.

Børge giver sig næsten altid til sidst. Men det er da træls, at man skal igennem en voldsom diskussion først, og indimellem har jeg da tænkt, at det var nemmere, hvis jeg bare selv kunne bestemme, og vi ikke skulle være enige.

Børge har den regel, at parret ikke må lægge sig til at sove, før der er talt ud om tingene, og det betød navnlig i de første år med børn nogle meget lange nætter, hvor Lis indimellem måtte glippe med øjnene for at holde sig vågen. Da børnene blev ældre, var det lommepenge, komme hjem-tider og deres kammeratskaber, der indimellem gjorde ægteparret uenige og bekymrede.

I de senere år har det været politik, der har kunnet få bølgerne til at gå højt i hjemmet i Fredericia. Selvom den borgerlige Lis for længst er blevet overbevist af Børges socialdemokratiske argumenter, kan det godt slå gnister, når snakken falder på integration og indvandring. Her står Børge for en noget mere kontant linje end sin ægtefælle.

Jeg synes, vi er så rige, at vi godt kan være lidt mere humane, lyder det fra Lis, før Børge rapt tager over:

Vi kan jo ikke tage alle flygtninge i hele verden, lyder det bestemt, og man aner en uenighed i parcelhuset, som afspejler den, der også er i samfundet.

I modsætning til sin egen mor var Lis aldrig bekymret for, om datteren skulle blive gravid i utide p-pillen har gjort meget. Bekymringerne for børnene drejede sig i højere grad om, hvorvidt de ville komme ud i narkotikamisbrug eller komme galt af sted, hvis de selv kørte berusede i bil eller med fulde kammerater.

Da de flyttede hjemmefra, uden at der var sket de store ulykker, følte Lis først og fremmest stor lettelse.

Det må man ikke sige, men jeg syntes, det var dejligt. Jeg fik lidt af den frihed tilbage, som vi havde, da vi var unge i København, og for mig var det en stor lettelse og befrielse med alt det praktiske. Jeg skulle ikke længere tænke på indkøb, vasketøj og rengøring, og om køleskabet nu var fyldt.

At det ikke var sværere, hænger nok også sammen med, at vi hele tiden har haft vores gode liv ved siden af børnene med egne interesser, og det kom os til gode, da de flyttede, siger Lis, mens Børge supplerer:

Det var nok en lettelse for Lis, fordi hun stod for meget af det praktiske. Men jeg savnede Charlotte, da hun flyttede. Men det gode ved det var, at Lis og jeg fik mere taletid sammen igen, og vi kunne rejse på storbyferier. Da børnene var med, var det mere sådan noget med badeferier, men det gider vi altså ikke mere, siger Børge.

Han gik på pension som 60-årig, træt af omstruktureringer og forandringer i Post Danmark, og han trivedes som hjemmegående husfar fra dag ét. Lis derimod var slet ikke færdig med arbejdsmarkedet, men hun følte i de sidste år, at det var færdigt med hende, idet hun af ledelsen følte sig presset til at gå. Også hun var hos postvæsenet. Og til sidst sagde hun op, dog ikke for at blive pensionist. I stedet fik hun en tjans på nedsat tid som handicaphjælper i kommunen; et arbejde, hun havde, indtil hun som 70-årig blev sagt op på grund af alder.

I dag hygger de sig hjemme. De har fortsat forskellige interesser, men holder også af en vintereftermiddag at smide en film på dvd-afspilleren og nyde den fra sofaen. Datteren bor i London med mand og børn, så det bliver til en del rejser over Nordsøen, ligesom sønnen og svigerdatteren og de to små børnebørn i Århus nyder godt af bedsteforældrene, når pædagogerne strejker.

Der har ikke været mange skilsmisser i parrets omgangskreds, men de har været der, og i børnenes har der været flere.

I dag tjener de unge piger så meget, at de kan klare sig selv, og bare der er det mindste, går par fra hinanden, vurderer Børge, mens Lis supplerer:

Der kom da også mange skilsmisser dengang i 1980erne, da vi alle sammen skulle på kursus, og der var rødvin i stride strømme. Der har jeg nok flirtet indimellem, men altid slået bremsen i ved det. Jeg har altid tænkt på de problemer, der ville følge i kølvandet på utroskab.

Når de tænker tilbage på dengang i 1953, da de mødtes på voldgraven, er der sket meget siden.

Det er jo et lotterispil, og vi har også været heldige, at vi passede sammen. Ja, egentlig er vi forskellige fra naturens hånd, større poler, men vi er blevet mere ens. Det irriterer mig indimellem, at vi lyder som et ekko af hinanden, ler Lis og bliver suppleret af Børge:

Og så har vi haft det let. Der har været mere medgang end modgang, og vi har for eksempel ikke været ramt af alvorlig sygdom eller økonomiske problemer. Der har vi været forskånet.

Lis Carlsens kærestebreve er bundtet sammen med en blå sløjfe og lagt i plastic. – Foto: Nils Rosenvold.
Helt i tidens trend var brudebuketten stor, da Lis og Børge Carlsens blev gift den 17. maj 1958. – Privatfoto. Foto: Nils Rosenvold.
Fra Lis og Børge Carlsens sølvbryllup den 17. maj 1983. – Privatfoto. Foto: Nils Rosenvold.
Lis og Børge Carlsens blev gift den 17. maj 1958. Privatfoto.
Fra Lis og Børge Carlsens sølvbryllup den 17. maj 1983. – Privatfoto.
Lis Carlsens kærestebreve er bundtet sammen med en blå sløjfe og lagt i plastic.