Mogens Munk roder lidt i en stak noder, han har fundet frem. De går tilbage til hans barndomshjem i præstegården i Vedersø i Vestjylland, og blandt dem er en specialitet: En march til ære for Il Duce med den italienske fører Mussolinis portræt på forsiden, og en dedikation fra marchens danske komponist til forfatteren, herr. Kaj Munk i ærbødighed.
Mogens Munk har også fundet Kaj Munks botanikbog for mellemskolen og højere pigeskoler frem, hvor skolebarnet Kaj har skrevet sit navn med klodset barnlig skrift på titelbladet.
Jeg har kigget i den, om han måske på et senere tidspunkt skulle have skrevet en note ved anemonen, men desværre var der ikke noget, smiler digterpræstens yngste søn, den nu 75-årige Mogens Munk, mens han bladrer i den slidte skolebog, og Mussolinis sort-hvide portræt skuler arrigt op fra nodebunken på bordet.
Den blå anemone, som Kaj Munk skrev i 1943, blev hans populæreste sang, og botanikbogen såvel som den tilsendte node med Il Duce-marchen er to konkrete minder, der på hver deres måde kaster lys over dette sammensatte og komplicerede menneske, der i mellemkrigs- og besættelsestiden blev Danmarks mest omstridte digter og samfundsdebattør, og hvis kristne og kompromisløse kamp mod den tyske besættelsesmagt gjorde ham til martyr.
For 70 år siden, natten mellem den 4. og 5. januar 1944, blev han skudt af Ge-stapo ved Silkeborg.
En botanik og en march. To yderpunkter fra den helt lille og nære verden, som han elskede, til tidens storpolitiske kaos i 1920erne og 1930erne, som endte med at koste ham livet. Et naturmenneske, der elskede at gå på jagt, og som i sin botaniserkasse samlede blomster hjem til tørring og presning i præstegården i Vedersø. Og en samfundsprovokatør, der buldrede mod tyskerne og hånede den danske regerings samarbejdspolitik under krigen, men som i årene forud selv havde sat sin lid til Europas stærke diktatorer med en nærmest halvreligiøs messiasforventning og først sent opdagede sin fatale fejltagelse.
Il Duce-marchen er fra 1938, samme år, hvor Kaj Munk skrev sit åbne brev til Mussolini og bad den italienske fascistiske fører om at gribe ind over for Hitlers jødeforfølgelser.
Min far var måske politisk naiv, men han stod jo ikke alene med sine holdninger i 1930erne, hvor mange havde meget lidt til overs for demokratiet og mente, at der var brug for stærke og karismatiske ledere, mener Mogens Munk og tilføjer: Men Hitlers jødeforfølgelser fik ham til at indse sin fejltagelse.
Mogens Munk er den yngste af de fem Munk-børn, hvoraf der i dag er to tilbage. Han var fem år, da hans far blev skudt, og kom derved til at dele skæbne med Kaj Munk selv, som mistede sin far allerede som etårig.
Så måske har min far også i tidens stærke og handlekraftige mænd fundet den faderfigur, han manglede. Det var jo samtidig et livsvilkår, han på dette tidspunkt delte med en hel generation af tyskere, hvis fædre var blevet slået ihjel i Første Verdenskrig.
Fire år senere døde også Kaj Munks moder af tuberkulose, og på gravstenen blev sat plads af til Kajs navn.
For han var et lille skravl, og alle regnede med, at han snart ville dø af tuberkulose, ligesom moderen. Jeg kan huske, at far tog min mor og os børn med over til Lolland for at vise os gravstenen med pladsen til hans navn.
Denne traumatiske start på tilværelsen satte sit præg.
Han tog aldrig livet som en selvfølge, og det gjaldt også forholdet til hans egen familie. Han havde jo selv følt, hvordan det havde været pludselig at stå uden forældre og blive kastebold i en familie, hvor ingen var interesseret i at tage sig af ham. Først siden fik han gode plejeforældre hos Peter og Marie Munk.
Mogens Munk husker, hvordan han selv som ung teenager savnede sin far, men i modsætning til Kaj Munk havde han sin mor. Det blev Lise Munk, som efter mordet holdt sammen på familien og samtidig forstod at holde liv i mindet om faderen hos børnene.
Præstegården fik jo lov til at stå, som om min far lige var taget ud på besøg i sognet. I mange år fortsatte mor med fars årlige jagtselskaber, og når vi var samlet omkring spisebordet, kunne hun finde en kronik eller artikel af ham frem og begynde at diskutere den med os. På denne måde var vores far altid nærværende.
Hans erindringer om faderen som om livet i Vestjylland og præstegården i Vedersø er flimrende og usammenhængende.
Han husker en dag, hvor familien var taget på udflugt til Lokkelykke Kaj Munks jagtejendom og der skulle skiftes en sikring.
Der stod fem mennesker omkring far og så på. Jeg tænkte, at det er da mærkeligt, at alt det, far gør, kan være så interessant.
Et andet flimrende minde er, da faderen en formiddag smed en konvolut med karameller og chokolade ned til ham fra Stærekassen Kaj Munks arbejdsværelse i gavlen på 1. sal, hvor han skrev sin dramatik, journalistik og prædikener, og hvor man som barn vidste, at der skulle meget gode grunde til at forstyrre, når faderen var optaget af sit arbejde her.
Børneopdragelsen i præstegården var som tidens: autoritær og med kontant afregning, havde man forsét sig.
Til gengæld var det glemt med det samme. Øjeblikke efter kunne far huje gennem hele præstegården med alle os børn efter sig, når vi legede vandkamp og hængte vandspande op over dørene. Når vi legede sammen, så var vi ikke bare fem, men seks legebørn.
Og man sladrede ikke om hinanden.
Far ville ikke tolerere noget angiveri blandt sine børn, så den, der sladrede, fik samme straf som den, der havde forsét sig. Det var et effektivt system.
Erindringerne fra aftenen den 4. januar 1944, da faderen blev hentet af tyskerne i præstegården i Vedersø, er også spredte og flimrende.
Familien havde spillet whist, og Mogens Munk husker, at han sad nede på gulvtæppet og legede med de jetoner, der havde været brugt til kortspillet.
Så kom en af vores piger, Thyra, ind og sagde: Tyskerne kommer, og formentlig har jeg også hørt bilen komme rumlende ned ad vejen til præstegården. Der var jo ikke meget trafik i Vedersø sådan en vinteraften.
Mændene præsenterede sig som kriminalbetjente, og Lise Munk forsøgte at holde dem hen, så hendes mand kunne nå at flygte.
Men det havde far ingen planer om. Han havde jo heller ikke fulgt de advarsler, han i dagene forud havde fået fra modstandsbevægelsen. Alligevel tror jeg ikke, han havde regnet med, at han kun få timer senere ville blive likvideret. Så havde han nok ikke siddet og snakket og diskuteret med sine bødler i bilen, som der er vidneudsagn om. Det var heller ikke oplagt, at det ville ende sådan, for min far havde jo ikke været med i direkte sabotageaktioner og var ikke frihedskæmper på dén måde.
Formentlig havde han forventet en retssag og var nok klar over, at den kunne være endt med en dødsdom, men måske også regnet med, at hans kendthed ville redde ham.
Men Hitler og Himmler krævede, at der blev grebet ind over for den danske modstandsbevægelse og statueret et eksempel.
Næste morgen fandt en tilfældigt forbipasserende Kaj Munks lig i grøften på Hørbylunde Bakke ved Silkeborg. Da den femårige Mogens var blevet vækket og kommet i tøjet, var den forfærdelige nyhed nået til Vedersø.
Jeg kom ned i stuen, og alle var sammenbøjede af gråd. De græd og græd, og min mor havde slet ikke overskud til at tage sig af os børn. Det var jo det uventede forfærdelige, der var indtruffet.
Når min mor siden blev spurgt om, hvorfor hun ikke havde kunnet overtale sin mand til at flygte, var hendes svar: Man kan ikke forhindre et godt menneske i at gøre noget godt. Hun forstod, at han måtte blive og kæmpe, og den holdning forstår jeg også, men samtidig elskede han jo livet, som han elskede det lille Danmark, han var borger i.
Som søn af en martyr og nationalt ikon har Mogens Munk måttet leve sit liv i skyggen af Kaj Munk på godt og ondt.
Jeg er naturligvis stolt af at være søn af et menneske som Kaj Munk, der turde stå ved sine holdninger. Det har livet igennem været en udfordring for mig, men samtidig måtte jeg jo også forsøge at leve mit eget liv, og det kunne være svært, når man altid skulle sammenlignes med sin berømte far.
Det aspekt, Mogens Munk i dag helst mindes ved sin far, er i første række ikke Kaj Munks kompromisløse kamp mod tyskerne, men hans kærlighedsevne, som han udtrykker det. Kaj Munks interesse for og empati med de mange mennesker, han kom i kontakt med.
Han var jo utroligt favnende og overskred alle sociale barrierer. Han besad en basal evne til at leve sig ind i andre menneskers tanker og væsen, og det var selvfølgelig også derfor, han kunne skrive dramatik. Bag det alt sammen lå en dyb kristentro, som på mange måder var præget af den pietisme, han var vokset op med og var båret af en taknemmelighed over for livet og dets skaber. Det fremgår jo af hver en strofe i Den blå anemone.
Et af Kaj Muns forbilleder var Søren Kierkegaard.
Jeg synes, man kan sige, at min far levede det liv, Søren Kierkegaard drømte om at leve: I stedet for at skrive fem bøger om en mislykket forlovelse, som Kierkegaard gjorde, giftede han sig og fik kone og børn. I stedet for at skrive en bog om Kærlighedens gerninger forsøgte han at realisere kærligheden i sit liv, og i stedet for som Kierkegaard at lovprise martyriet, blev han selv martyr.
