Prøv avisen

Mona og Mortens mirakel

Johannes er røget ind og ud af hospitalerne i sine første leveår. Det har været hårdt for forældrene, Mona og Morten Caramés, og da den værste krise var overstået, fik Morten en depression. – Foto: Michael Tarp.

EFTER KRISEN: Johannes på to et halvt år er en overlever. Han vejede 870 gram, da han blev født. Og siden har han sendt sygdom efter sygdom retur. Hans forældre, Mona og Morten Caramés, mener, at både troen og taknemmeligheden er vokset i takt med deres lille dreng

Overlægen tør ikke tage ansvaret længere. Nu kan han kun ringe efter Rigshospitalets helikopterteam, men måske er det for sent. Det lille barn har allerede blå læber. Og selvom personalet på Bornholms Hospital har givet ham ilt hele natten, vil han stadig ikke trække vejret selv. Det er ikke et uvant syn for Mona og Morten Caramés at se deres spinkle dreng viklet ind i slanger og hospitalsapparater. Sådan var det også, lige efter at han kom til verden halvandet år tidligere. Men nu kan ingen få kontakt til ham. Mona og Morten er i chok. Bed for Johannes. Vi er bange! skriver de på en kæde-sms til alle deres kristne venner. Det har de gjort før. Men denne gang virker selv lægerne nervøse. Og nu er parret sikker på, at de skal sige farvel til deres lille dreng. Det tager tre timer, før helikopteren når frem. I mellemtiden kører den samme film inde i Mona og Morten. Filmen om Johannes.

Johannes kommer løbende gennem Mona og Mortens frugthave i Rønne med to modne æbler, der næsten ligner hånd- bolde, i de små hænder. Men Johannes holder fast. Og det har han gjort hele livet. I dag er det over et år siden, at han pludselig vågnede op og sagde hej, en time før helikopteren ankom til Bornholms Hospital. Og Mona og Morten Caramés har lært at leve med frygten for at miste ham. I mellemtiden er Johannes blevet to et halvt år og stærk nok til at være i dagpleje. Men Mona og Morten Caramés har været igennem flere hårde år, før de kom igennem krisen. Og som de roligt sætter ord på krisen, er det tydeligt, at de har gennemlevet den mange gange.

Filmen om Johannes begynder, allerede flere år før han kom til verden. Dengang boede parret i Herning, hvor Morten arbejdede som ungdomspræst i Herning Frikirke. Det var her, Mona begyndte at presse på for at få et barn.

Det var egentlig ikke et ønske for mig at få et barn. Jeg havde altid forestillet mig et liv uden. Jeg havde også nok at se til, syntes jeg. Men det var et stort ønske for Mona, så efter vi havde snakket om det et par år, blev vi enige om at prøve at se, om vi kunne få et, fortæller Morten.

Det var sværere, end Mona havde håbet. Og da hun endelig ventede sig, gik det skævt fra starten.

Jeg havde en lyserød forestilling om, hvad det vil sige at blive gravid og blive mor. Men intet gik, som jeg havde forventet, fortæller Mona Caramés.

Tidligt i graviditeten fik hun en voldsom svangerskabsforgiftning. Og barnet var derfor allerede fra begyndelsen mindre, end det skulle være.

Vi var meget uenige med lægerne om terminen. For i begyndelsen troede de, at jeg tog fejl og skulle føde mange uger senere. Men da de endelig accepterede, at jeg havde styr på min termin, viste det sig, at barnet var 60 procent mindre, end det skulle være. Moderkagen gav simpelthen ikke barnet næring nok.

Det stod derfor hurtigt klart, at jeg ikke kunne føde normalt, men skulle have kejsersnit. Og det var jeg utrolig skuffet over. Jeg havde sådan glædet mig til at føde ham selv. Men der var ikke andet at gøre. For lægerne vurderede, at han sandsynligvis ikke ville kunne overleve en normal fødsel, hvilket også ville øge risikoen for at skade barnet.

I ugerne op til fødslen blev Mona indlagt, så lægerne kunne holde øje med barnet.

Det blev nogle urolige uger, hvor vi nærmest sov med tøjet på. For vi skulle hele tiden være indstillet på, at jeg skulle være parat til at få kejsersnittet når som helst. Og i 32. uge turde lægerne ikke vente længere.

Johannes Caramés kom til verden en tidlig forårsmorgen på Skejby Sygehus. Og selvom kejsersnittet gik godt, blev det en hård oplevelse for begge forældre.

Jeg havde fået en rygmarvsbedøvelse, så jeg var stadig ved bevidsthed. Men jeg fik ikke lov til at se barnet. Med det samme, de fik ham ud, styrtede de ned ad gangen med ham. Og jeg kunne kun håbe på, at han overlevede.

I mellemtiden fik Morten travlt:

Da jeg stod i situationen, skulle jeg både snakke med læger og sygeplejersker og sørge for, at Mona ikke var for ked af det, så der var egentlig slet ikke tid til mine egne følelser og bekymringer. Det var ren brandslukning, fortæller han.

Morten løb frem og tilbage mellem Mona og det lille barn i kuvøsen for at orientere sin kone om, hvad der skete.

Han tog også et billede af ham, så jeg kunne se mit barn.

