Prøv avisen

Moderne former for forfølgelse

Når flere mænd vælger at stalke deres tidligere partnere, er det dog ikke kun et udtryk for, at teknologien har gjort det muligt, vurderer psykoterapeut Lise Linn Larsen. Også et ændret familiemønster kan være en årsag til, at flere fortsætter med at chikanere en tidligere partner. - Foto: Tegning: Peter Hermann.

At blive opsøgt og chikaneret af en tidligere partner er langtfra noget nyt fænomen, men metoderne til at forulempe har ændret sig

På landets kvindekrisecentre møder man ikke kun kvinder, der har været udsat for fysisk vold. De lider også under følgerne af den psykiske vold, en tidligere partnere har udsat dem for. Selvom de har brudt med en kæreste eller ægtefælle, oplever mange, at den jaloux og dominerende mand kontakter dem igen og igen. I breve, per telefon, personligt, gennem deres omgangskreds eller som noget nyt ved hjælp af sms-beskeder og mails.
Den nye teknologi har gjort det nemmere at udsætte personen for vedvarende og uønsket opmærksomhed – såkaldt stalking – forklarer sekretariatsleder Lene Johannesson fra Landsorganisation af Kvindekrisecentre, LOKK.

– Før i tiden var mændene nødt til at opsøge personen eller venner og familie omkring, men det er blevet langt nemmere at stalke andre mennesker.

En enkelt opringning eller sms er ikke nok til at tale om stalking. Det er kendetegnet ved at stå på over tid, at være vedvarende og skabe frygt hos offeret, forklarer hun.

– Nøjagtigt ligesom voldelige mænd skifter mellem at være voldelige og kærlige, skifter ordlyden i sms?er og mails også mellem at være truende og angrende. Er det kun kærlighedserklæringer, er det ikke slemt, men i og med at halvdelen er af typen "jeg ved, hvor du er" og "du skal ikke føle dig sikker", gør det kvinderne enormt bange, for de kender ham jo og ved, hvad han kan finde på, siger Lene Johannesson.

Filosoffen Anders Albrechtslund, Aalborg Universitet, forsker i overvågning, etik og nye teknologier. Han kalder den elektroniske form for forfølgelse for en af de negative konsekvenser af den teknologiske udvikling.

– Stalkeren bruger mobiltelefoner, Facebook og mails til at skabe den nærhed til et andet menneske, som vedkommende ønsker. Der er ikke tale om skjult overvågning, for stalkerens pointe er netop at gøre opmærksom på sig selv over for sit offer, og derfor sender vedkommende beskeder, der indikerer, at man holder øje. Man kan sende en sms-besked, der får modtageren til at opleve, at man er meget tæt på, selvom det ikke er tilfældet, og på den måde skaber moderne teknologi en fornemmelse af, at personen hele tiden er til stede, siger Anders Albrechtslund.

– Det er en meget målrettet og personlig form for overvågning. Hvis man for eksempel går en tur gennem Jomfru Ane Gade i Ålborg, ved man, at der er overvågningskameraer, og det er en anderledes anonym måde at blive betragtet på. Her er det en overvågning af det offentlige rum, men når man konstant modtager sms?er fra en person, der følger dig, er det ét bestemt menneske, der holder øje med netop dig, og det skaber et særligt psykologisk pres, siger Anders Albrechtslund, der understreger, at risikoen for misbrug af ny teknologi altid vil være til stede. Han råder derfor folk til at overveje, hvem de deler deres personlige oplysninger med.

Hos Landsorganisation af Kvindekrisecentre råder man kvinderne til at skifte telefonnummer, så snart chikanen begynder, men ofte er kvinderne tilbageholdende, forklarer Lene Johannesson fra LOKK.

– De vil gerne have styr på, hvor manden er. De kender ham og ved, at når hans stemme lyder på en bestemt måde, skal de være mere agtpågivende end ellers. For mange af kvinderne har vold været hverdag, og de har været vant til at skulle tage temperaturen på hans humør, og derfor føler de, at de har mere hånd i hanke med situationen, når de kan se, hvor tit han skriver eller ringer.

Når flere mænd vælger at stalke deres tidligere partnere, er det dog ikke kun et udtryk for, at teknologien har gjort det muligt, vurderer psykoterapeut Lise Linn Larsen, der selv oplevede at blive udsat for forfølgelse af en tidligere partner og nu skriver en bog om emnet. Også et ændret familiemønster kan være en årsag til, at flere fortsætter med at chikanere en tidligere partner.

– Vi lever i en kultur med flere løse relationer og skiftende partnere. Folk går på nettet og finder en date for en aften, og for mennesker, der i forvejen er psykisk ustabile, kan det betyde, at de ikke kan finde ud af, hvor grænsen går, og hvornår et forhold starter og slutter.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk