Prøv avisen

Moules frites med mayonnaise til sommerbordet

Muslinger dampet i Asti eller champagne smager dejligt med hjemmelavede pommes frites og mayonnaise. Blåmuslingerne kan købes, men er man heldig, kan man også plukke dem i havet. Foto: Anna Klitgaard.

Chokolade, kager og ikke mindst moules frites. Belgiens kulinariske oplevelser kan være søde som sunde, men et er sikkert. Flamsk- som fransktalende tager det seriøst, og resultatet er udsøgt

På en nylig rejse til Belgien fik jeg en smagsprøve på landets specialiteter. I Antwerpen, som var mit udgangspunkt, var det de små chokoladebutikker med fyldte fristelser, der trak mest, men i Bruxelles var det de mange restauranter og caféer, der lokkede med lokale egnsretter samt international kogekunst.

Mens desserterne og de søde sager var, hvad der tiltrak øjet i første omgang, så var det dog Belgiens nationalret, moules frites med mayonnaise, der virkelig vandt mit hjerte. For den simple menu er både fyldende og smagsfuld, og så er den noget, man længselsfuldt ser frem til, fordi de specielle muslinger, der bruges, ikke findes i handelen hele året rundt.

LÆS OGSÅ: Du skal elske din mor, kærnemælk og hyldeblomster!

De bedste muslinger kommer fra Zeeland i Holland og er noget af det eneste, som belgierne virkelig mener er kulinarisk godt fra nabolandet. Sammen med pommes frites og mayonnaise er det nemlig, hvad moules frites består af, og lige så lækker den er, lige så simpel er den at tilberede. I Danmark er det dog ikke altid til at få de forholdsvis dyre, men store Zeeland-muslinger, men mindre kan også gøre det. Det eneste, man skal sikre sig, er, at de efter endt kogning har åbnet sig, for ellers er der noget, der tyder på, at de ikke er gode.

Kokkene i Belgien ved dette, og derfor er de dårlige ofte sorteret fra, før de når bordet. Her kommer de i forskellige saucer baseret på kokosmælk, karry, hvidvin eller grøntsager og hvidløg og ofte med en af de klassiske klosterøl, hvidvin eller champagne til. For at spise dem finder man blot en tom skal i skålen og bruger den som pincet til at tage de efterfølgende ud med.

På grund af indbyggernes forkærlighed for skaldyrene, som ikke blot bliver mættet af de dyre fra Zeeland, er belgierne verdensrekordholdere i muslingespisning. 25.000 til 28.000 tons importerer de om året fra nabolandene Holland og Frankrig, og dertil kommer det løse fra andre nationer. I alt bliver det i gennemsnit til små tre kilo per indbygger per år, men langt de mest eftertragtede er de store fra Zeeland.

Muslingerne, pommes fritene og mayonnaisen blev meget hurtigt min favorit. For på trods af, at portionerne synes enorme, når de bliver sat på bordet, så er det meste skaller, og indholdet sundt. Det samme kan ikke helt siges om tilbehøret, og derfor kan det skiftes ud med alternativer som salat eller en blanding af pommes frites og grønt. Her får I dog originalopskriften på belgiernes nationalret. Jeg håber, I nyder den, og jeg ønsker velbekomme.

Mousserende muslinger (2 personer)

  • 2 kg muslinger
  • Lille flaske Asti (2 dl) eller eventuelt champagne
  • 2 skalotteløg, hakkede
  • 1½ dl cremefraiche (38 %)
  • 50 g smør
  • 2-3 spsk. hakket persille
  • Salt
  • Peber

Skyl muslingerne i koldt vand, og sæt en stor gryde over varmen. Smelt en tredjedel af smørret, og steg skalotteløgene heri, indtil de er møre. Hæld herefter Astien i, og lad det varme op, før muslingerne kommes i, og et tætsluttende låg lægges på. Lad muslingerne dampe i 8 til 10 minutter, hvis de ikke er forkogte, eller halvt så langt tid, hvis de er. Se til, at de har åbnet sig, før du tager dem af varmen. Med en hulske tag muslingerne over i en serveringsskål, og lad derefter Astien koge op. Efter et par minutter tilsæt resten af smørret og cremefraichen, og rør godt rundt. Når det er varmt, hæld saucen over muslingerne, drys salt, peber og persille udover, og server straks.

Sunde pommes frites (4 personer)

  • 2½ kg kartofler
  • Olie
  • Salt
  • Peber
  • 1 tsk. hakket persille

Vask kartoflerne grundigt, og skær i både. Kom dem i en bradepande, og dryp lidt olie, groft salt og peber ud over dem. Bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader i 35-45 minutter eller til de er møre. Drys til sidst den hakkede persille ud over bådene, og server straks.

Hjemmelavet mayonnaise med surt (4 personer)

  • 3 stk. pasteuriserede æggeblommer
  • 2 tsk. hvidvinseddike
  • 2½ dl spiseolie
  • 1-2 tsk. stærk sennep
  • Limesaft
  • Salt
  • Peber
  • 2 grofthakkede drueagurker

Kom æggeblommerne i en skål, og pisk grundigt sammen med salt, peber, limesaft og hvidvinseddike. Tilsæt herefter olien drypvis, mens der stadig røres rundt, og smag mayonnaisen til med sennep, salt og peber. Hak endeligt drueagurkerne fint, og kom dem i.

livogsjael@k.dk