Monas talestrøm går i stå i et suk, inden hun tilføjer:

Men det var jo slet ikke det samme. Jeg fødte klokken 10 minutter i 4 og fik først lov til at se ham klokken 23, så det var rigtig hårdt. For jeg havde jo glædet mig til at få ham op i mine arme. Og da jeg så ham, kunne jeg slet ikke fremkalde alle de varme moderfølelser, som jeg havde forventet. Han vejede kun 870 gram og var 34 cm lang, så han var kun en lille en. Og den følelse, der fyldte mig, var, at det ikke var sådan, at han skulle se ud. At det ikke var sådan her, at jeg skulle føde.

Først tre dage senere fik Mona lov til at holde sit barn for første gang. Og så kom følelsen.

Da jeg så fik lov til at få ham ud af kuvøsen, og sygeplejersken lagde ham på min mave, væltede kærligheden op i mig. Dér føltes det endelig rigtigt, og jeg syntes, at han var det smukkeste barn i hele verden, selvom andre måske syntes, at han så forkert og for lille ud.

Lykken blev dog hurtigt forstyrret. For lægerne mente, at Johannes tarme var blevet skadet ved at blive født så tidligt.

Det er meget normalt, at tarmene ikke er fuldt udviklet, når børn bliver født for tidligt. Og lægerne frygtede, at Johannes havde en sygdom, der hedder NEC. Det ville betyde, at han ikke kunne tage normal føde til sig og skulle have stomiposer. Og vi blev meget ulykkelige over den udsigt.

Det var i den situation, at vi begyndte at sende smser til vores kristne venner. Og vi ved, at der er rigtig mange, der har bedt for os. Det er jeg sikker på har hjulpet. For pludselig kunne lægerne ikke længere finde noget spor af sygdommen, fortæller Mona med en stemme, der stadig lyder forundret.

Det samme gjaldt, da lægerne fortalte os, at Johannes havde fået en hjerneblødning, fortæller Morten.

Rigtig mange mennesker bad for Johannes, og da han igen skulle scannes, kunne lægerne pludselig ikke finde hjerneblødningen. Og da han fik lyskebrok, gik det også i orden. Men i månederne efter fødslen var der alligevel mange gange, hvor vi var bange for, hvad der skulle ske med ham.

Siden fødslen har Johannes været indlagt 11 gange og sendt de forskellige sygdomme retur hver gang. Men selvom Mona og Morten betragter det hele som et stort mirakel, kom krisen først for Morten, da alt var godt.

Jeg troede, at jeg kunne klare alt. For da det gik værst til, og vi frygtede at miste Johannes, var jeg den stærke. Og selv da Johannes skulle flyves til København for at komme i respirator, bevarede jeg roen. Det var først, da vi kom hjem fra hospitalet, og der blev stille, og alt bogstaveligt talt åndede fred og ro, at reaktionen kom. Og i flere måneder måtte jeg kæmpe med en depression.

Det eneste, jeg kunne glæde mig over, var, at Johannes havde overlevet. Alt andet virkede gråt. Ting, som jeg før var gået voldsomt op i, virkede bare ligegyldige på mig. Dér gik det op for mig, hvor stort et pres jeg havde været under. For det var først der, at der var plads til mine følelser. Og der kunne jeg pludselig mærke, at det var en hård tid, vi havde gennemlevet.

I dag nyder Morten igen livet, men nu kan han se, at en anden følelse har vokset sig stærk gennem krisen.

Hvis Johannes var blevet født normalt, tror jeg ikke, at jeg var blevet kastet ud i faderrollen så voldsomt. Og jeg er bange for, at jeg ville have trukket mig tilbage, fordi jeg syntes, at det dybest set var Monas projekt at få et barn. Men mine følelser er i den grad blevet vækket gennem krisen. Johannes er den bedste gave, jeg nogensinde har fået. Frygten for at miste ham er det værste, jeg har oplevet, men det har også gjort mig til en mere opmærksom far. For det har lært mig, hvor vigtigt det er, at vi har vores lille skat. Så kan alle andre projekter komme i anden række.

Mona nikker, mens Morten fortæller:

Det er rigtigt. Morten er en fantastisk far. Men hvis vi ikke var gået igennem krisen, tror jeg, at det måske var mig, der havde stået med det meste, så det er måske en af de lykkelige frugter af krisen.

Hvad har krisen ellers betydet?

Den har i hvert fald styrket vores tro. Nogle mennesker slår hånden af Gud, når livet bliver svært. Men for os har det været omvendt. Vi er blevet endnu mere afhængige af Gud. Hvis vi ikke havde ham, tror jeg slet ikke, at vi havde overlevet alt det, vi har stået ansigt til ansigt med, siger Mona, der mener, at de i dag har lært at leve med frygten for at miste.

Alle forældre er bange for at miste deres børn. For os er den frygt nok bare blusset op lidt oftere. Vi er nok også lidt mere opmærksomme på vores barns signaler end andre forældre. Især hvis han er syg. Og når vi kører til vagtlægen, pakker vi altid først tasken, fordi vi ved, at han skal indlægges 8 ud af 10 gange. Men vi kan ikke leve med at frygte hele tiden. Livet er et mirakel, der skal nydes. Og gennem alle vores oplevelser er både troen og taknemmeligheden bare vokset. Selvfølgelig bliver vi bange, men så er taknemmeligheden bare dobbelt så stor, når vi tænker på, hvor mange gange vi har fået lov til at beholde Johannes.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk