Prøv avisen

Mænd er større end deres projekter

-- Mænd er indbildske, fordi de har svært ved at acceptere deres egne begrænsninger. Og det har været en livslang dannelsesrejse for mig at lære at leve med, at jeg ikke kan mestre det hele på én gang, siger sognepræst Anders Carlsson. -- Foto: Michael Tarp.

Manderolle -- Jeg holdt omsider op med at løbe om kap med min far sidste år. Først da blev jeg selv en mand, siger den 47-årige sognepræst Anders Carlsson

Webergrillen er det første, vi taler om. For hvorfor står manden altid dér? Vækker lugten af brændt kød krigeren og jægeren i manden? Eller er det bare, fordi det er en enmandspræstation at være grillmester – i modsætning til i et samtalekøkken, hvor relationen omkring madlavningen næsten er vigtigere end selve præstationen?

– Det er indlysende! For mænd orienterer sig alt for ofte mod præstationer i stedet for relationer. Det er en af vores genfejl, ler sognepræsten Anders Carlsson, mens han viser vej op ad de gamle snoede stentrapper i Sct. Nicolai Kirke i Rønne. Dem har han betrådt flittigt gennem otte år som sognepræst på Bornholm, men det bliver et af de sidste interview, han giver på øen i denne omgang. For kort efter vores samtale skal han indsættes som valgmenighedspræst i Vejstrup på Sydfyn. Han rejser for at komme sig som menneske efter et forlist forhold.

Men han vil uden tvivl blive savnet på klippeøen for sine stærke prædikener og utallige foredrag om alverdens emner. Men mænd er både et svært og spændende emne, mener han:

– Det kan nemt blive klichéer, der præger snakken, når man kommer ind på forskelle mellem det mandlige og kvindelige. Kønsrollerne skifter jo hele tiden, og måske er man alt for tilbøjelig til kun at definere kønnene i forhold til hinanden, men det er næppe nogen overdrivelse at sige, at mænd går meget op i, hvad de kan, siger han antændt af Webergrillsnakken, inden vi for alvor går i gang.

De tunge trappesten fører os forbi to store sorte tavler, hvor kirkens præster gennem tiden står indskrevet med guldskrift. Her er ingen kvindenavne. Og følelsen af, at magt og ære stadig kommer lettest til manden, sidder der stadig, da vi når personalerummet for at lave kaffe. Men her er der pludselig opbakning fra uventet kant.

– Jeg tror slet ikke, at det er så nemt at være mand, siger en kvindelig sognemedhjælper, da hun hører, hvad vi skal tale om:

– Ofte forventer kvinder jo nærmest, at mænd skal kunne læse vores tanker. Og vi kvinder kan blive frygteligt skuffede, hvis mænd ikke reagerer på vores følelser, selvom vi måske slet ikke har sat ord på dem, smiler hun, inden vi hanker op i vores kander med kaffe og vand for at gå videre op til et lille samtalerum under kirketaget – og til sagen: Mænd.

– Enhver mand er indbildsk, kommer det prompte fra Anders Carlsson.

– Mænd har simpelthen sværere ved at acceptere deres egne begrænsninger, end kvinder har, tror jeg. For en mands lidenskab har at gøre med en stræben efter at udfolde sit væsen og blive bekræftet gennem det. Mandens fundamentale smerte er, at han så dybest set aldrig kan nå det mål. Det er et kæmpeparadoks. For det kan ende med, at manden i sin stræben udelukkende er, hvad han udfolder, men hvor er han så selv blevet af? Han giver sig hen i egne projekter og bliver væk i det hele. Men mænd er større end deres projekter.

Sognepræsten puster ned i sin skoldhede kaffekop og tager forsigtigt en slurk, inden han med et drilsk udtryk i øjnene fører os helt tilbage til Adam og Eva:

– Jeg har egentlig et billede af, at Adam var godt tilfreds, kommer det så:

– Det var kvinden, der var den udfarende og undersøgende. Som student gjorde Søren Kierkegaard sig vittig over det forhold ved at skrive, at "knap var kvinden kommet til, før hun tog filosofiske forelæsninger hos slangen". For det var Eva, der var den nysgerrige, og Adam kunne hverken styre hende eller sig selv. Og det blev deres fælles fald. Alligevel var det Adam, manden, der fik til opgave at skabe rammerne for liv og sætte grænser, mens Eva fik til opgave at bære liv. Man kan sige, at manden på den måde fik en opgave uden for ham selv ved at skulle sætte grænser. Derfor er det også naturligt, at han selv prøver at undersøge og overskride grænserne hele tiden. Men på den måde har han også hele tiden fokus på, hvad han kan. Og det er netop mandens eget fokus på sin formåen, der bliver hans fald. Karen Blixen sagde, at manden identificerer sig gennem det, han gør, mens kvinden identificerer sig med det, hun er. Og når jeg kigger over kønshegnet, kan jeg godt føle mig ydmyg over for kvinden som et væsen, der hviler mere i sig selv, fordi hun er skabt til at føde børn.

Men manden er vel også skabt til at være far?

– Ja, og det skal alle fædre selvfølgelig tage alvorligt, for børn har brug for fædre. Men jeg mener stadig, at mænd grundlæggende er mere prægede af en vis rastløshed. Mand er noget, man skal blive, samtidig med at mandens lidenskab lever på den selvmodsigelse, at den aldrig når sit mål i sig selv. Det kan den ganske enkelt aldrig. Og sådan ser jeg også mit eget liv som mand.

Anders Carlsson trækker vejret dybt ind og fortsætter så:

– Jeg har villet have et harmonisk og dejligt familieliv og samtidig opfylde mine drømme om et arbejdsliv, hvor jeg har kunnet slå til. Hele vejen rundt har jeg villet have det hele. Og først da mit seneste forhold forliste sidste år, forstod jeg, at det er en illusion, at man skal kunne realisere alle sine muligheder på én gang. En mand skal sætte grænser. Først og fremmest for sig selv.

Anders Carlsson ved, hvad han taler om. For han arbejdede selv i døgndrift på Bornholm, hvor han nåede at begrave tusind mennesker på otte år – ved siden af bunkevis af bryllupper, barnedåb, konfirmationer, gudstjenester, utallige sjælesorgssamtaler og en blomstrende foredragsvirksomhed. Men midt i det hele gik hans eget forhold i stykker. Og nu har han blandt andet søgt til valgmenigheden på Fyn for at finde en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv.

– Jeg må erkende, at jeg bærer min del af skylden for, at mit forhold gik i stykker. For jeg arbejdede simpelthen hele tiden, og på den måde glemte jeg det vigtigste i livet. De nære relationer. Jeg har nok været bange for nære relationer det meste af mit liv og spejlet mig selv i præstationer i stedet for. Det var en stor fejl. Man siger, at man kun ved, hvad man har, når man har mistet det, og det er også min smerte. Som mand har jeg villet kunne klare mig selv. Men det er ikke sådan, at man bliver en rigtig mand.

– Det er først ved at turde give sig selv hen til kvinden, at manden bliver den, han skal være. Manden kommer aldrig mere til sig selv end i hengivelsen til det fremmede, til det anderledes, til kvinden. Det kan jeg se nu, men for mig er der gået lang tid med at leve ud fra en evig stræben efter at få det hele til at lykkes. For jeg har villet det hele selv, måske af frygt for at blive såret. For giver man sig selv hen til et andet menneske, bliver man sårbar, men man får også noget, man ikke får andre steder. Kvinde og mand bliver hinandens begrænsning og berigelse, og kun på den måde kan vi blive hinandens skæbne. Sådan er det.

Han ser op uden at standse sin talestrøm:

– Det oplevede jeg for første gang nogensinde i mit sidste forhold. Jeg oplevede helt konkret, at først ved at turde give slip på mig selv, vandt jeg mig selv på en måde, jeg ikke i mine vildeste drømme havde turdet tro på. For det var først, da jeg mødte hende, at jeg for alvor lærte at tage imod. Helt enkelt at blive holdt om. At hun holdt om mig en hel nat. Det var fuldstændigt omvæltende for mit selvbillede. At det var i orden for mig som mand at tage imod som en skål. Og det er faktisk først nu som 47-årig, at jeg selv kan begynde at føle, at der kan ligge en befrielse i afmagten og i dét ikke hele tiden at skulle kontrollere og styre alting. For afmagten er et værn mod indbildskheden, og jeg har været meget indbildsk. Det må jeg indrømme nu.

Hvilken mandsrolle er du da vokset op med?

– Min far er meget stærk og karismatisk og udadvendt. Og jeg har tit tænkt, at han er de projekter, han udfolder, og at han bliver bekræftet gennem det. Vi har haft praktiske interesser sammen. Her kunne vi mødes og udfolde os sammen. Men jeg blev nok først selv for alvor voksen og mand, da det gik op for mig, at jeg ikke behøvede at løbe om kap med ham i alle mulige projekter. Og det er først sket inden for det sidste år. For det har mit livs tab sidste år fået mig til at forstå. Jeg har indset, at jeg er blevet forført af min egen hang til udfoldelse og bekræftelse og har prioriteret arbejde alt for meget. Det er egentlig banalt, men det har været en befrielse at erkende, at jeg ikke behøver at løbe om kap med min far længere. Jeg kan se, at jeg simpelthen har været alt for bange til at blotte mig som menneske.

Nede i kirkerummet hænger altertavlen med billedet af den perfekte mand, Jesus, der stiller stormen på Genezaret Sø, mens disciplene ror for livet i det oprørte vand. "Frygt ikke – tro kun" står der under.

– En af mine konfirmander troede, at der stod "Frygt ikke – ro kun". Den lo vi meget ad den vinter. Og bagefter tænkte jeg, at den dobbelthed kan vi mænd også bruge til noget. På den ene side kan vi trygt forsøge at "ro os igennem bølgerne" i livet. Jesus stolede jo nok på disciplene til at sove sig igennem stormvejret. Og vi må alle tage fat, hvor vi kan. Men på den anden side skal vi også lære at hvile i, at vi ikke kan alting selv. Vi må hengive os til Gud og lægge alt det i Guds hænder, vi ikke kan selv, nemlig ændre vilkårene i livet. Det hav, vi ror rundt på. For det er i afmagt, at troen folder sig ud. Jesus gav sig jo fuldkomment hen, da han hang på korset. Sådan kan vi aldrig gøre det, men vi kan lære, at vi må hengive os til hinanden som mand og kvinde. For vi bliver også først dem, vi skal være, ved at turde blotte os og give os hen.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk