Moderbilleder i kollision

Ravnemoderen. Eller urmoderen. Den onde stedmoder over for den blide Jomfru Maria. Og karrierekvinden, der slæber skrigende unger hjem kvart over institutionslukketid, mens husmoderen bager boller med småbørn legende om benene. Vi mangler ikke moder-billeder. Samtidig er traditionen for, hvordan en mor er i praksis, blevet opløst. Nutidens mødre er den første generation, for hvem både uddannelse og lønarbejde er en selvfølge. Men der findes ingen fast model for, hvordan en kvinde i det postmoderne samfund forener moderskabet med sine individuelle mål og drømme. - Moderne mødre befinder sig i nye og helt andre sociale sammenhænge end dem, de selv er vokset op i. De er derfor tvunget til at udforme moderskabet uden levende forbilleder for, hvordan man skaber sammenhæng i et liv, som på én gang rummer omsorg for børn og familie samt lønarbejde og et eget liv uden for familien, siger den svenske sociolog, ph.d. og professor ved Göteborg Universitet, Margareta Bäck-Wiklund. Hun har forsket i det moderne moderskab. Og ud fra sine undersøgelser kan hun konstatere, at selv om mødre er forskellige og indretter sig forskelligt, har mange af dem dårlig samvittighed, og mange reflekterer til stadighed over deres liv. - En af årsagerne til den dårlige samvittighed er, at flere af de moder- og kvindebilleder, vi har i dag, er i modstrid med hinanden. For eksempel siger de gamle værdier os stadigvæk, at en mor altid skal være tilgængelig for sit barn. Det er de fleste mødre bare ikke, fordi de svarer til billedet af den moderne kvinde som en, der har en plads på arbejdsmarkedet. Men her er de ofte urolige, meget mere end mændene, fordi de netop ikke er tilgængelige. - Men hvor meget konflikten fylder i kvindernes liv er forskelligt og afhænger af mange faktorer, især hvordan de fungerer med deres arbejde og i deres parforhold. Alt efter hvordan mødrene beskriver deres oplevelse af sammenhæng i tilværelsen, fordeler jeg dem i tre grupper: de sikre, de ambivalente og de resignerede. De sikre mødre er idealet, men der er flest af de ambivalente. Og jeg tror, de ambivalente mødre er dem, der virkelig afspejler det postmoderne samfunds mangfoldighed. De har ikke resigneret, og de søger i en fortsat ambivalens at skabe nye løsninger på, hvordan de skal udforme moderrollen, siger den svenske professor. Seniorforsker på Socialforskningsinstituttet Anne-Dorthe Hestbæk har forsket i 1990'ernes forældreskab. Hendes udgangspunkt er, at kvinder er forskellige, og at de derfor oplever moderskabet forskelligt. - Men det er jo ikke sådan, at der i Danmark er en million forskellige måder at være mor på. Man opfører sig nogenlunde ens, alt efter hvilken livsform man har. Nogle kvinder oplever ikke en ambivalens i deres liv, når de bliver mødre. Dem, der er mindst ambivalente, er i særdeleshed dem, der har lønarbejderens livsform med træk af husmoderens livsform. For dem er det naturligt at arbejde, men arbejdet må ikke fylde hele livet. De har typisk valgt det fra i perioder ved at tage orlov, være frivilligt arbejdsløse eller arbejde på deltid. Anne-Dorthe Hestbæk fortæller, at de ambivalente mødre især findes blandt dem, der er selvstændigt erhvervsdrivende eller har den karriereorienterede livsform. Det vil sige kvinder, der nyder at arbejde meget og får en masse positivt ud af det. - Deres ambivalens består i, at de kan have svært ved at få det hele til at gå op. Ofte læser de karriereorienterede kvinder bøger om, hvad der er godt for børnene, og følger med i den aktuelle debat om børn, men de står med begge fødder i arbejdets lejr. Nogle lever med den ambivalens hele tiden. En kvinde har beskrevet den således: »Jeg går for tidligt fra mit arbejde for at komme for sent hjem til mine børn.« Det er en konflikt, der tærer på sigt. - Andre vælger efter store overvejelser at lave om på deres liv. Enten bevarer de arbejdet på de givne vilkår og finder muligheder for aflastning i hjemmet, for eksempel at børnene hentes af en ung pige hver dag, så de ikke er for længe i institution. Men jeg har også oplevet en mor, der var den første kvindelige chef på sin arbejdsplads, men som blev kropsligt syg af sin ambivalens. Hun var bange for at blive fyret, hvis hun bad om nedsat arbejdstid. Men faktisk fik hun både nedsat tid og mulighed for efteruddannelse, så hun kunne stille sin lederkarriere i bero. Anne-Dorthe Hestbæk fremhæver eksemplet som en vigtig erfaring: - Mange mennesker er handlingslammede, fordi de ikke tror på, at de kan få ændret deres arbejdsvilkår. Men når man forhandler en ansættelseskontrakt, kan man jo godt sige, at man for eksempel i de kommende to år vil arbejde 10 timer mindre om ugen. Jeg tror, at jo flere, der gør det, jo mere kan det blive en norm. At mødre er mere ambivalente end fædre finder Anne-Dorthe Hestbæk ikke så underligt. - Mændene er gået fra kun at være forsørgere til at sige, at nu vil de også på banen med børnene. Familiemæssigt set har de haft den lette udvikling og er blevet taget godt imod. Kvinderne er gået fra husmoderrollen og ud i det moderne samfund, hvor fuldtidsarbejdet er normalt. Men de spejler sig stadig i den gamle moder, der var til stede for børnene, siger hun. Mødre spejler sig også i hinanden. Og kan give hinanden dårlig samvittighed. - Vi ser på hinanden gennem hver vores værdibriller. Men som mennesker har vi forskellige psykiske konstellationer. Nogle ønsker et stille liv, mens andre kan lide at have travlt. Når en kvinde forholder sig til andres måder at være mor på, må hun bruge det til at afgøre, om det, hun selv gør, er godt nok. Hvis det er, kan hun fortsætte sådan, hvis ikke, må hun prøve at forandre noget, siger Anne-Dorthe Hestbæk. Hvis en moderne dansk kvinde slår op i den nyudkomne »Politikens Kvindebog« for at læse om moderrollen, finder hun imidlertid ikke den mulige ambivalens mellem nærværet med børnene i hjemmet og lysten til et udearbejde behandlet. Konflikten antydes blot. Ganske vist fortælles der, at kvinden, der er chef i en stor virksomhed og har fire børn med en smuk og klog mand, ser blændende godt ud og spiller golf og maler i sin fritid, ikke er et realistisk fænomen. Men på den anden side ønsker moderne mødre ikke at gå hjemme og gro fast i kødgryderne, fastslår bogen. Så selv om navlestrengen kappes hårdt og brutalt, når barsels- og måske forældreorloven er slut, og selv om man spekulerer på, om man nu også var rigtig klog, dengang man tilrettelagde sit liv sådan, så konkluderer kvindebogen, at man ikke bliver nogen ringere mor af at arbejde uden for hjemmet. »Politikens Kvindebog«, der ellers er fuld af gode råd og handlingsanvisninger til moderne danske kvinder, hjælper derfor ikke en ambivalent kvinde på vej, hvis hun overvejer nye måder at udforme moderrollen eller sit arbejdsliv på. Hovedredaktør på bogen, kommunallæge, ph.d. og forfatter Vibeke Manniche siger, at det er et bevidst valg, selvom det ikke er uproblematisk: - Det afspejler, at vi, der har skrevet bogen, ikke selv er afklarede. Det er blevet til en vis form for løs snak, fordi vi ikke ved, hvor vi skal pege hen. Vi håber, at den enkelte kvinde selv vil beslutte, hvad der er ret og vrang for hende. Men det er da en kæmpe konflikt. Kvinder kan og vil alt i dag. Vi vil både have arbejde og familie, men døgnets timer går ikke op i det regnskab. - Jeg er selv splittet. Normalt ser jeg på tingene med barnets briller, og der er ingen tvivl om, hvad det har brug for: At have mor og far tæt på sig en langt større del af dagens timer, end tilfældet er i dag. Og at være sammen med andre børn for at være sammen med dem, ikke for at blive passet. - Men denne bog er skrevet med kvindens briller på. Vi er bange for, at hvis vi beskriver mere positivt, hvad det giver at gå hjemme med sine børn, bliver det for romantiseret, og kvinden betaler prisen senere. Vi vil ikke bidrage til den ubalance, at børn igen bliver kvindens ansvar. Og bogen viser jo i øvrigt, at mænd og kvinder ikke er lige endnu, fastslår hun. Debatredaktør på dagbladet Aktuelt og tidligere redaktør af tidsskriftet Forum for Kvindeforskning, Jette Hansen, er til gengæld ikke bange for højlydt at beskrive konflikten. Og heller ikke for at pege på mulige løsninger. Hendes udgangspunkt er også ønsket om ligestilling, men hun finder, at den kvindeidentitet, hvor moderen har fuldtidsarbejde samtidig med, at faderen har det, er undertrykkende. - Kvinderne har tilpasset sig et samfund, der ikke rummer plads til, at man kan have et nært forhold til sine børn. Det splitter dem. De har erfaret, at der er en langsomhed og besværlighed og poesi ved livet med børn. Men den erfaring kolliderer med den måde, vi forventes at fungere på ude på arbejdsmarkedet. Og desværre bliver erfaringen vigende, når den skal gøres gældende politisk. - Kvinderne har svært ved at holde fast i, at deres følelser taler sandt. Vores kultur har et skræmmebillede af den omklamrende mor, og hende vil vi ikke være. Samtidig er der billedet af den produktive mor, der er disciplineret og ikke stikker op for bollemælk ude på arbejdspladsen. De to kvindebilleder er fælles om at tyrannisere den moderne mor, så hun holder mund og tilpasser sig. Men man må jo spørge, hvorfor det næsten udelukkende er en kvindelig problemstilling? Mænd og kvinder er jo enige om, at børn skal have masser af kærlighed. - Men generelt set har mænd nogle andre normer for, hvornår forventningerne til et familieliv er indfriet. Kvinderne er typisk fortalere for idealet om intimitet i forholdet mellem barn og for-ældre. De ønsker en familieform, hvor vi kender hinanden og kan læse hinandens følelser. Når børnepasningen overtages af professionelle mange timer om dagen, går den intimitet imidlertid tabt. Kvinder opdager, når de begynder at arbejde på arbejdsmarkedets vilkår, at kernefamilien ikke automatisk er det samme som intimfamilien. Jette Hansen frygter, at intimfamilien i realiteten er ved at forsvinde ud af vores kultur. - Familien er blevet et underskudssted. Vi løber væk fra den hurtigere, end vores ben kan bære os. Kvinder sætter i stadig højere grad individualiseringen højere end skabelsen af kontinuitet i de familiemæssige forhold. De har et autentisk behov for at realisere sig selv Fortsættes Side 10 Jeg tror, de ambivalente mødre er dem, der virkelig afspejler det postmoderne samfunds mangfoldighed. Margareta Bäck-Wiklund, professor.