Lene Østergaard husker stadig første gang, hun stiftede det ubehagelige bekendtskab med migræne. Hun var skolepige og kom hjem fra en kammerat med en hovedpine så voldsom, at hun kastede op. Hendes mor og bror lagde hende i seng, og hun fik nogle smertestillende piller. Da hun vågnede nogle timer senere, havde hun det væsentligt bedre.
Selvom det allerede var i barndommen, at den tidligere præst og nu leder af Frivilligcenter Herlev blev ramt af migræne første gang, var det ikke før, hun blev voksen, at det gik op for hende, hvad hendes svære anfald af hovedpine i virkeligheden var.
LÆS OGSÅ: Tænker andre lige så meget på mig, som jeg selv gør?
Først da jeg var i 30erne, gik det op for mig, at jeg led af migræne. Mens jeg ventede min søn og i de første måneder af hans liv, var min hovedpine helt væk. Anfaldene kom først igen, da jeg atter begyndte at få menstruationer. Så var det, at jeg begyndte at få en mistanke og gik til lægen, fortæller 52-årige Lene Østergaard, der ganske rigtigt viste sig at have migræne og fik stillet diagnosen hos sin praktiserende læge.
Ud over at få ordineret medicin fik hun også besked på at føre dagbog over sine hovedpiner på den måde var det håbet, at der kunne dannes et billede af, hvad det især var, der fremkaldte migrænen hos hende.
Det viste sig, at det hos mig især var hormonelt betinget og værst, når jeg skulle have menstruation. Men senere fandt jeg også ud af, at visse fødevarer kunne fremprovokere det. Almindelig rødvin er jeg for eksempel påpasselig med at drikke, siger hun.
Dengang det stod allerværst til med hendes migræne, måtte hun i perioder tage sin medicin som stikpiller, fordi hun ellers kastede al medicinen op og timerne under dynen i et mørklagt lokale var også mange.
Der var en periode, hvor jeg følte mig som en meget dårlig mor. Når mine børn stod ved sengen og spurgte: Mor har du det rigtig skidt?, var det hårdt, og det gik da også ud over mit selvværd, siger Lene Østergaard, men slår fast, at hun aldrig lod sig helt slå ud.
De første år, jeg fik medicin, var den meget dyr. Men jeg kunne vælge mellem at være nærig eller leve livet. Og jeg valgte det sidste og måtte så betale, hvad det kostede, siger hun.
I dag er Lene Østergaards migræneanfald blevet sjældne sikkert som resultat af, at hun er kommet i overgangsalderen, formoder hun. Og sidst, hun blev overmandet af den slemme hovedpine, var helt tilbage i december 2012.
Lene Østergaard er ikke ene om sine oplevelser med voldsom hovedpine og opkast. Man regner med, at 15-16 procent af danskerne lider af migræne i en eller anden grad.
Som det er i dag, kan man ikke diagnosticere mennesker med migræne ud fra andet end deres egne udsagn og oplevelser samt de internationale kriterier, der er opstillet for sygdommen. Men måske vil det kunne lade sig gøre inden for overskuelig fremtid, fortæller overlæge og ph.d. fra Dansk Hovedpinecenter på Glostrup Hospital, Messoud Ashina. Et nyt stykke dansk forskningsarbejde har nemlig ændret på en af de ellers faste forestillinger om migræne.
Vi har lavet et forsøg, hvor migrænepatienterne er kommet ind på hospitalet med migræneanfald. Derpå har vi foretaget nogle specielle MR-undersøgelser, hvor vi har kunnet måle på pulsårernes størrelser under et anfald. En af de hidtidige antagelser var, at pulsårerne udvider sig i den side af hovedet, hvor migrænen sidder, i modsætning til den smertefri side. Men i den nye undersøgelse kunne vi ikke se forskel på de to sider, ligesom vi heller ikke kunne se forskel på blodkarrene under et migræneanfald i forhold til en hovedpinefri dag, fortæller Messoud Ashina.
Den nye opdagelse er så banebrydende, at gruppen, der har udført forskningsarbejdet, har fået trykt en artikel om det i det anerkendte videnskabelige tidsskrift, The Lancet Neurology. Samtidig betyder det, at forskerne nu skal begynde at se nye steder hen for at finde ud af, hvad det så er, der sker under et migræneanfald, når nu det ikke er sammentrækninger i blodkarrene.
Vi skal som forskere ændre fokus fra at have koncentreret os om den almindelige udvidelse af blodkar til at se mere på forandringerne i karvæggen, hvor der sker noget aktivering i smertefibrene, som muligvis resulterer i de voldsomme smerter. Spørgsmålet er, hvordan det kan undersøges det er det, den fremtidige forskning skal fokusere på, siger Messoud Ashina.
Noget af det, som migræneforskerne håber at finde frem til, er såkaldte biologiske markører. Det vil sige, at de ønsker at finde ud af, hvad det er, der helt præcist sker rent fysiologisk under et migræneanfald. Det øjeblik, man kan sætte fingeren på en bestemt markør, vil man kunne begynde at stimulere udviklingen af ny medicin.
For selvom mange migrænikere har god effekt af den medicin, der allerede i dag findes på markedet, er der behov for nye behandlingsmetoder og præparater med færre bivirkninger og noget, som også kan hjælpe de allermest udsatte patienter.
Der findes nogle mennesker, som er så alvorligt ramt af migræne, at de responderer meget dårligt på medicinen, og de har virkelig en dårlig livskvalitet til følge. Det kan have store konsekvenser for både dit privatliv, dit sociale liv og arbejdslivet, hvis du er en af dem, der for eksempel to gange om måneden er syg i to-tre dage, siger Messoud Ashina.