Prøv avisen

Misfostrene i centrum

Udstillingen ”Det uperfekte barn” kan ses på Steno Museet i Århus indtil den 1. februar 2009. - Foto: Foto: Aage Birck.

Misdannede og handicappede børn blev engang kaldt for skiftninger, og når de blev født, blev de sat ud til de underjordiske. I dag er fosterdiagnostikken så avanceret, at den truer deres fødsel. Ny bog og udstilling sætter fokus på fænomenet

I antikken anbefalede man gravide at se på smukke skulpturer for på den måde at få kønne og velskabte børn. Det positive ved moderens indbildningskraft blev dog i højere og højere grad fortrængt, og i 1500- og 1600-tallet mente man, at misdannede børn måske var Guds straf eller et tegn på, at moderen var blevet forskrækket i svangerskabet. Måske havde hun set en tigger med kun en hånd og var blevet så chokeret, at fosteret havde taget skade og derfor også kun havde en hånd. Det var også almindeligt at tro, at de handicappede var børn af de underjordiske. Når moderen var uopmærksom, kom de underjordiske og tog hendes barn og lagde deres egen grimme unge i vuggen. Deraf betegnelsen skiftning.

Det er nogle af de mange myter og beretninger, der fortælles i bogen Det uperfekte barn, der netop er udkommet samtidig med, at udstillingen med samme navn har haft premiere på Steno Museet i Århus.

I dag kan vi trække på smilebåndet ad datidens overtro, som rummede forklaringer på det uforklarlige, men også i dag er der mange ting, gravide skal huske at gøre og ikke gøre. Alkohol og cigaretter er bandlyste. Desuden skal man holde sig fra parfumer og velduftende cremer, men gerne tage en folinsyrepille hver dag.

I dag tillægger vi biologien stor betydning, mens man før i tiden havde en psykosocial tilgang til tingene, siger læge Morten Skydsgaard, der er museumsinspektør på Steno Museet og redaktør på bogen.

Han gik for et halvt år siden i gang med at planlægge såvel bog som udstilling, efter at den tyske kunstner Heidi Guthmann Birck havde henvendt sig. Hun har lavet 16 skulpturer, hvor hun har brugt ægte misfostre som forlæg. Misfostre præpareret i væske, som de fleste anatomiske samlinger har, men som det medicinhistoriske museum i Berlin som et af de eneste i verden giver offentligheden adgang til. Her kan man se det enøjede barn, fascineres af siamesiske tvillinger og gruble over havfruelignende børn.

Også i Danmark har man en stor samling af konserverede fostre, men det er længe siden, at offentligheden havde adgang til at se de misdannede børn, der typisk har været dødfødte eller er døde kort efter fødslen.

I Stockholm har man ligefrem valgt at begrave dem, og i Paris er det så godt som umuligt at få adgang til samlingen.

Freakshowets tid er forbi, og man vil ikke vise de gruopvækkende fostre frem bare for, at folk skal kunne gyse eller forfærdes. Dertil kommer, at vi ikke ved, hvordan fostrene er havnet, hvor de er, og man har derfor også et etisk ansvar over for de fædre og mødre, der i fortiden har fået disse børn, siger Morten Skyds- gaard, på hvis udstilling der dog er to fostre i formalin.

Det ene er et barn med Janushoved, det vil sige en skabning med ét hoved, men to ansigter. Det andet er et barn, der ikke har ben, men derimod havfruehale.

Mens Heidi Guthmann Birck arbejdede, fik kunstneren den tanke, at antikkens kykloper og havfruer ikke bare er skabt ud af fri fantasi, men er dannet ud fra oplevelser af ægte børn. Familier og pårørende har skullet skaffe sig af med misfostrene og har haft et behov for at fortælle om det, de havde set, bagefter. Den dobbelthovede blev til Janus, den énøjede blev ikke blot en kyklop, men også en kæmpe, og havet fyldtes med havmænd- og fruer, skriver hun i bogen.

Om det forholder sig sådan, ved man ikke, men i hvert fald har de uperfekte børn, døde som levende, altid fascineret. I 1800- tallet kom der freakshows, hvor vanskabninger blev vist frem. Dét er ikke længere god latin, men til gengæld tilbyder tv en moderne afart, hvor vi i dokumentarudsendelser har uhindret adgang til hjemme fra sofaen at glo på dværge, børn der ældes alt for hurtigt og siamesiske tvillinger.

Ser vi handicappede på gaden, kigger vi væk, eller også kigger vi for meget. Grænsetilfælde af menneskekroppen er fascinerende, og samtidig er vi bange, fordi det kunne være os selv. Vi kan lære meget af den anderledes krop, og på udstillingen har vi blandt andet seks minifilm, der viser, hvilket rigt og socialt liv man kan have, selvom man ikke har en krop, der er 100 procent velfungerende, forklarer Morten Skydsgaard.

Fem procent af de børn, der fødes i Danmark, er misdannede i større eller mindre grad.

Men tallet er for nedadgående, for i takt med at fosterdiagnostikken bliver mere og mere finmasket, og ultralydsbillederne fås i bedre og bedre opløsning, bliver mange af de handicappede børn valgt fra før fødslen og ender som sene aborter.

Teknologien har haft en dobbeltrolle for de handicappede børn. For 200 år siden var der intet at stille op for dem, og man kunne bare lægge dem ud for at dø. Det er gruopvækkende, hvor ilde stedt handicappede har været. Først i 1800-tallet kom der institutioner for handicappede, og i dag har teknologiske hjælpemidler og den moderne velfærdsstat, med en stor grad af rummelighed, gjort, at mange handicappede kan leve et næsten normalt liv.

På den anden side har vi i de sidste 40 år fået fosterdiagnostikken, der kan finde flere og flere misdannelser. Vi vil helt sikkert få færre handicappede i de kommende år, og risikoen er jo så, at det misdannede bliver en endnu større raritet. I forvejen viser undersøgelser, at størstedelen af den danske befolkning har fordomme og et billede af handicappede som sølle eksistenser. Det er det mit håb, at bogen og udstillingen kan være med til at give et andet billede af de uperfekte børn.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk

Den moderne kunstner Heidi Gutmann Birck har lavet sin havfrue i stentøj (til højre) på basis af fostret (til venstre), der opbevares på Berliner Medizinhistorisches Museum der Charité. – Foto: Aage Birck.