Prøv avisen

Min mors egn

INTERVIEW: I dag udkommer Jane Aamunds nye slægtsroman om egnen og gården ved Lemvig, hvor hendes mor voksede op. Forfatteren bor selv i området noget af året, hun siger, at troen og sproget deroppe gør hende tryg

Jane Aamund er træt, men lettet over, at hun nåede det. I dag udkommer romanen »Vesten for måne« om hendes mors slægt på Lemvig-egnen. Om den stolte mormor, Ane Weibel, der stolede på kærlighedens og troens magt, om slægtsgården Nørre Vinkel og om en stor natur og blæstens evige susen.

- Jeg havde gået »svanger« med bogen længe, og da jeg fik en blodprop i hjernen i oktober sidste år, blev det helt manisk at få skrevet den færdig. Jeg var bange for, at jeg ikke nåede det, og så ville min mor blive meget såret, når jeg så hende igen i himlen. Hun har altid stået så beskedent i baggrunden, og det skulle hun altså ikke her. Romanen skulle handle om den slægt og den gård, hun elskede og altid længtes efter, siger Jane Aamund.

Hun har tidligere udgivet trilogien »Klinkevals«, »Juliane Jensen« og »Oven vande« om sin fars slægt i København. De to første er blevet filmatiseret og vist i bio-grafen og som tv-serie.

- Det er en stor gave at have to så forskellige familier, som jeg har. Den christianshavnske, der var til nydelse af øjeblikket og i høj grad livsduelig, fræk, sjov og fuld af oprør mod autoriteter. Socialistisk, indtil den blev gammel og konservativ, men stadig en højst munter samling. Og min vestjyske familie, hvor man arbejdede så hårdt og levede med sin tro og var så åndelig. En verden, som jeg egentlig først forstod, da jeg fik modgang i mit liv. Den side af familien har jeg brug for nu, hvor alting skal være lidt eftertænksomt og langsomt, især efter min blodprop.

- Troen på egnen får mig til at føle mig hjemme. Jeg deltager så meget, jeg kan, i alle mulige arrangementer, jeg elsker at sidde i de forskellige kirker, og jeg føler med i de forskellige religiøse retninger, og det har været et stort puslespil og en overraskelse at få indblik i, hvordan Indre Mission i begyndelsen faktisk var som en revolution for de små i samfundet, siger Jane Aamund.

Lemvig og Hørsholm

I disse dage har hun forladt sit hus på moderens hjemegn og er taget østen for Storebælt. Hun deler årets dage nogenlunde ligeligt mellem Lemvig og Hørsholm. Ægtefællen Nils Urhammer pendler også, men har fast base i Nordsjælland.

- Ligesom lemmingerne der drages mod havet, mærkede jeg pludselig for nogle år siden, at nu var det tid til forandring, jeg måtte have noget mere luft om min skrivestue, jeg måtte se himmel og hav, og mors gener rørte på sig. Jeg fik lyst til at undersøge hendes land, bo der, rende min slægt på dørene og holde øren og øjne åbne for tonen hos menneskene og naturen. Jeg bad min vestjyske familie undersøge, om der kom noget til salg derovre et øde sted. Min fætter sad hos damefrisøren og ventede på sin kone, og hvad hørte han? At der var et hus til salg i Nørre Nissum. Han sendte mig et foto af noget, der lignede en øde snemark med forblæste træer og et husmandssted, og straks jeg så det, sagde jeg: »Nej, dér ligger det jo!«, og Nils næsten besvimede og sagde: »Jeg vil ikke bo, hvor jeg må have undertekster til sproget, og hvor træerne altid ligger ned. Jeg vil altså ikke med«. Alligevel blev det ham, der måtte ordne handelen med vestjyderne, for jeg er bare en dame og skal stå i køkkenet, mener de, selv om jeg råbte op om, at det var mig, der købte, ragede det dem en fjer. Men det var altså mit køb, og jeg har været lykkelig for stedet lige siden. Det begyndte med skriveferier, så mere og mere. Nu bor jeg der et halvt år ad gangen.

Jeg føler mig tryg, bare jeg hører min barndoms sprog. Vejret holder jeg også af og trives i, selv om jeg næsten ikke kan stå fast på mine pindeben, tilføjer Jane Aamund.

- Jeg er meget alene, men har søde naboer, der gør alt, hvad de kan, for at hjælpe mig. Det vælter ind med folk af alle slags, landmænd, familie, skrivende veninder, flotte fiskere med fisk under armen som gaver, hjælpsomme håndværkere, rare hundefolk. Vestjyder er noget af det morsomste. Forleden kom en fortæller, jeg havde mødt i byen og fortalte historier om underverdenen i Lemvig, og han sprang rundt i min have og demonstrerede, at han kunne vrinske som en hingst. Sådan går dagen.

På spørgsmålet om hun har skrevet de bøger, hun skal skrive, svarer Jane Aamund:

- Jeg er ikke færdig med at skrive bøger. Men der kommer en lang pause, for jeg er meget, meget træt. I stedet tager jeg måske til Irland. Jeg har fået nogle gode kontakter fra en sød irsk nabokone, som er fuld af historier, så nu rykker det igen i mig. Jeg må endnu længere vestpå.

Blå bog

Jane Aamund, født 1936. Journalist og forfatter. Blandt hendes mange bøger kan nævnes trilogien Klinkevals, Juliane Jensen og Oven vande (1989-92). To af dem er blevet filmatiseret. I 1997 lancerede hun den selvbiografiske kærlighedsroman Colorado Drømme, som indbragte hende Boghandlernes Gyldne Laurbær og andre fornemme priser. Siden fulgte bl.a. Den Grønne Port, Den hvide verden og Kamæleonen.

boas@kristeligt-dagblad.dk