Prøv avisen

Mettes mørke - en beretning om depression

Mette ved i dag, at risikoen for, at hun får en tredje depression er stor. Men med to depressioner i bag sig føler hun, at hun med den viden og erfaring, hun har opsamlet gennem de to første, står stærkere, hvis livet skulle byde hende endnu en mørk periode. Foto: Leif Tuxen

Da Mette i 2000 blev ramt af en depression, græd hun i ugevis og uden nogen egentlig grund til tårene. Hendes hverdag var tung, og arbejde var fuldstændig uoverkommeligt. Til sidst måtte hun flytte hjem til sine forældre. Læs hendes historie her

Ryggen gør ondt. Mette mærker det lige så snart, hun slår øjnene op. Smerterne er for slemme til, at hun kan tage på arbejde i dag. Det er mandag den 21. august 2000.

Hun har det dårligt med at melde sig syg fra vuggestuen, men sammen med smerterne i ryggen har en snert af lettelse sat sig i hende. Nu har hun da en grund til at blive væk. Hun slæber sig ind i stuen og sætter sig i den storblomstrede tronstol ved telefonen. Opkaldet er ikke nemt. Heldigvis er det bare en af medhjælperne, der tager telefonen, og Mette fortæller, at den er gal med ryggen. Hun må have lavet en forkert bevægelse i løbet af natten, og hun kan desværre ikke komme.

I flere uger har 26-årige Mette Pedersen været præget af en uforklarlig tristhed og ensomhed. Følelserne har hun sat ord på i en dagbog, selv om hun aldrig tidligere har skrevet sine tanker ned på den måde.

Fredag skrev hun:

"Denne uge har været rigtig svær. Mandag knækkede jeg helt, og jeg har grædt meget. Jeg bryder mig ikke om mit liv. Det ligger mig fjernt at række ud efter hjælp og vise, hvor skidt jeg har det. Er meget bedre til at "spille" den glade pige."

Og dagen efter:

"Jeg har ligget på sofaen det meste af dagen. Har ikke rigtig spist noget. Har set fjernsyn uden egentlig at se det. Og har grædt, grædt og grædt. Det gør så ondt inden i mig. Nu kommer de igen, tårerne og smerten inden i mig. Og jeg er så træt nu ..."

Mette sætter sig i sofaen i den lille stue i andelslejligheden i København NV. Hendes forældre er på ferie i Jylland, og den tanke får Mette til at føle sig helt alene. Egentlig ved hun jo godt, at hun ikke er alene. Hendes sociale væsen har skaffet hende mange venner i de nærliggende opgange. Faktisk er det eneste, hun mangler, en kæreste.

Alligevel kan hun mærke, hvordan tristheden sætter sig som en knude i hendes mave og tvinger tårerne frem. Følelsen af ensomhed overmander hende igen og får hende til at bryde sammen i gråd. Som den har gjort det alt for ofte på det sidste.

Hun bliver bange. Det her kan jeg ikke klare selv, tænker hun. I løbet af de sidste dage har hun flere gange overvejet, om hun har brug for hjælp. Hun rejser sig og henter den tykke telefonbog. Skimmer ned over siderne. "Produktudvikling". "Psykoanalyse og -terapi". "Psykolog". Der var de.

Men der er ikke bare en eller to psykologer at vælge imellem. Navnene fortsætter side op og side ned. Hvem skal hun vælge? Hvad skal hun overhovedet sige, når hun ringer? Er hun virkelig så ked af det, at hun har brug for det? Er det ikke bare noget pjat?

Tårerne begynder igen at strømme ned ad kinderne. De falder fra hagen og ned i telefonbogen, hvor de ender som store, våde plamager på de gule sider.

De sidste måneder i vuggestuen i Mjølnerparken har været hårde at komme igennem.

Medhjælperen på Mettes grønne stue er stoppet, og der er ikke blevet ansat en ny. Nu er de kun to personer til tre mands arbejde, og der er ikke tid til at gøre tingene ordentligt. Ikke tid til at være rigtig pædagog og virkelig give noget til børnene. Det ærgrer Mette.

