Minister med samvittighed

IT- og forskningsminister Birte Weiss fylder 60 år i dag

Officielt er hun ansvarlig for områder som telekommunikation og bevillinger til grundforskning. Men hjertet banker for befolkningen i det krigsplagede Bosnien og for flygtninge og indvandreres vilkår i Danmark. I dag fylder Birte Weiss, socialdemokratisk IT- og forskningsminister, 60 år, og i næste måned kan hun fejre, at hun har været medlem af Folketinget i 25 år. Tidligere har Birte Weiss været både kirkeminister, sundhedsminister og indenrigsminister. Det var i sidstnævnte egenskab, hun midt i 1990'erne blev kritiseret for at stå bag stramninger af flygtningepolitikken. Men det var også embedet som indenrigsminister med ansvar for flygtningeområdet, der bragte hende i så tæt kontakt med krigen i Bosnien, at den blev en dybt personlig sag for hende. Konsekvensen var, at hun i 1997 gik af som indenrigsminister, fordi hun ikke kunne støtte de yderligere stramninger på flygtningeområdet, statsministeren ønskede. Og når hun i dag ytrer sig på flygtninge- og indvandrerområdet, er det som kritiker af regeringens nuværende politik. Efter afgangen som indenrigsminister var det meningen, at Birte Weiss skulle være formand for Folketinget. Denne plan glippede dog, idet posten efter en helt lige afstemning med efterfølgende lodtrækning gik til Ivar Hansen (V). Herefter stod Birte Weiss uden for regeringen, indtil hun sidste år blev hentet ind som ny IT- og forskningsminister. I 2000 udgav Birte Weiss sammen med Balkan-eksperten Karsten Fledelius bogen »Vanviddets vidner«. I bogen beskriver hun, hvordan det føltes at stå ved kanten af en massegrav for at kunne bevidne, at massedrabene i Bosnien havde fundet sted. I dag er hun fortsat personligt engageret i Bosnien og arbejder frivilligt med en række projekter, som skal hjælpe den krigsramte by Kljuc på fode. Birte Weiss er uddannet journalist og arbejdede blandt andet for Danmarks Radio, inden hun i 1971 blev valgt til Folketinget. I 1980'erne blev hun kendt som formand for Radiorådet. Også hendes mand gennem 35 år, Ove Weiss, er journalist, og parrets to sønner har valgt samme branche. I perioden 1984-96 var Birte Weiss næstformand i Socialdemokratiet. Hun gjorde sig i begyndelsen af 1990'erne bemærket ved som en af de første at anbefale, at Poul Nyrup Rasmussen skulle overtage formandsposten i partiet fra Svend Auken. Dengang blev hun placeret på partiets højrefløj - en position, mødet med Bosnien-krigen vendte rundt på. I dag fremstår hun som ministeren, som opgav en placering i partiets inderkreds, fordi samvittigheden tilsagde det. Og som den traditionsbevidste socialdemokrat, som bruger sin 60-årsdag på at holde tale ved seks forskellige 1. maj-arrangementer.