Prøv avisen

Mit livsmod må være en gave fra Vorherre

”Når jeg ser tilbage på mit liv, er der en del ting, som bare er meningsløse. Men det er ikke noget, jeg kan gøre noget ved, så jeg bebrejder hverken den ene eller den anden eller Gud. Man må igennem det, som er ens lod,” siger Therese Severin Petersen. Bronzefiguren i vinduet er en bryllupsgave lavet af onklen Svend Rathsack. Den stod i haven på Java, og hun troede, at den gik tabt under krigen, men for få år siden dukkede den op i Australien og er nu en daglig glæde for hende. – Foto: Heidi Lundsgaaard.

Therese Severin Pedersen, 97 år, havde en privilegeret opvækst på Java i kolonitiden. Anden Verdenskrig ændrede hendes liv dramatisk. I dag ser hun med taknemmelighed tilbage på et liv under to himmelstrøg

Therese Severin Petersen er en overlever. Hun sidder rank i stolen og tager mod med fast håndtryk og en opfordring til gæsten om at se ud ad de store vinduer. Her står tre ponyer på skråningen ned mod Fænøsund. Hendes syn er de seneste måneder svækket af grøn stær, så hun kan ikke længere nyde udsigten. Hun forsikrer, at hun har sat pris på den skønne udsigt de to år, hun har boet her på Friplejehjemmet Lillebælt i Middelfart, hvor vi er mødtes for at se tilbage på et liv levet under to vidt forskellige himmelstrøg.

Therese Severin Petersen blev født i Indonesien dengang Hollandsk Ostindien i november 1915 som den næstældste i en søskendeflok, som kom til at tælle fire børn.

Hendes far, Ludvig Olaf Vilhelm Kongsted Jensen, var læge og kom sammen med sin hustru, Hedvig Agnete Kongsted Jensen, til Sumatra som militærlæge for den hollandske kolonimagt. Efter fem år under primitive forhold på Sumatra købte han en privat praksis på Java i det, som i dag hedder Jakarta. Batavia hed byen, da Therese Severin Petersen boede der i et privilegeret hjem med omkring 18 ansatte.

Jeg vidste jo ikke bedre, end at alle levede som os, der klædte om før middagen og fik alle måltider serveret. Men i mine forældres øjne var der ikke forskel på høj og lav, siger hun og fortæller om dagene før sin fars 40-års-fødselsdag.

Der skulle serveres en eksklusiv skildpaddesuppe for gæsterne, og derfor var en 50 kilo stor skildpadde indlogeret klar til at blive henrettet.

Det blev dog noget andet, som kom på menuen. Den boede nede ved garagen, og vi besøgte den hver dag og nød at stå på den, hvilket den ikke tog notits af. Der blev aldrig kogt suppe på den, siger Therese Severin Petersen, som på de gulnede fotografier ligner en prinsesse klædt i hvidt, men i virkeligheden var hun en drengepige, som gerne klatrede i træer.

Hendes far havde konsultation to gange dagligt og desuden en række husbesøg. Hun husker de sene aftener, hvor hun vågnede og hørte, at han var på vej ud på hjemmebesøg.

Jeg fik tit lov til at køre med i bilen og sad svøbt i et flonelstæppe i hans arme. Mens min mor savnede Bornholm og familien i Danmark, trivedes min far i troperne og kom aldrig hjem til Danmark.

Therese Severin Petersen voksede op med tre sprog. Hun talte indonesisk med barnepigerne og de ansatte i huset, hollandsk talte man i kolonien, og endelig var der dansk, som hendes far insisterede på, at familien skulle tale i hjemmet.

LÆS OGSÅ: Ondskaben er nok desværre en normalitet

Det var et princip for ham, at vi skulle lære dansk, så vi ikke kom hjem til Danmark og var fremmede på grund af sproget. Mine forældre sørgede for, at vi fik en dansklærer ud. Min søster og jeg blev undervist af Carla Hedemann de første år, og den dag i dag har vi kontakt til hendes familie.

I 1924 sejlede hun med sin storesøster Eva til Danmark for at gå på kostskole i Hillerød Marie Mørks Skole. Deres privatlærer skulle til Danmark og giftes, så forældrene syntes, det var bedst, at døtrene fortsatte skolegangen i Danmark. Deres mor havde fire søstre, som fungerede som deres netværk. Forældrene var fem ugers sejlads fra Danmark.

Det var anden gang, jeg var i Danmark. Jeg havde været i Danmark med min mor, søster og babu Anni i 1919, hvor vi besøgte min mors søstre. I min mors familie var man ikke vant til kokkepiger, men babu Anni vakte lykke hos mine mostre, og når vi kørte i sporvognen fra Jægersborg Allé til Kongens Nytorv og talte indonesisk, vakte det nogen opsigt.

På kostskolen fik jeg gode veninder, og jeg trivedes, mens min søster længtes hjem og fik lov til at rejse tilbage til Indonesien efter tre år, siger hun og indskyder, at en af de bedste veninder fra skoletiden i dag bor på et andet plejehjem ved Fænøsund.

Da Therese Severin Petersen havde afsluttet mellemskolen, rejste hun til Java for at møde de to yngste søskende. Det blev til et år på Java.

Min far mente, at jeg kunne blive på Java og gå i en hollandsk skole, fordi jeg nu mestrede både dansk og hollandsk, men jeg insisterede på at komme tilbage til Danmark og alle mine venner, hvilket jeg også fik lov til, men det blev besluttet, at jeg ikke skulle bo på kostskolen, men bo hos moster Lone og onkel Svend i deres hjem på Frederiksberg, siger hun og peger på væggen, hvor der er et oliemaleri af onklen, som var billedhuggeren Svend Rathsack, og en akvarel af moster Lone.

De havde ingen børn, og jeg havde en virkelig rig tid i deres hjem. I de år tænkte jeg ofte, at jeg var heldig at have en komplet mor og far i Danmark og mine rigtige forældre på Java.

Når hun tænkte på fremtiden, så hun for sig, at hun skulle afslutte skolegangen og hjem til Java. En af hendes ugifte mostre sagde, at hun skulle have en eksamen og dermed muligheden for at få et job. Mosteren foreslog en faglæreruddannelse som gymnastik- og svømmelærer.

Hun sagde, at vi alle måtte ud og have lidt af et job, og jeg gjorde simpelthen, som hun sagde. Den gang var familielivet lidt på en anden måde, og jeg drømte ikke om, at det med uddannelser til kvinder kunne blive til, hvad det er i dag.

Fra 1934 var Therese Severin Petersen atter hjemme i familiens store bolig i Java. En dag, hvor hun spillede tennis på banen ved forældrenes hus, stod en høj, mørk mand og kiggede på hende med et skævt smil. Den velskabte mand med det skæve smil var den udstationerede engelske bogholder Wilfred Montford. Hun forelskede sig, men hun turde ikke tro, at det kunne blive dem, for han var forlovet i England. Men under et ophold i England brød han forlovelsen, og da Therese Severin Petersen var 21 år, blev hun gift med Wilfred Montford.

Dette kunne være begyndelsen til en klassisk beretning om et ungt pars familieliv, men Anden Verdenskrig ændrede deres tilværelse.

Ved siden af sig på mahognibænken på Friplejehjemmet Lillebælt ligger bogen Fange af solens rige, som er skrevet af journalisterne Ayoe Maria Jurhagen og Anne-Marie Severine Lütken for fem år siden.

Anne-Marie er Therese Severin Petersens barnebarn. Bogen sætter fokus på de tre år i Therese Severin Petersens liv, hvor hun sad i japanske fangelejre på Java.

Som nygifte slog hun og hendes mand sig ned i Surabaya på det østlige Java med børnene Astrid og Anthony. Hendes mand arbejdede for British American Tobacoo Company. I marts 1942 blev Hollandsk Ostindien besat af Japan. Godt et halvt år efter blev familien opsøgt af japanske soldater en tidlig morgen og beordret til at følge med på politistationen.

Jeg havde haft to kufferter pakket og klar, hvis vi skulle få brug for at komme hurtigt væk. Men da jeg blev spurgt, om jeg havde husket en madras, undrede jeg mig, for jeg havde jo ikke forestillet mig, at vi skulle til et sted, hvor der ikke var madrasser.

De skulle interneres, fordi de var englændere, eller som Therese Severin Petersen engelsk gift, og japanerne betragtede dem som fjender. Interneringen tog siden til i omfang, og i løbet af 1942 blev omkring 60.000 europæere på Java interneret. Inden de blev sendt i fangenskab, blev familien delt. Længe vidste hun ikke, hvor hendes mand var, men efter en tid blev det besluttet, at kvinderne måtte skrive postkort til deres mænd. På den måde blev der udvekslet enkelte livstegn.

Vi håbede hele tiden, at krigen snart ville være ovre. Når jeg har talt med mine børn om den tid, så hører jeg min ældste datter sige: Jeg legede mig igennem det. Det er måske også rigtigt. Børnene var tæt på mig hele tiden. Vi boede i forskellige lejre, og i dem alle havde vi kun den ene madras, så vi var aldrig langt væk fra hinanden.

Ernæringen var mangelfuld, og meget af hendes tid gik med at overveje, hvordan hun bedst kunne sikre de to børns helbred. Anthony spiste gladeligt risen med maddikerne, mens hun kæmpede for at få storesøster Astrid til at spise.

På et tidspunkt tog Therese Severin Petersen et job i lejren, hvor hun bar syge til hospitalet i lejren og døde til en gymnastiksal, som nu tjente som lighus. På den måde kunne hun tjene til lidt af den kostbare palmesukker, som hun kunne give børnene.

Når du er midt i det, er du ikke forfærdelig glad, men man prøver at indrette sig. Heldigvis har mine børn ikke voldsomme minder om fangelejrene, og kontrasten til det liv, jeg levede tidligere, havde jeg ikke megen tid til at tænke på.

I august 1945 kapitulerede japanerne. To mænd fra det danske konsulat opsøgte Therese Severin Petersen i lejren og fortalte, at hendes mor og søster var blevet sat fri fra deres lejr. Kort tid efter var hun og børnene forenet med hendes mor og søster.

På halvandet døgn fik jeg at vide, at min mand, min far og Lone og Svend alle var døde under krigen. Da væltede min verden. Håbet om, at jeg skulle genforenes med min mand, havde holdt mig oppe.

Svend var død af kræft, og hans hustru var død få måneder efter i forvisning om, at hendes familie på Java var omkommet. Therese Severin Petersens mand døde i april 1945 af tuberkulose og sult under interneringen, og et par måneder senere døde hendes far af proteinmangel i den samme lejr som svigersønnen.

Samtidig med sorgen var der en række praktiske spørgsmål, hun skulle overveje. Som engelsk gift blev hun tilbudt at blive hjemsendt til England. Hun havde én dag til at overveje og takkede ja. Alle hendes værdier og papirer var gået tabt under fangenskabet, så økonomisk var hun nærmest på bar bund, da hun stod med de to børn i England. Hendes afdøde mands familie var en god støtte, ligesom hans arbejdsplads hjalp.

Jeg flyttede på et pensionat, som jeg kunne gøre til hjem, mens jeg gennem min mands familie fandt frem til en kostskole til Astrid, og selv gik jeg i gang med en uddannelse som jordemoder i London. Da mine børn ikke havde deres far, ville jeg gøre dem til englændere ved at sende dem på kostskole. Jeg har været på kanten af en depression, men også kun på kanten.

Hun var glad for jordemoderuddannelsen og så for sig en fremtid som jordemoder i England. Hendes mor havde slået sig ned i Danmark, og da Therese Severin Petersen besøgte hende i 1947, mødte hun Vagn Severin Petersen, som var en ven af familien. De forelskede sig, og i 1949 blev de gift i Christiansborg Slotskirke og slog sig ned i det indre København.

Han ønskede, at de skulle bo i København, og sådan blev det. De to børn skulle blive i deres fars fædreland, mente Therese Severin Petersen og glæder sig over, hvor godt Astrid og Anthony trivedes på den prestigefyldte kostskole Christs Hospital.

En kvinde banker på døren med saftevand til Therese Severin Petersen og gæsten. Hendes appetit er ikke, hvad den har været, men som hun konkluderer, mens hun tømmer glasset, så har hun altid forsøgt at holde fast i almindelig fornuft. Den almindelige fornuft byder hende at drikke saften, skønt hun egentlig ikke føler sig tørstig.

I sit andet ægteskab, som varede 45 år, fik hun en hverdag under ganske andre himmelstrøg. Parret fik sønnerne Michael og Kristoffer, som i dag er henholdsvis 62 og 60 år. Og Therese Severin Petersen fik mulighed for at bruge sin faglærereksamen i gymnastik.

Jeg har altid holdt af sprog og supplerede med en eksamen i engelsk fra Zahles Seminarium og var løs vikar i 10 år, hvor jeg vel nåede at arbejde på omkring 80 skoler, inden jeg de sidste 35 år var aftenskolærer, siger hun.

Og hun underviser stadig. Eleven er Bertel Petersen, som hun underviser i hollandsk på plejehjemmet.

Hendes yngste søn, Kristoffer, bor i Middelfart, så da Therese Severin Petersen var blevet enke, flyttede hun også til byen ved Lillebælt.

Jeg var 80 år og vidste i mange år intet om at være gammel. Jeg cyklede rundt og kom hjem fra biografen klokken 23.30.

Hendes datter, Astrid Connolly, uddannede sig på en husholdningsskole i England. Hun blev gift med en australier, i dag er hun enke, men bor fortsat i Australien. Hvert år er hun to til tre måneder i Middelfart, hvor mor og datter har hverdagene sammen. Sønnen Anthony Montford fik en uddannelse ved British American Tobacco Company, hvor hans far havde arbejdet. I dag bor han i New Zealand med sin newzealandske kone.

Selv med alt det, jeg har været igennem, kan jeg godt sige, at jeg synes, livet har været dejligt. På nogen måder har jeg haft oplevelser, som ligner andres, men det er sket under to himmelstrøg, og det er jeg glad for. Efter krigen er jeg mange gange blevet mødt med udsagnet: Du må da hade japanerne. Det gør jeg ikke. Det kan ikke nytte noget. Jeg har hadet dem i de tre år i fangenskabet, hvor jeg ikke vidste, hvordan det skulle gå mine børn. Men det er fortid, og man skal ikke fylde sit liv med gammelt had.

Therese Severin Petersen får mange besøg. Sønnen Kristoffer kommer næsten dagligt før middag og læser højt for hende. Hun har en stor glæde ved sprog. Siden hun flyttede ind på plejehjemmet, er hun også blevet kirkegænger. Plejehjemmet hører under Danske Diakonhjem, og to gange om måneden er der gudstjeneste på hjemmet. Hun deltager trofast.

Jeg har ikke nogen grund til ikke at ville i kirke, og det er en del af den kultur, som er her på stedet. Det hænger jo sammen med, at man er gammel og virkelig ved, at man ikke kan leve evigt. Jeg tænker, at mit livsmod må være en gave fra Vorherre. Det er ikke noget jeg har dyrket, men det giver jo absolut bonus at have det. Jeg slæber ikke rundt på noget had.

Therese Severin Petersen fotograferet ved barndomshjemmet på Java, hvor hun voksede op med kat, hund og egen pony. – Affotografering: Heidi Lundsgaaard/Scanpix. Foto: Heidi Lundsgaard Denmark