Samtidig blev det helt uoverskueligt for et par uger siden, da medhjælperen på Mettes stue, Pia, kom glad ind ad døren om morgenen. Pia var blevet Mettes fortrolige, og sammen kæmpede de sig igennem de hårde dage. Børnene sad om bordet og spiste morgenmad, da Pia med ivrig stemme fortalte Mette, at hun var gravid.

"Nej, hvor dejligt," svarede Mette automatisk og gav hende et kram, men indvendig begyndte en storm af bange tanker at rase.

Pias barselsorlov ville nemlig betyde, at Mette meget af tiden ville komme til at stå alene med ansvaret for stuens 12 børn. Den tanke skræmte hende, og hun kunne mærke, hvordan den stressende situation gradvist tog luften ud af hendes arbejdsglæde.

Det er fredag og fire dage siden, Mette meldte sig syg. Hun har kontaktet sin læge, Vibeke, og sidder nu over for hende i lægeværelset. Mette håber inderligt, at der kan blive sat nogle ord på, hvorfor hun har det så dårligt.

"Har du følt dig trist til mode, ked af det? Har du mistet energien og kræfterne? Har du haft mindre selvtillid? Har du haft dårlig samvittighed eller skyldfølelse? Har du følt, at livet ikke er værd at leve?"

Vibeke gennemgår systematisk rækken af spørgsmål fra WHO's depressionstest. Mette har svært ved at svare entydigt på spørgsmålene. Hun vakler lidt mellem svarene. Ligesom hun føler, hun gør i sin hverdag. Hun kan ikke overskue noget. Hun sover meget og længe. Når hun vågner og føler, at hun bør stå op, tager hun sin dyne og slæber sig de få meter ind til den hvide sofa i stuen. Tænder fjernsynet og ligger der resten af dagen. Græder og er bange.

Mette siger til Vibeke, at hun ikke vil have nogen medicin. Hun tænker, at medicinen vil dulme de triste følelser, og at hun på den måde aldrig vil finde ud af, hvorfor hun er ked af det. Hun vil heller ikke til psykiater. Hun er jo ikke psykisk syg. Men Vibeke får alligevel lov til at skrive hende op, fordi ventelisterne er lange, og Mette lige så godt kan stå på en liste, mens de finder ud af, hvad der skal gøres.

Bagefter skriver Vibeke i Mettes journal:

"Patienten synes, alt er forkert. Det har varet i 14 dage nu. Lige nu græder patienten meget – hun sover meget og kan ikke tage sig sammen til noget som helst. Hun får ikke ryddet op hjemme eller vasket op eller vasket tøj. Jeg er ikke helt sikker på, at patienten er depressiv. Kontrol om en uge."

Mette har lige lagt telefonrøret. Endnu en samtale, der kom til at handle om, hvordan hun har det, og som ender med, at Mette græder.

Det er søndag den 10. september 2000. Tre uger efter, at Mette meldte sig syg fra vuggestuen i Mjølnerparken.

Efter hun har lagt røret, begynder gråden at accelerere. Hun ved ikke, hvad hun græder over. Det gør hun næsten aldrig. Alting og ingenting. Mette magter ikke andet end at græde. Det gør ondt i hele kroppen, i hjertet, i maven. Hun magter ikke engang at blive siddende i tronstolen, så hun lader sig hjælpeløst vælte forover ned på gulvet. Det hele gør så ondt, og gråden vælter frem. Hun kan ikke styre den.

"Nej, nej," skriger Mette, mens hun banker de knyttede hænder ned i trægulvet.

"Jeg vil ikke det her, jeg vil ikke det her."

Tankerne basker rundt som forskræmte fugle inden i Mette. Det er ikke normalt det her. Jeg er syg. Jeg har brug for hjælp, tænker hun.

Hun krøller sig sammen i fosterstilling på gulvet. Gråden fortager sig ganske langsomt. Hendes krop bliver helt mat. Hun sænker paraderne. Så må jeg tage den medicin, tænker hun.

To dage efter skriver hendes læge i journalen efter Mettes ugentlige kontrolbesøg:

"Patienten havde det bedre i sidste uge, men søndag aften krakelerede det hele igen. Patienten sover hele tiden, og når hun ikke sover, græder hun. Patienten spiser ikke så meget. Hun har svært ved at klare dagligdagen, og bare det at købe ind er ulideligt. Patienten vil helst være for sig selv. Depression. Cipramil 20 mg, dagligi 4 dage, så 1 daglig."

Mette har fået sin diagnose. Om torsdagen tager hun til sin første samtale ved en psykiater i Bagsværd.

Mette sidder på en sovesofa ved vinduet i den lille ferielejlighed i Kerteminde. Det er sidst i oktober, og Mette er med sine forældre på ferie i Jylland og på Fyn. På det lille sofabord foran hende står toilettasken, og i toilettasken ligger æsken med de antidepressive piller, Cipramil. Midlet har ikke lysnet Mettes mørke dage, men der er kommet mere ro på. Hun har accepteret pillerne. Så er jeg sådan en, der tager antidepressiv medicin, tænker hun uden at have de store problemer med det.

Mettes mor, Lisbet, har flere gange foreslået Mette, at hun kunne flytte hjem til dem for at komme ovenpå igen. Mette har indtil videre afvist det. Der gik også lang tid, før hendes mor overhovedet fik lov at komme hjem til hende. Synet af lejligheden havde chokeret Lisbet. Rodet, beskidt og med Mette begravet under dyner og puder i sofaen. Det skræmte hende at se sin datter sådan.

Mette var faldet i søvn på bagsædet af bilen nærmest før, de var kørt fra forældrenes hjem i Hareskov med retning mod Jylland. Det var ligesom at have hende med, da hun var barn, havde Lisbet tænkt. Familien havde været ved Vesterhavet og gå nogle lange ture, og på vej hjem fra Jylland var de kørt op til Kerteminde på Fyn. Mette var fascineret af havdyr, og de var derfor taget på Fjord&Bæltcentret.

Mette havde studeret dyrene intensivt og havde endda taget kontakt til de ansatte på stedet for at høre, hvilken uddannelse det krævede at være ansat sådan et sted. Hun var blevet klar over, at hun ikke kunne fortsætte som pædagog. Hun turde ikke udsætte sig for det en gang til. Stress og ansvar var alt for farlig en cocktail for hende.

Det er den 29. december, og der er pynt på spisebordet i parcelhuset i Hareskov. Det er Mettes mors fødselsdag. Mette sidder over for sin kusine Ayoe, som har taget papirskærmen af et truthorn og eksperimenterer med at sætte en ballon på i stedet. Mette er klædt i sort, men indvendig er det hele lysnet en del.

December er næsten gået, og det er nu snart to måneder siden, at Mette overgav sig fuldstændig og flyttede ud til sin mor og far i Hareskov. Den 3. november rykkede hun ind på barndomsværelset.

De første uger hjemme sov Mette meget. Hun lå i sengen, når Lisbet tog på arbejde om morgenen, og som regel fandt Lisbet hende samme sted, når hun kom hjem om eftermiddagen. Så stod Mette måske op, men kun for at sætte sig ind foran fjernsynet eller til bordet, når maden var klar.

Hun virkede ligeglad med, hvad der foregik omkring hende. Hun var helst fri for at tage stilling til noget som helst. Ville bare sove. Og det gjorde hun. Faktisk så meget, at Lisbet blev bekymret og kontaktede Mettes psykiater. Det var muligvis pillerne, der gjorde, at Mette slet ikke kunne vågne, så de skiftede præparat. Det hjalp.

Kombineret med samtalerne ved psykiateren har Mette fået flere og flere vågne timer i døgnet, er kommet mere og mere op af sengen, og der er langsomt blevet kortere og kortere mellem smilene.

Ayoe sætter ballonen fast på truthornet og puster den op. Da hun slipper hornet med munden siver luften ud igen med en høj, hvinende lyd. Mette og Ayoe kigger på hinanden og bryder sammen af grin. De griner og griner. Mette kan slet ikke stoppe, men er samtidig overrasket over, at den latter stadig er derinde et sted. Hold da op, hvor kommer det fra? Det her kan jeg godt, tænker hun. Det er en befrielse at grine på den måde, og Mette kan slet ikke huske, hvornår det sidst er sket.

Sådan har december været en række af genopdagelser af gamle ting, som, Mette før syntes, var rare, men som hun ikke har magtet de sidste par måneder. Juleaften var også hyggelig. Den havde været, som den plejede, og det var en lettelse for hele familien. Eneste dæmper på begivenheden var, at Mettes tante, Merete, som Mette altid har haft et nært forhold til, havde fået et tilbagefald i sin kræftsygdom. Familien vidste, at det med al sandsynlighed var den sidste jul, de fejrede med hende.

Mette og hendes mor går hastigt ned ad gangen på Rigshospitalet. De har været der mange gange for at besøge Merete på det seneste, men i dag er det alvor. Mettes farbror har ringet til dem. Det er ved at være forbi.

Det er midt i februar 2001. Mette flyttede hjem til sig selv umiddelbart efter nytår. Pillerne havde haft deres effekt, og hun følte sig mere klar til at overkomme sin hverdag igen.

Mette og Lisbet når frem til døren ind til tantens enestue. Et "Adgang forbudt"-skilt er blevet hængt op på døren. De forstår med det samme, hvad det betyder.

"Kom vi for sent?" udbryder Lisbet og begynder at græde. Hun støtter sig til Mette.

De får lov at komme ind og se Merete, selv om sygeplejerskerne ikke har fået gjort hende i stand endnu. Så går de ud til Mettes farbror og fætter, der sidder i et lille lokale til de pårørende. De græder alle sammen. Mette trøster sin mor, der er brudt helt sammen.

Mette græder meget i de efterfølgende dage, men det er ikke den samme gråd som den, der hjemsøgte hende i hendes mørkeste dage. Den kommer ikke så meget fra maven. Den er mere stille og kontrolleret, og den krummer sig ikke sammen indeni, så hun ikke ved, hvor hun skal gøre af den.

Og det er okay at græde. Gråden har en årsag for første gang i mange måneder, og Mette behøver ikke længere være bange for den.

Mettes liv nu:

Mette var på antidepressiv medicin indtil foråret 2002. I mellemtiden blev hun kæreste med sin gamle gymnasiekammerat Simon, og livet så igen lyst ud. Så lyst, at hun i slutningen af 2002 besluttede sig for atter at forsøge sig som pædagog, men allerede efter få måneder greb depressionen ud efter hende igen og trak hende tilbage i mørket. Denne gang var hun dog opmærksom på symptomerne og reagerede hurtigt, så sygdommen ikke blev helt så tung og uafrystelig.

Mette og Simon blev i april 2004 forældre til Bertram, og siden Mettes barsel sluttede, har hun ledt efter et job, der passer til hende og hendes nye begrænsninger.

Stress er en uundgåelig faktor på de fleste arbejdspladser, og den lange ledighed har tæret på Mettes selvtillid, så hun i dag har svært ved at se, hvilken hylde der er den rette for hende. Med to depressioner i bagagen ved Mette, at risikoen for, at der kommer en tredje, er ganske stor. Men hun føler også, at hun med den viden og erfaring, hun har opsamlet gennem de to første, står stærkere, hvis livet skulle byde hende endnu en mørk periode.

Sådan er historien blevet til:

Denne beretning er en rekonstruktion af forløbet, sådan som Mette og øvrige involverede husker det. Artiklen er blevet til gennem interview med Mette samt hendes venner og familie. Derudover har journalisterne haft adgang til Mettes dagbogsnotater samt journaler fra læge og psykiatere.